Conrad Oscar Carlson (20. marts 1840 – 19. marts 1864) var søn af skomagermester Carl Carlson og Christiane Caroline Lorentzen. Han gik på Kunstakademiet 1856-61 og vandt den lille guldmedalje 1858.
Kikker man godt efter, vil man her i en annonce i flere dagblade fra oktober 1863 kunne se annonceret at C. Oscar Carlson havde ydet "artistiske Bidrag" i det nu sluttede 4. bind af Illustreret tidende. Formentlig er der tale om nr. 178 hvor Carlson havde tegnet det Kongelige teaters forsal.
Han deltog i Krigen 1864 og avancerede til sekondløjtnant ved 10. infanteriregiment. Han tegnede for Illustreret Tidende, og en halv snes tegninger kan ses på Det Kongelige Bibliotek. Bl. a. hans sidste tegning fra Illustreret Tidende 10. april 1864:
Løjtnant C. Oscar Carlson: Efter Fægtningen. Illustreret Tidende bind 5, nr. 263 (1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Motivet blev brugt for forsiden af "Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer". Med 106 portrætter, udarbejdet af kaptajn A. F. Hansen (1909)..
Oscar Carlson. I sidste Nummer af "Illustreret Tidende" seer vi en smuk lille Skizze, omgiven af faldne fædrelandsforsvareres Portraiter. Det er en ung Officeer, der lænet op ad et sneedækket Gjerde er stedt til Hvile fra Kampen. Hans tro Hunds Tuden har hidkaldt to Ambulancesoldater med en Baare - de kan nærme sig uden at forstyrre hans Slummer! Under Billedet staaer "Efter Fægtningen". Skizze af Løitnant C. Oscar Carlson.
Dagen før Bladet udkom, mens Tegningen rullede frem og tilbage under Pressen, laa den unge kunstner, der havde tegnet Skizzen, selv ligesaa blidt slumrende som Krigeren paa det lille Billede. I Løverdags Kl. 11 1/4, mens han ved Skandsen "Nr. 2" foran Dybbølbjerg stod i Samtale med Chefen for 10de Regiments 2den Bataillon, Kaptain Gyldenfeldt, hos hvem han var Adjudant, blev han tilligemed denne sin Foresatte knuust af en Granat fra Broagerbatterierne. En Krigskammerat, der kort forud havde talt med ham og kort efter stod ved de Faldnes Lig, skriver i sit Brev til Hjemmet: Deres Død har været let, de faldt for en skjøn Sag. og de dræbende Jernstykker havde vel ødelagt deres Legemer, men ikke efterladt et Udtryk af Smerte i deres Ansigt.
Oscar Carlson var en haabefuld, begyndende Kunstner, en kæk Soldat, en elskværdig, livsfrisk yngling, inderlig afholdt af sine Kammerater, baade dem herhiemme i Freden og dem derovre i Felten. Søn af en uformuende Borger her i Byen havde han allerede maattet bestaae en temmelig haard Kamp, før han ved egne Kræfter naaede en Plads blandt Kunstakademiets Elever, da kaldte Fædrelandet ham til en anden Kampplads, og han adlød dets Kald ligesaa freidig og fulgte det ligesaa ivrigt, som han havde fulgt Kunstens. Ogsaa her naaede han Maalet. Fire og tyve Aar gammel indskrev han sit Navn paa det Æreminde, som Danmarks Kunstnere skal reise over de Tappre, der falde for Fædrelandets Ret og Ære.
(Folkets Avis - København 22. marts 1864).
Dødsannonce i Folkets Avis - København 29 marts 1864.
Som nævnt i dødsannoncen blev han begravet på Garnisons Kirkegård i København. Hans grav ser ud som på nedenstående foto:
Foto Erik Nicolaisen Høy.
Nedenstående er hentet fra "Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer". Med 106 portrætter, udarbejdet af kaptajn A. F. Hansen (1909):
SEKONDLØJTNANT
Conrad Oscar Carlson
fødtes den 30. Marts 1840 i København og var Søn af Skomagermester Carl Carlson og Hustru Christiane Caroline Lorentzen.
Som Dreng modtog han Undervisning i Melchiors Skole. I sit syttende Aar kom han paa Kunstakademiet 1856—61. Han sluttede sig til Historiemaleren, Professor Niels Simonsen, og blev snart en af hans kæreste Elever. Han gennemgik Reserveofficersaspirantskolen paa Landkadetakademiet fra 10. December 1861 til 14. August 1862 og udnævntes sidstnævnte Dag til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve. Den 18. Oktober 1862 ansattes han ved 10. Infanteri Bataillon, ved hvilken han stod til sin Død. Han var under Krigen Adjutant ved 10. Regiments 2. Bataillon.
Efter at være bleven Løjtnant levede Carlson videre for sin Kunst. Da Krigen i 1863 syntes uundgaaelig indkaldtes han og drog med Regimentet fra Fredericia til Ejderen og deltog nu i de forskellige Kampe. Han var et lykkeligt Menneske, altid glad og fornøjet, saa lyst paa alt, og naar han kom galoperende med en Ordre fra sin Chef, bragte han Liv og Munterhed med sig. Der blev let og spøgt og jublet, om end Granaterne haglede ned, og Kulden bed i Næsen. Naar 10. Regiment var i Skanserne og paa Forpost vare de prøjssiske Batterier altid i fuld Virksomhed. Det var, som om de rasede mod Sønderjyderne, der udgjorde Hovedbestanden
i dette Regiment.
En Regimentschef, en Bataillonschef, to Kaptajner og to Løjtnanter dræbtes og flere hundrede Underofficerer og menige dræbtes eller saaredes under Dybbølstillingens Forsvar
Kvinderne gav ikke Mændene noget efter; Regimentets Marketenderske Anna Doumann, var saa modig som den kækkeste Soldat.
Den 19. Marts var en Ulykkesdag. Over Hovederne hang Himlen som en stor, sort Sky, gennem hvilken en isnende Sne stadig dryssede ned. Ravne og Krager fløj skrigende over Marken og spaaede om Ulykker. Broagerbatterierne var den Dag usædvanlig livlige. Granaterne susede hen over Skanserne.
10. Regiments 2. Bataillon havde Vagt i Skanserne paa venstre Fløj.
Bataillonschefen, Kaptajn Gyldenfeldt og Adjutanten, Løjtnant Carlson, havde taget Plads Nord for Skanse Nr. 2 og stode paa fri Mark ved Gravranden, saa de havde Skansen mellem sig og det Batteri, der beskød den. Det var en meget farlig Plads, Staben havde valgt. Adskillige Granater faldt i en betænkelig Nærhed. Pludselig lød et skingrende Raab efter Ambulancen fra en af de ved Skanse Nr. 2 staaende Kaptajner. Stykker af en Granat, der faldt og sprang i Anslaget lige paa Gravranden, havde ramt og dræbt Bataillonschefen, Adjutanten og en menig. Døden havde favnet dem saa øjeblikkelig, at der ikke var Spor af Lidelser i deres Ansigtstræk, særlig Carlson havde et lykkeligt og tilfreds Udtryk. Mærkelig nok havde Carlson Dagen i for Vejen sendt en lille Skitse af Feltlivet til Illustreret Tidende, se Titelbladet; det var Billedet af en falden Soldat, ved hvis Lig Troskabens Symbol, Hunden vaager. Under Krigen havde han sendt flere Tegninger til Bladet.
Nøje knyttede ved Venskabsbaand til hinanden vare Gyldenfeldt og Carlson dragne i Krig. De faldt for samme Granat, og Side om Side jordedes de paa Garnisons Kirkegaard i København den 30. Marts 1864, den Dag, paa hvilken Carlson, om han havde levet, vilde have fyldt 24 Aar. Carlson var en prægtig Yngling og en dygtig Kunstner. Han havde erhvervet sig den lille Sølvmedaille ved Kunstakademiet i 1858. Fra 1859—64 udstillede han baade Landskaber og Figurbilleder.
Paa Graven rejste Venner et smukt Mindesmærke, en stor Kampesten, paa hvis øverste Del er fastgjort en Lavrbærkrans, hvori staar: "Conrad Oscar Carlson. Lieutnant og Adjutant ved 10. Infanteri Regiment. Født den 30. Marts 1840, død den 19. Marts 1864 i Kampen for Fædrelandet". Under Kransen ses en Malerstol med Palet og Stok, modelleret af den faldnes elskede Lærer, Professor N. Simonsen.
(Et digt af C. H. Rørdam er udeladt her)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar