13 september 2016

Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte

Motto: Og fogderne skal blive ved at tale til folket, og sige: hvem er den mand som er frygtagtig og blødhjertig? Han går hen og vender tilbage til sit hus, at han ikke skal gøre sine brødres hjerte mistrøstigt, som hans hjerte er.
5. mosebog, 20.8.

I sidst udkomne nummer af Politivennen har en fjende af gasbelysningen fremsat nogle bemærkninger der formodentlig skal indjage de frygtagtige skræk, og bevirke at de mosaiske trosbekendere ikke skal benytte denne belysningsmåde i deres nye kirke. Men da hans grunde ikke har nogen vægt, tillader man sig følgende modbemærkninger.

Forfatteren ytrer først frygt for at den gas der anvendes til belysningen, skal have en skadelig indflydelse på helbredet, især når den indåndes i et med mennesker opfyldt lokale. Men da han dog tror Ørsteds og andres store kemikeres udsagn, at gassen taber det skadelige når den forbrændes i vores dunstkreds, kan endvidere tjene til hans beroligelse at man i den seneste tid har fundet at give gasapparaterne en sådan indretning at der for hver flamme er en hane der slutter for gassen og først åbnes i det øjeblik flammen skal brænde. Herved er opnået at man efterhånden kan tænde så få eller så mange af apparatets flammer som man vil, uden at der under tændingen spildes noget af gassen som da kunne forårsage os. Også har man vedtaget at bruge blyrør der desuden kan ferniseres, og er således tættere og sikrere end de førhen brugte blikrør som let kunne gå op i lodningen.

Dernæst frygter forfatteren for en mulig eksplosion og anfører eksempel på samme. En der skal være sket i London og en anden i Amsterdam. Men hvad den første angår, der taler han hverken om tiden da den er sket eller hvorledes dermed er tilgået. Muligvis kan det være længe siden, og altså inden man forstod at give apparaterne den nu brugelige forbedrede indretning, eller man har omgået skødesløst dermed. Den anden eksplosion i Holland ser man er forårsaget ved at man har glemt at lukke for gasledningsrøret, og siden nærmet sig det med en tændt lampe. Ja, når man ikke vil bruge forsigtighed, så kan der også ske skade ved lys hvorpå vi har mangfoldige eksempler. Overalt skulle man ikke benytte en indretning hvorved der ved skødesløs omgang, var fare at befrygte, så måtte vi stå langt tilbage for andre i mange ting. Hvor mange eksplosioner er der fx ikke sket på dampskibe både i Amerika og England før man fandt på at give dem en fuldkommen indretning og dog er de indført hos os og benyttes hyppigt uden mindste frygt? Ja, vor elskede konge med høje familie betror sig - landets dyrebareste - ikke sjældent til et sådant skib. 

Hvad den fæle stank som forfatteren mener at gasbelysningen skulle medføre angår, da kan den forebygges ved at give apparatet en hensigtsmæssige indretning, og dens indtrængen i det belyste lokale forhindres, som før er sagt, ved tætte og ferniserede blyrør. Hr. apoteker Tychsen der i 8 år har haft, ikke alene sine beboelsesværelser, men også sit laboratorium belyst med gas, har ikke sporet noget til de onder som forfatteren omtaler, at denne belysningsmåde skal medføre. Det samme er også tilfældet i den Kongelige Højskoles lokale, hvor man heller ikke fører klage over at belysningen har nogen skadelig virkning på øjnene skønt disse der altid anstrenges ved skriven, tegning, matematiske beregninger osv.

Når forfatteren mener at gasbelysningen vil være til skade for samfundet i økonomisk henseende, så fejler han meget,for det er især i denne henseende at den fortjener at anbefales. Vi vil fremsætte en simpel kalkule: Antaget at der til kirkens belysning kræves 540 lys a 6 pr. [lb] eller 90 [lb], at disse (foruden på nytårsdag, forsoningsfesten og enkelte hellige dage, da de både brænder længere om aftenen og tillige om dagen) skulle brænde 60 gange om året, hver gang 2 timer eller i alt 120 timer, så ville da sådant lys brænder 9 timer, dertil medgå 14 gange 90 [lb] a 5 mark 8 skilling for [lb] eller 1155 rigsbankdaler. Dette er, som man skønner, en lav beregning, da stumper ikke kan bruges, og i et stort lokale vil der ved dørenes jævnlige åbning vel fremkomme træk som foruden vægens muligt mådelige beskaffenhed vil bevirke en hurtigere fortæring af lysene, selv om disse er af bedste slags. Belysningen med gas, siger man, er tilbudt kommissionen for 7 mark i timen, men om man endog regner 2 rigsbankdaler, så er dette kun for 120 timer 240 rigsbankdaler, altså spares ved gasbelysningen over 900 rigsbankdaler. Hertil kommer at 500 flammer af gas giver et lys lig med 800 lys, der behøves ingen pudsning og kirkebesøgerne er ikke udsat for at få deres klæder ødelagt af smeltet og neddryppende voks. Endvidere kan gasbelysningen bestyres og passes af 1 person, hvorimod der vil kræve 3 til 4 for at tænde, passe og slukke 500 lys,og når en fejl vednogle af disse indløb under gudstjenesten, hvilken forstyrrelse ville da ikkedette forårsage? For ikke at tale om den os som så mange lys ufejlbarlig ville frembringe. Da det er bekendt at det mosaiske samfund har til kirken opførelse måtte låne en betydelig kapital, som skal forrentes, og disses renter tilligemed forsikringen, betjentenes lønninger, kirkens belysning mm. beløber sig ttil en betydelig årlig udgift, så er det vel rimeligt om de der ønsker gasbelysningen, søger at spare hvad der spares kan.

Til slut udbeder man sig hr. forfatterens nærmere forklaring om hvis kådhed han befrygter kunne bevirke at det oplyste lokale pludselig indhylledes i mørke, ligesom også hvad han mener med pluraliteten af dem som ikke er for gasbelysningen, om det er pluraliteten af kommissionens medlemmer, af repræsentanter eller af bedragende familier.

(Politivennen nr. 850, Løverdagen den 14de April 1832, s. 243-249)


Redacteurens Anmærkning.

Indlægget er et svar på Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 "Om Gasbelysning.". Debatten fortsatte i "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 850. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271. Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar