Et brev af 17. marts 1864 blev citeret den 30. marts 1864. Det bringes nedenfor:
Stilstanden i Slesvig. Ved en Reisende har "Fædrl." modtaget en Skrivelse af 17de ds, fra en med Forholdene velbekjendt Mand fra Egnen vest for Aabenraa, som Bladet med nogen Forkortelse meddeler saaledes; "Om mit eget Huus og Forholdene lige i min Egn kan jeg ikke udtale mig. De fremmede Krigerskarers Ophold er naturligviis et føleligt Tryk, dog næppe allevegne eens. I det Hele taget troer jeg, at de tydske Soldater ere nogenlunde maneerlige; Preusserne naturligviis mere brovtende og stortalende, Østerrigerne beskednere, I Byerne er Tilstanden, efterat det første Tilløb og de store Gjennemmarscher ere overstaaede, efter Omstændighederne taalelig, I Sundeved seer det sørgeligt ud. Der ligge jo sagtens en 30,000 Mand, jo nærmere de ved Dybbølstillingen desto tættere. Tilfældigviis derfra kommende Preussere, som jeg har talt med for nogle Dage siden, give en bedrøvelig Skildring af Tilstandene. Soldaterne, der flere Uger i Rad ikke kunde komme af Klæderne, plagedes af Ureenlighed og Utøi. Bøndernes Gaarde ere aldeles overfyldte med Krigsfolk, saa at Bonden selv med Familie og Tyende maa tage tiltakke med smaae Aflukker til Opholdssted; Agrene overtrampes af Mennesker og Heste, saa at den nedlagte Sæd er tabt; det ikke aftærskede Korn bruges til Foder og Strøelse, Kvæget slagtes, Heste og Karle tages til Kjørsel osv, Kirkerne i Ulderup og Sottrup ere forvandlede til forskandsede Blokhuse. En smuk lille Granskov mellem Hostrup og Felsted er hugget bort for at afgive Materiale til Skandser og Barakker. Lignende Ting vil De have hørt andensleds fra, men fremfor alle andre Dele af Riget er det dog Sundeved, der faaer at vide, hvad en tydsk "Tagen i Pant" har at betyde, og naar engang den tydske Krigsbølge er rullet tilbage fra vore Enemærker, vil der være Noget at oprette der. Dog, vi vide jo ikke, hvorlænge denne Tilstand vil vare og hvilke Ulykker og Hjemsøgelser der endnu kunne forestaae os eller andre Dele af Landet. Dette er den materielle Side af Ulykken; endnu piinligere er den aandelige, de Fremmedes Herredømme og Tryk, og Bevidstheden om, at denne Nød kunde være bleven afvendt eller dog forhalet i længere Tid - og derved politisk og militair talt mildnet og formindsket - hvis vor Hærs øverste Ledelse, politisk og militairt, havde været i bedre Hænder. Efter alle detaillerede Oplysninger, jeg under Østerrigernes og Preussernes Fremmarsch har kunnet samle i Byerne paa Vestkysten, var deres Styrke foran Dannevirkestillingen ikke over en 55-56,000 Mand, Og mod denne Styrke, der af Vinterfelttoget meget snart vilde være bleven fuldt saa meget medtagen som vore Folk, kunde og burde Stillingen være bleven holdt. Men det kan jo ikke nytte nu at klage derom, naar blot denne sørgelige Erfaring maatte fremkalde en anden Ledelse af Statens Anliggender i Felten som i Kabinettet. Det Tungeste for os et i det daglige Liv og i Øieblikket Hjemmetydskernes og de tilbagevendte schleswigholsteinske Emigranters Regimente. Glædeligt er det imidlertid, at den danske Befolkning holder ud. Fra Flensborgs Handelsstand kommer ret nu et Vidnesbyrd i Sagen om Kontant eller Rigsmønt, og et lignende er i disse Dage afgivet i Aabenraa. Man maatte finde sig i, at den angustenborgske Proklameringsfarce der, som andensteds, udførtes af en lille Skare, høist en 150 Mennesker, hvis Fører var en Kjøbmand Joh. Jacobsen, der tidligere er bleven straffet med Fængsel paa Vand og Brød. Sagen blev "sat i Scene" paa den staaende Maade, indtil en preussisk Officeer med et Par Mand adsplittede Forsamlingen. Trefarvede Faner bleve udhængte; høist en 70 Stykker i en By paa 500 Huse. De danske Embedsmand ere hidtil ikke blevne fjernede. For at bevirke dette havde vore "Wühlere" indgivet et Andragende til "Civillkommissairerne". Paa Efterretningen herom indgav den dansksindede Befolkning et Modandragende, forsynet med det under disse Omstændigheder særdeles betydelige Antal af 495 Underskrifter af Borgere og Skatteydere. Da der blandt de 178 Navne, som man vidste, at den tydsksindede Side havde kunnet opdrive, fandtes mange Indvandrede og løse og ledige Personer, som Haandværkssvende, Handelsbetjente og deslige, saa blev det dansksindede Andragende ledsaget af en Skatteligningsliste, for at konstatere Underskrivernes borgerlige Stilling. Fra Landdistrikterne er der Tale om lignende Skridt. Heller ikke fra det haardt trykkede Sundeved mangler det paa Beviser for at Befolkningen glæder sig over Skandserne ved Dybbøl, "som Tydskerne ikke tør røre ved, for ikke at brænde sig". Det tydske Militair indseer ogsaa fuldkomment, hvorledes Sagerne staae. Idetmindste har jeg af flere Preussere hørt den Yttring, at de vilde gjøre ligesaa, om ogsaa Franskmandene besatte hele deres Fædreland. Hvad Østerrigerne, disse allevegnefra sammendrevne Folk, en fornyet Miniaturudgave af "Wallensteins Lager" paa dansk Grund efter snart halvtrediehundrede Aars Forløb, - hvad de mene om vore Forhold, skal jeg lade usagt. Hvis Sproget ikke gjorde ethvert nærmere Samkvem mellem den dansksindede Befolkning og polske og ungarske Regimenter umuligt, turde mangen en "Kaiserlich" skiftes til at forlade en Fane, mod hvilken hans virkelige Landsmand maaskee snart ville rejse sig. Tilstandene her have i det Hele taget en stor Lighed med dem fra 1848 og 1849. Der er Forskjel, ganske sandt, baade med Hensyn til Forholdene i Hovedstaden, og overhovedet fordi det er anden Gang. Men forresten er Ligheden slaaende, idetmindste hos os herovre og i det Enkelte. Det er et for os Dansksindede ikke uventet, men iøvrigt mærkeligt Syn, disse Frugter af den Overbærenheds- og Forsonligheds-Politik, som man har fulgt nu 15 Aar! Tage vi det mig nærmeste Exempel, Aabenraa, saa vil man med nogen Lokalkundskab finde, at det, de Afdøde og Bortrejste fraregnede er det selvsamme Personale, der dennesinde som i 1848 har reist Oprørets Fane. Enkelte ere, formodentlig paa Grund af den fremrykkede Alder, blevne mere tilbageholdne, men paa en enkelt Undtagelse nær er Ingen gaaet over til den danske Side. De stole sagtens paa det Samme, som de udtalte i 1848: "Vi kunne jo ialtfald forsøge det; derved et Intet forseet." Og det et der igrunden ei heller. Thi naar Enden paa det nuværende Oprør kommer, saa vil der vel igjen blive talt om "Forsonlighed", om at bøie de stive Sind ved "Mildhed" og vinde Gemytterne ved "Friheden". Ja, Forsonlighed og Mildhed tre skjønne Dyder, men vi have med disse Ord kun tilsløret vor godtroende og magelige Eftergivenhed. Og Følgen er bleven den, at Befolkningen aldrig for Alvor har følt sig som hørende til et dansk Rige og forpligtet til dette, at Soldater have sveget deres Ed og Fane , saagodtsom uden at nogensinde den paafølgende Straf har bragt det til Befolkningens Bevidsthed at det at svigte sit Land er en Forbrydelse, er Høiforræderi. Og hvad "Friheden" angaaer, da er den en stor og herlig Ting. Det er baade Skam og Skade, at den danske Sønderjyde ikke har den lige saa godt som hans Broder i "Kongeriet". Men hvis man troer, at man med den kan vinde de Tydsksindede, navnlig de Intelligente og Mindretallet Nord for Slien, saa tager man feil: de sætte Nationaliteten og deres Germaniseringsplaner over Alt. Naar vi faae Sønderjylland tilbage, saa vil det, om Landet skal bevares og en Regjering overhovedet blive mulig, være uundgaaelig nødvendigt, at følge et ganske andet System end det efter 1850. Men her maae jeg standse for dennesinde."
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. marts 1864). Omhandler 17. marts.
12. marts 1864 beordrede general Wrangel amtmænd og borgmestre i de fire sydlige jyske amter at drage til Kolding for at drøfte tyske militære rekvisitioner og ordningen af naturalforplejningen. På et møde den 15. marts gik de med til at levere hvis kravene var rimelige og indenfor det muliges grænser. Hvilket det hurtigt viste sig at de ikke anså kravene for at være. Da de vedblev at nægte, blev de arresteret og ført til Flensborg, dernæst Rendsborg. De blev først løsladt efter 8 uger da den første våbenhvile trådte i kraft.
Oversættelse af tysk notits:
Slesvig-Holsten. I Flensborg dukker tyfus nu også op på sygehusene. De første tilfælde blev fejlagtigt behandlet som delirium tremens og cerebral affektion; først da fandt sektionen ud af at personerne var døde af tyfus. Det fornyede snefald giver grund til at frygte at den egyptiske øjensygdom som var brudt ud blandt tropperne, vil sprede sig endnu mere.
Schleswig-Holstein. In Flensburg zeigt sich jetzt in der Spitälern auch der Typhus. Die ersten Fälle wurden irrthümlich als Delirium tremens und Gehirnleiden behandelt; erst die Sektion stellt es dann heraus, dass die Leute am Typhus gestorben waren. Der wieder eingetretene Schneefall lässt besorgen, dass die unter den Truppen ausgebrochene ägyptische Augenkrankheit noch grössere Ausbreitung gewinnt.
(Der Volksbote für den Bürger und Landmann 18. marts 1864)
Egyptisk øjensygdom er en kronisk betændelse i øjets slimhinde forårsaget af bakterien Chlamydia trachomatis. Sygdommen spredes fra menneske til menneske via fingre, tøj, fluer m.m. Sygdommen kan ubehandlet føre til blindhed pga. uklarhed i øjets hornhinde.
I en tysk artikel om tilstanden for belejrerne ved Dybbøl, står bl.a. følgende:
Det er meget svært, hvis ikke umuligt, at give et nogenlunde præcist billede af forholdene på Sundeved hvor den belejrende hær er lejret. Det der kan forbruges, er blevet forbrugt nu. Alt kornet er givet udtærsket til hestene som strøelse. Beboernes kartoffellagre er for længst væk. Under sådanne omstændigheder er det let at gætte hvordan husdyrenes tilstand er, næsten alt kvæget er allerede blevet slagtet. Indbyggerne må dog presse sig sammen for den enorme mængde overnatning, også i (hemmelige) personlige forhold. Selvom krigens trængsler så bittert nok mærkes, lider soldaten der ligger der, naturligvis ikke mindre.
Og artiklen fortsætter så med at berette om soldaternes fortvivlede forhold, og fortsætter så med at fortælle om forholdene længere oppe i Jylland:
Deres kammerater i Jylland er dårligere stillet på dette punkt. Dér, når de allierede styrker nærmer sig, forlader indbyggerne overalt deres huse og slæber al proviant og alt foder med sig, svarende til hvad russerne gjorde, da Napoleon I. besøgte dem med sin store hær. Men det er meget svært konstant at bringe tilstrækkelige forsyninger til hæren i Jylland.
Es ist sehr Schwer, wenn nicht unmöglich, ein ganz getreues Bild von den Zuständen im Sundewitt, wo die Belagerungsarmee lagert, zu entwerfen. Es ist dort jetzt aufgezehrt, was nur aufgezehren war. Sämmtliches Korn ist den Pferden unausgedroschen als Streu gegeben worden. Auch die Kartoffelvorräthe der Einwohner existieren schon lange nicht mehr. Wie es unter solchen Umständen mit dem Viehstand aussieht, lässt sich leicht errathen, fast alles Vieh ist bereits geschlachtet. Die Einwohner müssen sich aber bei der ganz ungeheuren Einqvartierung auch in (heim)licher Beziehung ungemein drücken. Während so die [] Drangsale des Krieges bitter genug empfindet, leidet natürlich der dort stehende Soldat nicht minder.
- - -
Schlimmer sind in diesem Punkte ihre Kameraden in Jütland daran. Dort verlassen beim herannahen der Allirirten die Bewohner jetzt überall ihre Häuser und schleppen daraus alle Mundvorräthe und alles Viehfutter mit sich fort, ähnlich wie es die Russen machten, als Napoleon I. sie mit seiner grossen Armee heimsuchte. Es ist aber sehr schwer, beständig hinreichenden Proviant dem Heere nach Jütland nachzuführen.
- - -
(Würzburger Journal 19. marts 1864).
(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 19. marts 1864).
Johannes Rabe: (1827-?): Mein Quatier vor dem 18. April: "Bauer-Gehöft Hisselgaard" wo meine Pferde vom 22. März bis 26. April standen. 1 Meile von Schloss Gravenstein. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar