Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter
Mødet den 21de Februar
----
I Begyndelsen af forrige Aar indkom til Repræsentantskabet et Andragende fra 15 af Hovedstadens Præster om en forandret Anvendelse af de milde Gaver, der i og ved Kirkerne indsamles til de Fattige. Det anføres deri, at det almindelige Fattigvæsen kun sørger for de egentlige Fattig, eller Almisselemmer, men derimod ikke seer sig i Stand til at komme en bedre Classe af Trængende til Hjalp, hvis Nød ikke er mindre og hvis Værdighed næsten altid er sterre end hines, nemlig de saakaldte Huusarme, saasom Enker med Børn efter Embedsmænd og Borgere eller disses uforsørgede Døttre; - saadanne Trængende blotte snarest deres Nød for Præsterne, men disse ere ved de gjældende Lovbestemmelser udelukkede fra al Indflydelse paa Fattigvæsenets Virksomhed og navnlig paa milde Gavers Anvendelse, saa at de kun formaae at hiælpe ved Ordets Trøst. Det yttres endvidere, at det vilde være baade hensigtsmæssigt og gavnligt, at de frivilligen ydede Bidrag til de Fattige fik en anden Anvendelse end den ved Tvangsmidler opkrævede Fattigskat, og at navnlig hvad der indsamles i og ved Kirkerne uddeeltes af Præsterne eller ifølge deres Indstilling til saadanne Fattige, som ikke nyde Almisse; som Sagerne nu staae, maa Beredvilligheden til at lægge i Tavler og Bøsser mere og mere aftage, thi Giveren bidrager ved sin Gave ikke til at formilde den Trængendes ulykkelige Tilstand, men i alt Fald kun til at formindske Fattigskatten; derimod vilde disse Gaver uden Tvivl blive flere og større, naar Giverne vidste, at de kom Huusarme i Menigheden tilgode og bragtes disse igiennem Præsterne. Andragerne, der i denne Henseende ikke ønske at giøre noget Skridt, som ikke maatte finde Bifald hos de bedre i Menighederne, haabe derfor, at Borgerrepræsentanterne ville tage Initiativet og indstille til høiere Vedkommende, at det bestemtes, at de i og ved Kirkerne indsamlede milde Gaver - saalænge Tavlers Ombæring under Gudstjenesten bibeholdes - for Eftertiden uddeles til Huusarme i Menighederne, enten af Præsterne alene eller af disse i Forening med nogle Borgere, saasom Kirkeværgerne, Borgerrepræsentanterne, eller andre dertil valgte. Den i denne Anledning under 25de Februar f. A. nedsatte Committee, der tillige fik det Hverv, at undersøge hvorledes Ulemperne ved Tavlernes Ombæring i Kirkerne kunne forebygges, har indhentet forskjellige herhen hørende Oplysninger, hvoraf det blandt andet sees, at der i alle eller enkelte af Kirkerne og ved alle eller enkelte gudstjenestelige Handlinger ombæres Tavler eller udsættes Bækkener for Kirken, Fattigvæsenet, Capellanen, Catheketen, Søqvæsthuset, Brandvæsenet, Helsingørs Skole og Hospital, Møens Tugthuus, Fødselsstiftelsen og flere Skoler der i Staden, samt at hvad der i Blokke-, Bøsse- og Tavlepenge indkommer til det almindelige Fattigvæsen fra Stadens Kirker og i enkelte Bøsser paa offentlige Steder har i Aaret 1836 udgiort 837 Rbd 60 sk., i 1837 949 Rbd. 21 sk., 1838 454 Rbd. 1½ sk., 1839 504 Rbd. 95 sk., i 1840 609 Rbd. 30 sk. Efterat Committeen havde afgivet sin Betænkning og forsamlingen taget Sagen under Overveielse, er der blevet tilskrevet Magistraten saaledes:
"De mange Klager, der føres over den forstyrrelse i Andagten, som Tavlernes Ombæring foranlediger, forekomme os at være saa grundede, at det vilde være meget at ønske, om denne Ombæring ganske kunde bortfalde. Der synes derhos overhovedet ikke at være tilstrækkelig Anledning til at bibeholde de Indsamlinger af Penge, som paa denne eller andre Maader foretages i og ved Kirkerne. Kirkegængerne sættes derved ofte i forlegenhed, naar de enten have forsømt at forsyne sig med de fornødne Penge eller mulig ikke have Raad til at yde noget, eller ogsaa de tilskyndes, være sig af Forfængelighed eller Undseelse til at gjort Gaver, som de ellers ikke vilde have gjort, og som derved miste deres rette Betydning. De, der virkelig føle Trang til at vise Velvillie imod de Fattige, Kirkens Embedsmænd eller de Indretninger, til hvilke der nu samles Bidrag i og ved Kirkerne, ville derimod, om ogsaa disse Indsamlinger ophøre, ikke savne Lejlighed til at bringe deres Gaver i Hænderne paa dem, hvem de ere tiltænkte. Hvad navnlig Gaverne til de Fattige angaaer, da ere disse nu at betragte som et Supplement til Fattigskatten, der kun foranlediger, at de Skattepligtige have saameget mindre at udrede, men ikke skaffer de Fattige større Hjælp, end de uden dem ville faae. Fattigvæsenets Indtægter fra denne Kilde have ogsaa, som de indhentede Oplysninger vise, de senere Aar ikke udgjort noget Beløb af Betydenhed, og de ville vistnok hidtil vedblive at være i Aftagende; vi kunne derfor vort Vedkommende intet have imod, at disse Indtægter ganske bortfalde. Vi forvente derhos, at der heller ikke vil møde Hindringer for Afskaffelsen af de Indsamlinger, der i og ved Kirkerne foretages til Bedste for andre offentlige Indretninger; thi deels ere de Bidrag, som derved indkomme, ikkun forholdsviis ubetydelige, deels have disse Indretninger allerede eller kunne paa anden Maade skaffe sig de fornødne Indtægter, eller staae i alt Fald i saa liden Forbindelse med Communen og Menigheden, at de ikke med Føie kunne gjøre Fordring paa at nyde Bidrag til deres Vedligeholdelse paa denne Maade. Derimod maatte der vistnok sørges for at skaffe de geistlige Embedsmænd, for hvem Tavler nu ombæres, Vederlag for den Afgang i Indtægter, de ville lide ved at Ombæringen bortfalder, men dette kunde formeentlig skee ved en passende Forøgelse af Præstepengene, hvoraf disse Embedsmænd saaledes kunde faae en forholdsmæssig Andeel, eller hvis dette ikke skulde finde Bifald, da ved at der udsættes laasede Bækkener for dem ved Kirkedørene; forøvrigt behøver man ikkun at skaffe de nærværende Embedsmænd et saadant Vederlag, thi de her omhandlede Indtægter ere ikke større, end at de ved deres Afgang synes uden Betænkelighed at kunne bortfalde. Repræsentantskabet udbeder sig saaledes, at Magistraten vil medvirke til, at samtlige Indsamlinger af Gaver i og ved Kirkerne her i Staten kunne blive afskaffede, i det mindste forsaavidt de ikke tilfalde de geistlige Embedsmænd og for disses Vedkommende i alt Fald kun skee ved Udsættelse af Bækkener.
Det her fremsatte Forslag har imidlertid ikke fundet udeelt Bifald i Forsamlingen, og for det Tilfælde, at det ikke skulde blive billiget af Regjeringen, ville vi tillade os at fremkomme med nogle subsidiære Indstillinger. Vi ere saaledes alle enige om, at Ombæringen af samtlige Tavler i Kirkerne bør ophøre, imod at der hensættes et lige Antal laasede Bækkener ved Kirkernes Indgange. De Vedkommende, til hvis Bedste Indsamlingerne skee, kunne nemlig efter vort Skjønnende ikke have Fordring paa, at disse skulle foretages paa en Maade, der har saa meget imod sig som Tavleombæringen, og deres Ret til at gjøre Krav paa Menighedens Godgjørenhed bliver derfor fyldestgjort, naar det tillades, at der henstaae Bækkener for dem, som ommeldt.
Hvad dernæst angaaer de Penge, der i Kirkerne indsamles til de Fattige, - forsaavidt det bestemmes, at Indsamlingerne skulde vedblive, og hvad enten disse nu for Fremtiden maatte skee ved Bækkener, hensatte ved Kirkedørene, eller som hidtil ved Tavleombæring - da have vi efter det Foranførte og i Henhold til Geistlighedens Andragende Intet imod, at disse ikke længer tilfalde det almindelige Fattigvæsen, men derimod efter det i Andragendet gjorde Forslag uddeles blandt værdige Trængende, der ikke nyde offentlig Fattighjælp. Vi holde derhos for, at hvad der indkommer i enhver Kirke helst bør tilfalde de Trængende i dennes eget Sogn, og at Uddelingen kunde skee ved 2 af Sognets Geistlige og 2 dertil udvalgte Mænd af Sognet, der havde at aflægge et summarisk Regnskab over Indtægten og Udgiften."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. februar 1842. Uddrag)
Kjøbenhavns BorgerrepræsentanterMødet den 28de Marts.
- - -
Forsamlingen - der til denne Sags Overveielse havde nedsat en Comitee - var vedblivende af den Formening, at de med Tavleombæringen forbundne Forstyrrelser og Ubehageligheder ere saa store, at der er al Grund til at ønske dem afskaffede. Om end, som af Biskoppen bemærket, Pengeindsamlinger under Gudstjenesten til veldædigt Øiemed ere af apostolisk Oprindelse, synes der dog ikke at være nogen Nødvendighed for at vedligeholde denne Skik, naar den ikke lader sig bibeholde uden Skade for Gudstjenestens egentlige Øiemeed, især da der under de nuværende Forhold paa anden Maade kan sørges for at de, der skulde nyde godt af Indsamlingerne, ikke lide noget Tab ved Tavleombæringers Ophør og den private Godgiørenhed derhos har saamange andre Lejligheder til at yttre sig. En Indskrænkning af Tavlernes Antal vilde ikke i nogen væsentlig Grad afhjælpe de paaklagede Ulemper og derhos sandsynligen kun lede til, at de enkelte Tavler, der vedbleve at ombæres, bleve rigeligere betænkte paa de afskaffedes Bekostning. Repræsentantstabet gjentog derfor sin tidligere Indstilling om at al Ombæring af Tavler under Gudstjenesten maa ophøre og antog, at der ikke kunde være noget væsentligt til Hinder derfor, naar det skete under de nedenomtalte nærmere Bestemmelser.
Forsaavidt nemlig Biskoppen har yttret Betænkeligheder imod at al Indsamling af Penge i Forbindelse med Gudstjenesten ophører, synes disse at kunne fjernes derved, at der ved Kirkens Døre og helst indenfor disse hensættes tvende Bækkener det ene for Kirken, og Kirkeskolerne i et nærmere bestemmende Forhold mellem disse, det andet for de Fattige til Uddeling i Overeensstemmelse med Forsamlingens tidligere Forslag. De geistlige Embedsmænd og navnlig Capellaner og Catecheter, der hidtil have havt Indtægt af Tavlepengene, saavelsom deres Eftermænd kunde blive holdte skadesløse ved Hjælp af Præstepengene, der vistnok, naar en bedre Organisation af Opkrævningen tilveiebringes, ville indkomme med et saa stort Beløb, at en Deel deraf uden Tab for de Embedsmænd, der hidtil have nydt Part af Præstepengene, kan anvendes til Erstatning for Tab ved Tavleombæringens Ophør. Hvad de andre Instituter angaaer, som i alle eller nogle af Kirkerne have havt Tavler, da maatte det vel først godtgjøres, at de ogsaa alle have tilstrækkelig positiv Hjemmel til en saadan Begunstigelse, og dernæst, om end dette skulde vise sig, ikke tabes af Sigte, at det dog bestandig kun er frivillige Bidrag, som der er Tale om, at de derfor ikke have noget Krav paa fremtidigt at oppebære et bestemt Beløb, og at det meget let kan hænde, at Menigheden, naar man vedbliver med en Opkrævning, der har den almindelige Mening saa meget imod sig som Tavleombæringen, efterhaanden bestemmer sig til ganske at ophøre med at yde Bidrag. Tavlerne i Helsingørs Hospital synes ikke med nogen tilstrækkelig Beføielse at kunne gjøre Fordring paa, at nyde Bidrag af Kirkegængerne i Kjøbenhavn, det Beløb der er indkommet i dets Tavle i Frue Kirke er ogsaa saa ubetydeligt, at Hospitalet, naar overveiende Grunde tale for Tavlernes Afskaffelse, maa kunne afsee det; men i al Fald anses det for ønskeligt, at Tavlens Ombæring ophørte imod at Frue Kirke overtager sig aarlig at svare Hospitalet 25 Rbd. - en Udgift, som Kirkens Omstændigheder tillade den at bære. - Søqvæsthuset er et Statsinstitut, der paa anden Maade er rigeligt udstyret og desuden igjennem Assistentshuset paa Communens Bekostning nyder betydelige Fordele, som der vel kunde være Spørgsmaal om at reclamere for denne; Søqvæsthuset maa derfor vistnok uden Vanskelighed kunne gjøre Afkald paa den Indtægt, det hidtil bar nydt af Tavlepengene. Men i alt Fald vil Søqvæsthuset ikke kunne gjøre Krav paa videre end, at der til Fordeel for samme i Holmens Kirke, som den eneste, hvis Menighed tildeels nyder godt af Søqvæsthusets Midler, hensættes et Bækken, der saaledes undtagelsesviis for denne Kirke vilde blive det tredie Bækken. Kjøbenhavns Brandforsikring er et communalt Institut, der har Midier nok til at afholde den ringe forøgede Udgift til Pensioner, som kan blive en Følge af at Brandvæsenets Understøttelsesfond maa savne de det hidtil tilflydte Tavlepenge, hvorfor man ikke tvivlede om at Brandforsikringens Bestyrelse vil være villig til at skadesløsholde Understøttelsesfondet, naar dets Tavle afskaffedes, Det almindelige Fattigvæsrn kunde efter Forsamlingens Formening renoncere paa at der for det ombæres Tavler, og hvis Opfostringshuset fremdeles trænger til de det hidtil tilstaaede 150 Rbd. aarlig, da maatte disse udbetales det af Fattigvæsenets Hovedkasse. Der bliver saaledes kun tilbage de Stiftelser, for hvilke der paa enkelte Dage er blevet ombaaret Tavler eller har været udsat Bøsser, nemlig Døvstumme-Institutet, Fødselsstiftelsen og Møens Tugthuus, og til Fordeel for dem kunde der da paa de samme Dage udsættes Bækkener.
Det var imidlertid Tavleombæringens aldeles Afskaffelse som Forsamlingen lagde Vægt paa, og med Undtagelse af eet Medlem erklærede hele Forsamlingen sig imod, at der foretages nogen Forandring i den nu bestaaende Indretning, naar derved ikke kan opnaaes, at Tavleombæringen ganske bortfalder. -
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. april 1844. Uddrag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar