På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund her i staden almindeligvis fungerer meget længere end forordningen af 29. marts 1814 hjemler, og den befaling at afgående medlemmer i sit sted kan vælge et subjekt af menigheden, vist nok for tiden synes at stride imod pluraliteten af de kontribuerende medlemmers ønske - hvilket dog på grund af deres betydelige ofre til synagogens opførelse burde tages i betragtning - så vover man underdanigst at foreslå at nævnte forordning forandres således at intet medlem blev optaget som repræsentant med mindre han ved en foregående stemmeflerhed af de kontribuerende dertil var valgt, og efter at et udvalg af 21 kontribuerende medlemmer var foreslået af de fungerende repræsentanter.
Det var ønskeligt for at forebygge al mulig tvivlsspørgsmål i de religiøse anliggender, nemlig gudstjenestens ritus, skolevæsnet mm, at høje vedkommende ville drage omsorg for at det blev overdraget den præst der er ansat ved menigheden - om hvis religiøsitet og embedsduelighed vist kun hersker en mening - at anordne og påse menighedens tarv i så henseende på sit an- og tilsvar uden nogen andens indblanding, hvilket vist nok er dennes inderligste ønske.
Repræsentanterne og skoledirektørerne der er verdslige mænd og som sådanne kun besidder almindelige kundskaber, ville derved spare betydelig tid, og langt bedre kunne bestride regnskabsføringen og hvad der dem videre måtte blive pålagt.
(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 387-389)
Uenighederne startede allerede i slutningen af 1700-tallet hvor danske jøder blev inspireret af reformbevægelserne i resten af Europa, bl.a.omkring Moses Mendelsohn, I Danmark gik diskussionen især omkring valget af De Ældste, deres administration og indholdet i skolen: udenadslære i hebraisk og Talmud eller tilpasning til oplysningstidens idealer.
Repræsentanterne var som den daværende overrabbiner 1791-1827 Abraham Gedalia fra den fløj der ville fastholde den overleverede, traditionelle jødedom med udgangspunkt i Moseloven og Talmud. Og heri havde de fået skriftlig støtte fra jødiske menigheder i Altona og Berlin, som senere artikler fra Politivennen beretter om. Repræsentanterne havde i 1797 massivt fået afvist den anden fløj som agiterede for en modernisering af jødedommen efter Moses Mendelsohns ideer: Jøderne skulle være underkastet samme lovgivning som alle andre i Danmark, med samme rettigheder og pligter. På grund af Repræsentanternes massive afvisning havde Regeringen opgivet at ændre på lovgivningen.
Jødefejderne i de første årtier af 1800-tallet pressede imidlertid på for en afklaring, som førte til Forordningen af 29. marts 1814, "det jødiske frihedsbrev". Jødiske unge blev herefter undervist efter "Lærebog i Religion for Ungdommen af den mosaiske Tro" og konfirmeret. I 1827 havde der i Politivennen været en diskussion om konfirmation som antydede fløjene.
Artiklen antyder at traditionalisterne havde sat sig solidt på Repræsentantskabet, og at det ikke afspejler fløjene i sin helhed blandt de daværende jøder.
Det var ønskeligt for at forebygge al mulig tvivlsspørgsmål i de religiøse anliggender, nemlig gudstjenestens ritus, skolevæsnet mm, at høje vedkommende ville drage omsorg for at det blev overdraget den præst der er ansat ved menigheden - om hvis religiøsitet og embedsduelighed vist kun hersker en mening - at anordne og påse menighedens tarv i så henseende på sit an- og tilsvar uden nogen andens indblanding, hvilket vist nok er dennes inderligste ønske.
Repræsentanterne og skoledirektørerne der er verdslige mænd og som sådanne kun besidder almindelige kundskaber, ville derved spare betydelig tid, og langt bedre kunne bestride regnskabsføringen og hvad der dem videre måtte blive pålagt.
(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 387-389)
Redacteurens Anmærkning
Dette er den første af en lang række artikler i Politivennen om indre stridigheder blandt jøderne i perioden hvor Synagogen er under opførelse (de tynder ud efter indvielsen af synagogen i 1833). Martin Schwarz Lausten gør i "Jøder og kristne i Danmark" (2012) rede for disse stridigheder.Uenighederne startede allerede i slutningen af 1700-tallet hvor danske jøder blev inspireret af reformbevægelserne i resten af Europa, bl.a.omkring Moses Mendelsohn, I Danmark gik diskussionen især omkring valget af De Ældste, deres administration og indholdet i skolen: udenadslære i hebraisk og Talmud eller tilpasning til oplysningstidens idealer.
Repræsentanterne var som den daværende overrabbiner 1791-1827 Abraham Gedalia fra den fløj der ville fastholde den overleverede, traditionelle jødedom med udgangspunkt i Moseloven og Talmud. Og heri havde de fået skriftlig støtte fra jødiske menigheder i Altona og Berlin, som senere artikler fra Politivennen beretter om. Repræsentanterne havde i 1797 massivt fået afvist den anden fløj som agiterede for en modernisering af jødedommen efter Moses Mendelsohns ideer: Jøderne skulle være underkastet samme lovgivning som alle andre i Danmark, med samme rettigheder og pligter. På grund af Repræsentanternes massive afvisning havde Regeringen opgivet at ændre på lovgivningen.
Jødefejderne i de første årtier af 1800-tallet pressede imidlertid på for en afklaring, som førte til Forordningen af 29. marts 1814, "det jødiske frihedsbrev". Jødiske unge blev herefter undervist efter "Lærebog i Religion for Ungdommen af den mosaiske Tro" og konfirmeret. I 1827 havde der i Politivennen været en diskussion om konfirmation som antydede fløjene.
Artiklen antyder at traditionalisterne havde sat sig solidt på Repræsentantskabet, og at det ikke afspejler fløjene i sin helhed blandt de daværende jøder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar