Hof- og Stadsrets-Dom. Morderisk Overfald. I Tirsdags afsagdes Dom i Sagen mod Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Pedersen samt de Tiltalte Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansen. Dommen lyder saaledes: Forsaavidt Actor under nærværende Sag har tiltalt og nedlagt Paastand over Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansen, maa Sagen for disses Vedkommende blive at afvise, da den ligesaa lidet med Hensyn til dem er indanket her til Retten, som Actor har nogen Hjemmel til at tiltale dem i den ham af Retten meddeelte Ordre.
Betræffende dernæst Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Pedersen, der sigtes for at have gjort sig skyldige i drab af Indsidder Jens Larsen Skjerris i Østerkippinge, have de med Gjerningen forbundne Omstændigheder i det Væsentlige været følgende:
Søndagen den 15de September, om Eftermiddagen, indfandt Arrestanterne, med flere Karle, efter Budsendelse fra Gaardmand Rasmus Skou i Østerkippinge om at Indsidder Jens Larsen Skjerris vilde overfalde ham i hans egen Gaard, sig i bemeldte Gaard, hvor de, da J. Skjerris ved deres Ankomst var rolig, ja endog negtede at have fornærmet R. Skou, forbleve Aftenen over, samt nøde endeel Brændevin, indtil J. Skjerris, der imidlertid var blevet meget beskjenket, og hvem Skov havde anmodet de Tilstedeværende om at tage med, naar de gik, omtrent Kl. 10 begav sig bort med nogle haanlige Ord til de Øvrige, som nu trængte ud i storstuen bag ham, hvorved han, der her skal have slaaet Arrestanten Ludvig Pedersen paa Øret, blev stødt ud af Døren, saa at han faldt om i den brolagte Gaard.
Saasnart han var falden begyndte Arrestanterne og en i første Instants medtiltalt Person, Christian Larsen, at træde paa og sparke ham, idet navnlig Arrestanten Ludvig Pedersen sparkede ham med Støvlehælene i Hovedet, samt derefter i Forening med Christian Larsen slæbte ham ved Benene omtrent 50 Alen saaledes, at det blottede Hoved hængte imod Steenbroen, ud paa Gaden ved Gaardens Ledsted, hvorfra Arrestanten Ludvig Pedersen væltede ham ned i en Grøft, ved hvilken Leilighed J. Skjerris da først yttrede nogle Ord, der af nogle Tilstedeværende ere forstaaede som et Spørgsmaal om, hvem det var, der vilde myrde ham, men som Arrestanterne ville have opfattet som en Trudsel om at myrde ham naar han kom op. Eterat begge Arrestanter her igjen havde sparket til J. Skjerris, og Arrestanten Petersen nu yttrede, at han havde Lyst til at see J. Skjerris svømme, slæbte disse, som nu vare alene med ham, idet de Øvrige bleve tilbage, ham atter ved Benene, saaledes at Ansigtet vendte imod Jorden, hen til Byens omtrent 76 Alen derfra beliggende Gadekjær ned ad Nedkjørselen, hvor de lagde ham i Vandkanten, og atter, in specie Arrestantenen Rasmussen, sloge ham tildeels med Steen, hvis Størrelse ikke har været nærmere at oplyse, end at der ved Gadekjæret pleier at ligge endeel Steen af 1/4 Pds. til ½ Pds. Tyngde, og da han nu krøb noget længere ud i Vandet, og reiste sig paa Knæ, samt, efter Arrestanternes forklaring, paa ny truede med at myrde dem , naar han kunde komme op, stødte de ham med Gjerdestaver , som de havde afbrudt, saa langt ud i Vandet, at han, som Arrestanterne i det tidligere forhør udtrykte dem, kom til at svømme, hvor da endnu Ludvig Pedersen kastede en Steen ud efter ham.
Efter et Øiebliks forløb sank han imidlertid, og Arrestanterne gik nu tilbage til Rasmus Skous Gaard, hvor de ankom omtrent et Ovarteer efter at de Andre vare vendte sammesteds tilbage, hvor de, uden videre at omtale det Passerede, sagde, at de havde været i Riserup, medens det dog af Andre er forklaret, at de i det samme hvidskede, at nu var det forbi med Jens, nu var han sunken.
Under et ifølge nærværende Rets Kjendelse optaget yderligere forhør have Arrestanterne imidlertid nærmere bestemt og tildeels modificeret deres Forklaring derhen, at de begge bleve staaende ved Kanten af Gadekjæret og skjøde Jens Skjerris fra sig med Gjerdestaverne for at han ikke skulde komme til at angribe dem, men at disse Staver ikke vare saa lange, at de dermed kunde skyde ham ud i Gadekjærets Dybde (der ved Undersøgelsen er befundet først at begynde i en Afstand af 12 3/4 Alen fra Gadekjærets sydvestre Hjørne, fra hvilken Kant J. Skjerris maa antages at være kommen ud i Kjæret), hvorfor han ogsaa endnu stod paa Bunden, da Staverne ei længer kunde række ham, og at han da selv gik længere ud i Kjæret, samt at de ikke just saae ham synke, men løb tilbage til R. Skous Gaard, saasnart de saae ham vade længere ud, uden at bekymre sig videre om, hvorvidt han tilsidst kom til at synke eller ikke, hvorved de have tilføiet, at det ikke var deres Hensigt at skyde ham ud paa Dybden, men alene at holde ham fra Livet , samt at de ikke gjorde dem nogen Betænkning om, at han maaskee tilsidst kunde gaae saa langt ud, at han kunde komme ud i Dybden, saa og at det hiin Aften var saa mørkt, at de ikke kunde see ud over det dybe Sted i Gadekjæret, og at de ikke vidste, om J. Skjerris kunde svømme, hvorved in specie Arrestanten Ludvig Pedersen har tilføiet, at denne efter at være kommen ud imod det Dybe af Gadekjæret, gjorde nogle Bevægelser med Armene, som om han svømmede, og at Arrestanterne derfor antog at han kunde svømme.
Først den følgende Dag da J. Skjerris savnedes og hans Kaskjet fandtes drivende i Vandet, uden at det er oplyst hvorledes denne, der da han Aftenen i Forveien forlod R. Skous Huus skal være forbleven der, er kommen ud i Gadekjæret, blev dette gjennemsøgt af andre af Byens Beboere og Liget derved fundet og trukket op. Ved den legale Undersøgelse af Liget forefandtes paa dettes Hoved 10 større og mindre Saar, og hvilke det Kongelige Sundheds-Collegium har statueret, at de væsentligste af dem have været bibragte for Døden; hvorved maa bemærkes, at Liget blev eftersøgt i Vandet og draget op af dette ved Hjælp af Brandhager og Aalejern uden at Collegiet har kunnet afgjøre, om nogen af disse Læsioner ere foraarsagede ved at slæbe den Afdøde imod Steenbroen, skjøndt saadant nærmest formodes om et efter Udseende hugget 1½ Tomme langt Saar paa den høire Side af Baghovedet, forbunden med Blottelse af Hjerneskallen, hvorhos bemeldte Collegium er kommet til det Resultat, at det maa ansees for afgjort, at den Afdøde er kommen levende under Vandet, og at han, der har fundet sin Død ved Drukning, hvilken Dødsmaade vistnok maa være bleven befordret ved den tilstand af Uhjelpsomhed, hvori den Afdøde i Forveien ved Fuldskab og Mishandlinger af Hovedet er sat, samt at det paa Grund af Hoved-Læsionernes Mangfoldighed og Betydenhed ikke er usandsynligt, at disse kunde have medført Døden, om den Afdøde end ikke var bleven nedsænket i Vandet.
Ved den den 6te Januar sldstleden inden Falster Birks Extraret af Underdommeren Justitsraad Pontoppidan med tiltagne Meddomsmænd afsagte Dom er det Arrestanterne overbeviste Forhold vel i Henhold til Forordningen 4de Oktober 1833 §6 betragtet som en overlagt Voldsgjerning, men da de dog ikke ere befundne, at have havt det bestemte Forsæt at stille den Afdøde ved Livet eller at have kunnet forudser hans Død som en rimelig Følge af Mishandlingerne, idet de ikke kunde vide at han vilde komme ud i Gadekjærets Dybde, ere de, der begge da Gjerningen foregik, ikkun var i en Alder af omtrent 22 Aar, ansete efter det 2det Membrum i den 10de § af den citerede Anordning sammenholdt med §8, med Fæstningsarbeide hver i 8 Aar.
Da Overretten, navnlig og med Hensyn til Arrestanternes Forklaring at de ikke gjorde dem nogen Betænkning om at den Afdøde, der skildres som en til Drik forfalden og almindelig frygtet Person, der ofte kom i Klammeri og da udstødte Trudsler imod sine Modstandere, maaskee tilsidst kunde komme ud i Dybden - hvorved bemærkes, at det om de ham bibragte Læsioner i Hovedet hverken er afgjort, hvorvidt de ere tilføiede af Arrestanterne, eller hvorvidt de vilde have havt Døden til Følge, naar den Afdøde ikke var sjunken i Dybden - maa tiltræde bemeldte Doms Raisonnement ligesom og den valgte Straf efter Omstændighederne findes passende og dens Bestemmelser angaaende Actionens Omkostninger billiges undtagen forsaavidt Arrestomkostningerne ikke ere indbefattede under de Omkostninger, Arrestanterne ere tilpligtede in solidum at udrede, vil Dommen, saavidt paaanket er, være at stadfæste med den heraf flydende Modification og Arrestanterne derhos at tilpligte in solidum at betale Salair til Sagførerne her ved Retten med 8 Rbd. Selv til hver.
Sagens Behandling og den befalede Sagførelse ved Underretten, har saavelsom Defensionen her ved Retten været lovlig. - Fra Actors Side her ved Retten har intet ulovligt Ophold fundet Sted.
Thi kjendes for Ret:
For Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansens Vedkommende afvises Sagen.
Forøvrigt bør Birketingsdommen, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes at Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Petersen under Sagens Omkostninger, tillige in solidum tilsvarer Arrestomkostningerne.
I Salair til de her ved Retten befalede Sagførere, Procuratorerne Bang og Christensen betale Arrestanterne ligeledes in solidum 8 Rbd. Sølv til hver.
At efterkommes under Adfærd efter Loven.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1845. 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar