Vejbelægning
Der har nylig i dette blad været antydet, at Københavns kommunalbestyrelse af mangel på brosten skulle have i sinde at lade brolægningsarbejdet hvile i år, og da endnu intet sådant større arbejde er blevet påbegyndt, så må man vel antage, at den antydning er begrundet. Men da har kommunens borgere vist nok al anledning til at spørge hvorledes Københavns kommunalbestyrelse tror at kunne forsvare eller undskylde en så dårlig begrundet tilsidesættelse af det arbejde, man vel kan forlange udført for den årlig opkrævede akat, og som i mangfoldige dele af staden er så højst påtrængende nødvendigt.
Allerede for to år siden skulle Østergade have været omlagt, da det udtrykkelig hed sig, at den dårlige stenbro som blev lagt efter kloakkens fuldendelse for den ene del af gaden, kun skulle være provisorisk. Senere har man vel set af borgerrepræsentanternes forhandlinger, at dette løftes opfyldelse for et år blev udsat. Men nu lader det til at være aldeles skrevet i glemmebogen. Hvis man endda havde foretaget andre større omlægninger i nogle af de mange andre gader, der er endnu dårligere brolagt end Østergade, og hvor brostenene vel i over hundrede år har henligget urørte, så at man ingenlunde kan fortænke dem i den stræben de viser til at vende sig om, og som er højst rørende både at se og at træde på.
Men under sådanne omstændigheder et helt år igennem slet ikke at lade foretage videre brolægningsarbejde end at lappe efter vandvæsenet, synes dog at vise vel megen uforsvarlig ligegyldighed for den del af indbyggerne, der ikke kan køre i fjedervogne. Og den angivelse at der ikke skulle haves brosten, forekommer os derved så meget mere absurd, som man jo er vant til når man endelig forbarmer sig over en af de gader hvor simple folk bor, at indskrænke arbejdet til en omlægning af de gamle sten. Hvorfor da hvis man virkelig ingen nye sten har, ikke i sommer omlægge nogle af disse gader og veje der nu næsten ligner et bølgende hav, og af hvilke vi til eksempel blot vil nævne den venstre side af Vesterbro, og den højre af Østerbro. - Gid dog kommunalbestyrelsen med Hs. Excellence Kjerulff i spidsen engang imellem måtte blive nødt til at promenere ad disse veje.
(Kjøbenhavnsposten 24. maj 1845)
Københavnske fodgængere vil have bemærket det betydelige fremskridt til mindre fare for deres ben og øvrige lemmer, som i de senere år er sket ved den nye måde, hvorpå rendestensbræderne nu anbringes. De frygtelige klamre af jern, hvorved disse bræder før hvilede på stenene, og som ved sædvanlig at stå en tomme eller flere i vejret, var lige så mange brækjern for uforsigtige spadserende folks ben og arme, er nu snart aldeles forsvundne, da man nu lader bræderne hvile på en nedenfor fremstående rand i stenene.
Men idet man må være vedkommende tak skyldig for disse fangjerns afskaffelse, er der atter fremstået grund til at beklage sig over en ikke mindre farlig invention ved de nye rendestensbræder. Det er nemlig de betydelig store huller, der nu anbringes på begge sider især af de større af disse bræder. Ligesom det oprindelige øjemed med disse bøjler var at holde bræderne oppe, således er det nærmeste formål med disse huller vistnok kun at have et middel til at løfte dem i vejret ved hjælp af en stang. Men også her gør sig en anden virkning gældende, der er så øjensynlig, at det ville holde hårdt for fremmede at fatte hvorledes vedkommende autorileter, hvem overopsynet med disse bræder tilkommer, eller som har givet modellen dertil, ikke har været i stand til at indse den fare, dermed er åbnet for fodgængere.
Hullerne er vel endnu kun på få steder, eller ved allerede forslidte bræder så store at en voksen persons fod kan slippe igennem dem, men mange af dem er derimod allerede fra begyndelsen af store nok til at et lille barns spæde fod kan brækkes i dem. Vi ved ikke om det allerede er passeret, men at det kan og vel også må ske, vil enhver på mangfoldige steder i byen kan overbevise sig om. Det var derfor meget at ønske, at det blev pålagt alle vedkommendc at holde disse huller indenfor en vis størrelse, der var tilstrækkelig til at få bræderne løftet op, men ikke så store at børn skulle være udsat for at lemlæstes derved. Hvis ingen sådan indskrænkning træffes, kunne man vel ønske de gamle brækjern tilbage, for der er vel ingen, som vil forlange nogen ulempe afskaffet på små børns bekostning.
- En børneven. -
(Kjøbenhavnsposten, 24. august 1847).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar