Nedenstående er et eksempel på hvad danske læsere kunne læse af beskrivelser fra Afrika. Artiklerne repræsenterer en tid hvor man gik fra at anvende voldelige metoder, til at missionære og "europæisere" afrikanerne fx gennem uddannelse i Europa eller efter europæisk mønster. Formålet var nu, som det fremgår af ovenstående, at legitimere en kolonisering af det indre Afrika. Slavegørelsen fortsatte i øvrigt, nu blot under andre former og med andre metoder.
(Indsendt.)
I.
Fetisch-Dyrkelsen er det laveste Trin af Hedenskabet, en død Hengivelse til en Steen, et Træ, et Stykke Brænde, Læder eller et endnu ringere Stof, som den Stakkels Vilde anseer for sin beskyttende eller straffende Guddom. Lade vi et Øjenvidne skildre os Billedet af et Folk, iblandt hvilket Fetisch-Tilbedelsen herster, da skulle vi lære at erkjende Hedningenes store Nød, da skulle vi lære at agte de Bestræbelser i Christenheden vise sig for at bringe Evangeliets Lys og Fred til de Ulykkelige, og da skulle vi vel ogsaa selv opflammes til en levende Deeltagelse i det store Værk og ikke glemme at give de Smuler, som falde fra vort overflødige Bord, til vore ulyksalige hedenske Medmennesker. - Den bekjendte Rejsende i det Indre af Africa, Lander, der ledsagede Klapperton og efter dennes Død af den engelske Regiering sendtes til Africa i 1830, udførte lykkelig det Forsøg at trænge ad Nigeren til Bugten ved Benin, og denne Lander er det, som vi lade aflægge et Vidnesbyrd om Hedningenes Elendighed: "Da Bodagry er en Hovedplads for europæiske Slavehandlere, saa bliver Torvet ikke sjeldent fyldt med Slaver, hvis Underhold falder Regjeringen til Byrde. De Slaver, som ikke blive solgte og som ikke ere gaaede under i Jammer og Elendighed med deres Ulykkesbrødre, blive opbevarede blandt Tyve og Forbrydere, for med disse at offres til Gilderne, og i det Mindste een Gang om Maaneden finder en gyselig Offerhandling Sted. . Den Maade, paa hvilken disse Ulykkelige lide Døden, er det grueligste Barbari. Enhver af dem bliver ført hen under Fetischtræet og faaer en Flaske Rom at drikke; medens han drikker, sniger en Mand, bevæbnet med en Kølle, sig bagfra ind paa ham og giver ham et saa voldsomt Slag paa den bageste Deel af Hovedet, at Hjernen i Almindelighed sprøiter ud. Den Bedøvede bliver derefter slæbt ind i Fetischhytten, hvor hans Hoved med en Øxe bliver hugget fra Legemet og det udstrømmende Blod opfanget i en Græskarflaske. Medens dette gaaer for sig, ere Andre beskjeftigede med at sønderflænge Brystet med Knive for at udgrave Hjertet, som endnu varmt og blodigt bliver præsenteret først for Kongen derefter for hans Qvinder og Generaler; thi alle disse ere nærværende ved Offringen. Efterat Alle Rækken igjennem have bidt i Hjertet og drukket af det i Græskarflasken dampende Blod, bliver Hjertet givet til Priis for de Omkringstaaende. Tilsidst bliver det stukket paa et Spyd og ved Siden af Flasken med Blod og det hovedløse Legeme baaret gjennem Staden i festligt Optog, ledsaget af Hoben. Enhver, som har Lyst, kan bide i Hjertet og drikke af det dampende Blod, medens Folket dandser og synger dertil. Hvad der tilsidst bliver tilovers af Hjertet kastes for Hundene og Liget hænges i Stykker paa Fetischtræet, hvor det bliver hængende, indtil Alt er fortæret af Rovfuglene. - Engang om Aaret anstille de et Hovedoffer under deres hellige Fetischtræ, der staaer i en Skov nogle Mile fra Byen. Legemerne af de Slagtede, der ere bragte den onde Aand, blive deelte i fire Dele og ophængte paa de svære Grene af det ærværdige Træ, medens Pandeskallerne blive liggende rundt om Træet og bleges i Solen. Engang havde jeg Leilighed til at see dette meget omtalte Træ, een eller to Dage efter det aarlige Offer. Træets Kæmpegrene vare i bogstavelig Forstand bedækkede med Levningerne af menneskelige Legemer, og trindt omkring den majestætiske Fod laae uregemæssige Hobe af gyselige Pandeskaller, som vare samlede gjennem flere Aar. Tusinder af Rovfugle, som vi kyste op ved vor Tilnærmelse, svævede i Kredse over det afskyelige Aadsel og sloge nu og da frygtløse ned paa et halvfortæret Been eller Arm. Jeg stod som ved en Rædsels Magt fængslet til Pletten og beskuede taus det frygtelige Skuespil: - de gigantiske Grene paa Fetischtræet sukkede under Byrden af Menneskekjød og Been; det hede, utaalelige Tryk af Solen, som brændte vor Isse; den modbydelige, raadne Lugt, Pandeskallerne med de utallige Øjenhuller, der engang havde funklet levende, men nu stirrede efter mig; det gyselige Øde og Steders Gravstilhed, kun imellem forstyrret ved det grusomme Skrig af graadige Rovfugle - Alt gjorde, at det svimlede for mine Sandser og Hjertet stivnede i mit Bryst; det blev Nat for mine Øjne, mine Been stode mig ikke længere bi; jeg vendte mig og faldt bedøvet i min tro Tjeners Arme."
Vi have allerede seet af Landers Beretning, at det er europæiske Slavehandlere, som hjælpe de Indfødte at samle deres Offere for den grusomme Fetischtjeneste. Denne Fordeel, som den fattige Africaner drager af sin Berørelse med den rige Europæer, opvækker i den forskende Menneskeven Begjerlighed efter, videre at forfølge Sporene af det dannede Europas Samkvem med det udannede Africa, og hvor stor maa ikke vor ydmygelse blive, naar vi erfare, at disse Sammenstød hidtil i det Hele og Store, ikke alene slet intet have bidraget til Menneskehedens Udvikling og Forædling, men tvertimod have anrettet de gyseligste Ødelæggelser. Det hedenske Rom havde Medfølelse for Africas uendelige Jammer i sin ædle Scipios menneskekjerlige Taarer, skulde da det christelige Europa ikke have mere end Medlidenheds Taarer? Skulde den Herres Kirke, der har hengivet sig til et Offer for Alle, blive fremmed for den Kjerligheds Magt, som udsender Fredens Sendebud med det Hverv, at afbetale Europas Skyld til Africa? Vel tør Missionens Venner glæde sig over, at denne Kjerlighed allerede længe har været virksom; derom vidne de blomstrende Missions-Stationer i Africa, de ufortrødne Arbejdere i Habyssinien og Ægypten og endelig de christelige Menigheder i Vestafrika. Men skjøndt vi af Missionens Historie have lært, at enhver Tilgang til Africa allerede er blevet benyttet for at gjøre Missionsforsøg i hiin Verdensdeel, og uagtet disse Forsøg allerede have havt en Frugt, som lover meget for Fremtiden, saa bliver vor Paastand dog usvækket, at det stakkels Africa, det Hele kun har vundet ny Ødelæggelse til den gamle Elendighed af sit Samqvem med det rige og stolte Europa.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 1. marts 1844)
Selv om det ikke nævnes i artiklerne, findes beskrivelserne i dette og de følgende afsnit i en artikel i "The African Repository and Colonial Journal" Vol. X, 2, Maj 1834, s. 76. Rev. R. R. Gurley: Remarks on the principles of the colonization society. Det var en officiel publikation fra the American Colonization Society, som understøttede migrationen af frie amerikanske sorte til Afrika, specielt Liberia. Den udkom 1825-1892, og anses for at være en kilde til Liberias tidlige historie. Det blev udgivet i 25 år af Ralph Randolph Gurley (1797-1872) som var først sekretær, senere vicepæsident og endelig livslang direktør og talsmand for selskabet.
I USA frygtede man at frigørelsen af afrikanske slavegjorte ville få negative konsekvenser og raceblanding. De ønskede imidlertid ikke at vende tilbage til urbefolkningen i Vestafrika og blev en slags overklasse som i en vis udstrækning overtog de hvides politiske og økonomiske herredømme.
Hugh Clapperton (1788-1827) var en skotsk opdagelsesrejsende som var den første europæer til at besøge det nordlige Nigeria. Han rejste senere til Chad-søen og andre steder. Hans tjener og følgesvend var Richard Lander som skrev "Records of Captain Clapperton’s Last Expedition to Africa" (1830). Såvel han som Lander blev sporadisk beskrevet i samtidens aviser. Richard Lander (1804-1834) var tjener for Hugh Clapperton på hans 2. ekspedition i det nordlige Nigeria. Efter Clappertons død i 1827 fortsatte han til Kano og vendte tilbage. Han blev af den britiske regering anmodet om at vende tilbage til Vestafrika, hvilken han gjorde sammen med sin bror John Lander. Han ankom til Bagadri (Nigeria) i 1830 og udforskede floden Niger. Brødrene blev fanget og frigivet med løsepenge til Fernando Po. De beskrev rejsen i "Journal of an Expedition to Explore the Course and Termination of the Niger" (1832). Lander blev dræbt på en senere rejse. De fleste bøger findes på Google Books.
(Indsendt.)
II.
Betænker man, at der af de 104 Mill. Indbyggere, som Africa tæller aarlig berøves denne ulykkelige Verdensdeel en halv Million Mennesker alene ved Slavehandelen, da ligger i denne ene Omstændighed allerede Grund nok til at skjænke disse arme Hedninger vor Deeltagelse. Men overveier man fremdeles, at de aarlige Offere for den muhamedanske Slavehandel beløbe sig til 100,000, medens den christelige Slavehandel kræver 400,000 Menneskeoffere, da maa vor christelige Deeltagelse med Hedenskabet voxe i samme Grad, som denne Christenhedens Skyld og Brøde er stor. Men lade vi os af Øjenvidners Beretninger indføre i det hele Omfang af denne Ødelæggelses Vederstyggelighed, saa fremstiller en forjaget og nedkuet Negers Person sig for vor christelige Retsfølelse, vor helligste Broderkjærlighed, som den største Helligdom paa Jorden, fordi den største og meest himmelraabende Ulykke anbefaler sig til vor Følelse som den største Helligdom. Tænke vi os et Øjeblik Dommens Dag, paa hvilken Hedninger, Muhamedaner, Jøder og Christne skulle møde for Jesu Christi Domstol, da skal den dannede, fiintfølende, rige Europæer staae for ham, der har Øjne som Ildsflammer og der vil blive affordret ham Renter af det betroede Pund. Hans Indsigt og Videnstab, hans borgerlige Fortrin - Alt vil blive lagt i den retfærdige Dommers Vægtskaal; ogsaa det Menneskekjød, som er blevet slagret, de Blodstrømme, som ere udgydte, forat Europa kunde klæde sig i billige Bomuldstøier, for at vi kunde krydre Kaffen med Sukker for vor Gane - ogsaa alt dette skal blive lagt i Vægtskaalen. Og til det christelige Europa vil Dommerens Stemme lyde: "Gaar bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle; thi jeg har været hungrig, og I have ikke givet mig at spise; jeg har været torstig, og I have ikke givet mig at drikke; jeg har været en Fremmed og I have ikke giver mig Herberge; jeg har været nøgen, og I have ikke klædt mig; jeg har været syg og fangen og I have ikke besøgt mig. - Forgjæves ville paa hiin Dag Mange beraabe sig paa deres veldædige Gjerninger, som de hjemme have øvet mod deres Medchristne. Den stakkels blødende Neger bliver staaende der nøgen, fangen, hungrig og tørstig. Paa ham vil Herren, efter hvis Navn vi kalde os, pege hen, og Christenheden vil høre det Svar: Sandelig, jeg siger Eder: hvad I ikke have gjort mod Een af disse Ringeste, det have I heller ikke gjort mod mig. -
I Mellemafrica boe omtrent 50 Mill. Mennesker. For at faae et Begreb om det Værd, til hvilket et Menneskeliv er nedsunket i disse Lande, ville vi høre en Tale med hvilken Kongen af Aschantee hilste den brittiskee Consul Dupuis: "Min Fetisch gjorde mig stærk, som mine Forfædre, og jeg dræbte Duckara, tog Guldet og bragte flere end 20,000 Slaver hjem med til min Hovedstad. Nogle af dem vare slette og ubrugelige Folk og jeg vadskede mit Staal i deres Blod for Fetischen. Nogle vare gode Folk, disse solgte jeg eller jeg gav dem til mine Anførere. Mange omkom, fordi dette Land ikke frembringer meget Korn - og hvad skal gøre? Dersom jeg ikke slog dem ihjæl eller solgte dem, saa vilde de blive mægtige og dræbe mit Folk. Nu skal I sige min Herre, Kongen af England, ar disse Slaver kunne arbejde for ham, og dersom han har Brug for 10,000, da kan han faa dem." - Major Denham, som har berejst det indre Africa beskriver Jagterne paa de ulykkelige Negre saa grusomme, som om Efterstræbelserne gjaldt vilde og glubende Dyr. Han fortæller, at naar Slavejægerne overfalde et Sted pleje de at stikke det ibrand, og da det kun bestaaer af Straahytter, har Flammen strax opslugt det Hele. De ulykkelige Beboere flygte hurtig ud af Ilden og falde strax i Hænderne paa deres Fjender, som ikke skaane dem mere end de fortærende Luer vilde have gjort: Mændene blive nedhuggede, Qvinder og Børn parviis lænkede og gjorte til Slaver. Denham bestriver den Ødelæggelse, som Scheicken af Borum anrette paa 5 Expeditioner; han beretter, at i det Mindste 20,000 af disse ulykkelige Skabninger bleve slagtede og tre Fjerdedele af dette Tal bortførte i Slaveri; og han føjer til, at han selv fulgte een af Expeditionerne, paa hvilken Darkalla blev heel opbrændt og ligesaa en mindre Nabostad; de faa menneskelige Væsener, som forefandtes, meest Oldinge og Børn bleve uden Forbarmelse gjennemborede og kastede i Flammerne. - Et andet Øjenvidne fortæller fra Nigeregnen, hvor denne Flod forener sig med Tschadda, om de Grusomheder, som ledsage Slavehandelen: "Næsten ingen Nat gik hen, i hvilken vi ikke hørte Angstskrig af nogle Ulykkelige, som bleve bortslæbte af de skjændige Røvere. Indbyggerne i Stæderne flygtede over Floden, saasnart Forfølgerne nærmede sig. Nogle Dage efter de Flygtendes Ankomst, betegnede en Røgstøtte det Punkt, til hvilket Forfølgerne vare trængte frem, og to Dage senere saae man alle Stæderne staar i Flamme. Det skjærende Raab om Hjælp af de arme Ulykkelige, som ikke havde kunnet undkomme tilligemed de øvrige, blandede sig med Veeraabet og Jammerskriget fra den anden Bred af de Reddede, som for deres Øjne saae Venner og Slægtninge bortføres i Slaveri og deres Boliger at opstige i Flammer, et Optrin, som vel sjelden er oplevet af Europæere og som for mig var det stærkeste Beviis paa de Grusomheder og Rædsler, som følge med Slaveriet.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 6. marts 1844).
Dixon Denhams beskrivelser findes i fuldtekst på internettet, med hans egne tegninger: "Narrative of travels and discoveries in northern and central Africa" (1826). Dixon Denham (1786-1828) var en af de tidligste europæiske opdagelsesrejsende i Vestafrika. Han skulle her mødes med løjtnant Hugh Clapperton på en ekspedition over Sahara. Han blev vidt berømt i England efter sin hjemkomst og udnævnt til superintendent for de frie slavegjorte i Vestafrika i 1827. Året efter guvernør over Sierra Leone, hvor han døde af feber.
(Indsendt.)
III.
Den wesleyske Missionair Fox skriver til Secretairen for sit Selskab Følgende fra Gambia: "Sidste Onsdag vendte jeg tilbage fra en kort Udflugt til det øvre Flodland. Paa Vejen fandt jeg en stakkels gammel Fullahqvinde i Kjeder. Jeg erfarede, ar man i sidste Krig havde ført hende fangen bort tilligemed mange Andre; nu var hun bragt over paa Sydsiden af Floden for at udtuskes mod en Hest. For at udrive den laa godt som nøgne, halv udhungrede Qvinde af Slaveriets Elendighed, gav jeg strax en god Hest, lod Kjederne tage af hende og bragte hende til vort nærværende Opholdssted, hvor hun ved en forunderlig lykkelig Skjæbne fandt sin Broder. Da denne havde hørt, at hun, hendes Datter og Datterbørn vare fangne i sidste Krig, havde han strax gjort sig rede til at opsøge sine Paarørende, men forgjeves. Nu havde jeg den Glæde at give den stakkels Qvinde tilbage til sin Broder, og jeg høstede af dem begge og af andre FulIahs tusinde Velsignelser derfor. Ved denne Lejlighed erfarede jeg af Kongen selv, at der var gjort er Bytte af 350 Fullahs og at 100 vare dræbte paa Pletten." Den samme Missionair skriver i en anden Beretning: "Ødelæggelserne ere trængte langt frem paa den nordlige Side af Gambia Floden; flere Stæder ere plyndrede og brændte og Indbyggerne bortslæbte. Næppe er Regntiden forbi, næppe en rig Høst indsamlet, førend Krigens Larm og Tummel nærmer sig med alle dens RædsIer. Mødrene gribe deres Børn og enkelte Ejendele og søge Redning i Flugten. Udplyndrede Stæder stige op i Røg; Hjorder og andre Ejendele blive bortførte af Røverhænder; overalt ser man Røgsøljer stige i Veiret; Hylen af de ulykkelige Slagtoffere ere ikke til at beskrive og Enhver, som undløber Øxen, bliver udstødt i en ubeskrivelig Skændighed."
Saaledes seer det ud i Vestafrica, og følge vi den Reisende i det Nordlige og Østlige af denne Verdensdeel, møde os lignende Jammerscener. Det er bekjendt, at Paschaen i Ægypten lader anstille regelmæssiqe Slavejagter, for at betale sine tropper deres Sold med disse Ulykkelige. Rigtignok nægtede Paschaen sin Deeltagelse i saadanne Grusomheder da den brittiske Consul i Aaret 1837 gjorde ham Forestillinger derom, men han tilstod at være vidende om, at de øvedes. Et gyseligt anskueligt Billede af en saadan Negerjagt giver Grev L. der har rejst i Nubien og Ægypten og modtaget følgende Meddelelse af en fransk Officeer: "M. erfarede at der fra en Hovedstad aarlig udgik flere Expeditioner til de sydlige Bjerge. En Dag hørte han en stor Larm ; Byen syntes opfyldt af Tumult; Cavalieriet steg til Hest og infanteriet affyrede deres Geværer i Luflrn under larmende Hurraraab. Da M. spurgte efter Aarsagen til disse Optrin, raabte Een af Horden med Jubel : "Det er Gaspa (Expeditionen) - Gaspa? hvorpaa? paa Gazeller? - Ja, Gazeller! see der Strikker, Toug og Kjeder - man vil bringe dem levende hiem. Da Expeditionen vendte tilbage løb alt Folket Jægerne imøde under Sang og Dands. M. gik ogsaa ud og tænkte at tage Deel i Lystigheden. Men aldrig, sagde han til Grev L, aldrig vilde han glemme det Syn der mødte ham. Hvad var det? Hvilke Skabninger dreve disse modige Jægere tilbage med sig efter 20 Dages Arbejde? - Mennesker i Kjeder; Oldinger, som vare for svage til at kunne gaa, paa Baarer; Saarede, som slæbte deres matte Lemmer efter sig med Møie; utallige Børn, som deels fulgte deres Mødre, deIs bleve baarne paa Armene; 1500 Negere, bundne, nøgne og elendige, eskorterede af 400 Soldater, det var Expeditionen, disse vare de stakkels Gazeller, optagne i Ørkenen. Senere fulgte M. selv en Expedition. Den bestod af 400 ægyptiske Soldater, 100 ridende Beduiner og 12 Hovedsmænd med Bønder fra Landsbyerne, som førte Provisionerne. Saasnart Bestemmelsesstedet var naaet, altid førend Dagens Frembrud, slog Cavalleriet og Intanteriet hver en Halvcirkel omkring Bjerget. Negernes Søvn pleier at være saa dyb, at de i Almindelighed ere fuldkommen indesluttede, uden de kunne tænke paa deres Sikkerhed. Ved solens Opgang begyndte Tropperne deres med Flinteskud og Kanonsalver. Øjeblikkelig ses paa alle Sider de ulykkelige Biergbeboeres Hoveder at stikke frem over Buske og Stene, hvorpaa de igjen trække sig tilbage for at bortføre Qvinder og Børn. Derpaa udsendes fire Troppeafdelinger med fremstrakte Bajonetter for ar forfølge de Flygtende op ad Bjergene, og imidlertid bliver vedligeholte en stadig Ild med Flinter og Kanoner som kun ere ladte med løst Krudt, fordi man ikke vil dræbe, men kun skrække de Indfødte. De Modigste gjøre dog holdt ved Indgangen til deres Huler, dække sig saagodt de kunne og kaste deres giftige Spyd. Qvinder og Børn staae bag dem og opflamme dem ved Raab og Skrig men saasnart Hovedet for Familien er falden, overgive de sig uden Knurren. Naar Neger er truffet af en Kugle, gnider han Saaret, hvis Beskaffenhed han ikke kjender, med Jord, indtil han udmattet af Blodtabet, falder omkuld. De mere frygtsomme flygte ind i Hulerne med deres Familier, af hvilke Jægerne søger at uddrive dem med Pebberdampe. Negrene, halvt fortumlede og qvalte, styrte de frem, falde i de opstillede Snarer og blive lagte i Lænker. Saasnart Negerne see sig i Fangenskab, bryder først Kjærligheden til deres Egne og deres Hjem løs. De ville ikke vige af Stedet; Nogle klamre sig til Træer af al deres Kraft; Andre presse Kone og Barn faa fast ttl sta ar man maa stille dem ad ved Sabelens Hjælp eller man slæber dem efter Hestene over Stok og Steen, indtil de blødende og ude af sig selv komme ned paa Sletten. Den som endnu er gjenstridig, bliver nedhugget. En Afdeling efter den anden kommer nu tilbage med sit Bytte til Hovedcorpset; men dersom det føste Angreb er mislykkedes enten paa Grund af en haardnakket Modstand eller Stedets Gunst for de Indfødte, da griber Autorerne til det umenneskelige Middel, at tvinge Negerne ved Tørst. Dette bevirkes let idet man ved ar besætte Kilderne ved Foden af Bjerget afskærer dem fra Vandet. Ofte udholder de Skændige denne Blocade en heel Uge igjennem; man seer dem suge paa Barken af Træerne for at uddrage lidt Fugtighed, indtil de endelig see en Draabe Vand. Hver Dag komme de nærmere ned, men trække sig dog igjen tilbage, saasnart de see Soldaterne; endelig seirer Begjerligheden efter Vand, som bliver viist dem langtfra, og tilsidst lade de stille og rolige Lænkerne lægge om Hænderne og Aaget paa deres Nakke. - Efterat være fangne paa disse Maader føres Negerne til Obeid. Derfra bliver de sendte til Kairo, hvor Paschaen uddeler dem efter sit Tykke. De Gamle, Svage og Saarede giver man til Beduinerne, som ere de meest barmhjertighedsløse Herrer og bedst vide at aftvinge det haarde Arbeide med saa meget større Strenghed, jo kortere Livet kan være for de ulykkelige Offere. Til Obeid alene bliver aalig bragt 6000 Mennesker som Slaver; Kongen af D. bringer aarlig 8000-9000 Slaver til Torvs, men i Almindelighed ligger en Fjerdedeel under for den forcerede Marches Besværligheder. De Udmattede jamre sig forgjæves om en Rastdag; der gives dem kun det Valg, enten at trave videre eller at blive tilbage som et Bytte for den hungrige Schakul og Hyæne.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 13. marts 1844)
Den metodistiske missionær William Fox (1780-1845) var i Gambia 1833-1843.
(Indsendt.)
IV.
Det er et tungt Arbeide, at optegne saadanne Rædselsscener, som vi have meddeelt, og det skal ikke undre os, om Mange allerede tidligere have ønsket, at det dog maatte faae en Ende dermed. Men det er nødvendigt, at høre saadanne Vidnesbyrd af Øienvidner og ret alvorlig og samvittighedsfuldt at stille dem frem for Betragtningen, for at levengjøre os Hedninge-Verdenens Elendighed. Vi ville ikke trætte Nogen med Beregninger og videre Beviisførelse, men vi haabe nu at finde villige Øren, naar vi forsikkre, at Hedningeverdenen overalt frembyder lignende Jammerscener, som dem vi korteligen have skildret. Vellyst, Mord og Slaveri ere Hedenskabets eiendommelige Særkjender, og kun hvor Evangeliet om Guds Søn hersker, bliver lagt Baand paa denne Elendighed. Der gives kun eet Middel til at ophjælpe Menneskeheden, og det er at prædike det Evangelium, hvis Udbredelse er anbetroet den christelige Kirke. Vægre vi os ved virksom Deeltagelse i dette Arbeide, saa unddrage vi de 600 Millioner Hedninger, som dække Jordens Kreds med en lignende Elendighed, som den vi have meddeelt, det Middel, som Gud har betroet os, for at vi skulle være hans Medarbejdere til vore Brødres rimelige Vel og evige Held og Frelse, og paadrage os derved Skylden for at være deelagtige i deres Elendighed, thi hvo, som veed at gjøre det Gode og gjør det ikke, han synder.
Vi kunne ikke give os tilfreds med at have meddeelt disse sørgelige Billeder alene, og et ethvert christeligt Sind vil med os ønske ved Siden af at see nogle Billeder af det christnede Afrika. Har man alt længe i dobbelt Henseende brudt Staven over de arme Negere, maa det være os magtpaaliggende at skabe en gunstigere Dom om deres Tilstand i Christenheden. Enkelte Reisendes Overmod og overfladiske Betragtningsmaade havde i forrige Aarhundrede udbredt den meget almindelige Anskuelse, at Afrikaneren stod saa nær ved Dyrverdenen, at han var uskikket til at blive deelagtig i nogen religiøs eller intellectuel Dannelse. Denne Anskuelse blev grebet med Begjerlighed af de gjerrige og graadige Slaveeiere og gjort gjældende som et fuldgyldigt Beviis imod alle Missionsforsøg iblandt Negerne. Vi ville gjendrive denne umenneskelige Løgn ved Gjerningssager, hentede fra Virkeligheden.
Det er bekjendt, at christelige Menneskevenner i England mod Slutningen af forrige Aarhundrede grundede Colonien Sierra Leone paa Vestkysten af Afrika. Hensigten med dette Foretagende var, at bevæge de Indfødte paa denne Kyst til frivillig Opgivelse af Slavehandelen. Afrikanernes Opdragelse efter christelige Grundsætninger og Befordringen af en retmæssig og ordnet Varehandel med England vare de to Midler, af hvilke man betjente sig for at opnaae dette menneskekjærlige Øiemed. Der arbejdedes altsaa paa at hæve Negerne op paa det europæiske Culturtrin, for derved at gjøre ham til en Fjende af de Laster, som ødelægge hans Nation. Den samme Tanke ligger til Grund for de seneste Foretagender, som bleve indledede af Burton. Strax efter Dannelsen af hiin Colonie i Siena Leone strømmede Naboerne til for at tage Deel i Underviisningen og Handelen, og den første Virkning af Colonien var, at Menneskehandelen ophørte rundt omkring. Dette moralske Resultat er siden i bestandig Tiltagen og udbreder sig j bestandig videre Kredse. Elphenbeen, Guldstøv og Palmolie, som ere Landets naturlige Produkter, blive nu bragte til Torvs af de samme Hænder, som uden Indflydelsen af denne Colonie bundne og fængslede vilde være slæbte til Vestindien. I den sidste Tid seer man ogsaa Negerne paa denne Egn paatage sig det svære Arbeide, at svide Tømmer i de umaadelige Skove i deres Høiland, for dermed at lade de engelske Skibe, og Udsigten er aabnet til en alsidig heldbringende Virksomhed, hvorved Arbeidsdriften med alle dens velsignelsesrige Følger vil blive næret.
Af alle Skildringer fra hine Egne faaer Læserne det Indtryk, at Afrikaneren, saasnart han faaer Frihed og Lejlighed til en fornuftig Anvendelse af samme, saasnart der bliver aabnet ham Udsigt ril ved velerhvervet Besiddelse og Eiendom at forbedre sin jordiske Tilværelse, da ogsaa med at udvikle alle Sjælekræfter paa den fordeelagtigste Maade, og at han ingenIunde staaer tilbage i de høiere Kræfters Uddannelse for den Europæer, som stolt foragter den Sorte. Blandt de mange Tegn paa en forhøiet Velstand og en levende Iver for Kulturen er intet tydligere end den Sædvane, at sende Børn til England for at faae dem opdragene. Allerede for 30 Aar siden bleve nogle Sønner af afrikanske Frigivne bragte til England og der opdragne paa et Selskabs Bekostning, for at de engang kunde være Selskabet behjelpelige i Udførelsen af dets Planer med Kolonien. Disse Drenge faldt, med Undtagelse af en eneste, strax efter deres Hjemkomst tilbage til deres Ungdoms raae Sæder og svarede slet ikke til deres Beskytteres Forventninger. Men nu finde vi Mennesker af den samme Klasse paa er ganske andet Udviklingstrin. De føle selv Værdien af en overlegen Aandsdannelse; de have den tilfredsstillende Følelse, ved egen Anstrengelse at have erhvervet sig Midler, at skaffe deres Sønner en ønskelig Aandsudvikling, og af en selvbevidst Drift, uden fremmed Raad eller Understøttelse, stræbe de efter at give deres Børn en europæisk Dannelse. I dette Øiemed sende de paa egen Bekostning deres Sønner til England, men fordi Kolonien kun kan skaffe disse saaledes dannede Ynglinge en utilfredsstillende Beskiæftigelse, aabner denne levende Drift i de Indfødte Udsigten til, at disse dannede unge Afrikanere ville fremskynde større og velgiørende Foretagender i det Indre af Landet.
Missionsselskaberne have nu ikke blot nødig at giøre Forsøg paa at aabne sig Indgang, de besidde allerede velindrettede Stationer. De have den beroligende Overbeviisning, at Missionairerne i der sydlige Afrika forkynde Evangeliet for 25,000 Sjele af 10 forskjellige Stammer. Paa 8 Stationer hæve sig christelige Kirker og Skoler. For at bedømme Arbejdets Fremgang tjener Meddelelsen af den ene Omstændighed, at i Løbet af det sidste Aar ere 85 Voxne blevne døbte, og 515 have anmeldt sig til Daab og ere optagne til Forberedelse. De døbte Hedninger øve sig strax i at gaae Missionairerne til Haande. Saaledes skete det, at i Nærheden af en eneste Station Evangeliet kunde blive forkyndt for 100 Landsbyer, hvorpaa de bleve forsynede med Læsetabeller, Evangelieaftryk, Catechismer, Traktater og Bønnebøger, hvis Brug de kunde lære af de allerede Underviste. Langvejs fra komme de Indfødte som Pillegrimme til Stationerne for at lade sig undervise, og Missionairerne løsrive sig ofte fra deres Familier for at opsøge hedenske Stammer. Det er paa denne Maade lykkedes dem selv at bringe Fredens Evangelium til Menneskeæderes Huler. Hvor rørende og vækkende er ikke de Omvendtes dybe Fromhed, af hvilke Nogle vare besudlede med Blodet af deres Nærmeste, og Andre havde været sig med deres Fjenders Kjød. Evangeliet har gjort dem blide og fredsommelige i Livet og sikkret dem Triumph over Døden. Snart seer man en ung Fyrste opsøge en stakkels Hyrde af sin Stamme, for at afbøde en Fornærmelse mod ham; snart hører man en nylig Omvendt, som er bleven døbt i sin sidste Time, at udtrykke de meest ophøiede Følelser og døende at trøste de Tilbageblivende, idet han uden at trælles tilraaber dem disse Ord : "I ville see mig igjen hos Jesus". Mange bebreide sig selv, længe at have bort Evangeliet, men uden at have omvendt sig til Herren.
Disse glædelige Efterretninger fra det indre Afrika maae give en Modvægt mod den Smerte, som maatte vækkes hos enhver Menneskeven og Christen ved Skildringen af Hedenskabets Mørke og Elendighed. Det fremgaaer i det Mindste af de sidste Meddelelser, al de Elendigste og dybest Sunkne blandt Hedningerne ere tilgjængelige for Christi Evangelium. Der kommer nu kun derpaa an, at vor Tids Kirke, efter den apostoliske Kirkes Exempel, lærer at sige: "Det er den Helligaands Beslutning og vores" - saa vil Hedningernes ubeskrivelige Nød tage af, og Evangeliets Kraft til at saliggjøre alle dem, som troe paa det, godtgjøre sig mere og mere for vore Øine.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 20. marts 1844)
Udover de nævnte kilder er der bl. a. også: Thomas B. Freeman: Extracts from a journal of various visits to the kongdoms of Ashanti, Aku and Dahomi in Western Africa. 1839.
Fortællingen om ashantierne holdt ved. I Chr. H. Kalkar: Den christelige mission blandt hedningerne (1879) hed det fx: "... det er et politisk mægtigt folkefærd, hvor grusomme blodsudgydelser høre til dagens orden, og dog kunstforstandigt og dueligt til at forfærdige silketøier og guldarbejder; men den udvortes dannelse hindrer dog ikke, at aschantierne ere slaver af overtro; blodige menneskeoffere finde ideligt sted hos dem ..." osv. Hensigten er igen er retfærdiggøre den europæiske kolonisering.
Mens menneskeoffring fandt sted (ofte i stort omfang) ved konger eller dronningers død, især i Dahomey/Benin, hørte sådanne dog næppe til "dagens orden".
Et andet eksempel er fra Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 11. juni 1898 hvor den franske kontrol over Dahomey forklares som at "der nu forhaabentlig er sat en stopper for de afskyelige menneskeoffringer". Ashanti-rigets opblomstring ("den barbariske pragt" som det kaldes) begrundes endog i artiklen ved slavehandelen. Artiklen beskriver udførligt de mange kranier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar