De tydske Tropper i Nørrejylland. Den samme Brevskriver fra Egnen mellem Kolding og Veile, som "D.bl." skylder de i Gaarsnummeret givne Oplysninger, har ogsaa sendt det følgende Linier, daterede den 27de Februar Kl. 12 Middag: Stillingen i vor By er, som da jeg sidst skrev Dem til. Fjendlige Husarpatrouiller, snart større snart mindre, gjæste os daglig, i (Reglen om Formiddagen og om Eftermiddagen Igaar havde vi først Besøg af 6, senere af 10 Husarer. Et Par af vore Bønder gav sig til at lee og raabe, da de saae en preussisk Husar styrte med Hesten og slaae en Kulbøtte ned i Chausseegrøften; Patrouillen fyrede da paa dem, heldigviis uden at træffe. Ogsaa en anden Gang fyrede Fjenden efter flere Civile, samt bankede med den flade Klinge en Gaardeier og en Dreng. Det er alle de Heltegjerninger, som de "todesmüthige" preussiske Husarer hidtil have udført her. Hos en Bonde endevendte de alle Sengene for at finde een af vore Dragoner, som de manglede i Tallet af deres Fangne, men han var i god Behold, og de fandt ham ikke. - Det er en skjændig Maade, Fjenden bruger, idelig at affyre de meget langt rækkende Bagladningskarabiner; endnu have de dog, Gud skee Tak, ikke truffet Nogen, enten Militaire eller Civile. I de første Dage havde vore Bønder den lidet hensigtsmæssige Maneer af Nysgjerrighed at stille sig ud paa Byens Gade og Chaussee, saasnart Fjenden viste sig, men da flere af dem nær vare blevne skudte igaar, haaber jeg, at de fremtidig ville holde Næsen indenfor deres Døre. Jeg kunde igaar Eftermiddags, ved fra Midten af min Stue at see ud paa Veien, bemærke, at Fjenden var langt uroligere, da han ikke saae en eneste Civil. Igaar havde Tydskerne Gudstjeneste i Kolding. Mon den gode Gud virkelig skulle ville styrke dem til dette nye Røvertog? De Fjendlige ride slet ikke, idetmindste sidde de daarlig tilhest; naar der er nogen Forhindring, gaae disse føre Blodsheste strax overende. Iforgaars faldt en preussisk Husar af og kom til at staae paa Hovedet i Møddingen i en Gaard i Alminde; her drattede der som sagt een af Hesten igaar. Fjenden har slaaet Bro over Kongeaaen ved Paaby og Vamdrup. Efter hvad der er meddeelt mig, skal Fjenden igaar have faaet Forstærkning. Mon det skal tyde paa, at han vil rykke frem? Vi leve her i en stadig Ængstelse og vide jo ikke, hvad næste Dag vil give. Vi haabe det Bedste, men ere forberedte paa det Værste. Iforgaars havde Fjenden 2 Eskadroner med Baghold af Infanteri i Nebel, Bølling og Egtved; det var i Grunden meget næsviist, og han burde have havt ordenlig paa Næsen derfor; men hvor ere Vore?
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. marts 1864).
Oversættelse af tysk artikel, original se nedenfor:
En mindeværdig dag, skriver man i "R. Z:", ligger bag os. Hele Slesvig, dels der hvor det er blevet befriet fra danskerne gennem de officielle repræsentationer, dels der hvor by- eller landembedsmænd desværre stadig består af danskere, har folkeforsamlinger valgt deputerede der hylder hertug Friedrich VIII. Slesvigerne ønskede at give en stor, utvetydig manifestation af deres følelser, ikke kun til os, deres holstenske brødre, ikke bare til hertugen - trods alt ved vi og dermed også hertugen, hvad vi har at mene om folkets loyalitet, af Slesvig, som har bevist sig gennem en lang lidelsesperiode - nej, verden burde vide at Slesvig såvel som Holsten ønsker et Slesvig-Holsten under den legitime hertug. Hvad Holsten havde gjort i landsfællesskab på Blachfelde ved Elmshorn, kan Slesvig højtideligt gentage her i suverænens nærværelse. Ingen by, intet større sted, intet distrikt bortset fra de dele af Slesvig, der stadig var besat af danskerne, var ikke repræsenteret. Deputerede fra flækken Løgumkloster og omegn, vest for Aabenraa, ca. 6 mil fra Flensborg, den nærmeste banegård, ankom desværre først om aftenen, 40 stk., og hyldede derfor især hertugen. De talte kun dansk; hertugen, der har kendt dansk siden sin ungdom, talte med dem på deres sprog. Da hertugen ved den bedste modtagelse siden år 1500 spurgte en gammel mand, hvor han var fra, fik han det danske svar: "Jeg talen dansk, men jeg en tydske, jeg er fra Arrild" (jeg taler dansk, men jeg er en tysker, jeg er fra Arrild), Kirchdorf i Nordslesvig, mellem de danske enklaver Møgeltønder og Ribe. Hertugen fortsatte nu samtalen på dansk. - Deputationer er nu at vente fra de øer, som endnu er i dansk besiddelse; Femeranerne blev stoppet midt i sundet mellem deres ø og Holsten af et dansk skib og bragt tilbage, men de var så heldige at få sendt en adresse. De modige beboere på Sild bevægede sig ud over drivisen for at hylde deres retmæssige prins; siden Dannevirkes evakuering og uden nyheder fra fastlandet er de med livsfare blevet drevet til at finde ud af forholdene i fædrelandet og meddele, at de er patriotiske mænd, ligesom deres udvalgte embedsmænd, der blev afskediget på grund af deres afvisning af at afholde troskabsed, har bevist det før. På marchen over drivisen måtte de vade gennem vandet i mere end 3 timer, så de kom hertil med halvfrosne ben. Ved deres hjemkomst forventede de at blive arresteret af danskerne, som har til hensigt at besætte øen, så snart vandet er klart. Intet af dette stoppede dem.
Ein denkwürdiger Tag, schreibt man der "R. Z:", liegt hinter uns, ganz Schleswig, so weit es von den Dänen befreit, hat gestern durch theils von den officiellen Vertretungen, theils, wo die städtlischen oder ländlichen Collegien leider noch aus Dänen bestehen, von Volksversammlungen gewählte Deputirte dem Herzoge Friedrich VIII. seine Huldigung dargebracht. Die Schleswiger wollten eine grossartige, unzweideutige Kundgebung ihrer Gesinnung nicht allein uns, ihren Holsteinischen Brüder, auch nicht bloss dem Herzoge geben - wissen doch wir und mit uns der Herzog, was wir von der Treue der Schleswiger, in langer Leidenszeit bewährt, zu halten haben - nein, die Welt sollte legitimen Herzoge mit aller Kraft erstreden will. Was Holstein in voller Landesgemeinde auf dem Blachfelde bei Elmshorn gethan, das konnte Schleswig in Gegenwart des Landesherrn selbst hier feierlich wiederholen. Keine Stadt, kein grösserer Ort, kein District ausser den von den Dänen noch besetzten Theilen Schleswigs war unvertreten. Die Deputirten aus dem Flecken Lygumkloster und der Umgegend, westlich con Apenrade, etwa 6 Meilen von Flensburg, der nächsten Eisenbahnstation entfernt, langten leider, 40 an der Zahl, erst Abends an und brachten daher noch besonders dem Herzoge ihre Huldigung dar. Viele von ihnen sprachen nur Dänisch; der Herzog, der von seiner Jugend her das Dänisch kennt, unterhielt sich mit inhen in ihrer Sprache. Als bei dem bestrigen Empfange der 1500 der Herzog einen Greis fragte, woher er wäre, erhielt er die Dänische Antwort: "Jeg talen Dansk, men jeg en Tydske, jeg er fra Arrild" (Ich sprech Dänisch, aber ich bin ein Deutscer, ich bin aus Arrild), Kirchdorf in Nordschleswig, zwischen den Dänischen Enclaven Mögeltondern und Ripen. Der Herzog fesste nun die Unterhaltung in Dänischer Sprache fort. - Es sind jetzt noch Deputationen von den Inseln, die noch in Dänischer Besitze sind, zu erwarten; die Fehmeraner sind mitten auf dem Sund Zwischen ihrer Insel und Holstein von einem Dänischen Schiffe angehalten und zurückgebracht worden, einge Adresse aber haben sie glücklich her befördert. Die braven Sylter haben sich über das Treibeis aufgemacht, um ihrem rechtmässigen Fürsten zu huldigen; seit der Räumung des Dannewerks ohne Nachrichte von Festlande, hat es sie getrieben, mit Lebensgefahr sich Kunde von den Zuständen im Vaterlande zu holen und Kunde zu geben, dass sie patriotische Männer sind, wie ihre erwählten Beamten, die wegen des verweigerten Homagialeids abgesetzt wurden, das schon früher bewiesen haben. Auf dem Marsche über's Treibeis haben sie mehr als 3 Stunden durch das Wasser waten müssen, so dass sie mit halb erfrornen Beinen hier ankamen. Bei ihrer Heimkehr erwarteten sie von den Dänen, die, sobald das Wasser frei, die Insel besetzen wollen, verhaftet zu werden. Dies alles hat sie nicht abgehalten.
(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger 3. marts 1864)
Oversættelse af tysk artikel, original følger efter oversættelsen:
Husum, 25. februar (Hus.W.) Tidligt om morgenen kunne man tydeligt se, at byen fejrede en festdag; den havde udfoldet alle sine flagsmykker, sin rige festdragt flød i blå, hvide og røde farver, og det var en sand, ægte festival, som vi ikke har fejret i mange, mange år, det var en festival til ære for en embedsmand! Det var trods alt vigtigt at byde en af de modigste fortalere for Slesvig-Holstens rettigheder, vores ærede hr. Thomsen-Oldensworth, et offentligt tegn på vores taknemmelighed, et skjult vidnesbyrd om vores glæde over at kunne byde ham velkommen som den højeste myndighed i Husum. Befolkningens stemning var lykkeligt begejstret dagen igennem og nåede sit klimaks, da et uforudset optog af borgere og beboere, ledsaget af 400 fakler, med flagrende flagdekorationer klokken 19.30, flyttede til slotspladsen. Efter at de husumske sangere havde sunget en sang, bragte viceborgeren hr. C. Gurrlitt efter en kort, kraftfuld tale til foged Thomsen et Leve, som hele forsamlingen sluttede sig til med tordnende begejstring og uendelig jubel. Herredsfoged Thomsen svarede, at hvad han havde gjort for Slesvig-Holsten, var ikke andet end opfyldelsen af hans pligt, og at han altid og altid ville vie hele sin energi til det kære fædreland. Et Leve for Slesvig-Holsten afsluttede hans tale, og tusinde stemmer fortsatte med at klinge gennem den fantastisk oplyste vinternat. Efter at sangerne havde sunget endnu en sang, begyndte processionen igen at bevæge sig til boligen for den nuværende chef for byen, kaptajn V. Zimmermann, der efter en lille serenade fik et dundrende Leve som repræsentant for den tapre allierede hær for Slesvig-Holsten, hvilket kommandanten på vegne af den østrigske hær udtrykte sin tak for. Efter korets sang af sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" blev der holdt optog gennem en del af byen og til sidst blev faklerne brændt på markedspladsen, hvor vores elskede hertug Friedrich VIII blev bragt en tordnende, tredobbelt Leve.
Husum, den 25. Februar (Hus.W.) Schon früh Morgens konnte man festern der Stadt ansehen, dass ein Festtag sür sie angebrochen sei; ihren ganzen Flaggenschmuck hatte sie entfaltet, in blau-weis-rothen Farben wallte ihr reiches Festgewand. und es war ein wahres, ächtes Fest, wie wir weit langen Jahren nicht gefeiert haben, es war ein Fest zu Ehren eines Beamten! Galt es doch, einem der tapfersten Verfechter für chleswig-Holsteins Recht, unserm verehrten Herrn Amtmann Thomsen-Oldensworth, ein öffentliches Zeichen unsres Dankes, ein unverhohlenes Zeugniss unsrer Frreude darzubringen, ihn jetzt als oberste Behörde Husums begrüssen zu können. Die Stimmung der Bevölkerung war den ganzen Tag über freudig erregt und erreichte ihren Höhepunkt, als Abends 7½ Uhr ein unabsehbarer Zug von Bürgern und einwohnern, von 400 Fackeln begleitet, mit flatterndem Fahnenschmucke nach dem Schlossplatze sich bewegte. Nachdem die Husumer Sänger ein Lied gesungen, wurde dem Amtmann Thomsen von dem deputirten Bürger Hrn. C. Gurrlitt nach kurzer, kräftiger Anrede ein Hoch gebracht, in welches dig ganze Versammlung mit donnernder Begeisterung, mit nicht enden wollendem Jubel einstimmte. Amtmann Thomsen erwiderte, dass, was er auch je für Schleswig-holstein gethan, nichts mehr als die Erfüllung seiner Pflicht gewesen ist, und dass er stets und immer seine ganze Kraft dem theuren Vaterlande weiheen werde. Ein Hoch auf Schleswig-Holstein chloss seine Rede und tausendstimmig ballte es fort durch die phantastisch erleuchtete Winternacht. Nachdem die Sänger noch ein Lied gesungen, setzte der Zug sich wieder im Bewegung nach der Wohnnung des jetzigen Commandanten der Stadt, des Hauptmanns v. Zimmermann, dem nach vorhergehendem Gesangständchen als Repräsentanten der tapfern alliirten Armee für Schleswig-Holstein ein donnerndes Hoch gebracht wurde, wofür der Herr Commandant im Namen der Oesterreichischen Armee seinen Dank aussprach. Nach Absingung des Liedes "Schleswig-Holstein meerumschlungen" durch das Sängerchor wurde noch ein Umzug durch einen Theil der Stadtt gehalten und schliesslich die Fackeln auf dem Markte verbrannt, wobei unserm geliebten Herzog Friedrich VIII. ein donnerndes, dreifaches Hoch gebracht wurde.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 3. marts 1864)
En notits beskriver Istedløven og andre danske symboler:
Istedløven, dvs. den løvfrøslignende figur der blev rejst på Flensburg kirkegård til minde om den problematiske sejr ved Isted, er blevet revet ned fra sin piedestal og vil blive transporterete sydpå for at blive vist frem for penge. Verden har intet tabt ved at ødelægge monumentet der er rejst af fanatisme og uforsonligt had; thi det var en grim skikkelse, som ikke opfyldte sit formål — at bevise danskernes magt — men gav det mest uhæmmede Indtryk af en kolossalt forstørret frø, som syntes at undre sig over den rolle, den var blevet dømt til. Så Dannevirke, embedsmændene, sprogrettighederne, de danske skoler og "Løven" ville blive afskaffet, og tilbage er blot erobringen af Als for at slette det sidste spor af det sølle danske styre.
Der Idstedter Löwe, d. h. jene laubfroschändliche Figur die zur Erinnerung an den problematischen Sieg bei Idsted auf dem Flensburger Kirhchof errichtet wurde, ist, in Stücke zerlegt, von seinem Postament herunter geworfen worden, und wird nach dem Süden wandern um für Geld gezeigt zu werden. Die Welt verliert an der Zerstörung des vom Fanatismus und unversöhnlichen Hass errichteten Monuments nichts; denn es war eine hässliche Figur, die ihren Zweck - die Kraft der Dänen zu beweisen - nicht erfülle, sondern selbst dem Unbefangensten den Eindruck eines kolossal vergrösserten Frosches machte, der sich selbst über die Rolle zu wundern schien zu welcher man ihn verurtheilt hatte. So wären denn das Danewekm die Beamten, die Sprachrechte, die dänischen Schulen und der "Löwe" beseitigt, und es bleibt nur noch die Eroberung Alsens um die letzte Spur der scmächlichen Dänenherrschaft zu verwischen.
(Allgemeine Zeitung 3. marts 1864)
Istedløven (1862) blev skabt af H. W. Bissen til minde om slaget på Isted Hede 1850. Den blev opsat på Flensburg kirkegård. Det hed sig at nogle krigergrave fra krigen 1848-1851 blev fjernet. Dette var naturligvis en provokation, ligesom løvens sejrrige udseende. Også fremtrædende danske embedsmænd var bekymret for opsætningen, ligesom dansksindede nægtede at give bidrag til indsamlingen. Den 22. februar 1864 øvede vrede flensborgere hærværk mod løven, så politiet måtte gribe ind.
Apropos om Løve
Tyskerne er dog et ejendommelig gement folkefærd, det er ikke nok med, at de på den skammeligste måde af verden krænker gravenes fred ved at sønderbryde og borttage løvemindet over vore helte fra forrige krig, - de finder det endogså i sin orden, i sange at forherlige det pak, der har forgrebet sig på det prægtige værk. I den - som J. Levin med rette kalder den - "splitternøgne" "reform" findes således et digt til ære for de to tømmersvendehelte, der havde det uhyre mod at rejse fra Altona til Flensborg for at slå halen af løven. Jeg vil ikke trætte Dem med at afskrive hele digtet - hvis man forresten tør kalde dette makværk således - kun hovedstederne deri meddeler jeg her.
Der Löwe von Idstedt.
Eine Geschichte vom Schwanzausreissen.
In Altona da sassen
Der wackern Genossen zwei,
Lorenzen war es und Heine,
Sie sassen und tranken dabei.
Da rief der Eine: Was sitzen
So ruhig wir hier auf der Stell',
Es giebt ja noch gute Arbeit
Fur manchen rüst'gen Gesell.
Wenn auch die Klinge zu führen
Anjetzt noch nicht ist an der Zeit
So harrt ein Werk doch schon unser,
Sein Schauplatz ist gar nicht so weit.
Es ist auf schleswigschem Boden
Der Löwe, den lang' man geschaut
Wir glauben, es ist nur ein Esel,
Gehüllet in Löwenhaut.
Gesagt, gethan - mit Schnelle
Erschienen die Beiden ganz still,
Sie rissen den Schwanz aus dem Löwen,
Der wagte nicht einmal Gebrüll.«
Er det muligt at tænke sig noget mere råt end disse æselsspark, og sådan noget gør lykke mellem Schillers og Goethes efterkommere.
Morsomt er det at se, hvorledes tyske gøglere benytter krigen til reklamer: jeg har således i ovennævnte blad set en lille rørende historie, der naturligvis er lavet for ved den at trække hus for en musikalsk Hanswurst i Hamborg; den lyder omtrent således:
Rystende gensyn: Virtuosen hr. Treiber, der agter at optræde på Stadtteatret, havde i sinde at begive sig til Rensborg for at gense sin broder ved den østrigke hær, da en bekendt meddelte, at han havde truffet broderen, der såret var kommet til Hamborg. Das Wiedersehen war erschütternd! Broderen var 3. gang blevet såret ved Oversø - 1. gang ved Magenta, anden gang ved Solferino (mindre kan ikke gjøre det) men uagtet sit sår havde han med 4 mand taget 30 danske til fange, der villig overgave sig, efter at han havde set sig nødsaget til den ubehagelige formalitet at jage bajonetten durch und durch deres Officier. Han venter at få sølvmedaljen "for ædel dåd" og ved næste avancement at blive udnævnt til officer.
Fiffig fyr, samme virtuos Treiber, den mundfuld skal nok trække hus!
(Fædrelandet, 7. marts 1864).
Allgemeine Zeitung (1798-1929) var et af de første og vigtigste politiske dagblade i Tyskland med artikler af kendte forfattere som Heinrich Heine, Friedrich Engels og Friedrich Hebbel. Avisen var grundlagt den 1. januar 1798 af Johann Friedrich Cotta. 1807-1882 udkom dagbladet i Augsburg, derefter i München.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar