Om St. Olai Kirkegaard i Helsingør.

Da man for nogle år siden nedrev de porte og muren som omgav kirkegården, troede man vist derved både for at forskønne byen og at gøre nytte for kirkegårdens beboere. Men man tog i begge henseender mærkbart fejl, for for det første er det et malpropert syn især for fremmede at se de nøgne og ukalkede gavle på de huse der har mistet deres mangeårige sidekammerater i de høje og brede portaler, og især har det misprydet såvel kirkegården som husene at det gamle sprøjtehus blev nedrevet da denne plads mellem de to høje gavle ligner en brandtomt.

For det andet er der nu en sådan slud og træk på kirkegården siden der er blevet så mange andre pladser at det er yderst ubehageligt at passere samme, når det er regn eller blæst. Hertil kommer også de mange bjerge og dale - de i forrige år omtalte grusbunker osv. blev man dog langt om længe endelig befriet for - vandpøle når det er regnvejr, glidebaner når det er frost og om sommeren en nydelig græsmærk er de skønheder der pryder St. Olai Kirkegård. Dog kunne det være med græsmarken som det kunne når blot den var jævnet, men da den består af bakker og ujævnheder, var det vel værd at ønske om man til det tilstundende forår lod hele pladsen makadamisere. Vel blev det jo lidt sørgeligt for vor kære boldspillende ungdom når deres smukt med græs bevoksede legeplads skulle således ruineres, men det ville jo dog kun være småting i henseende til den nytte en sådan forandring måtte bevirke, og i Helsingør synes man jo heller ikke synderlig at bryde sig om småting.

Da St Olai Kirkegård tillige er alarm- eller samlingsplads for såvel det borgerlige artilleri som brandkoret vil pladsens makadamisering også af denne grund blive hensigtsmæssig og ønskelig da det dog altid er bedre især for brandkoret hvis sprøjteredskaber som oftest er nærved at vælte på grund af ujævnheder at exercere på en jævn plads.

(Politivennen nr. 1416. Løverdagen, den 18de Februar 1843. Side 108-109).