Straffeanstalterne. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Forlydende skal den franske Regjering have besluttet at afsende tvende sagkyndige Mænd til Danmark, Sverrig og Norge for at undersøge de derværende Straffeanstalters Tilstand. Denne Tidende har jaget os Blodet i Kinderne; thi skjøndt vi ere af den Overbeviisning, at det er godt at vore Mangler komme for en Dag, fordi dette er den eneste Vei til engang at faae dem afhjulpne, saa tilstaae vi dog, at det vilde have været os meget kjært, om de Franske havde ventet med at undersøge vore Fængsler indtil vi havde faaet dem i en Stand, hvori vi nogenlunde kunde have været bekjendte at forevise dem; men derefter kan vel sagtens Frankrig ikke vente. Maaskee er det en falsk Patriotisme, der ligger til Grund for denne vor Følelse; men vi tilstaae det ærligt, at vi med Gru tænke paa den Dag, da denne Besigtigelse skal gaae for sig, og med sand Rædsel paa den Dag, da vi ville faae det Avertissement i Hænderne: at nu er den officielle Beretning udkommen i Trykken. Saa ville vi da faae et net Skudsmaal og hele Verden vil læse det, og Journal des debats vil da rimeligviis igjen rykke frem med sit bekjendte "le Danemark, un pays presque sauvage." Gid derfor Franskmændene vilde blive hjemme; vi ville forpligte os til at skaffe dem Attest om det saa var fra samtlige vore Autoriteter paa at de ikke vilde kunne lære hos os, hvorledes Fængsler bør indrettes. Gid de ville blive hvor de ere,; eller, skulle de komme, gid da Danmark kunde negte sig hjemme, eller naar det endelig skal være galt, gid Dampskibet vilde springe i Luften med dem hellere end at de skulde komme i "Huset paa Christianshavn", aftegne Ruinerne af denne "Røverborg", eller gjøre en Valfart til "Graabrødrekloster", eller see vore Politi-Arrester - eller - eller. Men maaskee komme Franskmændene ikke for her at see hvorledes Fængsler bør være, men for at lære os det; og i saa Fald maae de være os velkomne, hvis det blot kunde hjelpe noget; men selv dertil ere Udsigterne nok ikke store; thi vel have vi en Commission, der skal ordne denne Sag, der i mere end een Forstand er vort Statslegemes materia peccans. Men hvad en Commission hos os har at betyde, det vide vi Alle; blot ikke Franskmændene ogsaa skulle komme under Veir med dette. Men Commissionen vil det i alt Fald være lettere at skjule for dem, end de Ruiner, hvori Lasten har opslaaet sit Universitet. Vi forbeholde os i sin Tid at levere vore Læsere den Beretning, som de Fransk Emissairer sikkert ville give af hvad de have seet her, saafremt den ikke skulde blive saa skarp, at det paa Grund af vor Trykkefriheds-Lovgivings Bestemmelser ikke gaaer an, at gjentage eller endog blot omtale den.

(Kjøbenhavnsposten den 4. april 1837)