Tilstanden i Slesvig. Af god Kilde erfarer "Berl. Tid.", at Etatsraad, Borgmester Hammerich i Haderslev den 19. Februar af Preusserne blev arresteret og ført under militær Bedækning til Flensborg, fordi han vægrede sig ved at udlevere 200 Rd. til Opkjøb af Tømmer; andre Beretninger om Grunden til hans Fængsling ere neppe rigtige. I hans Sted er foreløbig Herredsfoged Heide bleven konstitueret som Borgmester. De indbragte Fanger af Embedsstanden blive i Flensborg førte til det saakaldte Tugthus i Byens nordre Ende, en større massiv Bygning, men blottet for alle Bekvemmeligheder. Pastor Mørk Hansen fra Feltsted, der blev frigivet efter 4 Dages FængseI, ligesom Pastor Roth fra Varnæs, havde kun Straa at ligge paa; det blev dog tilstedt dansksindede Folk at forsyne dem med Sengklæder. Værst ere Præsterne i det Sundevedske farne, da de uden videre af Fjenden betragtes som Spioner, eftersom de til dels ere bosatte indenfor den preuss. østerrigske Operationslinie. Paa een Dag (den 16de Februar) blev der indbragt 5 Skolelærere og Præster, det hed sig fra Broagerland. - I Henhold til v. Zedlitz's Proklamation have mange sydslesvigske Embedsmand forsøgt paa at tiltræde deres Embeder igjen, stolende paa den lovede preussiske Beskyttelse, men imidlertid have "Amtmanden" Jacobsen i Gottorp Hytten og Thomsen Oldensworth i Husum Eidersted faaet Kommissorium til at "regulere Spørgsmaalet angaaende Embeders Besættelse" og som Følge heraf tildels paa en meget brutal Maade bortvist Embedsmændene igjen som Danske". Dette skeer aldeles uden Hensyn til, om de ere Slesvigere eller ej, hvorimod der i de ledige Embeder indsættes Holstenere; saaledes den nuværente Borgmester Seitel og Politimester Nitzsch i Slesvig, begge fødte Holstenere, hvoraf den Sidste aldrig har været i Slesvig. Et Hoved-Omslag i Hr. v. Zedlitz's Holdning og oprindelige løfter, hvis de nogensinde have været alvorlig mente, har den østerrigske Grev Reverteras Ankomst og navnlig Professor-Deputationen fra Kiel (den 17. Februar), bestaaende af d'Hrr. Thaulow og Planck, bevirket. Man søger endnu nødtørftig at bevare et ydre Skin af Lovlighed, men Civilkommisærerne ere aldeles komne i den slesvigholstenske Agitations Magt; de ere personlig i høj Grad uvidende om slesvigske Lokalforhold og belejres fra Morgen til Aften af slesvigholstenske Deputationer og enkelte indflydelsesrige Agitatorer. For Øjeblikket koncentrerer hele Partiets Anstrengelse sig paa de loyale Embedsmands Fortrængelse; dog vil Afsættelsen neppe gaa for sig, før der er udarbejdet fuldstændige Lister eller fundet passende Personer til alle Embeders Besættelse med Tydskere. En Mængde Kieler Kandidater have gjort Civilkommissærerne deres Opvartning, navnlig Theologer. Allerede midt i Februar hed det i Rendsborg, at man ogsaa maatte sørge for passende Personer, der vare det danske Sprog mægtige. Nu skal Bienniet i Kiel være den afgjørende Norm, hvilket Professor Deputationen har faaet drevet igjennem. Kieler-Universitet betragter tillige alle slesvigske Latinskoler som underlagte sin højere Inspektion og Myndighed og vil derefter rimeligvis faa den udelukkende Regulering af hele Skole- og Gejstligheds-Spørgsmaalet ihænde. Paa embedsgridske Kandidater er der stor Overflod; en tidligere Kollaborator Langbehn (Holstener) og en Søn af den forhenværende Konrektor Michelsen (begge tidligere i Haderslev) ere i disse Dage fra Hamborg rejste nordpaa. Overalt i Slesvig er der stærk Efterspørgsel efter "Jensens kirchliche Statistik", for at udsøge sig de fedeste Præstekald, og man ser Folk studere denne Bog i Jernbane Koupeerne. De sidste Efterretninger fra Flensborg melde, at Dr. Lübker (forhenværende Konrektor i Slesvig, under Krigen i 1848 Rektor i Flensborg) af Civilkommissærerne har faaet det Hverv, at ordne hele Latinskolevæsenet. Han er bekjent som fanatisk Slesvigholstener.
(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1864).
Disse og mange andre afskedigelser i Slesvig er beskrevet fra dansk side i "Meddelelser om begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" (Den 1ste November 1864)"
Emil Hammerich (1801-1877) var borgmester i Haderslev 1850-1864. Efter krigen 1848-1851 var der i Nordslesvig ikke store vanskeligheder med at få indført dansk som skole- og kirkesprog da befolkningen i denne del af Slesvig i overvejende grad talte en dialekt af dette sprog. Der var dog ikke noget folkekrav om at retssproget også skulle være det, men Emil Hammerich var blandt de som søgte at få det gennemført i 1850.
Peder Alexander Cecilius Heide (1822-1866) var i Slesvig 1850-1864 som birkedommer, ridefoged og herredsfoged. Hans tid som borgmester i Haderslev sluttede samme år, og han blev herefter byfoged og politimester i Odense samt skriver i Bjerge-Aasum herreder.
Pastor Henrik Roth (1812-1886), Varnæs. Han udgav efterfølgende et lille skrift med sine oplevelser i det preussiske lazaret (Lazareth-Erindringer fra sidste Krig, 1864). Han fik 1865 ansættelse i Vigerslev på Fyn.
Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895). Han var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling og talte det danske mindretals sag, støttede sprogreskripterne 1852-1864 og god ved af den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. Pga disse politiske anskuelser blev han arresteret og den 23. juli 1864 afskediget. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.
Adolph Theodor Thomsen(-Oldenswort) (1814-1891) havde siden 1854 været medlem af den slesvigske stænderforsamling, og her bl.a. virket for genoprettelsen af den nedlagt lærde skole i Husum. Han var leder af majoriteten i stænderforsamlingen, og blev af civilkommissær v. Zedlitz udnævnt til amtmand for Husum og Bredstedt - formentlig efter at have indsat sig selv. Han blev afskediget af preusserne november 1865 fordi disse ikke yndede tilhængere af "augustenborgeren", og erstattet af Rendsborgs borgmester justitsråd Wriedt. Han immatrikulerede sig herefter som stud. jur ved Kiels Universitet i slutningen af 1865. Han blev medlem af det nordtyske parlament i 1867 og den preussiske landdag. Her måtte han stoppe i 1869 pga. døvhed.
Fra Egnen mellem Kolding og Veile. Det er en i høieste Grad ubehagelig Stilling at være i, saaledes at leve imellem tvende Kjæder. Trykkende er Tiden, men modløse ere vi min Tro ikke; lad der komme, hvad komme vil. Noget Godt have vi ikke ivente, men paa den Plads, hvor vi boe, ere vi vante til at have det ondt i Krigstid, navnlig vi, som boe ved Chausseen imellem Kolding og Veile, samt de, som boe ved Chausseen efter Snoghøi og Fredericia. Vi have i 7 Dage havt en umaadelig Indqvartering af vore egne Folk; en lillebitte Bondegaard havde 60 Mand og de større indtil 100 Md. Under slige Forhold er det slemt at bjerge sig, thi det er jo en total Umulighed at sørge for Folkenes Logis og Forplejning, især da der aldeles ingen Natural-Forpleining erholdtes; de mindre Gaarde vare jo strax blottede for Alt, navnlig Brød og flæsk. I Kolding har Fjenden til Dato opført sig ordentlig; men hvorledes det vil saae nu, da Communalbestyrelsen i Kolding har nægtet at give Fienden Natural-Forplejning, som er uoverkommelig for Byen, er vel et Spørgsmaal. For Øieblikket er der vistnok kun 2000 Mand i Kolding; endeel Tropper ere nemlig rykkede ud paa Landet imod Vest, til Seest, Gjelballe, Vamdrup osv.
---
Af et Brev fra Veile den 20de Februar. Endnu ere vi da frie for Fienden, saalænge det varer. Nogle mene, at han ikke rykker høiere op af Frygt for Fredericia; imidlertid har han dog været i Houen, der ligger lige Vest for Veile; efter Sigende var det Østerrigere. I Kolding skal det gaae meget broget til. Man for talte her for et Par Dage siden, at Preusserne havde forlangt fri Forplejning eller 1000 Rdr. om Dagen; i modsat Fald vild: de selv tage, hvad de behøvede. Af en Bekjendt fra Slesvig, der kom her igjennem igaar, hørte vi, at Østerigerne skulle husere slemt i Nordslesvig: de stiæle, hvad de kunne faae fat i, og det gaaer især ud over Sølvtøi og andre Sager af Værdi; men de forsmaae heller ikke andre Ting; saaledes have de taget 6 Køer fra en Mand. Her i Veile have vi saa stærk Indqvartering, at det er som om vi levede paa et Gjæstgiversted. Men det er det Mindste af det; een Trøst have vi ialtfald, at saalænge vore Egne ligge her, slippe vi for tydsk Indqvartering. De senest Indkaldte have endnu ikke faaet deres Papirer, hvilket man undrer sig meget over, da det jo dog er tvivlsomt, om Byen og Egnen blive besatte af Tydskerne eller ikke. Der er indbragt flere Spioner hertil. (Flk. Av.)
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. marts 1864).
De tydske Tropper i Nørrejylland. (Dbl.) Et Brev fra Egnen mellem Kolding og Veile giver følgende Skildring af Tilstanden i de okkuperede Distrikter. Søndagen d. 21de havde vi første Gang den Ære paa Afstand at see preussiske Husarer; et Par Stykker af dem vare komne Nord for Alminde Passet og sendte nogle Kugler ned efter et Par af vore Dragoner, som holdt her i Byen. Kuglerne faldt i min Have. Den Styrke, hvortil de hørte, talte ialt 73 preussiske Husarer. Mandagen d. 22de kom der atter en Patrouille af samme Slags og undersøgte vor By i Hui og Hast; de observerede en enkelt Dragon af Vore, som holdt Nord for Byen paa Chausseen, affyrede tre Skud efter ham, men retirerede da i strakt Galop tilbage og tog Veien efter Dons Mølle; der var ialt 13 Mand. Tirsdagen d. 23de gjentoges den samme Manøvre, men Undersøgelsen var denne Gang nøiagtigere; jeg blev kaldt ud for at skulle sige, om der havde været danske Soldater, og Officeren forhørte mig paa gebrokkent Dansk. Jeg gav den Forklaring, som jeg fandt passende, og saasnart de havde faaet den, galoperede de bort. Da der ingen danske Dragoner eller Husarer var, som de kunde vise deres Mod paa. huggede Officeren Hovedet af en tam Due, jeg havde, og tog den med som Krigsbytte. En af Preusserne vilde have, at min Pige skulde bringe ud til dem de Pandekager, som hun var ifærd med at bage; men jeg protesterede og sagde, at vilde de have Pandekager, maatte de selv hente dem; de følte sig dog ikke saa sikkre, at de turde staae af Hestene, da jeg sagde dem. at vore Husarer havde været her for et Øieblik siden; det var rigtignok kun 2 Mand, men det fortalte jeg dem ikke. Da de mærkede, at jeg var kold og alvorlig og ikke bange for dem, hilsede de høflig og red bort. Igaar (d. 24de) var der ingen Fjendlige her, hvorimod vi stadig see nogle af vore Egne. Idag har der heller ikke været nogen Fjende her, men tre Preussere have været i Alminde. Da jeg kjørte ud imorges, opdagede jeg at et Par hundrede Mand Infanteri med Kjede foran marscherede paa Veien fra Kolding efter Nebel; om der var Kavalleri med. kunde jeg ikke opdage. - Det er en i høieste Grad ubehagelig Stilling at være i, saaledes at leve imellem tvende Kjeder. Trykkende er Tiden, men modløse ere vi min Tro ikke, lad der komme, hvad der komme vil. Noget Godt have vi ikke i Vente, men paa den Plads, hvor vi boe, ere vi vante til at have del ondt i Krigstid, navnlig vi, som boe ved Chausseen imellem Kolding og Veile, samt de, som boe ved Chausseen efter Snoghøi og Fredericia. Vi have i 7 Dage havt en umådelig Indkvartering af vore egne Folk; en lillebitte Bondegaard havde 60 Mand og de større indtil 100 Mand. Under slige Forhold er det slemt at bjerge sig, thi det er jo en total Umulighed at sørge for Folkenes Logis og Forpleining. især da der aldeles ingen Natural-Forpleining erholdtes; de mindre Gaarde vare jo strax blottede for Alt, navnlig Brød og Flesk. Vore Tjenestefolk ville ved saadanne Lejligheder helst spørge efter Nyt og bestille saa Lidet som muligt. - Da Flere fra Kolding have besøgt mig, kan jeg melde, at Fjenden til Dato har opført sig ordenlig; men hvorledes det vil gaae nu, da Kommunalbestyrelsen i Kolding har nægtet at give Fjenden Naturalforpleining, som er uoverkommelig for Byen, er vel et Spørgsmaal. For Øieblikket er der vistnok kun 2000 Mand i Kolding; iforgaars, igaar og maaskee ogsaa idag ere nemlig endeel Tropper rykkede ud paa Landet imod Vest, til Seest, Gjelballe, Vamdrup osv. Den Dag. Preusserne rykkede ind i Kolding, forefaldt der et tragikomisk Optrin. Alle de, som Fjenden kunde faa fat paa, blev uden Standsforskjel drevne med Bajonet eller Sabel hen til Sønderbro og tvungne til at borttage de der anbragte Barrikader; det var et heelt Væddeløb. - De preussiske Husarer ligne mere en Flok Junkere eller omvandrende Gjøglere end Stridsmænd. Alle Folkene have Blodsheste, gode til at retirere paa og til Patrouilletjeneste, da de ere meget rapfodede; de ere pudsede og striglede med Omhyggelighed og godt istand. Vore Heste kunne langtfra maale sig med dem i Hurtighed; men til Strabadser og Bataille troer jeg nok. at de ere langt at foretrække. Mand og Heste ligne paa begge Sider hinanden; der er en vis jevn Ro over Vore, medens Tydskerne have det modsatte Særkjende; thi saavel Heste som Folk ere i en stadig Uro og ere meget vimse. Vore Dragoner og Husarer ere forresten vel dristige (for ikke at sige dumdristige) med deres Patrouillering, og derfor miste vi jo af og til en enkelt. Tydskerne have en udmærket Karabin, hvilken de altid ride med, medens de ikke føre dragen Sabel, hvorimod Vore altid ride med Sablen i Haanden. Vore Hestfolk skyde ikke, idetmindste har jeg endnu ikke seet eller hørt det, hvorimod Fjenden idelig plaffer løs.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. marts 1864).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar