M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 7. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Corsaren-affæren med Søren Kierkegaard.

Under pseudonymet Frater Taciturnus skrev Søren Kierkegaard i Fædrelandet 10. januar 1846 artiklen "Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning" om Corsaren. Et stykke nede i artiklen skrev Kierkegaard de skæbnesvangre ord: "Mere kan jeg ikke gjøre for Andre, end selv at begjere at blive udskjeldt. "Corsarens" faldne Aandrighed med samt dens skjulte Hjelpere: den vulgivage Vittigheds Professionister og Næringsdrivende skal og bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offentlige Fruentimmer." 

Corsaren sad som bekendt ikke dette angreb overhørigt. Det udløste en serie artikler i Corsaren hvor Goldschmidt angav at bag skribentens pseudonym Frater Taciturnus, måtte gemme sig Nathanson. Nathanson havde i "Corvetten Politivennen" bl.a. omtalt Goldschmidt som "Høvidsmand og Chef paa Røverskibet eller Ærerøveren Corsaren." Nu benyttede Corsarens Goldschmidt sig af anledningen til at slå to fluer med et smæk. I artiklen fra nr. 278, 16. januar 1846 tirrede han dels Kierkegaard ved at sammenligne ham med Nathanson, dels tirrede han Nathanson. Artiklen i uddrag:

S. T.

Hr. Hestehandler Michael Leonard Nathanson.
Vi bede Dem tusind Gange om Undskyldning for, at vi ikke strax gjenkendte Dem under Mærket Frater Taciturnus. - Vi ville ærlig skrifte: Hidtil stode vi i den Vildfarelse, at der bag dette Mærke skjult sig enten Søren Kierkegaard eller Blok Tøxen eller en anden af vore boglærde Tænkere. Men nu see vi jo, at vi have feilet. - Naa, saa De er blevet Philosoph! Ja det var saamæn ogsaa det Rigtigste, De kunde gribe til, siden Neergaard erklærede, at Fuldblodshingsten Cheer havde Spat, og Kammerraad Michelsen berøvede Dem de øvrige Hingster, saa at De stod aldeles hingsteløs tilbage i Verden. Under Saadanne Omstændigheder er det, at den characterfaste Mand viser, at han er Philosoph.
(Herefter satiriseres over Søren Kierkegaards artikel i Fædrelandet, se ovenfor, og artiklen slutter:)
Naa, Nathanson, nu have vi ikke Tid længere for denne Gang. Lev vel! Gid De snart maa blilve "sluttet ind" igjen, vi skulle nok læse, hvad De skriver derindefra, saa at De ret kan have det, som De ønsker i "Fædrelandet": "selv være glad over den lille Verden, der er Deres Omgivelse", og udenfor "have en Læser, der ikke blive forstyrret ved det, De skriver, om det end behager hele Verden at erklære det for Galimathias."

Artiklen i Corsaren var ledsaget bl.a. af denne Klæstrup-tegning af en vanvittig udseende Nathanson, samt flere skitser - formentlig af Kierkegaard, dog med ansigtet skjult så man ikke kunne se om det var ham eller Nathanson.
(Corsaren. Nr. 278, 16. januar 1846) 

Det grove Skyts tier, Kampens Røgsøiler ruge tungt over den frygtelige Valplads, Frater Taciturnus mønstrer i en afsides Krog sine tiloversblevne Stridskræfter

og opgjør Balancen.
"Nu," siger han, idet hans Øine overskue de mægtige Levninger - "nu har jeg forvundet min Seir. Das war eine grausame Salbe! Jeg havde aldrig troet om mig selv, at jeg var saa tapper - men luur Frater Taciturnus."
Han vedbliver: "Naar jeg føler paa alle mine Lemmer, hvor det værker i dem, saa kan jeg tænke mig, hvorledes den ulyksalige "Corsar" maa være tilmode. Han er rimeligviis slaaet til Krøbling  - det har jeg da paa min Samvittighed; en anden Gang skal jeg moderere min Hidsighed."
"Naar jeg nu gaaer ud at spadsere, saa pege Folk ad mig og sige: Der gaaer Taciturnus den Frygtelige! Det var ham, der slog "Corsaren" til Krøbling. Ved saadan Ros voxe mine Kræfter, saa at jeg en Dag tager Petri Taarn og sætter det ovenpaa Rundetaarn og ovenpaa Petri Taarn sætter jeg min Ven Heiberg, bare til Stads. Saa siger Folk: Det gjorde Taciturnes den Store!"
"Jeg vil blive som Tordenskjld: Mødrene ville bringe deres Børn til at tie ved at sige: Nu kommer Taciturnus. Jeg vil blive til en Mythe, til en Fabel. Jeg vil lade mig adle og kalde Michael Leonard von Taciturnus-Holoferness. Død og Pine! Hvilket Navn!"
Han trækker i sine Flipper, gjør et majestætisk Skrift fremad og staaer pludselig ligefor - Corsaren.

Taciturnus (ved sig selv). Gaa til Helvede!
Corsaren. God Dag, store Mand, hvorledes befinder De Dem?
Taciturrnus. Vil De nu lade mig være fri for Deres Ros, nederdrægtige Karl!
Corsaren. Godt: Lillebitte Mand, hvorledes har De det?
Taciturnus. Skurk! Æreskjænder!
Corsaren. Du Fredsens Gud, De vil hverken være stor eller lille! Naa: Middelmaadige Mand, hvordan har De det?
Taciturnus. Aa, jeg er hverken stor eller lille eller middelmaadig, jeg er .... uh! De er et Afskum!
(Corsaren nr. 279, 23. januar 1846. I denne artikel blandes Kierkegaard og Michael Leonard Nathanson i teksten, og måske også i tegningen, idet næsen måske kan fortolkes som stor "jødenæse")

Til Corsarhøvidsmanden.
Er det nu ikke soleklar
At Corsaren ingen Courage har
Paa mig han vredes, og er bitter.
Fordi Smør han fik af en magister.

Saalænge jeg førte min "Corvet"
Da taug han stille nok saa net
Men da han mærked jeg kulseiler,
Han mig giver en Hest som steiler.

(Tredie Vers mangler.)

Corsaren om min Been og Støvler
Alt for meget vaaser og vrøvler,
Men det jeg af ham mindst kan lide
At jeg paa min Pige skal ride.

Han kan "mare" gjøre Folk splintergal
Uden Daarekiste og Hospital,
Tog han fat på Christensen og Bentz
De bleve vistnok pumpet lens.

Corsaren selv er en Philister,
Han ride vil paa en Magister,
Thi naar man Corsaren ret vil see,
Man kan ikke bare sig for at lee.

Michael Leonard Nathanson
Hestehandler.
(Flyveposten. 28. januar 1846) 

Nu er Pokker løs - der har meldt sig to gale Michael Leonard Nathanson'er.
I Løverdags banker det paa vor Dør, og ind træder en Mand med to Vidner. Sveden sad i flere Draaber paa hans Pande, han var bleg og sagde med skjælvende Stemme: 
"Maae jeg bede om det sidste Nr. af Corsaren?"
Bladet blev bragt ham; han tog det, lagde det sammen, men lukkede det op igjen, saae sig lidt om og raabte derpaa: "Det er lumpent! saadan at angribe mig nu, da jeg ikke har noget Organ!"
- "Hvem har jeg den Ære at tale med?" spurgte Redacteuren.
Den Fremmede løftede Hovedet i Veiret og sagde:"Mit Navn er Nathanson, Hestehandler Nathanson. De kjender mig nok."
- "Ah, det er Dem!"
Han stirrede nogle Øieblikke hen for sig; saa begyndte han igjen: "Jeg  har været hos den Berlingske Nathansen med en Artikel imod Dem; men han sagde, det kunde ikke gaae an at optage den, for saa vilde Folk troe, at han selv var den gale Nathansen."
- "Men De har jo Deres "Corvet"."
"Den er gaaet ind!" skreg Manden; "jeg er forsvarsløs, jeg har intet Organ.
- "Naa, det er derfor, at De skriver i "Fædrelandet"?"
"Saa var jeg hos "Fædrelandet" - vedblev han og stirrede igjen - "men de smed mig ud, uden at læse min Artikel."
- "Hvad er det da for en Artikel?"
"Nu skal jeg læse den op! Den er paa Poesi: (læser)

Er det nu ikke soleklar
At Goldschmidt ingen Courage har
Thi saalænge jeg førte min Corvet
Da var det for ham vistnok ei saa let."
Jeg erklærer nu "Corsaren" for en Skurk. Det ærede Publicum undskylder, at jeg ikke kan sætte det i Poesi. Om min Klage mod Dr. Christensen skal jeg om kort Tid have den Ære
Michael Leonard Nathansen.

Red. Den skal blive optaget i "Corsaren".
Den Fremmede (glad). Virkelig? Kan jeg stole herpaa?
Red. Det er ganske vist.
D. F. Saa vent et Øieblik, lad mig slette "Skurk" ud.
Red. Nei, det maa s'gu blive staaende.
D. F. Ja, lad det da blive. Det var ogsaa skurkagtigt at beskylde mig for at have skrevet "Livets Stadier".
Red. Hvad? Har De ikke skrevet "Livets Stadier"? Er De ikke Frater Taciturnus?
D. F. Ikke mere end Gustav Michelsen, som tog mine Hopper!
Red. Ja saa! Saa er De heller ikke Hestehandler?
D. F. Hvad for Noget? er jeg ikke den gale Nathanson? Vil De nægte det? Er De gal?
Red. Den gale Nathanson er Frater Taciturnus, der skriver imod os i "Fædrelandet", fordi han har mistet sin "Corvet". Der hjælper ingen Snak.
D. F. Ved den almægtige Gud i Himlen! Jeg er den gale Nathanson! Her er to Vidner! Vidner! Sig frem!
Begge Vidner. Han er den gale Nathanson. 
Red. Det er lumpent! Saa er der en Anden, der gaaer omkring i Byen og udgiver sig for Dem ...
D. F. Gud forbarme sig! Og, min Kone! ... og mine Heste ... je maae have fat i ham!
Og ud af Døren foer den ene gale Nathanson.

I dette Øieblik har han formodentlig allerede fat i den anden gale Nathanson

Himlen maa vide, hvad enden bliver.
(Corsaren 280, 30. januar 1846) 

Gjentagen Spørgsmaal til Admiralitetet.
Saavel i dette Blad, i Adresseavisen som og i "Corvetten" Nr. 15 har været et Spørgsmaal fremsat til Admiralitieten, hvorfor Renovations-Kjørselen saavel om Natten som og om Dagen i Nyboder ikke bortliciteredes?
Dersom dette skete, vilde Admiralitetet utvivlsomt have samme Vinding, som den nu har ved Vandets Udpumpning ved Dokken ec. ec. hvilket ligeledes f T. bortliciteres.
Michael Leonard Nathanson.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. januar 1846) 

Kiøbenhavn den 31te Januar 1846.
- En bekiendt Personlighed, som i sin Tid var meget anseet, men paa sine sidste Dage kæmpede med Kummer og Modgang, er for nylig ved Døden afgaaet i den efter Stillingen og Forholdnes Natur ualmindelig høie Alder af 50 Aar. Man traf ham i sin Tid næsten paa alle offentlige Steder, hvor han regelmæssig indfandt sig og med længsel ventedes af den, som fandt Adspredelse og Underholdning i hans Omgang. Ogsaa i mange private Kredse var han en velkommen Giæst. Den Personlighed, vi her sigter til er - "Politivennen". Mæt af Dage og træt af Livets Besværligheder hensov Vedkommende for en 14 Dages tid siden rolig og ubemærket, efter flere Aars tiltagende Svagelighed og paa den sidste Tid lidende af en stærk Tæring, savnet og begrædt af - Ingen. Hr. Michael Leonard Nathanson skal fornemmeligen have fremskyndet den Gamles Død, ved at unddrage Vedkommende den Hielp, han i længere Tid havde ladet Samme tilflyde og som bestod i 3 Mk. om Ugen, der var den eneste "offentlige" Hielp som "Politivennen" nød. Unddragelsen af denne Hielp var et Stød, som gik til Hiertet - durch und durch - og som den Gamle ikke kunde taale. Han udaandede sit Liv i Bogtrykkerens Arme. "Politivennen" talte paa sine sidste Dage kun 8 abonnenter, af hvilke de 3 betalte med rede Penge og de 5 betalte paa en ganske egen Maade, idet de, i Stedet for at erlægge Betaling i Penge, paa Æresord havde indgaaet den Forpligtelse at - læse Bladet. 

(Morgenposten. 31. januar 1846)