Saa vist som det er, at der paa et Hospital bør herske Orden, saa vist er det ogsaa, at denne ikke maa udarte til Pedanteri. Dette synes Indsenderen at være Tilfældet ved den Bestemmelse, der er tagen med Hensyn til de qvindelige Patienter paa.Hospitalet. Disse er det nemlig i den senere Tid af Inspecteuren blevet forbudet at beskjæftige dem med at sye, hvorimod det kun er dem tilladt at strikke og læse. Grunden hertil skal, efter Forlydende, være, at Patienterne ikke ved Haandarbeide skulle søge at fortjene sig Noget. Hvorledes denne Grund, hvis det virkelig forholder sig saaledes, rimer sig med Directionens velbekjendte Humanitet og Billighedsfølelse, kan Indsenderen ikke indsee. Paa hospitalet faae Patienterne kun Medicin og Kost men, snurrigt nok paa et saa rigt Hospital, hverken Thee eller Sukker, hvilke tvende Artikler Overlægerne for have reqvireret til meget fattige Patienter, men hvilket i den senere Tid pludseligt er hørt op, og altsaa formodentlig er blevet forbudt af Directionen. Hvis nu ogsaa en fattig Pige ved at sye fortjente sig Noget til at erholde disse tvende i vore Dage uundværlige Ting, hvad kunde det da i mindste Maade skade Directionen eller rettere Hospitalet, thi dettes Tarv maa Directionen vel have havt for Øie? Denne Bestemmelse bliver overholdt saa strengt, at Opvartningskonen paa Stuen, hvor Inspecteuren træffer en Patient syende, bliver mulcteret uden Naade. Betænker man nu, at en saadan stakkels Kone, der kun har 1 Rbd. i Løn om Ugen, ikke kan have meget at undvære, da kan man let beregne, hvor nøie der bliver passet paa, at stige kontrabande Forretninger ikke blive udførte. Skulde denne Bestemmelse virkelig være udgaaet fra Directionen, hvilket Inds. nødigen vil troe , da haaber han tilligemed hele det qvindelige Personale paa Hospitalet, at en saa ubillig Bestemmelse snarest mulig maa blive hævet. Dersom det derimod skulde være en egenmægtig Anordning af Inspecteuren, da er man overbeviist om, at Directionen vil tage de fornødne Forholdsregler mod slige Indgreb i Publicums Rettigheder; thi at Hospitalet er til for Publicums Skyld og bør gjøres Enhver saa nyttigt og behageligt som muligt, derom tvivler vist Ingen, og den høie Direction sikkert mindst.
(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar