Efter 3 årskrigen blev 1852 afdelinger af den danske hær stationeret i Holsten, mens holstenske tropper blev forlagt til Danmark. Om de danske tropper i Holsten og måske også Slesvig af lokale er blevet opfattet som en besættelsesmagt, fremgik ikke af danske aviser som var under censur, kun i tyske. Derimod blev de holstenske soldater mistænkeliggjort, i værste fald som 5. kolonne, af danske aviser.
Heri indgik forestillingen om holstenerne ("tyskerne") som brutale voldsmænd. Danske aviser var anti-tyske, og hvis holstenere efter deres opfattelse opførte sig "tysk", også anti-(slesvig)-holstenske. De menige københavnere kan ikke have undgået at være præget af sådanne holdninger. I september 1852 eksploderede situationen med en for aviserne selvopfyldende profeti: De holstenske bøller gik løs på en fredelig og uskyldig københavnsk folkemængde. Vi kender desværre ikke sagen set fra den holstenske side.
Men retsdokumenterne bringer dog lys på flere dunkle, uafklarede punkter i avisfremstillingerne: Menneskemængden kan ikke have været ubetydelig siden de jog 20 holstenere tilbage til kasernen. Hvorfra de sidste imidlertid fik forstærkninger. På trods af politiets henstilling om at fjerne sig, forsøgte menneskemængden at gå løs på holstenerne. Krigsrettens domme peger indirekte på det: ingen i mængden fik krav på erstatning for svie og smerte, de burde have vist risikoen.
Alt i alt viser affæren at sindene har været bragt mere end i kog. En situation der langt fra den officielle hensigt om at forsone helstatens forskellige befolkninger, tværtimod blot må have uddybet den gensidige mistillid og had.
- Om en Tumult, der igaar Aftes har været i Adel- og Sølvgaden, og hvori holstenske Soldater have spillet Hovedrollen, have vi modtaget nedenfølgende Beretning fra et Øievidne; men, efter hvad vi erfare, staaer dette Optrin ikke ene - et andet lignende har fundet Sted i Torsdags eller Fredags paa Christianshavn - og det har ogsaa været mere betydende, end Beretteren har antaget; thi 4 Personer, hvoraf een Politibetjent, ere bragte saarede paa Hospitalet. Der er altsaa vistnok god Føie til at opfordre Autoriteterne til i Tide al skride ind og gjøre Ende paa saadant Uvæsen.
- Det er beklageligt, at Hs. Excellence Krigsannialcren ved den sidste Dislocation ikke har kunnet eller maaske ikke har villet forudsee de Rivninger , som altid maa opstaae, naar Soldater fra en Armee, der nys har staaet som Fjende ligefor Danmark, lægges i Garnison i Hovedstaden. Men endnu beklageligere er del, at Hs Excellence, efterat flere saadanne alt have fundet Sted, ikke bar kunnet forebygge, at det skulde komme til slige Optrin, hvortil Indsenderen igaar Aftes omtrent Kl. 4 blev Vidne. Efterat nemlig c. 20 Mand Soldater, af 16de eller 17de Bataillon, vare blevne udjagede af Smedekroen i Adelgade ligefor Sølvgade, hvor de havde indfundet sig, og vare komne ud paa Gaden, trak de deres Hirschfængere og huggede iud paa endel værgeløse Folk, som havde samlet sig udenfor Kroen, ved hvilken Lejlighed en Kone skal være bleven saaret. Større Ulykke vilde vistnok være skeet, hvis ikke 5 Politibetjente, som i rette Øieblik ankom, med meget Mod havde kastet sig imellem Soldaternes Klinger og de værgeløse Folk, og derved faaet de Første til at tage Veien ned ad Sølvgade. Men idet de nu styrtede ned ad Gaden, huggede de med deres Hirschfængere paa Enhver, der kom dem imøde, og som de ikke strax løb overende. En ældre Mand fik herved et Hug i Armen, hvorved der dog ikke flød Blod, da hans tykke Frakke afbødede Hugget; en anden blev derimod hugget i Hovedet, saa at Blodet flød ham ned over Ansigtet. Endelig bleve de drevne ind i Casernen af Politiet, og nu indfandt en Lieutenant og 3 Underoflicierer sig paa Pladsen, men trak sig strax tilbage til Casernen, da ingen flere Soldater fandtes paa Gaden. Slige Optrin kunde formentlig let forebygges , hvis Hs. Excellence Krigsministeren, i Stedet for at befale sine Officierer at nedlægge deres Pen, havde forbudt sine Menige at gaae med Sidegevær udenfor Tjeneste.
(Nn.)
(Fædrelandet 27. september 1852).
HS. Excellence Krigsministeren skal ved Efterretningen om den Tumult i Sølvgade, hvor de holsteenske Soldater gave os en Prøve paa den "tydske Tapperhed", være bleven i høi Grad forbavset:
---
- Krigsministeren bavde aldrig saasnart været saa nævenyttig (ved Kongens Taffel) at skrive i de tydske Soldaters Skudsmaalsbog, for de nylig forefaldne Excesser, der forresten ere af en altfor grov Beskaffenhed til at kunne belægges med Navnet "Optøier", godtgjorde paa det klareste, at det meddelte, fordeelagtige Vidnesbyrd var falsk. Det vil imidlertid næppe videre genere Hs. Excellenca; thi han er vant til at modtage ørefigen af Skjæbnen.
Der er at vente, at den Autoritet, til hvem Undersøgelsen af denne skjændige Historie er blevet overdraget, vil lede den med Alvor og ikke gjøre den til en blot Formsag, hvorunder de Skyldige smutte bort. Man maa erindre, at ved denne Leilighed ere værgeløse og fredelige danske Underfa atter blevne overfaldne af en bevæbnet Bande tydske Lømler, paa hvem Oprørsnykkerne endnu ikke tilstrækkeligt ere udbankede. Vises der Ligegyldighed fra Autoriteternes Side, vil Publikum let kunne ophidses til Selvtægt. At en Politibetjent, der under Tumulten paa en hæderlig Maade gjorde sin Pligt, er blevet saaret, godtgjør tilstrækkeligt Uhensigtsmæssigheden af den forældede Institution, stokkeforsynede Politimand: de bør upaatvivleligt her som andetsteds afløses af et væbnet Gendarmeri. - At man nu har frataget de holsteenske Soldater deres Vaaben, er overmaade hensigtsmæssigt: de have jo oftere godtgjort, at de ei forstaae at bruge dem paa den rette Maade.
(Corsaren 1. oktober 1852).
De tilgængelige tyske aviser synes helt afhængige af hvad de danske aviser bragte af nyheder om affæren, og forsøgte ud fra dette at danne sig et billede. Nedenstående artikel/notits er typisk:
Aus Kopenhagen wird von ernstlichen Konflikten berichtet zwischen holsteinischen und dänischen Soldaten, sowie dänischen Handwerksgesellen. Aus den eigenen Berichten der dänischen Blätter leuchtet übrigens hervor, dass de bedauerlichen Vorfälle von dänischer Seite provoziert waren. Am Donnerstag Abend auf Christianshavn nämlich, wie "Dagbladet" erzählt, fangen einem dort in einer Schencke sitzende Kieler Jäger 6 dänische Trainkonstabler, die ihre eben empfangene Löhnung theilten, das Lied von der Schlacht bei Friedericia vor; der Holsteiner erinnerte, wenn er und seiner Kameraden nicht "Meerumschlungen" singen sollten, so müssten auch die Dänen ihre Kriegslieder nicht singen dürfen, un hieraus entwickelte sich einige sehr ernsthaftige Schlägerer, inden mehrere Kieler Jäger hinzukamen. Am Sonntag Abend hatten sich mehrere holsteinische Soldaten, wie gewöhnlich, in der Schmiedegesellenherberge zum Tanz eingefunden; die dänischen Gesellen forderten von ihnen, dass sie ihre Säbel ablegten; die holsteinischen Soldaten thaten dies; nichtsdestoweniger wurden sie hinausgeworfen. Verstärkt kamen sie wieder, und es entwickelte sich sodann die Schlägerei, die auf der Strasse längere Zeit sich fortsetzte.
Würzburger Stadt- und Landbote, 2. oktober 1852.
I Anledning af tumultuariske Optrin, hvori holsteenske soldater af de i Kjøbenhavn garnisonerende 6de og 7de Linie- Batallioner i slutningen af September d. A. have gjort sig skyldige, bemærkede vi dengang, hedder det i "Flyveposten"- ifølge modtagne paalidelige Efterretninger angaaende de stedfundne grove Excesser, at disse vare af en saadan Natur, at den offenlige Sikkerhed fordrede, at Tumultanterne belagdes med Lovens fulde Straf. Hvad vi nu senere have bragt i Erfaring angaaende disse Excesser, sætter det udenfor al Tvivl, at her ikke har fundet simple Gade-Uordener Sted, men ligefrem et formeligt Mytteri. Som bekjendt blev der strax os vort virksomme Politi opgivet Rapponer angaaende det Passerede, og af disse, hvormed efter Forlydende de Oplysninger, der i denne Sag ere fremkomne under de ved den militaire Jurisdiction mod Tumultanterne indledede UndersøgeIser, ere i fuldkommen Overeensstemmelse, fremgaaer i det væsentlige følgende: En Aften i September d. A. indfandt endeel Soldater af fornævnte Batailloner sig paa et Herberge i Sølvgaden for at deeltage i Dands. Snart efter opstod imidlertid en Uenighed mellem Soldaterne og de øvrige Gjæster, der dog ikke havde anden Følge, end at de førstnævnte, efterat have vist en fredsforstyrrende Adfærd, ituslaaet Flasker o. s. v., forlode Dandsesalen og gik ud paa Gaden. Ei længe efter vendte de tilbage, og da Døren til Dandselocalet var blevet lukket i Laas, søgte de med deres Sabler at støde Døren op, og bærer denne endnu lydelige Spor af den samme oveegaaede Vold. Da disse Bestræbelser for at bryde ind i Dandselocalet ei vilde lykkes, trak de atter ud paa Gaden, ved hvilken Lejlighed en af dem med Sablen tilføjede en Kone, der irettesatte dem for deres voldelige Adfærd, et Slag i Hovedet. Udkomne paa Gaden anfaldt de en forbigaaende Haandværkssvend, der ikke i mindste Maade havde fornærmet dem, og tilføiede ham betydelige Slag med Sablen. En tilkommende Politibetjent søgte nu at bevæge Tumultuanterne til roligen at forføie sig bort, og de syntes nu ogsaa virkelig at ville efterkomme det dem givne Paalag, thi de trak sig længere ned i Sølvgaden. Men da de saae endeel civil- Personer samlede i Gaden, gjorde de pludselig omkring og droge i militairisk Orden deres Sabler, alt uden at de Tilstedeværende havde givet dem den mindste Anledning hertil. Medens Politibetjenten nu ilede bort for at reqvirere Assistance, slog den vilde Soldatersværm , der i Begyndelsen kun udgjorde 20 - 30, men nu talte over 100 Mand, ind paa de værgeløse og fredelige Borgere med deres dragne Sabler, tiltalte dem med "Du" og Skjældsord, og var det nu aabenbart, at Tilstedeværelse mellem Tumultuanterne udsatte de Vedkommende for Angreb paa Liv og Lemmer. Saasnart Politiet havde indfundet sig med en større Styrke, trængte dette sig mellem den anfaldne Menneskemasse og Voldsmændene, for at danne et Værn mod disses fortsatte Angreb, men den vilde Bande brugte nu Vaaben mod Politiet, af hvilket en Betjent blev stærkt saaret. Og herved var de, efter al Sandsynlighed ikke blevet, hvis et til Lykke en Officierer tilfældigviis var kommen tilstede og havde bevæget Soldaterne at trække sig tilbage til deres Caserne. Der er, som ovenfor bemærket, under de i denne Anledning lnstituerede UndersøgeIser aldeles ingen Data fremkomne, som tale for, at de af Soldaterne voldeligt angrebne civile Personer ved fornærmelig Adfærd i mindste Maade skulle have fremkaldt deres grove Excesser. Der blev strax indledet Undersøgelse mod Tumultuanterne ved den i Kjøbenhavn værende Garnisons-Jurisdiction, hvilke Undersøgelser efter forlydende nu ere saavidt fremmede, at Sagen kan betragtes som moden til Paakjendelse. Den offentlige Sikkerhed har nu et stærkt Krav paa, at der ved PaakjendeIsen ei blot tages tilbørlige Hensyn til den forøvede Voldfærd, men tillige til den Form, under hvilken denne er fremtraadt: alene den Skræk, ethvert Individ, der i fredelige og lovlige Hensigter ved hin Leilighed passerede Haven, nødvendigviis maatte føle ved at see sig indespærret i denne af en heel Hob vilde Karle med dragne Sabler, er i og for sig tilstrækkelig til at retfærdiggjøre Anvendelsen af en exemplarist Straf.
(Bornholms Avis 21. december 1952)
Soldater-Tumulten har, som vi erfare, fremkaldt Repressalier mod de holsteenske Soldater fra den kjøbenhavnske Pøbels Side. Det Beklagelsesværdige ved slige Repressalier er imidlertid det, at de ofte ramme og i det nævnte Tilfælde have rammet aldeles Uskyldige, imod hvem ikke blot Insulter, men ogsaa temmelige grove Haangribeligheder ere forøvede. Vi ville derfor haabe, at vort virksomme Politi vil anvende tilbørlig Strenghed mod Maleficanterne for derved at forebygge slig Overlast for Fremtiden.
(Flyveposten 5. januar 1853).
- (B. T.) Antallet af de Militaire af Underklassen, der have været anklagede som virksomme Deeltagere i Tumulten paa Klemmede kroen osv. i Slutningen af Septbr. Maaned, er ialt 25. Af disse er 1 Menig bleven frikjendt, og de Øvrige tilkjendte følgende betydelige Straffe : 1 Underofficeer degraderet, 50 Rottingslag og 30 Dags strængt Fængsel; 2 Underkorporaler 75 og 50 Rottingslag og strængt Fængsel i 30 Dage; 3 Underkorporaler, 1 Spillemand og 5 Menige hver 50 Rottingslag; 1 Menig 15 Dage strængt Fængsel paa Vand og Brød; 3 Menige 10 Dage strængt Fængsel paa Vand og Brød; 3 Menige 10 Dage Vand og Brød; 1 Menig 5 Dage Vand og Brød; 1 Vaabenmester og 1 Korporal hver 13 Dage eensomt Fængsel; 1 Sergeant 20 Dage mørkt og eensomt Fængsel samt have sit Hæderstegn forbrudt.
(Kjøbenhavnsposten 12. januar 1853).
Flere aviser udtrykte utilfredshed med antallet af domfældelser. De angiver at der var over 150 deltagere, ikke kun 25, og man er desuden forargede over at kun 13 af dem tilstod. Som grund angives at deltagerne må have været enige om at gennemføre et benægtelsessystem.
Udokumenterede påstande om at den anden side, oprørshæren, havde dømt langt hårdere i lignende sager, dannede holdninger om at overfald på fredelige danskere tilsyneladende vejedes lettere end mod tyskere.
Over tre dage bragte Fædrelandet et fyldigt referat af domsakterne. Det blev ligeledes offentliggjort i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. januar 1853, 2. udgave, samt Flyveposten:
Krigsrettens Dom over de i for Tumulten i Sølvgaden Tiltalte.
Efterat der Søndagen d. 26de Sept. d. A. om Aftenen imellem Kl. 7 og 8 paa Kleinsmedesvendenes Herberg, i Adelgade 242, havde fundet Uenighed Sted imellem tydsktalende Militair og Haandværkssvende, og derpaa, fornemmelig i Sølvgaden, var forefaldet et alvorligt Opløb, hvorunder blandt Andet det tilstedeværende Politi var angrebet og paa anden Maade fornærmet af Mandskab henhørende til de tvende i Sølvgadens Caserne indqvarterede, af Holsten udskrevne Linie-Infanteri-Batailloner, den 16de og den 17de, har Krigsministeriet under 27de Sept. og 15de Decbr. d. A. henvist den deraf forandledigede Sags Undersøgelse og Paakjendelse til Kjøbenhavns Garnisonsjurisdiction. Under de i Overensstemmelse hermed optagne Forhører er følgende i Almindelighed oplyst:
Allerede førend den 26de Sept. havde Mandskab af de tvende Batailloner besøgt Kleinsmedesvendenes Herberg, nemlig den 12te, 19de og 20de Sept. Der var fra Værtens og de tilstedeværende Svendes Side ikke lagt nogen Hindring i Vejen for disse Besøg; kun havde man gjentagne Gange bortvist en Spillemand, der af Smedene betragtedes som Dreng, og hvis Selskab derfor ikke antoges at egne sig for Svende, og var der endog engang, da Spillemanden havde negtet at gaae bort, sendt Bud efter Politiet. Men det var tidligere ikke kommet til nogen alvorlig Uenighed og endnu mindre til Slagsmaal.
Den 26de Septbr. omtrent Kl. 7 indfandt sig atter c. 20 Mand tysktalende Soldater, for endeI bevæbnede med Sabler, i bemeldte Herberg, hvor endnu kun et ringe Antal civile Gjæster vare tilstede. Da ingen Spillemand fandtes imellem dem, de ogsaa, naar de opfordredes dertil, satte Sablerne fra sig, blev Intet indvendt imod deres Nærværelse. To Svende yttrede vel for Herbergsfaderen, at han ikke kunne være tjent med Gjæster, som intet fortærede, og da nogle flere Menige senere ankom, bliv det af Svendene sagt dem, at det var brugeligt at drikke en Snaps ved Ankomsten, hvilken Opfordring de Menige efterkom. Imidlertid indfandt nu ogsaa den tidligere bortviste Spillemand sig i Herberget. Da det sagdes ham, at han var kjendt, uagtet han havde aflagt de da reglementerede Svalereder, negtede han at være Spillemand, og der blev atter sendt Bud efter Politiet, som dog først ankom, efterat de Militaire havde forladt Localet. I Anledning af Spillemandens Vægring ved at forlade Herberget og, som det synes, ogsaa fordi flere tilkomne Soldater vare uvillige til at aflægge Sablerne, opstod der nu Utilfredshed og Trængsel ved Døren. En Menig skal være sat udenfor; Udgangsdøren skal, efter Soldaternes, af de civile Gjæsters udsagte Forklaring, en Kort Tid have været aflaaset; en Svend sloges et Øjeblik med en Soldat; denne eller en anden Soldat fik et Slag over Øiet, saa at han blødte; men noget almindeligt eller betydeligere Slagsmaal fandt ikke Sted, og da Soldaterne erklærede at ville forlade Herberget, lagdes dem ingen Hindring i Vejen. To Menige ønskede endog, uagtet det Passerede, at forblive paa Herberget, og lode sig først ved deres Kammeraters bestemte Forlangende bevæge til at følge efter disse.
Da Soldaterne kom ned fra Herberget, hvis Locale er i Mellembygningen paa 1ste Sal, synes det, at de for en stor Del er blevne staaende i Porten, og at der er af flere iblandt dem ytret, at det dog var en Skam, at de ikke turde blive paa et Sted, hvor de "havde betalt Entree" - nemlig ved paa Opfordring at betale Drikkevarer - samt at deres Tale har vakt Opmærksomhed og foranlediget, at Folk stimlede sammen paa Gaden udenfor Porten. En Kone, som gjorde Indkjøb hos den i Porten siddende Sælgekone, udskjældte dem endog, efter sit eget Udsagn, for "tydsk Pak eller noget Værre", og fik til Gjengjæld et alvorligt slag paa Kinden af en Soldat. Desuden havde Fortrydelsen over at have maattet forlade Smedeherberget bevæget flere Soldater til atter at begive sig op ad Trapperne, hvorpaa de mod Svendenes Villie søgte med Magt at trænge sig ind i Herberget. Ved denne Lejlighed fik en Svend, lngemann, et ubetydeligt Sabelstik i Haanden, og der blev med en Sabel hugget udenfra i Døren, som deraf bærer Mærke. Men Soldaterne forføiede sig dog bort, uden at trænge ind i Localet eller afstedkomme anden Skade, og Politibetjent Eegholm, som nu havde indfundet sig i Herberg, fik dem uden Vanskelighed ved rolig Tiltale til at forlade Huset, hvorefter Herberget ophørte at være Skuepladsen for Slagsmaal eller anden denne Sag vedkommende Uorden.
Derimod forefaldt paa Gaden imellem Herberget og Sølvgadens Caserne, hvor 16de og 17de Bataillon ere indqvarterede i Fløien mod nysnævnte Gade, en Tumult, der er Sagens fornemste Genstand, og om hvilken Politibetjentene Søller, Foss, Chr. Schultz, Windekilde og Hoff, samt Opsigtsbetjentene Møller og A. Nielsen have afgivet edelige Forklaringer, som gaae ud paa Følgende:
Efterat den foran omtalte Sammenstimlen af Civile udenfor Herbergshusel havde fremkaldt Strid imellem Mængden og de tilstedeværende Soldater, lykkedes det Politibetjent Eegholm og den ligeledes tilkomne Opsigtsbetjent Nielsen ved formel Tiltale at bevæge Soldaterne til at begynde paa at fjerne sig. men da flere Soldater kom til og Mængden fulgte i nogen Afstand efter Soldaterne, standsede disse og stillede sig tvers over Gaden med udtrukne Sabler, hvorfor Nielsen, som indsaae, at Nærværelsen af en større Politistyrke turde blive nødvendig, ilede bort for at hente Forstærkning. Da nu de øvrige foran nævnte Politibetjente tilligemed Nielsen og Møller (alle med Politiskildtet synligt paa Brystet) snart derefter vare komne tilstede, forefandt de en Menneskemasse staaende paa Gaden omkring 20-30 tydsktalende Soldater, af hvilke adskillige vare iførte Uniform, andre klædte i hvide Trøier, og som for største Delen havde udtrukne Sabler. Det var Betjentene indlysende, at Slagsmaal havde fundet Sted, og at et saadant var nærved paany at udbryde. Paa Politiets Opfordring stak dog Soldater deres Sabler i Skeden og trak sig ned ad Sølvgaden. Det lykkedes nu ogsaa Politiet i at holde Mængden i nogen Afstand tilbage, skjønt Sværmen langsomt bevægede sig i samme Retning som Soldaterne, idet Politibetjentene iagttoge at holde sig mellem Soldaterne og de Civile, - og syntes det saaledes som om Tumulten vilde blive dæmpet. Men pludselig kom i Retningen fra Casernen en stor Del Soldater til. De huggede som rasende ind paa Mængden og lode sig ikke af Politiet tale tilrette. Saaledes have flere Politibetjente iagttaget, hvorledes 2 eller 3 Soldater angreb en enkelt Mandsperson, som kom gaaende paa Fortouget ved Muren til Rosenborghave, og hvorledes de huggede løs paa ham og paa to andre Mandfolk, som ved Soldaternes Anløb vare komne ind imellem dem. Opsigtsbetjent Møller blev af en Soldat hugget efter Hovedet, saa at han tabte Hatten, hvilken Soldaten tog op og atter kastede fra sig, og Politibetjent Søller fik ved et Sabelhug over venstre Arm og Haand to, dog kun høist ubetydelige Hudsaar.
Samtlige Betjente have derhos overensstemmende bevidnet, at den civile Folkemasse efterkom Politiets Paalæg at holde sig tilbage, men at Soldaterne desuagtet løb ind imellem Mængden og som rasende Mennesker huggede om sig med Sablerne, idet de raabte paa tydsk: "Vi skide Politiet et Stykke!" og de have under Ed erklæret, at de have handlet med Lempe, og kun søgt at paavirke Soldaterne ved sindig tiltale, hvortil de desuden af Hensyn til deres egen personlige Fare ville have følt sig i høieste Maade opfordrede.
Massen af Soldaterne, som efter Politiets Skiøn voxede til imellem 100 - 200 Mand, satte sig derefter fast ved Rigensgade, saa at Forholdet nu blev dette, at de Civile i c. 10 Alens Afstand stode ligeoverfor Soldaterne, medens Politiet stod imellem begge Parter, og her blev Politibetjent Eegholm, som var iført Uniform, da han søgte at holde en til Soldaternes Parti hørende civilklædt Person fra sig, efterat denne gjentagne Gange havde forsøgt at sparke ham mellem Benene, overfaldet af Soldater og betænkelig saaret. Ligeledes styrtede en Sværm Soldater ind i Værtshusholder Jørgensens Skænkestue og Beboelsesleilighed, hvorfra hans Kone, som var alene hjemme, flygtede bort, og hvor de itusloge Glas og Flasker, samt med Sablerne sloge i Disken og andet Bohave, hvilket bærer Mærker af Sabelhug.
Efter hvad fremdeles er bevidnet af afskediget Major Kjærulff og af Bogholder, Capt. Lengnick, have disse, som, førend Tumulten havde trukket sig længere op mod Rigensgade, passerede Sølvgaden, begge iagttaget, hvorledes uforfulgte Flokke af Soldater ere ilede op mod Casernen og derfra ere forstærkede styrtede tilbage i militairisk Orden og med dragne Sabler, og Major Kjærulf har endog, ligeledes under Ed, forklaret, at han, da han, medens Larmen endnu kun hørtes ved Adelgaden, civilklædt passerede Kronprindsessegaden, er anholdt og tiltalt i dithmarsisk Dialect af Soldater, der stode i Nærheden af den derværende Caserne, hvilke og, da han svarede dem paa Plattydsk og navngav sig, lode ham passere; - at han umiddelbart derefter ved Hjørnet af Kronprindsessegaden fandt Sølvgaden med Adelgaden spærret af Soldater; - at han, gaaende videre, fandt Rigensgade ved Sølvgaden besat, ligeledes af Soldater, som med deres Sabler drev Folk tilbage i den førstnævnte Gade, samt at han, hvor han passerede Soldaterne, blev tiltalt paa Tydsk, men, ved at svare dem som anført, kom dem forbi til sin Bolig i Sølvgaden.
Da imidlertid Larmen ved Mandskabets Udstrømmen af Casernen og de Raab om at hjælpe Kammeraterne, som havde ladet sig høre, havde bevirket, at Caserneporten var lukket og Premierlieutenant i 17de Bataillon, Møller, under Casernecommandantens Fraværelse, paa Opfordring havde begivet sig til Opløbet ved Rigensgade, afstode Soldaterne, paa hans gjentagne Befaling, fra Tumulten og ilede i Hob henimod Casernen, hvor en Del af dem samledes udenfor Porten og efter nogen Tids Forløb, næsten uden Undtagelse, blev indladt, uden at de Enkelte optegnedes, hvorefter de samme Aften senere til Casernen Hjemkomnes Numere foranstaltedes opskrevne i Vagten.
I Casernegaarden vare imidlerlid, ved Portens Lukning, den der sammenstimlede Soldaterhobs Begjæringer om at lukkes ud (hvorunder endog Trudsler skulle være udstødte mod Vagten) blevne mere og mere paatrængende; men da Secundlieutenant Hammelev af 10de Bataillon var kommen hjem til Casernen og havde ladet Vagten forstærke samt ogsaa paa anden Maade i og udenfor Casernen bidraget til Ordens Gjenoprettelse, var Tumulten omtrent Kl. 8 at betragte som dæmpet. Dog vedblev Udgangen af Caserneporten denne Aften at være Mandskabet forment.
Under disse Omstændigheder, og da der, uagtet 16de og 17de Bataillons Underclasser, forsaavidt de ikke den 26de September vare paa Vagt, Mand for Mand ere afhørte. Intet af dem er anbragt, som i ungen Maade har kunnet svække, hvad Vidnerne og mangfoldige andre Deponenter i Overensstemmelse med dem havde forklaret, anseer Garnisonskrigsretten fuldt Bevis tilvejebragt ved disse Vidnesbyrd, og antager det navnlig som afgjort:
1 ) at den Conflict, som den 26de September om Altenen fandt Sted paa Smedesvendenes Herberg imellem Soldater og Civile, ikke var af saadan Beskaffenhed, at den afgav nogen rimelig Anledning til den paafølgende Tumult;
2) at det Vel er uvist, hvad der nærmest har foranlediget det største Slagsmaal paa Gaden i Nærheden at Herberget, og derhos ikke kan ansees aldeles usandsynligt, at dette Slagsmaal kan være fremkaldt ved fornærmelige Ytringer af Mængden mod de høitrøstede Soldater; men at der dog, navnlig ved Major Kjærulffs Vidnesbyrd, er fremkommet en betydelig Formodning om, at Tumulten fra Begyndelsen af har været ledet med Plan og formelig organiseret;
3) at det i alt Fald er fuldstændigt bevist, at Soldaterne, førend det sidste voldsomme Optrin, have uforfulgte fjernet sig og derefter ere vendte tilbage i en bestemt Orden med dragne Vaaben som Angribere og Fornærmere af Politiet som saadant;
4) at der under Tumulten har blandt Mandskabet af 16te og 17de BatailIon hersket en særdeles ophidset Stemning, som ikke blot paa betænkelig Maade har yttrel sig ved Excesserne paa Guden, men ogsaa i selve Casernen.
(Fortsættes)
(Fædrelandet 17. januar 1853).
Krigsrettens Dom over de i for Tumulten i Sølvgaden Tiltalte.
(Fortsat.)
EeghoIm's Saar, som, efter vedkommende Hospitalslæges Attest, bestode i et Hugsaar over høire Øie, et andet over høire Skulder og et over venstre Haand, foruden forskjellige Contusioner af Ryggen, vare, og Skulderbladet var beskadiget og Strækkesenerne til de to sidste fingre af venstre Haand vare overskaarne, ikke uden Fare; men Eegholm var dog, efter samme Læges Attest, da han den 13de November blev udskreven af Hospitalet, helbredet, naar undtages, at de tvende Fingres Bevægelighed endnu var indskrænket, saa at det er tvivlsomt, om deres Brug nogensinde vil blive fuldkommen uhindret.
Foruden ham indlagdes paa Frederiks Hospital som mishandlede under Tumulten: Smedesvend Jens Nielsen Holm, saaret paa høire Pegefinger, venstre Forarm, høire Skulder og paa høire Side af Hovedet; Dreiersvend Edvard Julius Nielsen, saaret over høire Albue, og Tømmersvend Hans Jørgen Hansen, saaret i Panden, paa venstre Side af Hovedet og paa venstre Haandled. Skjønt NieIsens og Holms Saar, efter Lægens Attest, ikke vare uden Betænkelighed, ere de dog alle fuldstændigt helbredede.
Endvidere vare Bagersvend Peter Julius Rasmussen og Snedkersvend Hans Jørgen Rossing begge ubetydeligt saarede ved Sabelhug i Hovedet, og Dreiermester i Søetaten Svendsen, havde, da han, for at uudgaae Tumulten, vilde skynde sig om Hjørnet til Rigensgaden, bagfra faaet et Hug med en Sabel i Paraplyen, som han har opslaaet, og hvis Skærmplade var gjennemskaaret, uden at han dog selv tillige havde taget nogen Skade.
Samtlige Saarede have forklaret, at de aldeles ikke have givet nogen Slags Anledning til de mod dem forøvede Voldsomheder; men de Omstændigheder, som de forøvrigt have paaberaabt, have ikke nærmere været at oplyse.
Under de i denne Sag afholdte vidtløftigt Forhører have aldeles ingen af de under Tumulten tilstedeværende Politibetjente eller andre Øienvidner været i Stand til at betegne nogen bestemt Person som Deltager i tumulten eller til at vække endog blot den ubetydeligste Formodning imod Nogen. Da nu derhos de Foranstaltninger, som efter Tumulten bleve trufne i Casernen, mere vare rettede paa at dæmpe Bevægelse end paa at udfinde Gjerningsmænd, og de tvende Batailloners Underclasser, forsaavidt de have været delagtige i Excesserne, i Reglen med stor Enighed og haardnakket Udholdenhed samt under Eds Tilbud, have fragaaet al Andel i Tumulten, have forholdsvis kun faa Personer kunnet sættes under Tiltale, nemlig:
af 16de BatailIons 1te Comp.:
Spillemand Nr. 30 Hans Chr. Bernhard Nagel og Menig Nr 70 Poul Niss;
Do. 2det Comp.:
Menig Nr. 138 DitI. Peter Hinr. (eller Frieder.) GIöde, Menig Nr. 125 Jürgen Hior. Reimers, og Menig Nr. 136 Louis Edvard Steger;
Do. 3die Comp. :
Menig Nr. 135 Chr. Dell. Fr. Ilinrichsen, Menig Nr. 124 Chr. Marcus Fr. Friis og Menig Nr. 125 Fr. Carl Martin Bruhn;
Do. 4de Comp.:
Undercorp. Nr. 19 Chr. Hans Jürgen Kinas, Underc. Nr. 20 Ernst Wulf, og Menig Nr. 122 Chr. Joh. Anton Petersen.
Om Arrestanten, Undercorporalen Reimer, som i Forhøret den 18de Octbr. under Eds Tilbud havde forklaret, at han, medens Tumulten stod paa, havde været fraværende fra Casernen paa en Spadseretour, er det, ved hans egen i Forhøret af 1ste Novbr. og senere afgivne Tilstaaelser, bevist, at han, som den 20de Septbr. havde Tjeneste som visiterende Underofficier i Casernen, desuagtet har, da han hørte Anskrig, forladt samme. - at han, førend han bevæbnet med Sabel begav sig til Tumulten, har underrettet Mandskabet paa den Stue, hvor han var indlagt, om, at der var Slagsmaal; samt at han er forbleven ved Tumulten, medens den var voldsomst ved Rigensgade, og været blandt dem, der med dragne Sabler trængte ind i Værtshusholder Jørgensens Bolig, han har fremdeles maattet tilstaae, at han, samme Aften efter Tumulten, har i Marketenderiet havt sin Sabel ude af Skeden og viist de tilstedeværende, hvorledes man havde fortalt ham, at et Menneske paa Gaden skulde være bleven saaret. Da nu endvidere Karlen Rode, som da var tilstede i Marketenderiet og iagttog Arrestanten, under Ed har bevidnet, at Arrestanten formelig foreviste sin Sabel og opfordrede de Omstaaende til at overbevise sig om, at "den endnu var vaad", og da den ligeledes tiltalte Arrestant, Undercorporal Hamdorf, ved at bekjende sin egen Forbrydelse, tillige har forklaret, at have seet Arrestanten Reimer svare en Politibetjent, medens han selv stod tæt ved ham i Nærheden af Rigensgade, samt at Reimers Sabel derefter var blodig, finder Garnisonskrigsretten, under Overveielse af samtlige oplyste Omstændigheder, at der, efter Lovgivningens Grundsætninger ikke kan være Tvivl om, at denne Arrestant maa henregnes til dem, som netop til den Tid, da Tumulten havde udviklet sig til egenlig Opsætsighed mod Politimagten, have bevæbnede viist en særdeles Virksomhed, om det end ikke kan antages aldeles fuldstændig bevist, at han under Tumulten har saaret Nogen.
Arrestanten, Corporal Witt, har ligeledes i Forhøret af 9de Octbr. tilbudt at beedige, at han den 26de Septbr., fra Kl. 4 om Eftermiddagen til 8½ Aften havde gjort en Tour til Frederiksberg og saaledes stod aldeles udenfor Sagen. Men efterat forrige Arrestant havde nævnt han som Deltager i Angrebet paa Værthusholder Jørgensens Bolig og Effecter, har han, i Forhøret den 2den November, maattet bekjende, at han, da Tumulten udbrød, i Casernen bevæbnede sig med Sabel, og ilede til Adelgade, samt at han er forbleven ved Excesserne til deres Slutning og har været i den Flok, som med dragne Sabler trængte ind i Jørgensens Bolig, skjønt han vil have hørt til de sidste i Flokken. Han har imidlertid vedblivende negtet al have saaret Nogen.
Arrestanten, Undercorporal Hamdorf. som den 18de October ogsaa havde tilbudt sin Ed paa, at han den 26de Septbr. under Tumulten ikke havde forladt Casernen, har ligeledes den 4de November maattet tilstaae, at han i Lærredstrøie, bevæbnet med SabeI, er ilet til Adelgade, hvor han har hørt Politiets Opfordring til Rolighed, men desuagtet trak sin SabeI, at han er forbleven blandt Tumultanterne til det Sidste, samt at han, skjønt han negter selv at have saaret Nogen, har, som anført, staaet tæt ved en Politibetjent, da denne, som Arrestanten paastaaer, blev saaret af Reimer.
Uagtet nu Ingen af disse 3 Arrestanter efter Rettens Formening er overbevist om, at have tilføiet Politibetjent Eegholm eller Andre nogen af de foromtalte Beskadigelser og heller ikke om at have dertil understøttet de kommende Gjerningsmænd paa en saadan Maade, at §§ 25-27 i Frdgn. 4de October 1833 ligefrem paa dem kunne agtes anvendelige, under Retten det dog paa den anden Side indlysende, at de, ved at befatte sig med Tumulten, navnlig under det sidste aabenbare Angreb paa Politiet, have kunnet og burdet forudset Excessernes rimelige Følger, og i Særdeleshed indsee, at Enhver, som ikke holdt sig tilbage, understøttede Voldsmændene; og ville Arrestanterne derfor ikke kunne undgaa at ansees med alvorlig Straf efter K. A. 28, 30 cfr 42 I. K. 3 P. 402 §2; samt Grundsætningerne i Frdgn. 4de Oct. 1833 §3 sidste Membrum, 6, 7, 12, 13, 17, 25-27, 29, og finder Ganisonskrigsretten, efter Overveielse af samtlige Omstændigheder, at burde belægge dem hver især med en af de strængere i Parolbefaling 17de Octbr. 1836 foreskrevne militaire Straffe, som træde i Stedet for offenligt Arbeide under 3 Aar, saaledes at Straffen for Arrestanten Reimer, der vel, ligesaalidt som de tvende andre Arrestanter er befunden tidligere at være tillalt eller straffet, men som, ved at forlade sin Tjeneste og ved hvad der ellers om ham er oplyst, har forskyldt fortrinsvis at ansees med Strænghed, bestemmes til 75 Rottingslag og strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage - og for Witt og Hamdorf, - for den Førstes Vedkommende med særdeles Hensyn til, at han kun er imellem 18 og 19 Aar gammel, - til 50 Rottingslag og lige Fængselsstraf; hvorhos de alle, efter Parolbefaling 3die August 1846 § 2 Nr. 1 og 2, ville være at nedsætte i de Meniges 2den Classe.
Hvad dernæst angaaer Tiltalte, Menig Busch, da har han vel, efter langvarig Benegtelse, i Forhøret den 12te Novbr. maattet vedgaae, at han om Aftenen den 20de Septbr. har i Marketenderiel rost sig af under Tumulten at have hugget en Politibetjent med sin Sabel i Hovedet; men da han desuagtet vedblivende har paastaaet, at hans Fortælling herom i Marketenteriet alene har grundet sig i Overmod, idet han slet ikke under Tumulten vil have forladt Casernen, og hans Delagtighed i Excesserne heller ikke paa anden Maade har været at oplyse, vil han være at frifinde, dog efter Omstændighederne ikkun for videre Tiltale.
De Tiltalte, Undercorporal Stoltenberg, Menig Dwenger. Menig Joh. Heinr. Scheel, Menig Hans Wrage, Menig Hans Scheel, Spillemand Nagel, Undercorporal Kinas, Undercorporal Wulf og Menig Petersen ere, hver især, ved deres egne Tilstaaelser overbeviste om falsk Forklaring under Eds Tilbud, idet de alle, uagtet der mod deres Benegtelse Intet er oplyst eller bragt til Sandsynlighed om, at de skulde være delagtige i Tumulten, have, med fuldt Forsæt, afgivet usande Forklaringer, hvilke de have tilbudt at bekræfte med Ed. Men da dog de af dem alle fortiede og forvanskede Omstændigheder ikke ere befundne at have været af særdeles Vigtighed til Sagens Oplysning sk|ønnes deres Straf, efter Frdgn. at 15de April 1840 § 5, cfr. Parolbef. 3die. Aug. 1846 § 2 Nr. 2. og 3, at kunne bestemmes med Mildhed, dog saaledes, at i Betragtning af det Sammenhold, som nærværende Sag viser at der blandt Underclasserne har fundet Sled til Fordølgelse af Sandheden, en legemlig Tugtelse skjønnes passende paa dem at kunne bringes til Anvendelse, hvorfor Straffen for hver af disse Tiltalte, af hvilke ingen tidligere er straffet efter Dom, bestemmes til Nedsættelse i de Meniges 2den Classe og 50 Rottingslag.
Tiltalte, Menig GIöde, som efterat han ved Overkrigsretsdom af 1ste Juli 1844 for Mytteri var tilfunden 5 Aars Fæstningsarbeide, m m ved kgl. Resol. af 26de s. M. var benaadet med 4 Gange 5 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød og Forsættelse fra 2det Dragon-Reg. til 2 Aars stadig Tjeneste ved 17de Bataillon, nu er befunden at være antagen som Stillingsmand ved samme Bataillon, er, ved sin egen Tilstaaelse, tvertimod hvad han i Forhøret den 20de Octbr. under i Eds Tilbud havde forklaret, overbevist om at have, da han erfarede, at der var Slagsmaal, grebet sit Gevær med tilhørende omvendt Bajonet, for at ile til Tumulten, hvorfra han dog blev forhindret, da han i Caserneporten blev tilbagevist. Han har derhos indrømmet, at han med Overlæg valgte netop Geværet, fordi han antog dette for mere brugbart mod Mængden end en Sabel. Da nu denne Tiltalte, som anført, tidligere er straffet for Mytteri, under Garnisonskrigsretten, med Hensyn hertil og til den Ulykke, som kunde være afstedkommet, hvis hans Forsæt var lykkedes, og til den af ham tilbudte falske Ed, som dog, da han med Føie har anseet sig som Part i Sagen, ikkun vil tilregnes ham til Skærpelse af den for hans Attentat forskyldte Straf, at burde, eller Lovgivningens Grundsætninger, bestemme hans Straf til strængt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.
Med samme Slags Fængsel, dog ikkun i 2 Gange 5 Dage vil derhos Tiltalte, Menig Møller, der ikke tidligere er straffet, være at belægge, eftersom han ligeledes har bevæbnet sig med sin Sabel og er ilet for at komme til Tumulten, men er vendt tilbage, og han også har tilstaaet, at have tilbudt Ed paa en usand Forklaring, hvorom det Samme er at bemærke som med Hensyn til Tiltalte Glöde.
Lige Straf finder Garnisonskrigsretten endvidere at burde tilfinde de Tiltalte, Menig Claus Wrage og Menig Hinrichsen, som heller ikke ere befundne tidligere at have været straffede. Den Første har falskelig tilbudt at beedige, at han har holdt sig hjemme under Tumulten og senere maattet tilstaae, at han har begivet sig til samme, men fjernet sig førend det sidste Angreb paa Politiet, saa at hans Tilbud af falsk Ed kun vil kunne tillægges Indflydelse paa Graden af han Straf, efter J. K. 3 p. 402. § 2 - og den Sidste har vedgaaet at være forbleven ved Tumulten fra den Begyndelse til dets Slutning men ikke tilbudt falsk Ed, ligesaalidet som han er overbevist om, at have viist nogen særdeles Virksomhed under Excesserne.
De tidligere ikke straffede Tiltalte, Menig Reimers, Menig Steger, Menig Priis og Menig Bruhn ere, ved deres egne Tilstaaelser, overbeviste om, at have Iadet sig finde ved Tumulten fra dens Begyndelse til dens Slutning; men da de dog hverken have tilbudt falske Eder, eller, mod deres Benegtelse, ere overbeviste om at have deltaget i Angrebet paa Politiet, eller at have ført dragne Sabler hos sig, bestemmes deres Straf til sædvanligt Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.
Hvad fremdeles angaaer Tiltalte, Menig Niss, da har han, som heller ikke tidligere er straffet, allerede ved sin første Afhøring tilstaaet, under Tumulten med sin Sabel i Skeden at have forladt Casernen og begivet sig ned til Rigensgade, hvor han saae Lieutenant Møller formane Soldaterne til at vende hjem, hvilket han vil have efterkommet. Da nu, efter samtlige oplyste Omstændigheder, hans Udsagn om, at han forlod Casernen ikke for Tumultens Skyld, efter J. K. 3 p. 402 § 2, ikke vil kunne komme i Betragtning, vil heller ikke han kunne undgaae at straffes; dog findes hans Straf at kunne indskrænke til sædvanligt Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage.
(Sluttes)
(Fædrelandet 18. januar 1853).
Krigsrettens Dom over de i for Tumulten i Sølvgaden Tiltalte
(Sluttet.)
Endnu ere følgende 3 Underbefalingsmænd satte under Tiltale for urigtigt Forhold i Anledning af Tumulten, nemlig: Vaabenmester af 17de Bataillons 1ste Comp. Claus Lohmann, Sergeant i samme Comp. Michael Peter Fr. HelIner, Corporal i samme Bataillons 4de Comp. Fritz August Sylvester.
Vaabenmester Lohmann var den 26de Septbr. Commandeur for Brandvagten i den Fløi af Casernen, hvori 16de og 17de Bataillon ere indlagte. Han har i Forhørerne forklaret, at han fra sin Stue i Casernens 1ste Etage hørte Raab og at Folkene ilede ned ad trapperne, - at han derefter begav sig ud paa Gangen og mødte endeeI af Mandskabet, om hvilke det var ham tydeligt, at de med Vaaben vilde forlade Casernen i Anledning af en Tumult, men at han desuagtet ikke foretog Andet end at samle Brandvagten, navnlig Intet for at holde Mandskabet tilbage. Dog vil han forgjæves have søgt Casernecommandanten.
Denne Tiltalte er saaledes skyldig i Malconduite, da det ikke blot paalaa ham som Brandvagtscommandeur at vaage over den indre Orden i Casernen, men han ogsaa som Befalingsmand maatte kunne indsee, at det var hans Pligt at bidrage sit til, øiebIikkelig at standse den begyndende Tumult. Da han dog ikke kan antages at have været fuldkommen vidende om Tumultens sande Beskaffenhed og heller ikke under samme modtog nogen Ordre fra Foresatte, vil hans Straf, efter Omstændighederne, kunne indskrænkes til eensom Arrest i 14 Dage.
Tiltalte, Sergeant Hellner vil, da han hørte Larm, have antaget, at der var Ildløs. Han vil derfor være løbet lidt udenfor Caserneporten, og da han mærkede sin Feiltagelse, ikke have kunnet komme ind igjen. Da Lieutenaut Møller havde drevet Sværmen til Porten, befalede han Tiltalte samt Corporal Sylvester at tage Sværmen under Opsyn, medens han selv gik ind i Casernen. Desuagtet forlod Tiltalte, da en civil Mand spurgte efter en i Casernen Boende, sin Post, for at give den Civile Anvisning, og vil han derefter, paa Grund af Caserneportens Lukning, være bleven forhindret i atter at komme indenfor. Da nu den saaledes af tiltalte anførte Undskyldningsgrund paa ingen Maade vil kunne retfærdiggjøre hans Ulydighed, og at han under vanskelige Forhold unddrog sig sin Pligt, at blive hvor hans Nærværelse som Befalingsmand var uomgængelig nødvendig, vil han, efter K. A. 11. og den militaire Lovgivnings Grundsætninger, være at straffe, og finder Garnisonskrigsretten at burde idømme ham mørkt og ensomt Fængsel i 4 Gange 5 Dage, hvorhos han, efter Patrolbefaling af 20de August 1827, vil have sit Hæderstegn fra Execerskolen forbrudt.
Om Tiltalte, Corporal Sylvester, er det endelig oplyst, at han, som ligeledes vil tilfældigvis være bleven lukket udenfor Caserneporten, veI ikke har forladt det ham af Premierlieutenant Müller anviste Tilsyn med den udenfor Caserneporten samlede Flok af Tumultuanter; men da han, uagtet han efter sin Forklaring vil have staaet cirka 10 Minutter udenfor Caserneporten med de ham saaledes til Opsyn overgivne Tumultuanter, har erklæret ikke at kunne nævne eller erindre en Eneste af dem, og end ikke kunnet yttre nogen Mistanke eller Formodning mod Nogen, medens det var hans Pligt som Befalingsmand og efter I. K. 3 p. 402 § 2, at være særdeles opmærksom paa, hvad der kunne tjene til at udfinde de Skyldige, - vil heller ikke han kunne undgaae Strafansvar. Retten finder dog, da det hin Aften, i Forhold til Aarstiden, var noget mørkt, og de Tiltalte kunde have Anledning til at vente, at Tumultuanterne vilde blive optegnede i Casernevagten, at hans Straf kan indskrænkes som for Lohmann, til 14 Dages ensomt Fængsel.
Hvad sluttelig angaaer Spørgsmaalet om, hvorvidt Nogen af de Tiltalte vil kunne idømmes at erstatte den under Tumulten forøvede Skade, maa det bemærkes, at de Omstændigheder, hvorunder samtlige Saarede, med Undtagelse af Politibetjent Eegholm, havde erholdt de dem tilføiede Beskadigelser, ikke have, i Forhold til den de enkelte Tiltalle overbeviste Virksomhed, saaledes ladet sig godtgøre, at Erstatning derfor vil kunne paalægges Nogen; navnlig er det ikke oplyst, at Tumulten, da de Paagjældende bleve blesserede, allerede havde antaget Charakteren af et saadant Overfald fra de Militaires Side, at det for Enhver maatte være indlysende, at han, ved sin blotte Nærværelse i Soldaternes Flok, understøttede et Overfald. Derimod er det tilstrækkelig oplyst, at Politibetjent Eegholm er saaret, efterat Tumulten havde antaget den ovenangivne farlige Charakter; og da nu Arrestanterne Reimer, Witt og Hamdorf have, idet de bevæbnede toge virksom Del i Tumulten under dette sidste Angreb, kunnet og burdet forudsee den derved bevirkede Skade, som en rimelig Følge af Excesserne, ville de ogsaa, Een for Alle og Alle for En, ikke blot have at erstatte samtlige af Politibetjent Eegholms Indlæggelse paa Frederiks Hospital, og Cur sammesteds flydende Omkostninger, men ogsaa, efter hans af dem uimodsagte Paastand, have at erstatte ham hans ødelagte Klædningsstykker med 35 Rbd. og betale ham en billig Godtgjøretse for de ham tilføjede Lidelser m. v., hvilken Godtgjørelse af Retten ansættes til 50 Rbd.
Saa ville 0g Arrestanterne Witt og Reimer, ligeledes in solidum, som delagtige i Angrebet paa Værtshusholder Jørgensens bolig og Effecter, have, eller hans uimodsagte Paastand, at erstatte ham hans derved lidte Tab med 10 Rbd.
Thi kjendes for Ret:
Tiltalte Menig af 16de Bataillons 1ste Comp. Nr. 78 Johan Jochim Christian Busch, bør for videre Tiltale i denne Sag fri at være.
Arrestanten, Corporal af samme Bataillons 2det Comp. Nr. 6 Carl Andreas Blankenberg Witt, bør være for bestandig til Mening degraderet, være nedsat i de Meniges 2den Classe og straffes med 50 Rottingslag og med derefter at indsættes i strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.
Arrestanterne, Undercorporaleme af samme Comp. Nr. 19, Theodor Heinrich Ferdinand Reimer og Nr. 13 Hans Hinrich Hamdorf, bør være nedsættes i de Meniges 2den Classe og straffet, den Første med 75 Rottingslag og den Sidste med 50 Rottingslag, samt derefter hver især hensættes i strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.
De tiltalte, Undercorporal Nr. 18 Jürgen Heinrich Ferdinand Stoltenberg, Menig Nr. 56 Hans Jochim Dwenger, Nr. 71 Johan Hinrich Scheel, Nr. 74 Hans Hinrich Wrage, Nr. 76 Hans Friedrich Scheel, Alle af 16de Bataillons 2det Comp.. samt Spillemand Nr. 30 af 17de Bataillons 1ste Comp. Heinrich Christian Bernhard Nagel og Undercorporalerne Nr 19 Christian Hans Jürgen Kinas og Nr. 20 Ernst Wullf af 17de Bataillons 4de Comp., samt Menig Nr. 122 af samme Comp. Christian Johan Anton Petersen, bør være nedsatte i de Meniges 2den Classe og hver især straffes med 50 Rottingslag.
Tiltalte, Menig Nr, 138 af 17de Bataillons 2det Comp. Detlev Peter Hinrich (eller Friedrich) Glöde, bør hensættes i strængt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.
De Tiltalte, Menig Nr. 51 af 16de BataiIIons 2det Comp. Joachim Friedrich Ernst Møller, Nr. 66 af samme Comp. Claus Wrage og Nr. 135 af 17de Batailions 3die Comp. Christian Detlev Friedrich Hinrichsen, bør hver især hensæltes i strængt Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.
De Tiltalte, Menig af 17de Bataillons 2det Comp. Nr. 125 Jürgen Hinrich Reimers og Nr. 136 af samme Comp. Louis Edward Steger, Menig nr 124 af samme Bataillons 3die Comp. Christian Marcus Friedrich Priess og Menig Nr. 125 af samme Comp. Friederich Carl Martin Bruhn, bør hver især hensættes i sædvanligt Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.
Tiltalte, Menig Nr. 70 af 17de Bataillons 1ste Comp. Paul Niss, bør hensættes i sædvanligt Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage.
De Tiltalte, Vaabenmester af 17de Bataillons 4de Comp. Nr. 3 Claus Lohmann og Corporal af samme Bataillons 4de Comp. Nr. 8 Fritz August Sylvester, bør hver især udholde eensomt Fængsel i 14 Dage.
Tiltalte, Sergeant af 17de Bataillons 1ste Comp. Nr. 5 Michael Peter Friedrich Hellner, bør udholde mørkt og eensomt Fængsel i 4 Gange 5 Dage, samt have sit Hæderstegn fra Exerceerskolen forbrudt.
Saa bør og Arrestanterne Witt, Heimer og Hamdorf Een for Alle og Alle for een, betale samtlige af Politibetjent Eegholms Indlæggelse og Kur paa Frederiks Hospital flydende Omkostninger, samt udrede i Erstatning til bemeldte Eegholm for hans Tab paa Klædningsstykker 35 Rbd. og for hans Lidelse og Sygdom m. v. 50 Rhd.; - og bør endvidere Arrestanterne Witt og Reimer, Een for Begge og Begge for Een, i Erstatning til Værtshusholder Jens Jørgensen heraf Staden betale 10 Rbd.
At efterkommes under Adfærd efter Loven.
(Fædrelandet 19. januar 1853).
Die holsteinischen Jäger haben sich in Kopenhagen keiner menschenfreundlichen Behandlung zu erfreuen. Die Abtheilung, die sich den Hohn und Spott nicht gefallen lassen wollte, den man mit ihr trieb, ist öffentlich durchgepeitscht worden.
(Westricher Zeitung, 27. januar 1853)
Naar man gjennemlæser Krigsrettens Dom over de tydske Soldater, som have deeltaget i Tumulten, vil man forbavses over den Ugeneerthed, hvormed en stor Deel af dem har tilbudt sig at aflægge falsk Ed: Det er, som om de derved befandt sig i deres rette Element. Straffen, forsaavidt den bestaaer i Rottingslag, forekommer os forøvrigt temmelig uhensigtsmæssig: De tre Krigsaar har jo givet dem en vis Øvelse i med Anstand at bære en banket Trøie.
(Corsaren 28. januar 1853).
Det er i dag ikke muligt at se Smedesvendenes Herberg. Adelgade 242 hed fra 1859 Adelgade 42. Matriklen blev nedlagt 1961, og indgik i Borgergade 16: Taxacohuset.
I 1853 opstod en disputs mellem Danmark og Tyske Forbund om inspektion af holstenske tropper. Danmark protesterede over at holsten-lauenborgske tropper var planlagt inspiceret af tyskere.
At der ikke var megen stemning for forsoning, kan eksemplificeres ved at samtidig med at forbud i Slesvig mod det fanatiske dansknationalistiske "Fædrelandet" og "Dagbladet" i fx Dannevirke blev fordømt, samtidig med at samme blade udtalte tilfredshed med at "tyskvenlige" aviser som "Hamburger Nachrichten" var blevet forbudt i Slesvig.
En af 16. bataillons musikkorps i Odense var i øvrigt Carl Nielsen. Han blev spillemand her i 1879. Og hans læremestre var - gamle holstenere der var gået til dansk side efter 1864 (ifølge hans selvbiografi "Min fynske barndom").
Ingen kommentarer:
Send en kommentar