I 1845 blev der indført en ny helligdagsforordning. Den afløste den gamle "forordning om Sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse" fra 12. marts 1735. Denne havde fastslået at det var en pligt for alle at gå i kirke på søn- og helligdage, ligesom den ældre helligdagslovgivning fra Dansk Lov i 1683. Der dog ikke havde synderlig gennemslagskraft idet befolkningen i vid udstrækning ikke overholdt den. Den tvungne kirkegang blev ophævet med forordningen i 1845, bl.a. netop begrundet i at de gamle sabbatordninger omkring tvungen kirkegang alligevel ikke blev overholdt.
Politivennens artikler om helligdage og helligbrøde omhandler mest den dengang gamle ordning. De understøtter den opfattelse af at befolkningen generelt ikke gik i kirke om søndagen på trods af forbud og trusler om bøder og strengere straffe. Ordningen blev som konsekvens af at den alligevel ikke blev overholdt, så altså ændret da Politivennen ophørte med at udkomme. Men læserne skal naturligvis ikke snydes for hvad der senere skete.
Som et eksempel på hvad man kunne forvente af den "gamle" helligdagsforordning, her til illustration et par eksempler fra
Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 20. februar 1827:
Ved Landsoverretten i Viborg er Jørgen Rasmussen af Alstrup, for begået Helligbrøde, ved at have en søndag uden betaling hjemkørt et læs ris for Christen Feldbereder i Mariager, dømt til at bøde fire Rigsbankskilling Sølv til Gjerlev og Onsild Herreders politikasse. Ved Politiretten var han den 19. april 1826 dømt til at bøde 5 Lod Sølv.
I et referat fra en debat i Provindsialstænderne for Nørre-Jylland om "Løsagtigheds Forebyggelse" kom man bl.a ind på Helligdagsordningen, og følgende blev udtalt herom:
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 21. juli 1838:
Proponenten svarede blandt andet herpå, at han fulde vel kendte de citerede lovsteder om Helligbrøde, men kendte også til fulde, hvor lidt de blev overholdt. (Heri stikker, som ved flere lejligheder bemærket i denne avis, just knuden; for hvem indestår for, at de nye love ville blive det mere end de gamle?)
Og så til behandlingen af den nye helligdagsforordning. Kritikken gik især på at den ramte de fattige: Arbejderne og husmændene. Artiklerne siger desuden en del om folks generelle uvilje mod at gå i kirke om søndagen:
Kjøbenhavnsposten, den 17. april 1845:
En anden Sag er det, at der nødvendigviis maa, hvis Helligdagene skulle uforstyrrede kunne benyttes til den Gudsdyrkelse, som Religionen fordrer, fastsattes Straffe for Handlinger, der deels kunne volde Forstyrrelse deri, deels vel endog vække aabenbar Forargelse. Vor nye Helligdagsforordning har været ret heldig i at løse denne Opgave. Den er i det Hele affattet i en liberal Aand, og dens Forskrifter ville neppe blive til synderlig Besvær. Mindre tilfredsstillende forekommer Forordningen os derimod at være, hvor den søger at gjennemføre vor Religions Grundsætning, at Sabbaten skal ogsaa være en Hviledag - en Grundsætning, hvis Gjennemførelse under vore nuværende sociale Tilstande vel kan ansees i Gjerningen lige saa vigtig, som det er magtpaaliggende at havde Sabbatens Egenskab som Helligdag. De Bemærkninger, hvortil Forordningen især foranlediger os, ere følgende.
Efterat det i den første Paragraph er sagt, at alle ufornødne Arbeidssysler og alle Forlystelser skulle paa Helligdagene ophøre fra Morgen af indtil Klokken 4 om Eftermiddagen, giver den anden Paragraph den nærmere Forklaring, at der dog kun menes saadanne Arbeidssysler, der enten vise sig udenfor Huset eller afstedkomme Larm, og opstiller dernæst adskillige Undtagelser fra denne Regel. Med Forbigaaelse af de Erindringer, som correct Redaction og nøiagtig logisk Stringents lader fremtræde i denne som næsten i alle af Ørsted conciperede Anordninger, skulle vi blot holde os til Forordningens Realitet. Det er nu vistnok ret plausibelt, at Forordningen undtager paatrængende Arbeider i Sæde- og Høsttiden, ved Fiskeri, Søfart og Befordringsvæsen (nemlig, Postvæsen, Dampfart og Fragtkjørsel). Men, naar vi iblandt disse Undtagelser tillige støde paa den Bestemmelse, at det skal være Huusmænd, Inderster og Dagleiere tilladt paa Helligdage baade selv at foretage de Arbeider, der udfordres til Dyrkningen af deres Jorder og Haver, samt dertil at benytte fremmed Hjelp, da see vi i denne Abnormitet, der vel, ifølge Alt, hvad der er passeret i Stænderne, maa ansees for en Nødvendighed, ikkun en sørgelig Erkjendelse fra Regeringens Side af den kummerlige Stilling, hvori hele den bosiddende Arbeiderclasse paa Landet befinder sig.
Saaledes maa altsaa Huusmanden og Dagleieren trælle for at vinde Livets Ophold for sig og Sine, at han, efter 6 Dage i Rad at have maattet offre Andre sin Møie og Sved, den syvende - den Dag, der skal være en Vederqvægelse for den øvrige Deel af Samfundet - skal slide, for at der dog ogsaa kan blive hans sparsomme Jordlod en kummerlig Dyrkning til Deel! Og saa ringe er hans Fortieneste i de sex Arbeidsdage, saa fattig er Udbyttet af hans Lod, at den fremmede Hjelp, han, maaskee mest af Medlidenhed, kan tiltrygle sig, forudsættes kun at ville blive ham ydet paa Helligdagene - atter paa Arbejdernes og Dyrenes Bekostning! Eller, skulde en saadan Tingenes Tilstand ikke være tilstrækkeligt Beviis for, at ogsaa vore lavere Samfundsklassers sociale Stilling er underkastet Tidens Elendighed, at der ogsaa hos os burde føres en alvorligere Undersøgelse om "Arbejdets Organisation", saa lader os erindre, at det ikkun er eet Aar siden, at Regeringen kundgjorde en Lov, hvorefter Søndagen skulde blive en virkelig hellig- og Hviledag for de ufrie Negere paa vore vestindiske Øer, for Mennesker, der, ligesom Dyrene, ere underkastede Medmenneskers Eiendomsret - for dem, der kaldes og ere Slaver.
Man tør vel holde sig overbevist om, at den Regering, der har ladet sig det være magtpaaliggende at udstede Forbud imod, at Slaver af egen Drift arbeide paa deres egne Lodder eller udleies til Arbeide paa Helligdage, ikke, uden paatrængende Nødventighed, kort efter vilde sanctionere en Bestemmelse, hvorved Huusmanden og Dagleieren. der dog ere fribaarne og henregnes til frie Mænd, betegnes som dem, der maae gjøre Sabbaten lig med Søgnedagen, for at kunne leve. Fremdeles - man tør vel antage, at den Regering, . der for adskillige Maaneder siden forordnede, at den vestindiske Neger "- Slaven - skulde have Løverdagen fri til at drive Handel og nødvendig Omsætning, for at han ikke derved skulde forstyrres i Andagt og Hvile om Søndagen - man tør vel antage, at denne samme Regering ikke vilde vedkjende sig som Grund for at aabne Boutkkerne paa Helligdagene efter Gudstjenestens Tilendebringelse, "at Tjenestefolk, Dagleiere og Huusmænd ofte paa de andre Dage ville savne Frihed til at kunne komme til Kjøbstaden", dersom det ikke erkjendtes, at Arbeiderclassen nødvendigviis maatte hjelpes paa en saa særegen Maade.
Under disse sørgelige Erfaringer maa det dog blive en Trøst, at slige tause Indrømmelser i Lovgivningen af Arbeiderclassens beklagelseværdige Stilling vil inden føie Tid medføre Iværksættelfsen af andre Forholdsregler, paa hvilke der ligger større Vægt, navnlig Indskrænkning i det omsiggribende Ugearbeide, der fordres af Huusmændene - vort Lands værste Hoveri. Hvor meget end Godseierne og andre Optimister ville bestræbe sig for at kaste et Slør over vort Samfunds skygge Partier, saa skinner dog det usminkede Forhold mere og mere frem og har i den Grad gjort sig gjeldende, at Lovgivningen nu har udtalt, at Arbeiderclassen i Regelen, for at tilfredsstille de legemlige Fornødenbeder, ikke kan faae Tid til, lige med de andre Samfundsklasser, at hæve Tanke og Sind mod Forsynet, uagtet det dog er denne Stand, som fortrinsviis, paa Grund af dens ringe Dannelse, trænger til aandelig Veiledning og Opløftelse.
En anden Bestemmelse i Forordningen, der tyder paa, at man ikke har villet gjennemføre Forbudet imod Arbeide paa Helligdagene med fuldkommen Bestemthed, indeholdes i Tilkendegivelsen om, at ikkun saadanne Arbeidssysler ere formeente paa Helligdagene, som i afstedkomme Larm, hvorimod det indrømmes Arbeidsherrerne at benytte deres Arbeidere til roligere Forretningers Udførelse. Ligesom der nu vistnok er noget Anomalisk i den Forskrift, der straffer Tømmersvenden, hvis han arbeider en Helligdag, medens den hjemler Snedkersvenden at profanere Helligdagen, faaledes kan det vistnok I befrygtes, at der vil forekomme Tilfælde, i hvilke Arbeidsherrer ville, i Medhold af en mindre vel forstaaet Liberalitet i Hellidagsforordningen, forhindre deres undergivne Arbeidere i at nyde den Legemets Forfriskning og Sindets Opmuntring, hvortil de, med Hensyn til deres hele Udvikling, i Regelen ville trænge.
Der er et gammelt Ord - det er skrevet i Brevet til de Colossenser: - "derfor dømme Ingen Eder i Mad eller Drikke eller i Hede til Høitider eller Nye Maaner eller Sabbater". Dette Ord peger hen paa. at det ingen let Sag er for en Lovgiver, at gribe ordnende ind i et Folks tilvante Levnet, og dog at undgaae alt Skin af at komme i Strid med den konventionelle Opinion. Forordningens 7te Paragraph, der gaaer ud paa at hindre Vertshuussamqvem paa Helligdagene, især under Gudstjenesten, afgiver Beviis herfor. Det er Forordningens velmeente Hensigt at forhindre den Forargelse, der kan tages af unødvendigt Ophold paa offenlige Steder under Gudstjenesten; men den har villet søge at undgaae den Strid, hvori den ved et ubetinget Forbud imod alt Tilhold. medens Gudsdyrkelsen varer, paa offenlige Steder vilde geraade med Livets prosaisk: Fordringer og det laxe Begreb, den store Mængde hos os endnu forbinder med Helligdagenes Hensigt, og den er derved kommen til at sige Lidet eller Intet. Dens herhen sigtende Ord: "Ei heller maae Gjæstgiveren eller Andre, der holde Vertshuus, paa Søn- og Helligdagene modtage siddende Gjæster inden Klokken 4, endnu mindre forinden bemeldte Tid tilstede nogen Slags Drikkelag eller Spil hos sig; men iøvrigt er der Intet til Hinder for, at hos Herbergerere og Tracteurer og paa lignende Steder, hvor der beværtes med Spisning og Forfriskning, Saadant og forinden kan erholdes" - ville nok i de allerflest: Tilfælde sindes saagodtsom ganske otiøse. Imidlertid sees det dog, at den besynderlige Redaction, der findes i den tilsvarende Paragraph af Hertugdømmernes Helligdagsforordning af 10de Marts 1840, hvori der skjelnes mellem Vertshuusgjæster i Almindelighed og Gjæster, der ere paa Veien til Kirke, er undgaaet, uagtet vor Sabbatsforordning ellers er en temmelig tro Copi af Hertugdømmernes.
Det er ikke de kjøbenhavnske Provsters Skyld, at Forordningen dog har den halvtliberale Bestemmelse, at Forelæsninger og offenlige Udstillinger kunne finde Sted paa Helligdagene udenfor Kirketiden. Disse Herrer, der, tilligemed Sjællands høiærværdige Biskop, synes at have et meget ringe Begreb om den Trang til sandelig Uddannelse, der mere og mere fremtræder hos alle Samfundets Classer - en Trang, hvis Tilfredsstillelse for Mange ikkun kan skee paa Helligdage og det uden i mindste Maade at komme i Modsigelse med Sabbaten, der jo dog, naar Alt kommer til Alt, er til for Menneskenes Skyld - have nemlig insisteret paa. at den almindelige Adgang til Dannelse, som i de senere Aar er aabnet den mindre bemidlede og udviklede Deel af Samfundet, ved Forelæsninger og Udstillinger paa Helligdage, aldeles skulde forbydes. Langt rigtigere havde det været aldeles ikke at gjøre noget Forbud i saa Henseende.
Straffene, der nu ere etablerede for Helligbrøde, og som første Gang kunne stige til Bøder paa 20 Rbd., anden Gang til 40 Rbd og tredie Gang til 80 Rbd., forekomme os vel strenge, især da de skulle dicteres af de summariske Politiretter. Det vilde derfor have været ønskeligt om Stændernes Andragende om Formindskelse i Mulcternes størrelse var blevet fulgt, saa meget mere som begge Stænderforsamlinger derom vare enige, og Indstillingen ikke blot var gjort af den viborgske Forsamling, der har fristet den Skjæbne, at see 10 af dens Indstillinger upaaagtede, endskjøndt nogle af dem vistnok vare særdeles velgrundede, t. Ex. den, at der ikke maatte anvendes Fængsel paa Vand og Brød for Overtrædelse af Helligdagsforordningen, saaledes som denne fastsætter, naar Helligbrøden er forbunden med særdeles Trods eller aabenbar Ringeagt for christelig Orden. Hvad man først og fremmest maa befrygte af Mulcternes Størrelse, er, at Forordningen ligesaa lidet vil blive overholdt som de hidtil gjældende, langt lempeligere Bestemmelser imod Helligbrøde. Thi hvor mange Detailboutiker ere lukkede om Søndagen under Gudstjenesten, uagtet Politi- og Vægter Patrouillen drager nok saa gravitetisk omkring?
Protesterne lod da heller ikke vente på sige:
Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 13. maj 1845:
De her arbeidende Muur- og Tømmersvende have forlangt en høiere Dagløn paa Grund af det Afbræk i deres Fortjeneste, som den nye Helligdagsforordnings strenge Overholdelse ved Politiet foraarsager dem. Naar man betænker, at disse to Slags Haandværkere hele Vinteren saa godt som slet ikke kunne arbeide i deres Profession, og at de desuden i den øvrige Tid af Aaret have mange ufrivillige Fridage, naar nemlig Regnveir forhindrer dem i at arbeide, saa kan der ikke med Billighed indvendes noget imod, at de i den øvrige Tid, der er levnet dem, forlange at fortjene i det mindste ligesaameget som de vare i Stand til førend deres Arbeidsfrihed indskrænkedes ved hiint nye Lovbud.
Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 15. maj 1845:
Kjobenhavn den 15de Mai 1845 At det er den fattige, den arbejdende Classe det gaaer ud over, gjelder, som ved saa meget andet, ogsaa med Hensyn til den nye Helligdagsforordning, saaledes som Politiet i sin Myndighedsmagt har begyndt at forlange den overholdt. Hensigten med denne nye Forordning har for denne Classes Vedkommende vel nærmest været at skaffe den en nødvendig Hviledag; men den er tillige blevet gjort til en Fastedag for de Fattigste iblandt dem, ligesom det hele Forbud mod Arbejde paa disse Dage kun bevirker Fattigdom- mens Forøgelse. idet mange enten ikke have Raad til at have en tvungen Fridag, saaledes som vi nylig have paaviist at være Tilfælde med Muur- og Tømmersvende, eller ogsaa ledes til at anvende den paa en for deres Omstændigheder skadelig Maade. Hvad det første angaaer, at Søn- og Helligdagene gjøres til Fastedage for de Fattigste, saa er Aarsagen dertil den urimelige og ubillige Forskjel, Politiet har begyndt at gjøre mellem dem, der falholde Spise- og Drikkevarer. Medens det nemlig ikke er restaurateurer, Kaffeskænkere og konditorer forment at beværte Gjæster paa Helligdagene, skulle derimod Bagere. Brændeviinsbrændere og Høkere have fuldkomment lukket fra Kl. 9 til 4.
Følgen deraf bliver, at en Sjover, en fattig Arbeidsmand. hvis Klædedragt allerede udelukker ham fra at søge de førstnævnte Steder, og som ofte ikke engang bar et et menneskeligt Hjem, endsige et Spisekammer, hvor han kunde gjemme Forraad, naar han, som ikke sjeldent skeer, først om Søndag Formiddag erholder sin Arbeidsløn for den forløbne Uge, eller vel endog for det samme Morgen udførte Arbeide, da lkke engang kan kjøbe sig et stykke Brød eller hvad han dertil kan have nødvendigt, men maa faste til om Eftermiddagen Kl. 4. Hvilken fornuftig Grund, der skulde kunne anføres for. at det vel maa være en Conditor men ikke nogen Høker tilladt at modtage Gjæster og sælge sine Varer i den anførte Tid, er ikke godt at indsee. Man vil dog vel ikke paaberaabe sig, at Høkerens Gjæster mere trænge til at besøge Kirken end Conditorens. Derved kunde dog i det mindste indvendes, at hine fattige Sjovere og Arbejdsfolk, som nu ofte maae faste om Søndagen, fordi de ikke kunne kjøbe sig et Smørrebrød, neppe vilde blive vel ansete i de fleste af vore Kirker, formedelst deres slette Klæder.
Vist er det. at man sjelden seer nogen af denne Classe bivaane Gudstjenesten. og den nye Forordning vil i saa Henseende vist ikke gjøre videre Forandring heri. Den vil tvertimod snarere, idet den indskrænker den Fattiges Arbeidsfrihed og derved forøger hans Armod bidrage til at gjere ham det end vanskeligere at hæve sig til at kunne blive en antagelig Kirkegænger. Det er overhovedet med Hensyn til Kirkebesøget her ingenlunde som i de catholske Lande; thi der er Kirken virkelig besøgt af den Usleste saagodtsom af den Fornemste og det generer ikke denne sidste der at tage Plads ved Siden af den første. - Men den tvungne Lediggang, som den nye Forordning har begyndt at fremkalde, bliver derfor i Stedet for at tjene til Opbyggelse og Vederqvægelse efter Arbeidet, for den Fattige snarere Veien til det Modsatte. Og den Forskjel, man ogsaa ved denne nye Lovs Anvendelse gjør mellem Hensynet til hans og til de mere formuende Classers Tarv og Velbefindende, er det eneste som derved bliver ham indlysende.
Flyveposten, den 27. maj 1845:
Den nye Helligdagsforordning. Det lader til at vore Politiauthoriteter ere komne til den Erkjendelse, at den nye Helligdagsforordning trænger til Modification navnlig med Hensyn dertil, at de for Livet nødvendigste Artikler ikke kunne erholdes, medens Conditorer og andre Beværtningssteder have Tilladelse til at modtage Gjæster. Vi erfare saaledes, at Høkere, Bagere, Urtekræmmere og nogle andre Detailhandlere have af Politiet erholdt Tilladelse itl at holde Udsalg om Søndag Formiddag fra Kl. 11 til 2, dog saaledes, at Boutiksdøren er lukket som forhen under Kirketiden. Utilfredsheden med den nye Helligdagsforordning vil nu, som vi haabe, ophøre, da den fornemste Anke mod denne i flere andre Henseender gavnlige offentlige Foranstaltning saaledes er ryddet af Veien.
Lyna, den 29, november 1845:
Hvorledes den nye Helligdagsforordning for Kongeriget overholdes i Kjøbenhavn, anfører Kjøbenhavnsposten det Exempel, at, medens Communens Politi og Vægtere patrouillere omkring i Gaderne for at attrapere en eller anden Borger, der sælgder en for den Kjøbende maaskee i Øieblikket høist nødvendig Gjenstand, eller en Arbeider, der af Næringssorg ikke kan tillade sig den befalede Hviletid, lader den samme Communes Bestyrelse et af dens offentlige Arbeider (Opførelsen af nye Slagterboder) uafbrudt fortsættes uden Hensyn til Hviletid eller Kirkegang.
Helligdagspatrulje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)
Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. maj 1846:
Det er beklageligt, at en Mand som Hr. Tesdorpf, ved sit Exempel giver Anledning til Lunkenhed med Hensyn til Opfyldelsen af Guds og Kongens Bud i denne Henseende. - Naar nemlig Bønderne, der kjende deres Godseiers Religiøsitet, og ere vante til at betragte ham som Mønster, see hans Markarbeide foretage saavel om Søndagen som de andre Dage, hvor let forledes de da ikke til at betragte sligt Søndagsarbeide for mindre Brøde, end det egentlig er? Og naar de see deres Herskab uden Tiltale at gjøre Brud paa Loven, hvo kan da undres over, at de mene sig i deres gode Ret, naar de følge dets Exempel? - Man haaber derfor, at Hr. Tesdorpf i Fremtiden skaaner sine Tjenestefolk og Arbeidsdyr for at forrette markarbeide om Søndagen. N. S.
Fædrelandet, 30. juni 1849:
En idag paakjendt offentlig Politisag angik Helligbrøde. Det oplystes nemlig, at Meel- og Grynhandler Morten Jensen Søndag Formiddag den 30de Mai d. A. henved Kl. 9 ½ havde solgt Varer i sin paa Hjørnet af store Kongensgade og St. Annegade værende Boutik, til hvilken Dören ei havde været aflaaset. Han blev desaarsag so skyldig i Overtrædelse af Frrdg. 26de Marts 1845 § 5 at ansee efter denne Forordnings § 14 med en Mulct, der bestemtes til 2 Rbd. og tilfaldt Kbhavns Politikasse.
Fædrelandet 6. januar 1862:
Under en af Criminal- og Politiretten den 31te Decbr. paakjendt offenlig Politisag for Helligbrøde og for at have holdt Nattesæde, blev det ved Tiltaltes af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse bevist, at han efter Midnat Løverdagen den 12te Octbr. d. A. har havt flere Gjæster i sit Værtshus og indtil 1 1/4 Time efter samme, uden at dog derved foranledigedes nogen Slags Støi. Ved dette Forhold fandtes Tiltalte ikke at have gjort sig skyldig i Heligbrøde, idet Frdn. af 26de Marts 1845, navnlig dens § 13 cfr. § 8, ikke indeholder nogen Bestemmelser, hvorefter det kan ansees som Helligbrøde at have Gjæster i et Værtshus Aftenen før en Søndag, uden at nogen støiende Forlystelse finder Sted, selv om Gjæsterne blive efter Kl. 11, og bemeldte Frdn. ingen Føie giver til at ansee den ovennævnte Løverdag paafølgende Søndag begyndt, dengang Gjæsterne forlode Tiltaltes Værtshus, og Tiltalte blev altsaa forsaavidt frifunden. Derimod blev Tiltalte, som under en ved Politidirecteurens Protocol den 30te Septbr. 1859 behandlet Sag har erlagt Mulct for Nattesæde og saaledes maatte antages at have erholdt den i Frdn. af 22de Octbr. 1701, II. Cap. 3 § 2 omhandlede Paamindelse, som skykldig i at have holdt Nattesæde, dømt efter den sidstciterede Lovbestemmelse, cfr. Reso. af 16de Januar 1713, til en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 4 Rdl., hvorhos han tilpligtedes at tilsvare Sagens Omkostninger
Helligdagsforordningen fra enevældens tid (1845) holdt sig langt ind i 1900-tallet - og fulgte fogængerens tradition med ikke at blive fulgt, endsige håndhævet særlig effektivt. Af omtalerne i aviserne ser det ud til at der blev givet mindre bøder, ofte efter angivelse fra (anonyme) personer, eller til håndværkere der åbenbart har afvejet indtægterne for/imod at tage risikoen. Den blev bl.a. brugt i 1870'erne til at forbyde arbejdermøder om søndagen - hvilket besværliggjorde fagbevægelsens muligheder for at holde møder for arbejderne udenfor arbejdstiden.
Lukkeloven i 1908 begrænsede købmandsbutikkernes åbningstider til kl. 8 aften på hverdage og kl. 11 på lørdage. I 1922 blev lukketiderne om vinteren fastsat til kl. 6 om sommeren til kl. 7. Og den blev løsnet og strammet adskillige gange i 1900-tallet.
Politivennens artikler om helligdage og helligbrøde omhandler mest den dengang gamle ordning. De understøtter den opfattelse af at befolkningen generelt ikke gik i kirke om søndagen på trods af forbud og trusler om bøder og strengere straffe. Ordningen blev som konsekvens af at den alligevel ikke blev overholdt, så altså ændret da Politivennen ophørte med at udkomme. Men læserne skal naturligvis ikke snydes for hvad der senere skete.
Som et eksempel på hvad man kunne forvente af den "gamle" helligdagsforordning, her til illustration et par eksempler fra
Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 20. februar 1827:
Ved Landsoverretten i Viborg er Jørgen Rasmussen af Alstrup, for begået Helligbrøde, ved at have en søndag uden betaling hjemkørt et læs ris for Christen Feldbereder i Mariager, dømt til at bøde fire Rigsbankskilling Sølv til Gjerlev og Onsild Herreders politikasse. Ved Politiretten var han den 19. april 1826 dømt til at bøde 5 Lod Sølv.
I et referat fra en debat i Provindsialstænderne for Nørre-Jylland om "Løsagtigheds Forebyggelse" kom man bl.a ind på Helligdagsordningen, og følgende blev udtalt herom:
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 21. juli 1838:
Proponenten svarede blandt andet herpå, at han fulde vel kendte de citerede lovsteder om Helligbrøde, men kendte også til fulde, hvor lidt de blev overholdt. (Heri stikker, som ved flere lejligheder bemærket i denne avis, just knuden; for hvem indestår for, at de nye love ville blive det mere end de gamle?)
Og så til behandlingen af den nye helligdagsforordning. Kritikken gik især på at den ramte de fattige: Arbejderne og husmændene. Artiklerne siger desuden en del om folks generelle uvilje mod at gå i kirke om søndagen:
Kjøbenhavnsposten, den 17. april 1845:
Den nye Helligdagforordning.
Tilvisse ligger det mere i Protestantismens end i nogen anden Religionsbekjendelses Væsen at tilsidesætte alle tomme Former og al unødvendig Tvang i kirkelige Anliggender. Derfor maa det være enhver protestantist og tolerant Regerings Bestræbelse at afholde sig fra alle Forskrifter, hvorved Hykleri trives og Hængehoveder skabes. Ved Ordningen af Kirkevæsenet bør Christendommens ophøiede Lære, at Gud ikkun dyrkes i Aand og Sandhed, naar Sindet af egen Drift, opfyldt af religiøs Stemning, henvender sig til ham, aldrig tabes af Sigte. Den, der besøger Kirken alene for at efterkomme en borgerlig Lovs Forskrift, er i Virkeligheden ligesaa lidet en sand Christen, som den, der hver Helligdag indfinder sig i Gude Huus for hos Naboer og Bekjendte at forskaffe sig Anstrøg af at være gudsfrygtig. Det var vistnok ikke lidet synderligt, at der hos os - lige indtil den nye Helligdagsforordnings Udgivelse for faa Dage siden - kunde, om endog blot af Navn, bestaae Lovforstrifter, der paabøde en Straf af tre Lod Sølv for den, der udeblev fra Gudstjenesten, og, dersom det var "gemene Bønder", der ikke indfandt sig i Kirken, da første Gang 4 Skilling, anden Gang 8 Skilling og tredie Gang 16 Skilling. Det er den nye Helligdagsforordnings første Fortjeneste at den gjør Kirkegangen frivillig og overlader det til Enhvers egen Stemning, hvor han vil opløfte sine Tanker mod Guddommen. Vi havde blot ønsket, at Forordningen klart havde, navnlig i Præmisserne, udtalt det Prinrip, at Gudsdyrkelsen er uforenelig med tvingende Bestemmelser. Afskaffelsen af det tidligere Forbud imod Udeblivelse fra Gudstjenesten har derimod snarere ikkun Udseende af at være en borgerlig Gunstbeviisning, idet der siges, at "de øldre Lovbestemmelser, der gaae ud paa en Tvangsforpligtelse til at deeltage i den offenlige Gudstjeneste, behøve Forandring og Lempning." Men et Gode er det i ethvert Tilfælde, at hiin ældre Tvang aldeles er opgiven i Forordningens dispositive Deel.En anden Sag er det, at der nødvendigviis maa, hvis Helligdagene skulle uforstyrrede kunne benyttes til den Gudsdyrkelse, som Religionen fordrer, fastsattes Straffe for Handlinger, der deels kunne volde Forstyrrelse deri, deels vel endog vække aabenbar Forargelse. Vor nye Helligdagsforordning har været ret heldig i at løse denne Opgave. Den er i det Hele affattet i en liberal Aand, og dens Forskrifter ville neppe blive til synderlig Besvær. Mindre tilfredsstillende forekommer Forordningen os derimod at være, hvor den søger at gjennemføre vor Religions Grundsætning, at Sabbaten skal ogsaa være en Hviledag - en Grundsætning, hvis Gjennemførelse under vore nuværende sociale Tilstande vel kan ansees i Gjerningen lige saa vigtig, som det er magtpaaliggende at havde Sabbatens Egenskab som Helligdag. De Bemærkninger, hvortil Forordningen især foranlediger os, ere følgende.
Efterat det i den første Paragraph er sagt, at alle ufornødne Arbeidssysler og alle Forlystelser skulle paa Helligdagene ophøre fra Morgen af indtil Klokken 4 om Eftermiddagen, giver den anden Paragraph den nærmere Forklaring, at der dog kun menes saadanne Arbeidssysler, der enten vise sig udenfor Huset eller afstedkomme Larm, og opstiller dernæst adskillige Undtagelser fra denne Regel. Med Forbigaaelse af de Erindringer, som correct Redaction og nøiagtig logisk Stringents lader fremtræde i denne som næsten i alle af Ørsted conciperede Anordninger, skulle vi blot holde os til Forordningens Realitet. Det er nu vistnok ret plausibelt, at Forordningen undtager paatrængende Arbeider i Sæde- og Høsttiden, ved Fiskeri, Søfart og Befordringsvæsen (nemlig, Postvæsen, Dampfart og Fragtkjørsel). Men, naar vi iblandt disse Undtagelser tillige støde paa den Bestemmelse, at det skal være Huusmænd, Inderster og Dagleiere tilladt paa Helligdage baade selv at foretage de Arbeider, der udfordres til Dyrkningen af deres Jorder og Haver, samt dertil at benytte fremmed Hjelp, da see vi i denne Abnormitet, der vel, ifølge Alt, hvad der er passeret i Stænderne, maa ansees for en Nødvendighed, ikkun en sørgelig Erkjendelse fra Regeringens Side af den kummerlige Stilling, hvori hele den bosiddende Arbeiderclasse paa Landet befinder sig.
Saaledes maa altsaa Huusmanden og Dagleieren trælle for at vinde Livets Ophold for sig og Sine, at han, efter 6 Dage i Rad at have maattet offre Andre sin Møie og Sved, den syvende - den Dag, der skal være en Vederqvægelse for den øvrige Deel af Samfundet - skal slide, for at der dog ogsaa kan blive hans sparsomme Jordlod en kummerlig Dyrkning til Deel! Og saa ringe er hans Fortieneste i de sex Arbeidsdage, saa fattig er Udbyttet af hans Lod, at den fremmede Hjelp, han, maaskee mest af Medlidenhed, kan tiltrygle sig, forudsættes kun at ville blive ham ydet paa Helligdagene - atter paa Arbejdernes og Dyrenes Bekostning! Eller, skulde en saadan Tingenes Tilstand ikke være tilstrækkeligt Beviis for, at ogsaa vore lavere Samfundsklassers sociale Stilling er underkastet Tidens Elendighed, at der ogsaa hos os burde føres en alvorligere Undersøgelse om "Arbejdets Organisation", saa lader os erindre, at det ikkun er eet Aar siden, at Regeringen kundgjorde en Lov, hvorefter Søndagen skulde blive en virkelig hellig- og Hviledag for de ufrie Negere paa vore vestindiske Øer, for Mennesker, der, ligesom Dyrene, ere underkastede Medmenneskers Eiendomsret - for dem, der kaldes og ere Slaver.
Man tør vel holde sig overbevist om, at den Regering, der har ladet sig det være magtpaaliggende at udstede Forbud imod, at Slaver af egen Drift arbeide paa deres egne Lodder eller udleies til Arbeide paa Helligdage, ikke, uden paatrængende Nødventighed, kort efter vilde sanctionere en Bestemmelse, hvorved Huusmanden og Dagleieren. der dog ere fribaarne og henregnes til frie Mænd, betegnes som dem, der maae gjøre Sabbaten lig med Søgnedagen, for at kunne leve. Fremdeles - man tør vel antage, at den Regering, . der for adskillige Maaneder siden forordnede, at den vestindiske Neger "- Slaven - skulde have Løverdagen fri til at drive Handel og nødvendig Omsætning, for at han ikke derved skulde forstyrres i Andagt og Hvile om Søndagen - man tør vel antage, at denne samme Regering ikke vilde vedkjende sig som Grund for at aabne Boutkkerne paa Helligdagene efter Gudstjenestens Tilendebringelse, "at Tjenestefolk, Dagleiere og Huusmænd ofte paa de andre Dage ville savne Frihed til at kunne komme til Kjøbstaden", dersom det ikke erkjendtes, at Arbeiderclassen nødvendigviis maatte hjelpes paa en saa særegen Maade.
Under disse sørgelige Erfaringer maa det dog blive en Trøst, at slige tause Indrømmelser i Lovgivningen af Arbeiderclassens beklagelseværdige Stilling vil inden føie Tid medføre Iværksættelfsen af andre Forholdsregler, paa hvilke der ligger større Vægt, navnlig Indskrænkning i det omsiggribende Ugearbeide, der fordres af Huusmændene - vort Lands værste Hoveri. Hvor meget end Godseierne og andre Optimister ville bestræbe sig for at kaste et Slør over vort Samfunds skygge Partier, saa skinner dog det usminkede Forhold mere og mere frem og har i den Grad gjort sig gjeldende, at Lovgivningen nu har udtalt, at Arbeiderclassen i Regelen, for at tilfredsstille de legemlige Fornødenbeder, ikke kan faae Tid til, lige med de andre Samfundsklasser, at hæve Tanke og Sind mod Forsynet, uagtet det dog er denne Stand, som fortrinsviis, paa Grund af dens ringe Dannelse, trænger til aandelig Veiledning og Opløftelse.
En anden Bestemmelse i Forordningen, der tyder paa, at man ikke har villet gjennemføre Forbudet imod Arbeide paa Helligdagene med fuldkommen Bestemthed, indeholdes i Tilkendegivelsen om, at ikkun saadanne Arbeidssysler ere formeente paa Helligdagene, som i afstedkomme Larm, hvorimod det indrømmes Arbeidsherrerne at benytte deres Arbeidere til roligere Forretningers Udførelse. Ligesom der nu vistnok er noget Anomalisk i den Forskrift, der straffer Tømmersvenden, hvis han arbeider en Helligdag, medens den hjemler Snedkersvenden at profanere Helligdagen, faaledes kan det vistnok I befrygtes, at der vil forekomme Tilfælde, i hvilke Arbeidsherrer ville, i Medhold af en mindre vel forstaaet Liberalitet i Hellidagsforordningen, forhindre deres undergivne Arbeidere i at nyde den Legemets Forfriskning og Sindets Opmuntring, hvortil de, med Hensyn til deres hele Udvikling, i Regelen ville trænge.
Der er et gammelt Ord - det er skrevet i Brevet til de Colossenser: - "derfor dømme Ingen Eder i Mad eller Drikke eller i Hede til Høitider eller Nye Maaner eller Sabbater". Dette Ord peger hen paa. at det ingen let Sag er for en Lovgiver, at gribe ordnende ind i et Folks tilvante Levnet, og dog at undgaae alt Skin af at komme i Strid med den konventionelle Opinion. Forordningens 7te Paragraph, der gaaer ud paa at hindre Vertshuussamqvem paa Helligdagene, især under Gudstjenesten, afgiver Beviis herfor. Det er Forordningens velmeente Hensigt at forhindre den Forargelse, der kan tages af unødvendigt Ophold paa offenlige Steder under Gudstjenesten; men den har villet søge at undgaae den Strid, hvori den ved et ubetinget Forbud imod alt Tilhold. medens Gudsdyrkelsen varer, paa offenlige Steder vilde geraade med Livets prosaisk: Fordringer og det laxe Begreb, den store Mængde hos os endnu forbinder med Helligdagenes Hensigt, og den er derved kommen til at sige Lidet eller Intet. Dens herhen sigtende Ord: "Ei heller maae Gjæstgiveren eller Andre, der holde Vertshuus, paa Søn- og Helligdagene modtage siddende Gjæster inden Klokken 4, endnu mindre forinden bemeldte Tid tilstede nogen Slags Drikkelag eller Spil hos sig; men iøvrigt er der Intet til Hinder for, at hos Herbergerere og Tracteurer og paa lignende Steder, hvor der beværtes med Spisning og Forfriskning, Saadant og forinden kan erholdes" - ville nok i de allerflest: Tilfælde sindes saagodtsom ganske otiøse. Imidlertid sees det dog, at den besynderlige Redaction, der findes i den tilsvarende Paragraph af Hertugdømmernes Helligdagsforordning af 10de Marts 1840, hvori der skjelnes mellem Vertshuusgjæster i Almindelighed og Gjæster, der ere paa Veien til Kirke, er undgaaet, uagtet vor Sabbatsforordning ellers er en temmelig tro Copi af Hertugdømmernes.
Det er ikke de kjøbenhavnske Provsters Skyld, at Forordningen dog har den halvtliberale Bestemmelse, at Forelæsninger og offenlige Udstillinger kunne finde Sted paa Helligdagene udenfor Kirketiden. Disse Herrer, der, tilligemed Sjællands høiærværdige Biskop, synes at have et meget ringe Begreb om den Trang til sandelig Uddannelse, der mere og mere fremtræder hos alle Samfundets Classer - en Trang, hvis Tilfredsstillelse for Mange ikkun kan skee paa Helligdage og det uden i mindste Maade at komme i Modsigelse med Sabbaten, der jo dog, naar Alt kommer til Alt, er til for Menneskenes Skyld - have nemlig insisteret paa. at den almindelige Adgang til Dannelse, som i de senere Aar er aabnet den mindre bemidlede og udviklede Deel af Samfundet, ved Forelæsninger og Udstillinger paa Helligdage, aldeles skulde forbydes. Langt rigtigere havde det været aldeles ikke at gjøre noget Forbud i saa Henseende.
Straffene, der nu ere etablerede for Helligbrøde, og som første Gang kunne stige til Bøder paa 20 Rbd., anden Gang til 40 Rbd og tredie Gang til 80 Rbd., forekomme os vel strenge, især da de skulle dicteres af de summariske Politiretter. Det vilde derfor have været ønskeligt om Stændernes Andragende om Formindskelse i Mulcternes størrelse var blevet fulgt, saa meget mere som begge Stænderforsamlinger derom vare enige, og Indstillingen ikke blot var gjort af den viborgske Forsamling, der har fristet den Skjæbne, at see 10 af dens Indstillinger upaaagtede, endskjøndt nogle af dem vistnok vare særdeles velgrundede, t. Ex. den, at der ikke maatte anvendes Fængsel paa Vand og Brød for Overtrædelse af Helligdagsforordningen, saaledes som denne fastsætter, naar Helligbrøden er forbunden med særdeles Trods eller aabenbar Ringeagt for christelig Orden. Hvad man først og fremmest maa befrygte af Mulcternes Størrelse, er, at Forordningen ligesaa lidet vil blive overholdt som de hidtil gjældende, langt lempeligere Bestemmelser imod Helligbrøde. Thi hvor mange Detailboutiker ere lukkede om Søndagen under Gudstjenesten, uagtet Politi- og Vægter Patrouillen drager nok saa gravitetisk omkring?
Protesterne lod da heller ikke vente på sige:
Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 13. maj 1845:
De her arbeidende Muur- og Tømmersvende have forlangt en høiere Dagløn paa Grund af det Afbræk i deres Fortjeneste, som den nye Helligdagsforordnings strenge Overholdelse ved Politiet foraarsager dem. Naar man betænker, at disse to Slags Haandværkere hele Vinteren saa godt som slet ikke kunne arbeide i deres Profession, og at de desuden i den øvrige Tid af Aaret have mange ufrivillige Fridage, naar nemlig Regnveir forhindrer dem i at arbeide, saa kan der ikke med Billighed indvendes noget imod, at de i den øvrige Tid, der er levnet dem, forlange at fortjene i det mindste ligesaameget som de vare i Stand til førend deres Arbeidsfrihed indskrænkedes ved hiint nye Lovbud.
Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 15. maj 1845:
Kjobenhavn den 15de Mai 1845 At det er den fattige, den arbejdende Classe det gaaer ud over, gjelder, som ved saa meget andet, ogsaa med Hensyn til den nye Helligdagsforordning, saaledes som Politiet i sin Myndighedsmagt har begyndt at forlange den overholdt. Hensigten med denne nye Forordning har for denne Classes Vedkommende vel nærmest været at skaffe den en nødvendig Hviledag; men den er tillige blevet gjort til en Fastedag for de Fattigste iblandt dem, ligesom det hele Forbud mod Arbejde paa disse Dage kun bevirker Fattigdom- mens Forøgelse. idet mange enten ikke have Raad til at have en tvungen Fridag, saaledes som vi nylig have paaviist at være Tilfælde med Muur- og Tømmersvende, eller ogsaa ledes til at anvende den paa en for deres Omstændigheder skadelig Maade. Hvad det første angaaer, at Søn- og Helligdagene gjøres til Fastedage for de Fattigste, saa er Aarsagen dertil den urimelige og ubillige Forskjel, Politiet har begyndt at gjøre mellem dem, der falholde Spise- og Drikkevarer. Medens det nemlig ikke er restaurateurer, Kaffeskænkere og konditorer forment at beværte Gjæster paa Helligdagene, skulle derimod Bagere. Brændeviinsbrændere og Høkere have fuldkomment lukket fra Kl. 9 til 4.
Følgen deraf bliver, at en Sjover, en fattig Arbeidsmand. hvis Klædedragt allerede udelukker ham fra at søge de førstnævnte Steder, og som ofte ikke engang bar et et menneskeligt Hjem, endsige et Spisekammer, hvor han kunde gjemme Forraad, naar han, som ikke sjeldent skeer, først om Søndag Formiddag erholder sin Arbeidsløn for den forløbne Uge, eller vel endog for det samme Morgen udførte Arbeide, da lkke engang kan kjøbe sig et stykke Brød eller hvad han dertil kan have nødvendigt, men maa faste til om Eftermiddagen Kl. 4. Hvilken fornuftig Grund, der skulde kunne anføres for. at det vel maa være en Conditor men ikke nogen Høker tilladt at modtage Gjæster og sælge sine Varer i den anførte Tid, er ikke godt at indsee. Man vil dog vel ikke paaberaabe sig, at Høkerens Gjæster mere trænge til at besøge Kirken end Conditorens. Derved kunde dog i det mindste indvendes, at hine fattige Sjovere og Arbejdsfolk, som nu ofte maae faste om Søndagen, fordi de ikke kunne kjøbe sig et Smørrebrød, neppe vilde blive vel ansete i de fleste af vore Kirker, formedelst deres slette Klæder.
Vist er det. at man sjelden seer nogen af denne Classe bivaane Gudstjenesten. og den nye Forordning vil i saa Henseende vist ikke gjøre videre Forandring heri. Den vil tvertimod snarere, idet den indskrænker den Fattiges Arbeidsfrihed og derved forøger hans Armod bidrage til at gjere ham det end vanskeligere at hæve sig til at kunne blive en antagelig Kirkegænger. Det er overhovedet med Hensyn til Kirkebesøget her ingenlunde som i de catholske Lande; thi der er Kirken virkelig besøgt af den Usleste saagodtsom af den Fornemste og det generer ikke denne sidste der at tage Plads ved Siden af den første. - Men den tvungne Lediggang, som den nye Forordning har begyndt at fremkalde, bliver derfor i Stedet for at tjene til Opbyggelse og Vederqvægelse efter Arbeidet, for den Fattige snarere Veien til det Modsatte. Og den Forskjel, man ogsaa ved denne nye Lovs Anvendelse gjør mellem Hensynet til hans og til de mere formuende Classers Tarv og Velbefindende, er det eneste som derved bliver ham indlysende.
Flyveposten, den 27. maj 1845:
Den nye Helligdagsforordning. Det lader til at vore Politiauthoriteter ere komne til den Erkjendelse, at den nye Helligdagsforordning trænger til Modification navnlig med Hensyn dertil, at de for Livet nødvendigste Artikler ikke kunne erholdes, medens Conditorer og andre Beværtningssteder have Tilladelse til at modtage Gjæster. Vi erfare saaledes, at Høkere, Bagere, Urtekræmmere og nogle andre Detailhandlere have af Politiet erholdt Tilladelse itl at holde Udsalg om Søndag Formiddag fra Kl. 11 til 2, dog saaledes, at Boutiksdøren er lukket som forhen under Kirketiden. Utilfredsheden med den nye Helligdagsforordning vil nu, som vi haabe, ophøre, da den fornemste Anke mod denne i flere andre Henseender gavnlige offentlige Foranstaltning saaledes er ryddet af Veien.
Lyna, den 29, november 1845:
Hvorledes den nye Helligdagsforordning for Kongeriget overholdes i Kjøbenhavn, anfører Kjøbenhavnsposten det Exempel, at, medens Communens Politi og Vægtere patrouillere omkring i Gaderne for at attrapere en eller anden Borger, der sælgder en for den Kjøbende maaskee i Øieblikket høist nødvendig Gjenstand, eller en Arbeider, der af Næringssorg ikke kan tillade sig den befalede Hviletid, lader den samme Communes Bestyrelse et af dens offentlige Arbeider (Opførelsen af nye Slagterboder) uafbrudt fortsættes uden Hensyn til Hviletid eller Kirkegang.
Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. maj 1846:
(Forlangt indrykket.)
Anke.
Efter sidste Helligdagsforordning er det kun Huusmænd tilladt at pløie om Søndagen. Alligevel saae man sidste Søndag, paa et Par af Ourupgaards Marker, som støde ud til Landeveien, Gaardens Folk ifærd med PPløining, Harvning etc.Det er beklageligt, at en Mand som Hr. Tesdorpf, ved sit Exempel giver Anledning til Lunkenhed med Hensyn til Opfyldelsen af Guds og Kongens Bud i denne Henseende. - Naar nemlig Bønderne, der kjende deres Godseiers Religiøsitet, og ere vante til at betragte ham som Mønster, see hans Markarbeide foretage saavel om Søndagen som de andre Dage, hvor let forledes de da ikke til at betragte sligt Søndagsarbeide for mindre Brøde, end det egentlig er? Og naar de see deres Herskab uden Tiltale at gjøre Brud paa Loven, hvo kan da undres over, at de mene sig i deres gode Ret, naar de følge dets Exempel? - Man haaber derfor, at Hr. Tesdorpf i Fremtiden skaaner sine Tjenestefolk og Arbeidsdyr for at forrette markarbeide om Søndagen. N. S.
Fædrelandet, 30. juni 1849:
En idag paakjendt offentlig Politisag angik Helligbrøde. Det oplystes nemlig, at Meel- og Grynhandler Morten Jensen Søndag Formiddag den 30de Mai d. A. henved Kl. 9 ½ havde solgt Varer i sin paa Hjørnet af store Kongensgade og St. Annegade værende Boutik, til hvilken Dören ei havde været aflaaset. Han blev desaarsag so skyldig i Overtrædelse af Frrdg. 26de Marts 1845 § 5 at ansee efter denne Forordnings § 14 med en Mulct, der bestemtes til 2 Rbd. og tilfaldt Kbhavns Politikasse.
Fædrelandet 6. januar 1862:
Under en af Criminal- og Politiretten den 31te Decbr. paakjendt offenlig Politisag for Helligbrøde og for at have holdt Nattesæde, blev det ved Tiltaltes af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse bevist, at han efter Midnat Løverdagen den 12te Octbr. d. A. har havt flere Gjæster i sit Værtshus og indtil 1 1/4 Time efter samme, uden at dog derved foranledigedes nogen Slags Støi. Ved dette Forhold fandtes Tiltalte ikke at have gjort sig skyldig i Heligbrøde, idet Frdn. af 26de Marts 1845, navnlig dens § 13 cfr. § 8, ikke indeholder nogen Bestemmelser, hvorefter det kan ansees som Helligbrøde at have Gjæster i et Værtshus Aftenen før en Søndag, uden at nogen støiende Forlystelse finder Sted, selv om Gjæsterne blive efter Kl. 11, og bemeldte Frdn. ingen Føie giver til at ansee den ovennævnte Løverdag paafølgende Søndag begyndt, dengang Gjæsterne forlode Tiltaltes Værtshus, og Tiltalte blev altsaa forsaavidt frifunden. Derimod blev Tiltalte, som under en ved Politidirecteurens Protocol den 30te Septbr. 1859 behandlet Sag har erlagt Mulct for Nattesæde og saaledes maatte antages at have erholdt den i Frdn. af 22de Octbr. 1701, II. Cap. 3 § 2 omhandlede Paamindelse, som skykldig i at have holdt Nattesæde, dømt efter den sidstciterede Lovbestemmelse, cfr. Reso. af 16de Januar 1713, til en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 4 Rdl., hvorhos han tilpligtedes at tilsvare Sagens Omkostninger
Helligdagsforordningen fra enevældens tid (1845) holdt sig langt ind i 1900-tallet - og fulgte fogængerens tradition med ikke at blive fulgt, endsige håndhævet særlig effektivt. Af omtalerne i aviserne ser det ud til at der blev givet mindre bøder, ofte efter angivelse fra (anonyme) personer, eller til håndværkere der åbenbart har afvejet indtægterne for/imod at tage risikoen. Den blev bl.a. brugt i 1870'erne til at forbyde arbejdermøder om søndagen - hvilket besværliggjorde fagbevægelsens muligheder for at holde møder for arbejderne udenfor arbejdstiden.
Lukkeloven i 1908 begrænsede købmandsbutikkernes åbningstider til kl. 8 aften på hverdage og kl. 11 på lørdage. I 1922 blev lukketiderne om vinteren fastsat til kl. 6 om sommeren til kl. 7. Og den blev løsnet og strammet adskillige gange i 1900-tallet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar