Opstillingen af de østerrigske Corpser i og ved Veile, siger samme Brevskriver, "har, næst at havde de besatte Terrains, Dækning af den preussiste Opstilling ved Fredericia til Hensigt. Den muliggjør en rask Koncentrering frem og tilbage. Foreløbigt synes en videre Fremrykning i Jylland ikke at ligge i Planen og Publicums Hovedinteresse vil nu concentrcre sig om Dybbøl og Fredericia, hvis ikke de Danske, hvad der aldeles ikke er sandsynligt, ved Diversioner holde Osterrigcrne i Aande. Det yndigt beliggende Veile frembyder et mørkt Skue, næsten - idetmindste paa Hovedgaden - Billedet af en erobret Stad. Indvaanerne vare fattede paa en Gadekamp og Vinduerne i mange Huse ere derfor tildækkede med Brædder. De enkelte Huse ere belagte med 20 til 10 Md., paa nogle Steder ere Ruderne gjennemhullede af Kugler, hist og her seer man Spor af Kanonskud. Paa Byens Hovedplads blev en Civilist under Tilbagetogsblænkningen truffen af en Kugle." Brevskriveren vil vide, at der af danske Efternølere var blevet skudt fra enkelte Huse, medens i Gaderne selv enkelte Sværme skjød dygtigt" og at der trængte Tropper ind i et stormet Huus, hvorfra Skudene faldt men han forsikkrer, at der ikke blev tilføiet Nogen Ulempe og at ikke et eneste Plyndringstilfælde forekom. Samtidigt tilføier han dog, at der blev Noget "hængende ved begjærlige Fingre" "i Høker- og Cigarboutikker, hvis Døre man uklogt havde ladet staae aabne, blev i Forbistormen Gratisslurke(!), Gratisbid og Gratistobak medtaget, naar der ikke var nogen Tid til at betale". Imidlertid have disse Bid ogsaa været temmelig store. Saaledes havde En bidt en heel Top Sukker og der forsikkres naivt, at det er "bogstaveligt sandt", do. nogle Pølser, for hvilke Betalingen "endnu resterer" (det er "in der Kriegszeit"). Man tilføier imidlertid følgende Træk, der vel skal gjælde for en nobel Nyhed: Imedens Kuglerne slog ned, traadte en Officeer med dragen Sabel, fulgt af nogle Soldater, ind i Modevareboutikken ved Raadhuustorvet, bag hvis store Vinduer der under Shawler og Kjoletøier stod Kasser med Cigarer. "Giv mig et Par Cigarer", raabte Officeren, "jeg vil betale, naar jeg kommer tilbage, thi nu har jeg ingen Tid." Svaret synes han ikke at have oppebiet, thi "rask stak han en Haandfuld Smøgestof til sig, og vilde ile efter sin Trop, da han saae, hvorledes Soldaterne vilde dele Resten af Kassens Indhold imellem sig. "Betale eller lad staae!", raabte han til dem og Folkene adlød; under Ilden, tildeels ladende deres Geværer, betalte de deres Cigarer. Dagen efter kom Officeren, sagde, at han havde talt efter hvor mange Cigarer han havde puttet til sig, 14, og betalte dem til den overraskede Kjøbmand. "der opbevarer de i Ilden tjente Skillinger som en Curiositet".
Vi kunne da atter trække Veiret frit, uden mere at besværes af alle disse Østerrigere, Italienere, Ungarer, Galiziere, Slavoner og hvad den hedde disse forskjellige Folk, der ere væltede ind over os og have tynget paa os. Hvor lettet føler man sig ikke ved at være bleven befriet for Synet af denne mylrende Skare Graakapper, der mødte Øiet overalt, hvorhen man vendte det - men hvorlænge vil det vare? Til idag, hedder det, da Preusserne ville komme som Afløsning.
Det har været en trist Tid de tolv lange Dage, i hvilke vi have maattet huse østerrigerne. Vi have seet paa, hvorledes vore Fjender tiltog sig hele Magten og benyttede den til at foretage store Udskrivninger af alle Slags Levnetsmidler og Forraad, for dermed at mæske de forsultne Tropper. Medens vore Fjender laae og tærede paa os, have vi været Vidne til, hvorledes al Handel og Næringsdrift er standset; thi kun Enkelte have høstet nogen Fordeel af Fjenden. Vi have følt os som Fanger i vore Huse, thi kun Faa have havt Lyst eller Lejlighed til at gaae udenfor sit af fjendtlige Tropper opfyldte Huus. Vi have levet i en nedtrykkende Uvidenhedstilstand om hvad der er passeret med Hensyn til vort Fædrelands Stilling og ved vor Hær. Rygterne have derfor havt en gylden Tid, og det ene, mere utroligt end det andet, har afløst det foregaaende og givet Publikum lidt Beskjæftigelse; heldigviis har de mange gode Ting, der have været fortalte med den største Paalidelighed, viist sig at være usande. At vi under Okkupationen ikke have kunnet fortsætte Udgivelsen af "Horsens Avis", har været en Selvfølge, da vi ved Postforbindelsens Standsning have været afskaarne fra alle Efterretninger. Der har vel været etableret en Feltpost, men den har kun til Militairet medtaget Breve og nogle faa tydske Aviser, som det hørte til Sjeldenheder at see. Nu, da vi idetmindste have et lille Puslerum, skulle vi fortælle Lidt om, hvorledes vi have havt del og hvad vi have oplevet under Okkupationen.
Trykket har hvilet haardt paa Alle, baade Kjøbstadfolk og Landboere. De 15 til 20,000 Mand, der vare rykkede gjennem Horsens nordpaa, have næsten udelukkende holdt sig til Byerne og Landsbyerne nærmest ved Chausseen; kun Kavalleriet og mindre Infanteri-Patrouiller have strejfet noget videre omkring. Den navnlig i de første Dage overordenlig store Indkvartering har derfor været en tung og ubehagelig Byrde, ikke mindre for Kjøbstæderne, hvor man i smaa Huse har havt indtil en halv Snees Mand og i større indtil 70 a 80, end for de Steder paa Landet, hvor de fjendlige Sværme ere faldne over. Landboerne have dertil havt besværlige og for Hestene ødelæggende Kjørsler; der har i Begyndelsen Dag og Nat været samlet en Vognpark paa 300 Vogne, men senere, da Samkvemmet nordpaa blev standset, svandt den selvfølgelig betydeligt ind. Den værste Byrde for Byen og Omegnen har de store Udskrivninger naturligviis været. Troppernes Forplejning er skeet gjennem et her i Byen paa Raadhuset strax ved Fjendens indrykning oprettet Hovedkontoir, der ligesom indkvarteringskommissionens Kontoir har været aabnet baade Dag og Nat. Intendanturen opgav sine Rekvisitioner til Hovedkontoiret, som da anviste dem paa de her oprettede Magasiner, der havde sin Bestyrelse for hver enkelt Artikel. Allerede Torsdag Aften, forinden endnu nogen større Styrke var rykket ind, sendtes fra Thorsted ved den derværende Sognefoged en skriftlig Rekvisition paa Underholdning af 10,000 Mand og 2500 Heste, hvorpaa Borgermesteren svarede, at man kun kunde paatage sig Forplejningen af 5000 Mand, og om Fredagen, da Byen var bleven besat af en halv Snees Tusinde Mand, udvidedes Fordringerne til Forplejning af 27,000 Mand. Forbruget svarede dog heldigviis ikke til Fordringernes Omfang, thi havde de gjort det, vilde det neppe have været muligt at tilfredsstille dem. Til Løverdag Morgen Kl. 9 skulde der, efter Ordre, blandt Andet forefindes et Forraad af 16,000 Pd. Kjød, som vilde have en omtrentlig Værdi af 2000 Rd., men, uagtet det Forlangte forefandtes, blev der dog kun afhentet Kjød til et Par Hundrede Rd.s Værdi. Søndag Formiddag ankom fra Magasinet i Veile 5000 Pd. Kjød hertil, og Forraadet var da saa rigeligt, at Intendanturen tillod, at Kjødet fra Veile blev uddeelt til Byens Fattige. Senere blev der ikke slagtet saa mange Kreaturer paa een Gang, hvorimod man foretrak at modtage dem i levende Tilstand, paa hvilken Maade man bedre kunde forsyne sig efter Behov, medens de overstadige Kreaturer kunde sendes bort til andre Troppeafdelinger. Foruden Kjød, Flæsk, Brød, Brændeviin, nogle Kolonialvarer, Havre og Fourage, havde man ogsaa forlangt, at der "zur Ausbesserung der Truppen" skulde leveres daglig 700 Flasker Viin, 2500 Cigarer og 1300 Pd. Tobak, men af disse Artikler er der ikke, undtagen i de sidste Dage, brugt store Ting. Om Rekvisitionernes samlede Størrelse savne vi endnu fuldstændige Oplysninger; kun vide vi, at der af Kjæd og Flæsk er leveret 80,000 Pd. levende og dæd Vægt, deraf kun noget over en halv Snees Tusinde Pd. Flæsk, og af Havre henimod 3000 Tdr. Den hele Udskrivning beløber sig vel til henimod 35,000 Rd. Af andre Ting har Fjenden ogsaa bemægtiget sig en betydelig Deel Læder fra Garverierne, samt erholdt udleveret adskillige Ting. som Jern til Hestebeslag, m. m. Den, hos hvem saadanne Udskrivninger foretoges, modtog en Kvittering for, at det og det var leveret, og man glemte da almindeligviis ikke at tilføie, "Der König von Danemark bezahlt.'
De fjendlige Troppers Forhold overfor Befolkningen har, idetmindste for Byens Vedkommende, været saaledes, at de ved deres Bortmarsch ikke have efterladt nogen bitter Stemning mod sig. De militaire Autoriteter, der vare indsatte her i Byen, en Stadkommandant, Oberstlieuttnant Smagalski, og en Pladskommandant, vare, efter hvad der almindelig udtales, humane i deres Optræden. Landbefolkningen har været værre stillet overfor Fjenden. Paa de Steder paa Landet, hvor de fjendlige Sværme ere faldne over, har man mere ugeneert kunnet husere efter Forgodtbefindende, især naar ingen Officerer have været med. Naar en Kavalleristyrke er kommen til en Landsby, har man jaget Heste og Kreaturer bort fra de varme Stalde ud i den kolde Luft, hvorved Dyrene have lidt meget, og man har ganske ugeneert taget hvad man har forefundet baade af Fødevarer og af Havre og Straa til Foder og Stivelse for Hestene. En stem Omstændighed for Bonden har det ogsaa været, at han ikke har kunnet tale med de fjendlige Tropper, hvad vi her i Byen ogsaa have maattet føle overfor Italienerne og de af Ungarerne, som ikke kunde tale Tydsk. Havde man først Munden i Gang paa dem, viste de sig strax flinkere. En stem Medfart fik Beboerne af de Landsbyer, som ligge ved Chausseen mellem Horsens og Veile. Natten efter Indrykningen her i Byen indfandt Patrouiller sig i Landsbyerne og hentede Beboerne, Unge og Gamle, ud af Sengene og Husene og førte dem til Skandsearbeide ved Veile; men man lod dem dog vende tilbage en eller to Dage efter. Blandt dem, man saaledes bortførte, var ogsaa Præsten i Jellinge og Seminarieeleverne. De Bortslæbte nød ikke den bedste Behandling. Nogle bleve, efter hvad der er os fortalt, indkvarterede paa Lofter, hvor man beværtede dem med nogle tørre Brødskorper og nogle Stumper raat Flæsk. Andre bleve slemt mishandlede, ja en Karl fra Bottrup blev endog lemlæstet. Han skulde, siges der, slæbe nogle utilhuggede Graner op ad Bakken til de Forstandsninger, man var jfærd med al lave. Da han ikke kunde magte et saadant Træ, kaldte han paa Hjælp. To Soldater sprang til, tog Træet fra ham og kastede det over ham, saa hans Been kvæstedes. - Fjenden har viist sig meget mistænksom overfor Autoriteterne og Befolkningen. Folk, der passerede Veiene Nord eller Vest for Byen, uden at have til Hensigt at gaae gjennem Kjæden, udsatte sig for at blive opsnappede og førte her til Byen hvor de da holdtes i et Slags Fangenskab, idet de, efterat have afgivet deres Æresord paa ikke at forlade Byen, daglig maatte melde sig. Denne Mistænksomhed er ogsaa gaaet ud over Eierne af og Folkene ved Vindmøllerne, der paa de fleste Steder, hvor Fjenden er rykket frem. ere blevne anholdte, fordi man antog, at de ved at sætte Møllerne igang havde signaliseret til de Danske. Størstedelen er vel sluppen efter et Forhør, men et Par Møllersvende bleve dog førte med ved Afmarschen. De, der paa Grund af denne eller hin Mistanke vare faldne i Fjendens Hænder, nøde just ikke den blideste Behandling. Saaledes blev den første Dag en ældre hæderlig Borger heraf Byen, som skulde levere noget Tømmer til Istandsættelsen af en Bro, hentet ud af Sengen om Aftenen og ført til Ølsted Kro. hvor han, trods sin høie Alder, maatte tilbringe Natten indenfor Porten til en af Soldater overfylde Stald, uden engang at have noget at sidde paa, langt mindre at ligge paa. Da han om Morgenen for Generalen havde godtgjort, at han ikke havde kunnet faae Tømmeret til sit Bestemmelselsessted, fordi Vagtposterne ikke vilde lade det passere, var Generalen dog saa galant at byde ham en Kop Thee som en tarvelig Erstatning for de overstandne Besværligheder - Den strenge Disciplin, der overholdtes blandt Soldalerne, holdt dem, der kunde have Lyst til Udeskeielser, i Ibuinic. Dog har det ikke kunnet forhindres, at der baade hjemme i Kvartererne og ude i Boutikkerne er foregaaet adskillige Rapserier, ja paa sine Steder ere endog Kister og Ejeinmer. der have været let tilgængelige, blevne opbrudte. De af de røvede Ting, som Soldaterne ikke selv havde Brug for, søgte de at gjøre i Penge, og man har derfor seet dem gaae omkring og falbyde Bordtæpper. Gulvtæpper, Pistoler fra Isenkramboutikkerne, ja selv Dameskjorter. Værst er det dog gaaet ud over nogle Boutikker, hvor Soldaterne indfandt sig i større Mængde, og da søgte at putte til sig hvad de kunde faae fat paa. Allerede første Dag efter Indrykningen saae man derfor endeel Boutikker lukkede. Disse Røverier, der dog ikke vare af noget synderligt Omfang under Fremmarschen, antoge imidlertid større Udstrækning paa Tilbagemarschen, da navnlig de Tropper, der Tirsdagen d. 15de marscherede gjennem Byen, tømte hele Bagerboutikker og i Kolonialboutikkerne tog hvad de syntes at kunne have Brug for. Fra Tirsdag af lukkede derfor de fleste Handlende deres Boutikker, men de aabnede dem dog atter i Slutningen af Ugen, da større Ro og Orden indtraadte. Ved Anmeldelse om disse Plyndringer blev der dog i adskillige Tilfælde givet Erstatning.
Soldaternes Forhold i deres Kvarterer har været upaaklageligt. Fornemmelig have Officererne været beskedne i deres Fordringer og meget forekommende og høflige, ligesom de altid have været beredte til at skride ind blandt de Menige, naar der har været fremsat nogen Klage for dem. Den nette Maade, paa hvilken en Officeer i sin Tiltale henvendte sig til Folk, gjorde strax et vindende Indtryk; som Hilsen mellem hinanden indbyrdes hørte man dem altid, og undertiden ogsaa de Menige, benytte det latinske Ord Servus, men det var dog kun mellem Ligestillede. De ungarske menige Soldater vare i det Hele taget mere raa og udannede end de østerrigske, der roses overalt for deres rolige og beskedne Opførsel. Med Bespiisningen i Kvartererne gik det ganske godt. De Menige hentede selv i Magasinerne deres Forplejning, som de paa de fleste Steder selv tillavede, og nøiedes med den, uden hos Kvarteerværterne at gjøre nogen Fordring paa Tillæg af Smør, Kaffe eller lignende Luxusartikler. Gav man dem noget heraf, vare de meget taknemmelige derfor. Officererne vare heller ikke vanskelige at tilfredsstille, om og Enkelte af dem hist og her gjorde større Fordringer. I de Dage, da det blev bekjendt, at Wrangel havde udstedt et Bespiisnings Reglement, der tilstod Officererne 4 Retter Mad, 1 Flaske Viin og 8 Cigarer, begyndte man paa nogle Steder at gjøre Fordring derpaa, men man stak hurtig Piben ind, da man hørte, at Gablenz ikke havde villet lade delte Reglement træde i Kraft for de østerrigske Troppers Vedkommende. Efter samme Reglement, der var dateret den 12te Marts, men først blev afleveret her den 15de, skulde de menige Soldater ogsaa have enten Cigarer eller Tobak. Der fortælles, at General Gablenz skulde have sønderrevet Wrangels Bespiisnings-Reglement med den Yttring, at naar hans Officerer fik samme Levemaade, som Byens Indvaanere, var det tilstrækkeligt. - Kvarteerværterne have naturligviis maattet finde sig i mange Ubehageligheder; navnlig i de første Dage var der fra Morgen til Aften en Kogen og Brasen paa Ildstederne; Suppe til Middag og atter Suppe eller stegt Flæsk til Aften var da ikke ualmindeligt, og de forsultne Soldater kunde godt tære det altsammen. Nogle af de ankomne Soldater have været saa forsynlige at møde med Ænder eller andre Rariteter, der vare medtagne fra en eller anden Bondegaard, som var bleven hjemsøgt paa Marschen. Man har ogsaa seet Soldater slagte Faar hjemme i deres Kvarteer, ja endog en Aften paa Gaden. Saalænge de store Troppemarscher stod paa, lod der en almindelig klage over den stærke Fyren i Kakkelovnene. man overalt maatte finde sig i; Kakkelovnene vare næsten rødglødende og Luften heelt forpestet af Stanken fra de vaade Klude, Gamascher og Uniformsstykker, som vare ophængte til Tørring.
Efter den Erfaring, man har havt Leilighed til at gjore, har man lært Østerrigerne at fjende som dygtige og udholdende Soldater. Deres Udrustning har været ypperlig og deres Beklædning god; at der for Infanteriets Vedkommende var gaaet Fald paa Fodtøiet, var ikke at undre sig over. Jægerne med de smukke Fjerbuske havde meget korte langtrækkende Rifler med en usædvanlig lang Bajonnet, men hos intet af Infanteriet have vi seet de Bagladningsgeværer. hvorom vore danske Soldater have talt. Kavalleriet var forsynet med smukke, rapfodede Heste, og Artilleriet havde en god Bespænding. Selv det Seletøi, man saae paa Trainhestene, maatte man beundre for dels Soliditet og Hensigtsmæssighed. I det Hele taget har man iagttaget en sjælden god Orden og Forsynlighed i det hele Armeevæsen; man behøvede blot at see paa det Følge af Trainvogne, Sanitetsvogne og Vogne til at optage Saarede, som fulgte hvert Regiment, for at overbevise sig om, at Sagerne vare i Orden. Der er sagt om de østerrigske Soldaler, at de neppe vilde kunne udholde et Vinterfelttogs Besværligheder saa godt som vore Soldater, fordi de ikke vare vante til vort strengere Klima Dette har for os viist sig ikke at være Tilfældet, og derom vidner ogsaa det høist ubetydelige Antal Syge, der har været indlagt paa det herværende Lasareth; medens den hele store Styrke var samlet her, var det høieste Antal, der nogen Dag fandtes paa Lasarethet, nogleogtyve, senere kun nogle faa Stykker. Den Omstændighed, at de Tropper, der vare sendte til Danmark, alle vare unge, raske Folk, idet kun faa Aars Mandskab var medtaget, maa vel komme i Betragtning overfor dette Særsyn. Soldaterne saaes slet ikke indpakkede i uldne Tørklæder eller uldent Undertøi; i de første Dages strenge Veir bare de Felthuen, nedtrukken over Nakken og Ørene, under Chakoen, men ellers tydede Intet paa, at de følte sig videre generede af det barske Vejrlig. Kom de i Kvarteer, saae man dem ofte under det haardeste Veir vaske og pudse sig i Gaarden i den blotte Skjorte og Beenklæder uden noget Undertøi, og, trods de forcerede Marscher, de i Begyndelsen havde, kunde de derefter gaae ud og see sig om i Byen. Paa Gaden kunde man see en Enkelt hinke afsted, men i Geleddet sporedes intet Tegn paa Træthed eller Udmattelse. Fodtøiet var, hvad man ikke kan undre sig over, i en ynkelig Tilstand hos Mange; man saae i de første Dage Nogle komme marscherende gjennem det sølede Føre med løshængende Saaler, der smækkede med hvert Skridt, medens Andre slet ingen Saaler havde, men gik paa de Lærreds Klude, hvori Fødderne altid vare indsvøbte istedetfor Strømper. Senere blev det bedre med Fodtøiet, da man gjorde sig tilgode med det Læder, der udskreves fra Garverierne. Østerrigerne betragtede ikke deres Allierede, Preusserne, med de venligste Øine, og vi maae dog ogsaa tilstaae, at vi her i Byen saae mere skjævt til de faa hovne Preussere, der viste sig, end til de høflige Østerrigere. Indlod man sig i Samtale med en Østerriger om Preusserne, talte han med en vis Haan om de slette preussiske Soldater, der kun havde faaet Prygl, hvor de havde vovet sig frem, men slet Intet udrettet, medens Østerrigerne havde maattet gjort Alt. Den Dag, da det Rygte cirkulerede her, at Preusserne havde stormet Dybbol Skandserne og vare blevne tilbageslaaede flere Gange, kunde man næstendeels spore en vis Glæde derover hos Østerrigerne, som først sa»e Rygtet i Omløb. - Mellem de under den østerrigske Kommando staaende Tropper var der just ikke den bedste Forstaaelse Havde man nogle Ungarer i Kvarteer og var saa uheldig dertil at faae en ny Indkvartering af Østerrigere, eller omvendt, kunde man være vis paa, at der blev gjort Vrøvl, fordi de ikke vilde være sammen. Den svagere Part fortrak da ofte. Denne Ufordragelighed overfor hinanden herskede ikke blot blandt de forskellige Nationaliteter, men ogsaa blandt de forskjellige Vaabenarter. Enhver satte naturligviis sig selv øverst. En lille Skærmydsel forefaldt en Dag mellem tre Officerer; out der her har ligget en lignende Aarsag til Grund, vide vi ikke. Inde i et Huus kom de i Strid med hinanden; Klingerne fore ud af Skederne, og man huggede løs paa hinanden, saa at den ene Officeer blev saaret i Haanden og maatte bringes til Lasarethet. Tilsidst gik bet dog ud over Huuseierens Vinduer, der bleve slagne istykker af den mest Rasende.
Krigstugten var meget streng, og man behøvede i Reglen blot at henvende sig til en af de Overordnede for at staffe Orden tilveje, hvor der gjordes Brud paa den. Idetmindste et Tilfælde, der syntes at ville »udføre streng Straf for den Paagjældende, er forefaldet her i Byen. En Soldat vilde i en Boutik hos Handelsbetjenten tiltvinge sig endeel Cigarer, og truede i den Hensigt, da de bleve ham nægtede, med at gjøre Brug af sine Vande-; Kjøbmandens Kone, der kom til i samme Øieblik, gjorde Anskrig og tilkaldte derved en forbigaaende Officeer, som strax tog sig af Soldaten. I den Krigsret, som derefter blev nedsat over ham, gjordes hans Liv eller Død afhængig af et Vidnes Udsagn. Hvad Udfald Sagen fik, have vi ikke erfaret, da Synderen ved sit Regiments Afmarsch blev ført med i Lænker. En anden Soldat skjød sig en Kugle igjennen Hovedet midt inde i et Beværtningslokale, der var opfyldt med Soldater. Nogle angive som Bevæggrund hertil, at han havde stjaalet, Andre at han havde sovet over sig og ikke var kommen med sit om Morgenen afmarscherede Regiment. - Naar man om Aftenen efter Kl. 8, til hvilken Tid Tappenstregen gik, gennemvandrede de stille og fredeligt udseende Gader, uden at høre Raab eller Støi fra Værtshusene, skulde Ingen tro, at han befandt sig i en By, der indesluttede flere Tusinde fjendlige Soldater. Saa god var Ordenen og saa streng Disciplinen.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 23. marts 1864)
Pausen varede dog kort. Østrigerne vendte dagen efter tilbage, og næste nummer af avisen udkom først 29. marts hvor der var en opdatering af ovenstående artikel.
Avisen udkom ikke mellem 10. og 22. marts, og mellem 24. og 28. marts.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar