Forholdene i Nørrejylland. Fra Aarhuus have vi modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! Da der fra forskjellige Folk, som komme fra Kjøbenhavn, fortælles, at man i Hovedstaden hyppig antager, at vi Jyder tjene ved Okkupationen, tillader jeg mig et bede Dem optage disse Linier som en Protest imod en saadan Antagelse. Det skal villig indrømmes, at Enkelte tjene ved Okkupationen, men disse Enkelte ere navnlig Værtshusholdere, Ølbryggere og Photographer; den øvrige Befolkning har derimod i Reglen kun Udgifter paa Grund af Indqvarteringen. Jeg veed jo nok, at man har talt en den uhyre Masse Varer, som ere førte over Grændsen, uden at der er betalt Told af dem; men man maa herved bemærke, at det kan være tvivlsomt, om Massen virkelig er saa stor (der skal i alle Tilfælde nøiagtige Oplysninger til, og vistnok langt nøiagtigere Oplysninger end man har desangaaende); Meget af det, som er ført over Grændsen, bestaaer ogsaa af saadanne Sager, som blive reqvirerede af Tydskerne, som f. Ex. Urtekramvarer, Tobak, osv., og af værdifuldere Varer, der ikke kunde anvendes paa denne Maade, som f. Ex. Manufakturvarer, er der vistnok indsmuglet meget Lidt; thi man risikerede jo, at Tydskerne lagde Beslag paa dem; i alle Tilfælde har Handelen dermed selvfølgelig været meget ubetydelig, da Folk undgaae at kiøbe saavidt muligt. Som et Beviis for, at det ikke forholder sig rigtigt med en stor Pengefortjeneste, vil jeg anføre, at en Centralkomitee har bedt Tydskerne om Tilladelse til at udføre Rug, da der heri Byen findes meget gammelt Rug, og der altsaa ikke kan indtræde nogen Mangel paa denne Kornsort nu, da Rugen er indhøstet paa mange Steder; men denne Bøn er bleven afstaaet, og Rugen ligger derfor paa Lofterne hos Kjøbmændene uden at give dem Fortjeneste. Jeg kan ogsaa nævne, at mange Varer under Krigen ere blevne meget dyre paa Grund af Transporten (3 Foustager Sukker, hvis Transport fra Kjøbenhavn til Aarhuus koster 8 Nd., have saaledes fra Flensborg til Aarhuus i Transport kostet 88 Rd.!) Hele denne Tale om Jydernes Fortjeneste er af samme Art som den Tale, der i sin Tid førtes om Kjøbenhavnernes Fortjeneste af Krigen. Man fortalte her i Jylland, at Kjøbenhavnerne tjente saa uhyre ved Leverancerne til Armeen. Enkelte have vel ogsaa tjent, men en Masse af de Handlende i Kjøbenhavn som f. Ex. Alle, der handle med hvad der ikke ligefrem er Nødvendighedsartikler, have naturligviis tabt og tabt Betydeligt ved Krigen. Hvad os Jyder angaaer, maa jeg endnu bemærke, at Kjørslerne virkelig ere en betydelig Byrde, ikte at glemme Synet af de mange Fjender, et Syn, der for enhver fædrelandsk Mand er faa ubehageligt, at der skal Penge og mange Penge til, naar det skal opveies.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1864).
Thisted, den 1ste September.
I "Ms. Av." af 25de f. M. meddeles en Adresse, som der paa Øen har faaet 500 Underskrifter og er saalydende: "Allernaadigste Konge! I denne for vort elskede Fædreland tunge og alvorsfulde Tid føle vi Trang til at henvende os til Deres Majestæt med Bøn om snarest muligt at maatte befries for det Tryk, der nu tynger saavel paa os, som paa hele det øvrige Jylland. Gjerne bære vi med Taalmod Krigens Byrder, villigen offrede vi vor Skjærv, dersom vi dermed kunde redde vort kjære Fædreland; men da det har vist sig, at vi Intet formaae at udrette imod vor overmægtige Fjende, og da vi indsee, at en Fortsættelse af Krigen, saaledes som Forholdene nu stille sig, maa føre til Landets Ødelæggelse, saa bønfalde vi Deres Majestæt om, i Forening med Deres troe Raadgivere, at virke hen til, at en snarlig Fred opnaaes, selv om enkelte Røster maatte hæve sig for en fornyet Prøvelse af Krigslykken. Fra den første Dag, da Deres Majestæt besteg Thronen, har de søgt at imødekomme Folkets Ønsker; derfor henvende vi os til Dem, allernaadigste Konge! med fuld Tillid og Fortrøstning, og vi frembære allerunderdanigst vor Tak til Deres Majestæt, fordi De har omgivet Deres Throne med Raadgivere, hvis Klogskab og Besindighed er os Borgen for en nogenlunde heldig Løsning af vore forviklede Forhold. Gud beskjærme Deres Majestæt og vort elskede Fædreland! Morso, den 10de August 1864. Allerunderdanigst."
Morsø har altsaa atter ladet høre fra sig ved en Adresse. Den hele Adresseindustri er nok udelukkende i det reaktionære Parties Hænder, da dette hos de mere kortsynede Beboere har forskaffet den taabelige Anskuelse Indgang, at den fjendtlige Besættelse af Den var en Følge af tidligere liberale Adresser. I Kraft af dette Monopol udsender Partiet nu det ene Exemplar efter det andet. Vore Læsere ville selv kunne domme om den foranstaaende Udgave, den karakteriserer sig selv. Kun maa vi udtale vor Forundring over, at de snilde Hoveder, hvem Paterniteten skyldes, ikke alene ere saa usande men saa plumpe i deres Udtalelser. Det kan f. Ex. ligesaa lidt være de Herrers Mening som deres Medborgeres, at Kongen har søgt at imødekomme Folkets Ønsker fra den første Dag, han besteg Thronen, og det var da ogsaa formeget at vente, at Han altid skulde handle i fuld Overensstemmelse med de Ønsker, der forebringes som folkets. Dette har Han endog ikke været i Spørgsmaal, der laa fædrelandssindede Mand trindtom i Landet alvorligt paa Hjerte. Men hvorfor da i en Adresse, et offentligt politisk Aktstykke, udtale, hvad der er en vitterlig Usandhed? Det Tillidsvotum, man vil give Ministeriet Bluhme Moltke, er saa keitet som det vel er muligt; det er, udgaaet fra en jydsk Egn, aldeles meningsløst. Vil noget fornuftigt Menneske paastaae, at det røber synderlig Klogstab og Dygtighed at modtage baade Fred og Vaabenstilstand paa de Betingelser, Fjenden selv opstiller? Kunde Ministeriet, hvis det besad disse Egenskaber, "slaa der danske Folk Værget af Haanden" for at paatvinge det en Fred af den Beskaffenhed, at den truer dets Tilværelse og derfor om faa Aar vil nødsage det til at gjenoptage Kampen paany? - Hr. Byfoged Seydewitz maa dog være af den Anskuelse, da han er Adressens Overbringer, hvilket Hverv det var Synd at misunde ham. Det er formodenlig den samme Adresse, til hvilken hans Fuldmægtig offcelig fralagde sig Forfatterskabet, og som denne eiheller har villet underskrive. "O, hvilke Tider, hvilke Sæder!"
(Thisted Amtsavis 1. september 1864)
Sønderborg, 28. aug. Om ulovlighederne fra den tidligere borgmester Finsens kontor kommer der flere og flere nye data ind. Ikke alene løb han bort med midlerne fra offentlige kasser og vil nu ikke give dem tilbage, men han "lånte" også de ham betroede private midler, som indebærer og lignende, til embedsmændene, som allerede var så rigt. begavet og dog så forgældet, på veksler.
Sonderburg, 28 aug. Ueber die Gesetzwidrigkeiten in der Amtsführung des frühern Bürgermeisters Finsen laufen immer neue Data ein. Nicht nur dass er mit den Geldern öffentlicher Cassen davongegangen und diese jetzt nicht herausgeben will, sondern er har die ihm anvertrauen Privatgelder, als Fideicommisse u. dgl., den ohnehin so reich dotirten und doch so sehr vershuldeten Beamten auf Wechselbriefe "geliehen."
(Allgemeine Zeitung 1. september 1864)
Hilmar Finsen (1824-1886) var Sønderborgs borgmester (på opfordring af Tillisch) 1851-1864 efter at han havde været auditør i krigen 1848-1851. I 1857 var han blevet kendt (berygtet) i tyske aviser for at have udvist en saksisk drejerlærling fordi der i hans pas stod "Sønderborg i Slesvig-Holsten", et sted som ifølge borgmesteren ikke eksisterede nogensteds i Europa. Først da han i Hamborg havde fået et nyt pas hvor der stod "Sønderborg i Danmark" kunne han rejse tilbage. I 1861 udtalte han ved et besøg af en italiensk gesandt at det danske og italienske folk havde det fælles træk at begge forsvarede deres nationalitet mod tyske indtrængeres overgreb. I februar 1864 opfordrede han byfogden i Svendborg om at sende smør, kartofler, brænde og lignende til Sønderborg for hurtig afsætning. Han modtog april 1864 1.000 rigsdaler til de mest trængende i Sønderborg.
Da Als blev erobret i juli 1864 opholdt han sig i rigsrådet. Han blev afsat 2. juli 1864. Marts til november 1864 repræsenterede han det 4. slesvigske bydistrikt i Rigsrådets Folketing. Hans hus i Slotsgade 21-23 blev ubetydeligt skadet under bombardementet den 7. april 1864. Allerede i marts 1864 havde han sendt kone og børn ud af Slesvig. 8. maj 1865 til 1883 var han stiftamtmand på Island. Overpræsident i København 1883-1884. Indenrigsminister i ministeriet Estrup 1884-1885. Han er begravet på Holmens Kirkegård. En vej i Sønderborg blev senere opkaldt efter ham.
Indsmugling af Varer i Nørrejylland. I Anledning af Finantsministerens Bemærkninger i Rigsraadets Folkething om Indsmuglingen af Varer i Nørrejylland bemærker "Vesterj. Av," Vi ere desværre nødte til at bevidne, at Finansministerens Hjemmel for de af ham omtalte Smuglerier er fuldkomment paalidelig. Der er her til Jylland i den senere Tid indsmuglet store Masser af toldpligtige Varer, langt ud over hvad det øjeblikkelige Forbrug maaskee gjorde undskyldelig, ja der haves Exempler paa, at man har modtaget toldpligtige, indsmuglede Varer for hamborgsk Regning. En saadan Adfærd paa en Tid, hvor Landet saa at sige vaander sig i Dødskampen, og hvorved man gjør sig en Fordeel paa Statens Bekostning, og det ved vælter en betydelig Deel af den store Skattebyrde, som allerede iforveien stilles i Udsigt, over paa de i Reglen mindre velhavende Medborgere, behøver ikke nærmere at betegnes, men enhver Retsindig maa haabe, at de Tilsagn, der i Thinget ere givne om, at de Skyldige ville blive straffede, maae blive opfyldte. Som vi erfare, er Toldvæsenet her, der med Nidkjærhed har virket imod Smugleriet, saavidt Forholdene have tilladt det, i Besiddelse af værdifulde Momenter til Oplysning for Regeringen, naar denne Saa i sin Tid skal ordnes.
Til disse Bemærkninger føier "Dbl,", at efter Rejsendes Udsagn skal der i Landsbyerne langs med Kongeaaen findes store Oplag af ufortoldede Varer, navnlig Kolonial- og Manufakturvarer samt Tobakker. Af forarbejdede Tobakker er der til de fleste jydske Byer toldfrit indført Partier, i deels fra Hamborg, deels fra Flensborg og Haderslev.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. september 1864).
Den danske Regjerings Ønske om, at de danske Nordslesvigere maae beholde dansk Kirke- og Skolesprog, er blevet bevilget, da de Allierede ikke ville udøve en lignende Undertrykkelse som den, for hvis Skyld de have grebet til Vaaben. (!)
Centralkassen i Slesvig har nu udbetalt 10,000 Mk. til de trængende Indbyggere, som især have lidt ved Indqvarteringsbyrderne.
- - -
Der er udstedt en Opfordring til de i Sydslesvig ansatte Præster, som ere det danske Sprog mægtige og have Lyst til at ansættes i Nordslesvig, om at melde sig. Det kniber nemlig med at faae Mænd af "tydsk Tænkemaade" til de ledige Præstekald der.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. september 1864).
Thisted, den 3die September. Amtets Beboere kunne vi bringe den Efterretning, at Amtmanden igaar er vendt tilbage hertil. Unter sædvanlige Forhold skulle vi altid indrømme en Embedsmands fulde Befrielse til ganske at forlade sin Embedskreds, saalænge den Folkerepræsentation er samlet, hvori han har Sæde, men det forekommer os, at det under den ualmindelige Tingenes Tilstand, som en fjendtlig BesætteIse medfører, maa være ham magtpaaliggende at opholde sig idetmintste noget iblandt den Befolkning, som hvis Øvrighed han er indsat. Om vi ikke feile, have ogsaa flere Medlemmer af Raadet under Sessionen besøgt deres Embedskreds, medens den var okkuperet. Herfra har imidlertid Kammerherre Rosenkrantz gjort en Undtagelse, da han i over 2 Maaneder ikke har havt sin Fod i Amtet, og Misbilligelsen af hans Fraværelse har derfor dennegang været større end sædvanlig. Den er saameget mere begrundet, som det ikke er nogen Hemmelighed, at Hr. Kammerherren dog har kunnet afsee saameget af Tiden for sin politiske Virksomhed - om den kan benævnes saaledes - , at han har aflagt et kort Besøg paa sit Gods i Jylland. Her modtog han desuden Budskabet om sin Fuldmægtigs Død, og i dennes Hænder var den væsenligste Del af det med Embedets Bestyrelse forbundne Arbejde overladt. Eiheller denne Omstændighed bevægede Kammerherren til at indfinde sig i det ham "anbetroede Amt." Det forekommer os overhovedet umuligt Andet, end at de hyppige Reiser, R. ogsaa ved andre Lejligheder foretager, maa gjøre et Skaar i hans Embedsvirksomhed. Saa ofte at have en konstitueret Amtmand er ialfald en Uting, ikke mindst naar det er en Embedsmand, som derved bliver sin egen Overinstants. At den egenlige Amtmands Fraværelse bringer noget Forkeert ind i Administrationen, tør man endvidere slutte af den Forklaring, som Amtsfuldmægtigen uopfordret afgav i et Fællesmøde af Amtsraadet og Kommunalbestyrelsen under Okkupationen, hvorefter ikke mindre end 3 Personer vare Indehavere af Amtmandsmyndigheden.
(Thisted Amtsavis 3. september 1864).
Gottlob Emil Georg Frederik Rosenkrantz (1803–1884 ) var baron, amtmand og ejer af herregårdene Sophiendal og Liselund. Han var stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift, og konstitueret dels som stiftamtmand over Aarhus Stift, dels som amtmand over Ringkøbing Amt. I 1843 amtmand over Thisted Amt i 23 år. I 1866 stiftamtmand over Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt i 13 år. I 1879 afskedigedes han efter eget ønske fra statens tjeneste og blev udnævnt til gehejmekonferensråd. Han var medlem af den jyske stænderforsamling 1842-46 og af Rigsrådets Landsting 1864-66.
HandelsberetningerKjøbenhavn, den 5te September
Efterretningen om Indsmuglingen af store Partier af Kolonialvarer og Manufakturvarer i Nørrejylland strax efter Fredspræliminariernes Vedtagelse vakte en almindelig Uvillie og fremkaldte i Rigsraadet stærke Opfordringer til Regjeringen om at faa Indsmuglingen standset eller i hvert Fald sørge for, at Vedkommende bleve dragne til Ansvar, saasnart Kongens Myndighed blev genoprettet paa Halvøen. Da saa mange haarde Ord ere blevne talte om Jyderne for denne Sags Skyld, skulle vi ikke videre opholde os ved den umoralske Side af Sagen, men maa dog for Billighedens Skyld bemærke, at Indsmuglingen i nogle af Importørernes Øine ikke ansees for at være et saa aabenbart Bedrageri imod Statskassen, som det i Virkeligheden er. Jyderne have i flere Maaneder levet under et Regimente, der ikke kjendte til Tro og Love, hvor den Stærkeres Villie var Ret, og hvor ethvert Fif, der kunde skade Preusserne, maatte ansees for berettiget. Det er uden Tvivl en meget almindelig Anskuelse i Jylland, at Preussernes Opkrævelse af Tolden og andre Statsindtægter kun paa Skrømt siges at ske for den danske Regerings Regning, og at disse Indtægter regelmæssig finde Vei til Berlin uden nogensinde at vende tilbage til Kjøbenhavn, og den troløse Maade hvorpaa Preusserne ved saa mange Leiligheder ere optraadte, giver denne Anskuelse en vis Berettigelse. For flere af Importørerne staaer derfor Indsmuglingen ikke som et Bedrag imod den danske Statskasse, men som en berettiget Gjengældelse imod Landets Fjender, og seet i dette Lys kan Lovovertrædelsen idetmindste hos nogle af Gjerningsmændene undskyldes. I de fleste Tilfælde er derimod vistnok Indsmuglingen skeet med fuld Bevidsthed om, at den derved besparede Told vilde blive unddragen den danske Statskasse, og det kan derfor kun billiges, naar Handelsforeningen i Odense har vedtaget, at det maa ansees for en Ærespligt for enhver Handlende at afholde sig fra Kjøb af Varer, der ere indsmuglede til Jylland, samt at Bestyrelsen, naar Forsøg gjøres paa saadanne Varers Afhændelse i Odense, offentliggjør det og giver Indberetning derom til Generaltolddirektoratet. Hvad der forundrer os ved at se disse Beslutninger vedtagne og offentliggjorte, det er ikke selve Beslutningernes Indhold, men det Sted, hvorfra de udgaa. Hvis nogen enkelt Kreds af Handlende udenfor Jylland skulde have følt sig opfordret til at protestere imod det skete Misbrug af en midlertidig Mangel paa Tilsyn ved Grændsen og træffe Foranstaltninger til, at Fordelen ved Indsmuglingen ikke kom Indsmuglerne tilgode, saa maatte det være Hovedstadens Handlende. Fra Kjøbenhavns Børs burde saadanne Beslutninger som de ovenfor nævnte cg saadanne Opfordringer til de Handlende om at være opmærksomme paa indsmuglede Varer være udgaaede, og ikke fra en Provindsby. Naar det ikke er skeet herfra, saa er det ikke fordi de kjøbenhavnske Handlende lige saa godt som de odenske føle, at her er skeet et Brud paa den offentlige Moral, som det maa være en Æressag for de Handlende selv at gjøre godt igjen, men fordi her paa Kjøbenhavns Børs ingen Autoritet findes, som i denne eller lignende Sager føler sig kaldet til at optræde i Børsens Navn. Der findes naturligvis ligesaa ærekjære Handlende paa Kjøbenhavns Børs som i Odense, men her er Ingen, som føler sig forpligtet til at gjøre de Skridt, der ere nødvendige for at hævde Børsens Ære. De Mænd, der tidligere ved enkelte Lejligheder have repræsenteret Børsen, ere blevne ligegyldige for Handlens større Interesser, og de, som kunde ønske at antage sig disse Interesser, savne Bemyndigelse fra deres Kolleger dertil.
(Dags-Telegraphen (København) 5. september 1864)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar