Oversættelse af tysk artikel om en skole i Slesvig. Original nedenfor:
Fra Slesvig. De danske voldstiltag gjorde det mest uheldige indtryk på den opvoksende ungdom. En af lærerne på den lokale ungdomsskole, pastor Johannsen, krævede på spørgsmålet: "Hvem er synderne?" at hans elever svarede: "Det er tyskerne - de går alle syndens vej." Gymnastiklæreren Schønberg organiserede skydeøvelser med sine elever; en tysk soldat blev sat op som mål, og hr. Schønberg heppede på gymnasieeleverne med ordene: "Ram ham i sit sorte hjerte!" ("Ram ham i hans sorte hjerte.") For blot tre uger siden fandt en uhyrlig sag sted her. Førsteårseleverne på den lokale videnskabelige skole havde sat en kæmpe dansk kokarde fast på klasseværelsets væg. Da en af deres medstuderende, søn af den tyske købmand Brincken, trådte ind i klasseværelset, modtog de ham med ordene: "Enhver herre skal kysse denne kokarde - en slyngel gør det ikke!" Da Brincken nægtede at give efter for denne trang til terror, slæbte omkring 20 af hans klassekammerater ham hen til kokarden og pressede hans ansigt mod det forhadte symbol. Allerede nu fortsætter dansklærerne som opfordrer til sådanne udskejelser i stedet for at forhindre dem, deres uforskammede adfærd. En skoledreng som var til stede ved hertug Frederik VIII's proklamation med en slesvig-holstensk kokarde på kasketten, hilste den følgende dag på en af sine lærere, ved navn Dorff, på gaden. Men hr. Dorf snerrede ad ham med ordene: "Hvordan vover du at hilse mig når du har båret forrædernes farver?" Prof. Dr. Lübker opholder sig i øjeblikket her for at kontrollere den videnskabelige skoles tilstand og for at rapportere til civilkommissæren om det. I går undersøgte han nogle af eleverne, hvoraf de fleste ikke var i stand til at udtrykke sig på tysk. Selv med det tyske hos lærerne var det til dels ikke bedre.
Aus Schleswig. Den unseligsten Eindruck haben die dänischen Gewaltmassregeln auf die heranwahcsende Jugend geübt. Einer der Lehrer an der hiesigen Real- und Gelehrtenschule, Pastor Johannsen, verlangte auf die Frage: "Wer sind die Sünder?" von seinen Schülern die Antwort: "Das sind die Deutschen - sie gehen sämmtlich den Sündenweg." Der Turnlehrer Schönberg veranstaltete Schiessübungen mit seinen Zöglingen; als Zielscheibe war ein deutscher Soldar aufgestellt und Herr Schönberg feuerte die Gymnasiasten mit den Worten an: "Ram ham i sit sorte Hjerte!" ("Treff ihn in sein schwarzes Herz.") Noch vor drei Wochen ereignete sich hier ein empörender Fall. Die Primaner der hiesigen Gelehrtenschule hatten an der Classenwand eine riesige dänische Cocarde befestigt. Als einer ihrer Commilitonen, der Sohn des deutschen Kaufmann Brincken, in's Schulzimmer trat, empfingen sie ihn mit den Worten: "Jeder Ehrenmann kann diese Cocarde küssen, - ein Lump wer es unterlässt!" Als Brincken sich weigerte, diesem terroristischen Verlangen nachzugeben, wurde er von etwa 20 seiner Mitschüler zu der Cocarde hingeschleppt u. mit dem Gesicht auf das verhasste Symbol gepresst. Auch jetzt nock setzen die dänischen Lehrer, welche solche Excesse begünstigen, statt dieselben zu hindern, ihr insolentes Betragen fort. Ein Primaner, der mit einer Schleswig-holsteinischen Cocarde an der Mütze der Proclamirung des Herzogs Friedrich VIII. beigewohnt, grüsste am folgenden Tag einen seiner Lehrer, Namens Dorff auf der Strasse. Herr Dorf schnautzte ihn aber mit den Worten: "Wie kannst du dich unterstehen, mich zu grüssen, nachdem Du die Farben der Landesverräther getragen hast?" Prof. Dr. Lübker verweilt gegenwärtig hier, um den Zustand der Gelehrtenschule zu prüfen und den civilkommissären Bericht darüber zu erstatten. Er examinirte gestern einen Theil der Schüler, welche meist nicht im Stande waren, sich deutsch auszudrücken. Auch mit dem Deutsch der Lehrer war es zum Theil nicht besser bestellt.
(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk 20. marts 1864).
Herredsfoged Fischer i Broager bekjendtgjør, at Sognet har maatte optage en stor Mængde Flygtninge fra de nærmeste Landsbyer, foruden at alt Qvæg og alle Heste fra Dybbøl (524 Kreaturer) ere bragte derhen. Da Landsbyerne desuden have stærk Indkvartering er Nøden overordentlig, navnlig skorter det paa Straa, Korn og Fourage, der ikke en gang er at faa for Penge. 146 Personer alene af Dybbøl Sogn ere henviste til deres Medmenneskers Medlidenhed, og 64 andre Personer have kun for meget kort Tid at leve af. Ildebrændsel er aldeles ikke at faa. Alle veldædige Komiteer i mindre hjemsøgte Distrikter anraabes om snarlig Hjælp.
(Ribe Stifts-Tidende 21. marts 1864).
Ved afstemningen 56 år efter i 1920 stemte Sundeved markant for Danmark: fx i Broager 2.323 mod 666, heraf ca. 250 fra tilrejsende tyske teglværksarbejdere. Tallene kan selvfølgelig ikke overføres til situationen i 1864, måske ikke engang som en strømpil.
Veile har det meget strængt med Indqvartering. Det er ikke usædvanligt, berettes til Fks. Av., at en Familie har nogle og 20 Menige og 5 a 6 Officerer i Qvarteer , og entskjøndt disse faae Naturalforpleining, fordre de dog ofte Mad af Qvarteerværterne. Saa længe de endda levere
Naturalforpleining, kan det gaae, men Gud hjælpe, naar det standser dermed, hvorom der er Tale. I Tirsdags syntes det, som om Tydskerne gik sydpaa, men det var kun en ubehagelig Skuffelse. Veile bliver stærkt forskantset baade fra Syd og fra Nord, og det Værste er, at Fjenden selv tager Arbejdsfolkene dertil, saa at man intet Øieblik veed, naar man kan blive slæbt fra Huus og Hjem til Skandsearbeide. Veile havde en drøi Dag den 8de, men man slap Gud være lovet med Livet. Tre Granater sprang i Brevskriverens Naboes Gaard og slog Taget og alle Vinduer i øverste Etage itu, men ingen af Beboerne kom tilskade, uagtet Granatstumperne fløi omkring i Værelserne.
- - -
Saavel i Skanderborg som i Herning og Egnene deromkring skal Fjenden, og navnlig Østerrigerne, have huseret slemt, og især skal Kromanden i Herning være næsten aldeles ødelagt. Rub og Stub toge de fra ham, brød ind i hans Saltekammer, hvor han havde sine Victualier, og tømte det, dreve Køerne ud af hans Stald, slagtede dem ved Smedjen, stegte det damrende Kjød og fortærede det. Ogsaa hos Bønderne skal det være gaaet stemt til; Korn, Skinker og Alt, hvad de havde, maatte de ud med, sølvbeslagne Piber vare gefundenes Fressen, ja man siger endog, at de enkelte Steder have brudt Gjemmer og Kister, ja selv Gulvene op, i Haab om at finde nedgravne Skatte. Ligesaa have de omhugget Telegraphstængerne og Træerne paa Hovedlandeveiene og gjort Baal deraf til deres Feldtvagter. Saavel Officererne som Folkene skulle have været fulde som Alliker og begaaet mange stemme Optøier. (Fdl.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. marts 1864).
Oversættelse af tysk formodet øjenvidneskildring fra Kolding og Vejle, se original nedenfor:
Fra krigsteatret.
Veile, 13. marts.
-- -
Jeg havde forladt min post foran Dybbølskanserne for at besøge den østrigske slagmark ved Veile, og da jeg kendte Jylland og dets indbyggere fra den første slesvig-holstenske krig, var jeg forberedt på en kølig modtagelse og ubehagelige indtryk; men jeg havde aldrig troet, at det var muligt at finde hele befolkningen i en sådan nationalitetsfeber som jeg stødte på i grænsebyen Kolding. Den ellers så fredelige by med sine elendige gader og halvødelagte barakker på hver side af broen var fyldt med preussiske soldater; ingen kvinde kunne ses nogen steder; overalt så jeg smadrede ruder og preussiske soldaters surmulende ansigter der kæmpede mod snestorme og regnskyl i "den usle rede", som de kaldte Kolding, og ledte forgæves efter en lækker bid mad.
Jeg kørte op og ned ad gaden og ledte efter et sted at bo, der var ingen steder; Her boede kronprinsen af Preussen, der feltmarskal Wrangel, i et andet hus boede den eller den prins - alt var besat, og havde der været en ledig plads, ville ejeren have passet på ikke at give mig - en tysker - så meget som en stol.
Træt af den lange køretur frem og tilbage besluttede jeg mig for at bruge en list og udgive mig for at være dansker. Listen virkede; en lang, svindsotig kroejer gav mig sin tjener som guide, og ved at vise et elendigt ansigt ved danskernes nederlag og længsel efter krigens slutning, fik jeg en bolig som bestemt ikke var ringere end kronprinsens. Men hvilke forbandelser mod de "tyske røvere og banditter" måtte jeg lytte ikke til, mens jeg spiste en andesteg; hvilke monstrøse løgne og mistanker min vært udtalte! Den gode mand vidste bestemt at kronprinsen var taget til fange; danskerne havde begravet 800 østrigske jægere; om tre dage ville englænderne, danskerne, svenskerne og franskmændene angribe de tyske grønskollinge og dræbe dem alle som hunde. Han fandt det heroisk, at borgerne i Vejle havde forgiftet 10 østrigere; at fire borgere var blevet skudt for denne slyngel, kaldte han tysk brutalitet. Da jeg havde spist min and, gik jeg til kroen for at se om andre danskere tænkte som min vært; men de var hverken værre end bedre, og jeg var tæt på at få en handel da jeg talte om muligheden for, at Als blev taget. "Vi kan, vi må og vi vil vinde" lød det evige omkvæd; en dansker klarer "seks tyske røvere"; Slesvig er "dansk provins", og når vi bliver drevet til fortvivlelse - "dikterer vi freden i Berlin!" Da jeg følte, at det var ved at blive svært for mig at fortsætte med at spille min rolle, trak jeg mig tilbage og lagde mig på sengen; Men min vært ville ikke lade mig hvile, jeg måtte drikke et glas toddy for Danmarks helbred og lytte til hans lille datter synge "den tapre landsoldat".
- - -
Men hvordan så det ud i Vejle! Den dejlige by, et af de smukkeste steder i det nordlige Europa, gav mig indtryk af at være i et fængsel. Borgerne sneg sig gennem de frygtelig ødelagte gader med en bitter harme og stjal hvert øjeblik soldaternes rygsække og sabler; fire borgere var netop blevet skudt, fordi de havde skudt mod østrigere fra deres vinduer; på hospitalet lå borgere, som var blevet straffet af soldaterne for forsøg på forgiftning og drab; Fra de gennemskudte og knuste ruder i de tomme huse vajede gardinerne melankolsk frem og tilbage; Friske spor af den bitre kamp var stadig synlige i de huse, der var blevet skånselsløst smadret af danskerne og østrigerne. De godmodige østrigere, som hidtil ikke havde næret noget spor af had til deres fjende, satte nu foden på hans nakke med foragt og foragt, og de danske der havde lidt blodig straf og summarisk retfærdighed, bøjede sig for deres sejrherrer med tændersgnidsel og mærker af dødbringende had. På gaden spurgte jeg en borger om et ølværtshus; han så foragtende på mig og sagde: "Skulle jeg vise en tysker et ølværtshus?" I næste øjeblik fremviste en Windischgrätz-dragon et par jagttrick, og den føjelige jyde pegede grinende på en bar, hvor bayersk øl var tilgængelig.
Vom Kriegsschauplatz.
Veile, 13. März.
- - -
Ich hatte meinen Posten vor den Düppeler schanzen verlassen, um den Kampfplatz der Oesterreicher bei Veile zu besuchen, und da ich aus dem ersten schleswig-holseinischen Kriege Jütland und seine Bewohner kannte, war ich auf einen kühlen Empfang und unangenehme Eindrücke gefasst; ich hätte es aber nie für möglich gehalten, die ganze Bevölkerung in einem solchen Nationalitätsfieber zu finden, wie es mir gleich in der Gränzstadt Kolding entgegentrat. Die sonst so friedliche Stadt mit ihren elenden Strassen und halbverfallenen Baracken diesseits und jenseits der Brücke war mit preussischem Militär angefüllt; nirgends blickte sich ein weibliches Wesen; überall begegneten mir zertrümmerte Fensterscheiben und verdriessliche Gesichter preussischer Soldaten, die in dem "faulen Neste", wie sie Kolding nannten, gegen Schneestürme und Regengüsse ankämpften und sich umsonst nach einem leckern Biffen umsahen.
Ich fuhr Strasse auf, Strasse ab und suchte ein Unterkommen, nirgends war Platz; hier wohnte der Kronprinz von Preussen, dort Feldmarschall Wrangel, in einem anderen Hause lag dieser oder jener Prinz - Alles war besetzt, und wäre auch ein Plätzschen frei gewesen, so würde der Besitzer sich wohl gehütet haben, mir - einem Deutschen - auch nur einen Sthul einzuräumen.
Des langen Hin- und Herfahrens müde, beschloss ich, eine Kriegslist anzuwenden und mich für einen Dänen auszugeben. Die List gelang; ein langer, schwindsüchtiger Wirth gab mir seinen Hausknecht als Führer mit, und ich bekam dafür, dass ich über die Niederlage der Dänen ein kläglich Gesicht gemacht und das Ende des Krieges herbeigesehnt hatte, ein Unterkommen, das dem des Kronprinzen gewiss nicht nachstand. Aber welche Verwünschungen gegen die "deutschen Räuber und Banditen" musste ich anhören, während ich eine gebratene Ente verzehrte; welche ungeheuren Lügen und Verdächtigungen stiess mein Wirth aus! Der gute Mann wusste gewiss, dass der Kronprinz gefangen sei; danne hatten die Dänen 800 österreichische Jäger niedergebauen; in drei Tagen würden Engländer, Dänen, Schweden und Franzosen gemeinschaftlich über die deutschen Spitzbuben herfallen und alle wie die Hunde erschlagen. Dass die Bürger in Veile 10 Oesterreicher vergiftet, fand er heldenmütig; dass vier Bürger für diesen Schurkenstreich erschossen worden, nannte er eine deutsche Niederträchtigkeit. Als ich meine Ente Verzehrt, ging ich ind Gasthaus, um mich zu überzeugen, ob andere Dänen eben so dächten, wie mein Wirth; aber sie waren eher schlimmer als better, und ich war nahe daran, Händel zu bekommen, als ich von der Möglichkeit sprach, das Alsen genommen werden könne. "Wir wollen, wir werden und wir müssen siegen", war der ewige Refrain; ein Däne nimmt es "mit sechs deutschen Räubern" auf; Schleswig ist "dänische Provinz", und wenn wir zur Verzweiflung getrieben werden, so - "diktiren wir den Frieden in Berlin!" Da ich fühlte, dass es mir schwer wurde, meine Rolle fortzuspielen, zog ich mich zurück und legte mich ind Bette; mein Wieth liess mir aber keine Ruhe, ich musste ein Glas Toddy auf Dänemarks Wohl leeren und seiner kleinen Tochter zuhören, wie sie den "tappern Landsoldat" sang.
- - -
Aber wie sah es in Veile aus! Das wunderliebliche Städtchen, einer der schönsten Punkte des Europäischen Nordens, machte mir den Eindruck eines Zuchthauses engros. Die Bürger schlichen mit berbissenem Grolle durch die schrecklich verwüsteten Strassen und zogen sich jeden Augenblick Pallasch- und Säbelhiede der Soldaten zu; eben waren vier Bürger erschossen, weil sie aus ihren Fenstern auf Oesterreicher gefeuert hatten; im Lazareth lagen Bürger, die für Vergiftungs- und Mordversuche von den Soldaten gezüchtigt worden waren; aus den zerschossenen und zerschmetterten Fenstern der leeren Häuser wehten die Vorhänge melancholisch hin und her; in den von Dänen und Oesterreichern gleich schonungslos zertrümmerten Häusern waren noch frische Spuren des erbitterten Kampftes sichtbar. Die gutmüthigen Oesterreicher, die bisher keine Spur von Hass gegen ihren Feind gehegt hatten, setzten ihm jetzt voll Verachtung und With den Fuss auf den nacken, und die Dänen, die eine blutige Züchtigung und summarische Justitz erfahren hatten, beugten sich ihren Siegern mit Zähneknirschen und den Zeichen tödtlichen Hasses. Auf der Strasse fragte ich einen Bürger nach einem Bierlokale; er blickte mich verächtlich an und sagte: "Ich einem Deutschen ein Bierlokal zeigen?" Im nächsten Augenblicke zählte uhm ein Windischgrätz-Dragoner einige Jagdhiebe auf und der gelehrige Jüde zeigte grinsend ein Lokal, wo bayerisches Bier zu haben war.
(Sibylle : Unterhaltungsblatt zum Würzburger Journal 24. marts 1864. Artiklen var forfattet af en korrespondent fra Kölner Zeitung, og blev bragt i flere aviser. Den er her forkortet)
F. Brandt (1823-1891), Flensburg: Veile vom Süden aus gesehen, 1864. Nach der Natur photografiert. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
De allierede havde indtaget Vejle den 8. marts 1864. Feltmarskalløjtnant Gablenz oprettede sit hovedkvarter i byen. Ved indtoget blev nogle civile skudt: en musiker der ville samle en sabel op, en far der ville fjerne sine børn fra vinduet og to drenge som havde samlet en ueksploderet granat op. Østrigerne indsamlede herefter penge til de efterladte. I starten plyndrede nogle østrigske soldater, de blev efterfølgende straffet med stokkeslag. Fra den 10. marts blev omkring 400 civile ført til Vejle for at grave skanser - hvilket muligvis var en fejltagelse.
I marts-april var der formentlig 30.000 allierede soldater mellem Kolding og Vejle. Vejle havde ca. 5.000 indbyggere.
Den 15. marts 1864 mødtes feltmarskal Wrangel amtmænd og borgmestre i de fire sydlige jyske amter til Kolding for at drøfte tyske militære rekvisitioner og ordningen af naturalforplejningen. Mange havde vægret sig ved at efterkomme de allieredes krav. Fra dansk side erklærede man sig villig til at levere, men indenfor mulighedernes grænse. Forhandlingerne brød sammen, og de 10 embedsmænd blev interneret i Rendsborg hvor de først blev løsladt ved våbenhvilen den 10. maj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar