01 december 2021

Altona. Kiel. Januar. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev fra Holsteen i December i Sønderb. Av. hedder det: "Slesvig By skal man just ikke rose, thi ringere Qvarteer og daarligere Mad ere vist vanskelig at overkomme. Beboerne er da just heller ikke videre at paaskjønne, og man mærker strax, hvad Slags Folk man har med at gjore. Desto større er Forskjellen, naar man kommer til Holsteen, og navnlig naar det er Egnen ved Neumünster og ogsaa selve Byen. Endeel gjør det naturligviis, at Byen er en Fabrikby og saa at sige lever af Danmark, men selv ude paa Landet imellem Bønderne er Stemningen virkelig meget god. Alle sige de: "kun Fred, vi mindes meget godt den sidste Krig", men naar man saa siger til dem, at det jo er deres egen Skyld, at de faae Spektakel, saa svare de allevegne: "det er kun Advocaterne, de have jo intet at tabe". Jeg var indqvarteret et Par Dage i Neumünster, og min Vært der fortalte mig, at han var rigtig godt tilfreds med den gamle Frederik; han var dog en god Konge", men Manden meente dog, at det skulde være som før 1848. Da jeg sagde ham, at saa bleve vi Slesvigere forurettede, og Danmark endnu mere, saa fik jeg det gamle Svar ; "ja Uret gives der paa begge Sider, men Advocaterne og Literaterne ere meest skyldige".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. januar 1864).

Optøierne i Altona. Den Rolighed og Orden, som efter Forbundskommissairernes rosende Anerkjendelse ikke er bleven forstyrret i nævnte Stad, synes at have været af en ganske eiendommelig Beskaffenhed, og de der stedfundne Excesser ere endog i mange Tilfælde udartede til personlig Vold. Hos Bagermester Ockershausen, der beskyldes for at være dansksindet, slog man Vinduerne ind, plyndrede hans Bod og gjorde anden Molest. Overpolitibetjent Brumm, der ved sin Optræden er bleven mindre afholdt af Altonas Pøbel, blev personlig insulteret, og man molesterede derefter ligeledes hans Bolig. Hos Banquier Warburg i Breitenstrasse, der under Illuminationen noget for tidlig havde slukket sine Lys, slog Pøbelen først Ruderne ind, hvorpaa den trængte ind i Huset og sønderslog Speile, Møbler og Lysekroner. En værtshuusholder i Nærheden af Trommelthor, der havde beskyttet Provst Nievert mod personlig Overlast, forstod imidlertid Feil, og skal have tilredt 5-6 Urostiftere, som trængte ind i hans Bolig, temmelig ilde, tiltrods for, at den ene af dem havde bevæbnet sig med en Kniv, hvormed han saarede Værtshuusholderen i Haanden. (B. T.)

(Østsjællands Avis (Køge) 1. januar 1864).


Ved Optøierne i Altona havde den slesvigholsteenske Pøbel, som bekjendt, været saa tapper, at slaae Ruderne ind hos Flere, som vare bekjendte for deres danske Sindelag. Et Brev til Dbl. anfører Bagerm. Ockershausen (tidligere nævnt), "en flink Mand, som paa den afdøde Konges Fødselsdag havde taget Deel i "Festmaaltidet' i Rainvilles Hotel og tidligere ved saadanne Lejligheder ogsaa havde udhængt et dansk Flag, Overpolitieofficiant Brumm, som har faaet en Orden paa Grund af sin Duelighed og Nidkjærhed, og som to Dage iforveien havde forbudt Mødet af holsteenske Stændermedlemmer i Borgerforeningens Locale, Vexelleer Warburg, som var gaaet i Selskab og ikke havde illumineret (efter et andet Blad fordi man troede, at han havde overlaget det danske Laan), Kjøbmand Sauerland, som havde overrakt Prindsessen af Wales en Foræring ved hendes Formæling, og Banquier Ree-Lichtenhein; hos Brumm ødelagde Pøbelen endog Meublerne, og han og Ockershausen maatte flygte. Kun ved een af disse Udskejelser er, saa vidt jeg har kunnet erfare, Militairet skredet ind, nemlig foran O.'S Boutik, og i den Trængsel, som opstod derved, vankede der nogle blodige Næser. Iøvrigt trak Patrouiller af Turnere gjennem Gaderne, og de Borgere, som et Par Dage iforveien havde forpligtet sig til at holde Urolighederne itømme, grebe ogsaa ind, hvor de kunde; men de kunde i det Hele ikke udrette Stort imod den sammenløbne Pøbel fra Altona og Hamborg. Flere Mennesker, som havde yttret sig misbilligende om det Forefaldne eller havde udtalt en gunstig Dom om de bortdragne danske Tropper, ere blevne gjennempryglete i de to sidste Nætter. Illuminationen var kun svag; i et Par af de mest befærdede Qvarterer, navnlig i Reichenstrasse, var den temmelig almindelig, derimod vare andre Gader og ligeledes Raadhuset ganske mørke, og i de fleste Gader vare kun enkelte Huse eller Etager oplvste. Skjøndt Illuminationen var beordret flere Dage iforveien, bestod den kun i, at der var stillet Lys i Vinduerne, der manglede ganske Transparenter" osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. januar 1864).

August Beck (1823-1872): Excesse der Dänen vor ihrem Abzuge aus Kiel. Zerstörung des Ketels'schen Ladens. Danske excesser før afgangen fra Kiel. Ødelæggelsen af Ketels' butik. Illustrirte Zeitung, 23. januar 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Itzeh. N." tilstaaer selv, at Forbundscommissairernes Optræden har overtruffet be dristigste Forventninger, og indrømmer, at de Forbud, som de for et Syns Skyld have udstedt, med Forsæt ere udstedte for silde, og ere satte saaledes paa Skruer, at de egentlig tillade Alt. Forbundstropperne fraternisere paa alle Maader med Befolkningen, og en korrespondent til "Hb. N." har endog seet Officerer, svingende deres Kaarder, i Elmshorn opmuntre Soldaterne til at raabe Leve for Slesvigholsteen. Under saadanne Omstændigheder er det intet Under, at Prætendenten overalt, ved dertil beskikkede Agenter, proclameres som retmæssig Hertug og at Slesvigholsteinismen udfolder sig i sin fuldeste Sands. (Rand. Av.)

Et Brev fra Kiel Nytaarsdag til Fædrl. indebolder Følgende: Prindsen opholder sig endnu her og modtager Hylding som regjerende Fyrste fra alle Kanter. Iaftes Kl. 9 fik han et Fakkeltog og holdt en Tale til Folkemassen, hvorpaa man sang et Par Fri(?)hedssange og gik til Torvet, hvor man kastede Faklerne. Samme Aften Kl. 12 samledes sammesteds Liedertaflerne og udbragte efter et Par Sange et Leve for Schleswigholstein. Idag har en Skare Bønder fra Omegnen været ridende herinde for at hilse paa Prindsen, som underholdt sig med dem paa det Venligste. Commissairerne lægge ikke den ringeste Vanskelighed iveien for hans Ophold her. Det hedder, at han snart vil drage om til de andre Byer for al lade sig hylde. - Pastor Schrader prædikede igjen idag. Iforgaars heed det, at de Danske kom tilbage over Canalen, og strax marscherede en Afdeling Sachsere ud, men den kom tilbage ved Middagstid, uden at have seet Danske. Der er blevet Embedsmændene befalet at aflægge den danske Cocarde." (Ogsaa Betegnelsen "Kongelig" over Bureauerne have Civilcommissairerne vilkaarligt ladet nedtage). 

Hele Overretten i Glückstadt' (med Undtagelse af Formanden, Gebr. Schirach) har hyldet Prætendenten. (Hdl. Av.)

Efter de fra Holsteen tilbagevendte Troppers Udsagn have de paa de fleste Steder netop under Tilbagetoget og især iblandt Landbefolkningen mødt velvillig Imødekommen og mange skildringer af Sympathier. Imedens de Augustenborgske Agitatorer herske paa Gaderne, og alle Huse maae smykkes med Oprørets Emblemer, klager Bonde og Borger i Løndom over, at nu ere de gode, fredelige Tider for stedse forbi, og de ville aldrig faae det saa godt som under Forbindelsen med Danmark. (Berl. T.) 

Fra Colding blev Nytaarsaften afsendt til 6te Inf.-Regiment 546 Par Muffediser, 49 Par Strømper og nogle uldne Shawler. (Aarh. Av.) 

Minister Simony, Geheimearchivar Wegener og Høiesteretssagfører Liebe, som Skiftecommissairer, der behandle Dødsboet efter HS. Maj. Kong Frederik, indkalde ved Proclama med 6 Maaneders Varsel i Boet alle Vedkommende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. januar 1864).

Det kielske borgerskabs begejstring for Friedrich VIII må ses som et forsøg på at udpege en landsfyrste som kunne appellere bredt og stå som modvægt såvel mod danske Christian 9. og preussiske Wilhelm I. Politisk var dette borgerskab nok nærmere liberal-demokratisk. Dengang var demokrati ikke velanset - af konservative modstandere ofte mistænkt for at være revolutionær. Målet var som i 1848 at indføre presse-, forsamlings- og foreningsfrihed. Formentlig noget som jævne mennesker fattede sympati. 

August Beck: Sonntagswachtparade der sächsischen Bundesexecutionstruppen in Kiel. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tema: Musik

Et overraskende antal avisartikler fortæller i hvert fald om hvordan musik indgik i civiles "bekrigelse" af hinanden. Det følgende er eksempler på den musik som oftest nævnes i aviserne.

Tekst af Matthäus Friedrich Chemnitz (o. 1844), musik af Gottlieb Bellman. Den er oprindelig skrevet som en sangfest. Sangen var en slags nationalsang for slesvig-holstenerne. I januar 1864 måtte den østrigske øverstkommanderende i Hamburg tilbagekalde et forbud mod at spille sangen, idet publikum vedholdende opfordrede til at spille den.
Danske aviser omtaler den med stor forargelse nærmest som en protest- eller oprørssang. Det var især omkvædets "Schleswig-Holstein, stammverwandt" som provokerede fordi det knyttede de to hertugdømmer sammen. Også preussiske myndigheder forbød i vid udstrækning sangen.
Hverken "Der er et yndigt land" eller "Kong Christian" nævnes som afsunget som fællessang i store forsamlinger. Det tyske Forbund havde selvsagt ikke nogen fælles nationalmelodi. Das Lied der Deutschen (Deutschlandlied, 1841), i dag bedre kendt som "Deutschland, Deutschland über alles" blev først nationalmelodi i 1922, og var i øvrigt i 1864 anset for en revolutionssang (fra den mislykkede revolution i 1848).

Tekst 1848 af Peter Faber. Melodi af Emil Hornemann. På dansk side synes denne krigssang at være sangen over dem alle: kampsangen fra Treårskrigen (1848-1851), "Den tapre landsoldat" også kendt som "dengang jeg drog afsted" som blev omtalt som spillet og sunget igen og igen. 
I slesvig-holstenske aviser omtales den med ringeagt. Især blev omkvædet "Hurra hurra hurra" åbenbart anset for lidt barnligt eller primitivt. Preussiske militærorkestre gik derimod ikke af vejen for at spille den som march.

Karakteren af de to sange er som nævnt forskellig. Mens den førstes melodi og tekst har karakter at "nationalsang", er den andens militær og velegnet at marchere til. Knap så ofte er i teksterne nævnt noget som ligner en tysk pendant til "Den tapre landsoldat", nemlig "O Hannemann". Men til den er det kun lykkedes mig at finde teksten, ikke melodien. Hannemann kan vel nærmest betragtes som et nedsættende ord for danskere (dannemand).

Til kirkelige højtideligheder brugtes  "Nun danket alle Gott" Tekst ca. 1636 af Martin Rinkart. Melodi af Johann Crüger ca. 1647. Salmen blev især brugt ved takke- og trøstegudstjenester.

Danske aviser harcellerede over slesvig-holstenernes brug af sangen på tysk - nærmest som var det gudsbespottelse. Men originaludgaven er altså på tysk. Den blev oversat til dansk som  Nu takker alle gud i førte halvdel af 1700-tallet.

Nun danket alle Gott/Nu takker alle gud blev fx brugt til begravelser, til nationale forsamlinger, til hyldester o. lign. De fleste præster og offentligt ansatte kom fra Danmark, og sangen er formentlig mest kendt i sin danske oversættelse. Salmen beholdt sin status helt op til afstemningen i 1920 hvor den blev brugt på begge sider af grænsen.

I danske aviser nævntes andre salmer med dansk titel afsunget i tyske forsamlinger. Det gælder "Vor Gud han er så fast en borg" fx brugt ved de hannoveranske og sachsiske troppers indrykning i Rendsborg. Den er skrevet af Martin Luther 1528 med melodi af Joseph Klug, senere oversat til dansk "Vor Gud han er så fast en borg". Mon ikke forsamlingen snarere har sunget "Ein feste Burg ist unser Gott".?

Nogle musikstykker blev spillet ved specielle lejligheder, og et par endog til begivenheder under krigen. Nedenfor et lille udvalg af de som er nævnt i aviser:

Fr. Spohr: "Gruss an Kiel" skrevet i anledning af at den saksiske brigade rykkede ind i Kiel 19. december 1863.
Johann Strauss d. æ.: Radetzky-march (1848). 
Friedrich Zikoff: Düppeler Morgenroth (1864). Skrevet i anledning af slaget ved Dybbøl.
H. C. Lumbye: Kong Christian IXs honnørmarch (1864). Den blev dog først spillet fra 5. juni 1864. Introduktionen ("Her kommer Jens med fanen") er kendt af de fleste.
Ludvig van Beethoven: Yorsckher Marsch (1809). Blev spillet af 4 musikkorps ved stormen på Dybbøl.

Andre måder at vise sit sindelag var gennem flag: Det blå-hvid-røde slesvigholstenske fane, og Dannebrog, eventuelt iklæde sig farver eller bære bånd. I mindre grad billeder af Frederik VII og hertug Friedrich VIII. Og bruge alle tre ting på en gang.

Masseudbredelsen af sangbøger  til fællessang kom efter krigen i 1870'erne. Fx Højskolesangbogen (1894).

Østrigsk musikkorps på march. Fra Illustrirte Zeitung, 23. juli 1864.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar