De uroligheder som for nyligt fandt sted blandt den jødiske menighed i anledning af at dennes præst tværtimod en stor del af menighedens ønske ville indføre en ny ritus i stedet for at opretholde religionen med dens ceremonier, gav regeringen anledning til at pålægge præsten at besvare omtrent følgende spørgsmål: "Af hvilke grunde har de gamle indført de hellige skikke?" og "Af hvilke grunde vil De afskaffe dem?" Da han i sin besvarelse ikke godtgjorde at hans intenderede forandringer kunne forbedre de gældende ceremonielle love, forblev den gamle ritus uantastet.
De herværende jøder der føler sig lykkelige og tilfredse ved deres religion med dens ceremonier som var da den blev stiftet, som den i årtusinder har været og som den under de hårdeste forfølgelser omhyggeligt plejet er gået over fra slægt til slægt, befinder sig for tiden i den pinlige uvished om de vil blive berøvet dette hellige gode eller ikke. Jødernes præst, hr. dr. Wolff der blev kaldt for at besætte det ledige præstekald og som hans forgængere frede om religionen med dens hellige skikke skal have til hensigt at ville indføre koralsang, afskaffe bønner (hvilket ikke er noget kunststykke) osv. uagtet dette er aldeles i strid med loven for en jødisk synagoge. Den oplyste dvs. til det moderne hældende repræsentation (som i øvrigt ifølge reglementet af 29. marts 1814 § 10 ikke har noget med religionsceremoniellet at bestille) har vel ikke besværet gennemførelsen af planen, det er ikke at undre over at have kunnet opstå hos en mand der har studeret og er kreeret til doktor ved et af de nyeste universiteter. Repræsentanterne for en hel menighed må dog kun give det medhold som er i overensstemmelse med dennes ønsker, for ellers opfylder den ikke sin bestemmelse.
Da ønsket om en forandret ritus ikke udspringer fra menigheder, begribes ikke af hvilken grund man anstrenger sig så meget for at påbyrde den en reform som en stor del blandt den af den grund anser for et onde, fordi den strider mod religionsloven uden i øvrigt at gavne mere end det ville gavne at give en gammel jøde med trekantet hat og hageskæg en lapseklædning på og rage det agtværdige skæg af ham fordi moden fordrer det, så at han kom til at se ud som en modedreng og herved vandt pluralitetens bifald fordi pluraliteten lignede ham.
Den stedfundne og muligvis stedfindende antipati mod jøderne bør ikke bringe den af hengivenhed til sin religion besjælede blandt dem til at afvige fra Guds og de gamle vises love for at unddrage sig antipatiens byrde. Vores forfædre har prøvet de hårdeste forfølgelser, men forblev deres religion tro. Deres standhaftighed har vi at takke for vores religions vedligeholdelse! Og vi ville nedbryde deres kæmpeværk? Måske fordi en gadedreng råber efter os: "Jøde!" som for os må være et hædersnavn. Gud forbarme sig over eder, I forblindede som med det udråb: "Oplysningen, tidens tarv kræver det," uden grund, uden at regeringen har pålagt os det, uden at menigheden ønsker det, ville nedbryde vores tro og det skønne minde vores forfædre satte sig om standhaftighed i troen - af ussel modesyge.
Da dog den intenderede forandring med vores ritus kan have til følge, at menigheden splittes, en del af samme af repræsentanterne vil kræve tilbagebetaling af de til en synagoges opbyggelse indskudte penge, og da templets indtægter ville blive sparsomme, opfordrer man herved jødernes præst, hr. dr. Wolff til at besvare de præsten i Fürth forelagte spørgsmål og derved stadigt tænke på Salomons ordsprog:
Min søn, frygt Gud og kongen og afhold dig fra nyhedsjægerne, det er uden at religionen tro kan man ikke være kongen tro.
(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 547-550.)
De herværende jøder der føler sig lykkelige og tilfredse ved deres religion med dens ceremonier som var da den blev stiftet, som den i årtusinder har været og som den under de hårdeste forfølgelser omhyggeligt plejet er gået over fra slægt til slægt, befinder sig for tiden i den pinlige uvished om de vil blive berøvet dette hellige gode eller ikke. Jødernes præst, hr. dr. Wolff der blev kaldt for at besætte det ledige præstekald og som hans forgængere frede om religionen med dens hellige skikke skal have til hensigt at ville indføre koralsang, afskaffe bønner (hvilket ikke er noget kunststykke) osv. uagtet dette er aldeles i strid med loven for en jødisk synagoge. Den oplyste dvs. til det moderne hældende repræsentation (som i øvrigt ifølge reglementet af 29. marts 1814 § 10 ikke har noget med religionsceremoniellet at bestille) har vel ikke besværet gennemførelsen af planen, det er ikke at undre over at have kunnet opstå hos en mand der har studeret og er kreeret til doktor ved et af de nyeste universiteter. Repræsentanterne for en hel menighed må dog kun give det medhold som er i overensstemmelse med dennes ønsker, for ellers opfylder den ikke sin bestemmelse.
Da ønsket om en forandret ritus ikke udspringer fra menigheder, begribes ikke af hvilken grund man anstrenger sig så meget for at påbyrde den en reform som en stor del blandt den af den grund anser for et onde, fordi den strider mod religionsloven uden i øvrigt at gavne mere end det ville gavne at give en gammel jøde med trekantet hat og hageskæg en lapseklædning på og rage det agtværdige skæg af ham fordi moden fordrer det, så at han kom til at se ud som en modedreng og herved vandt pluralitetens bifald fordi pluraliteten lignede ham.
Den stedfundne og muligvis stedfindende antipati mod jøderne bør ikke bringe den af hengivenhed til sin religion besjælede blandt dem til at afvige fra Guds og de gamle vises love for at unddrage sig antipatiens byrde. Vores forfædre har prøvet de hårdeste forfølgelser, men forblev deres religion tro. Deres standhaftighed har vi at takke for vores religions vedligeholdelse! Og vi ville nedbryde deres kæmpeværk? Måske fordi en gadedreng råber efter os: "Jøde!" som for os må være et hædersnavn. Gud forbarme sig over eder, I forblindede som med det udråb: "Oplysningen, tidens tarv kræver det," uden grund, uden at regeringen har pålagt os det, uden at menigheden ønsker det, ville nedbryde vores tro og det skønne minde vores forfædre satte sig om standhaftighed i troen - af ussel modesyge.
Da dog den intenderede forandring med vores ritus kan have til følge, at menigheden splittes, en del af samme af repræsentanterne vil kræve tilbagebetaling af de til en synagoges opbyggelse indskudte penge, og da templets indtægter ville blive sparsomme, opfordrer man herved jødernes præst, hr. dr. Wolff til at besvare de præsten i Fürth forelagte spørgsmål og derved stadigt tænke på Salomons ordsprog:
(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 547-550.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar