I gaar Eftermiddags opsloges paa Gadehjørnerne i Hovedstaden følgende Proklamation til Hæren:
Soldater!
Det er ikke alene ved Tapperhed paa Kamppladsen, men ogsaa ved at bære med Taalmod Mangel paa Hvile, Kulde, allehaande Savn og Anstrengelser, at en Soldat lægger for Dagen Troskab mod Kongen, Kjærlighed til Fædrelandet. Det blev kun givet faa af Eder i Kamp mod en overlegen Fjende at vise, at I ei ere vanslægtede siden Fredericia og Isted; Alle have I derimod havt rig Lejlighed til at give glimrende Prøver paa Nøjsomhed og Udholdenhed, forenet med freidigt Mod, under langvarige og store Besværligheder.
Soldater! Modtag derfor Eders Konges Tak! Dannevirke er opgivet. I Fjendens Vold ere de Kanoner, der skulde have lammet hans Hovmod. Aabent ligger Landet for Fjenden. Dybt føler jeg med Eder, hvad Vi derved have tabt. Men, mine Venner! Jeg har kun denne ene Armee til Landets Forsvar, og Eders krigskyndige Førere have formeent, at jeg ei længere vilde have nogen Armee, dersom I ei nu trak Eder tilbage. Derfor tog de Beslutningen at vige.
Soldater! Jeg staaer ene i Verden med mit Folk. Hidtil har ingen Magt erklæret i Gjerningen at staae os bi. Jeg stoler paa Eder og paa min Flaade. Rede ere I til at udgyde Eders Blod; men vi ere Faa mod Mange, og derfor maa det dyrt betales. Den almægtige Gud give, at Hævnens Time snart maa slaae for al den Vold og Uret, der tilføies mig og mit Folk.
Sønderborg, den 6te Febr. 1864.
Christian lX.
D. G. Monrad.
Under det Indtryk, der er fremkaldt ved Rømningen af Dannevirke, klinger denne Proklamation, for hvilken Biskop Monrad bærer Ansvaret, næsten som en Haan. Der kan ganske vist trænges haardt til et styrkende og oplivende Ord, efterat Armeen nu ogsaa paa dansk Jordbund har maattet vige for Fjenden, men det maatte lyde ganske anderledes for at forsone Officerer og Soldater med den bittre Kalk, der er budt dem. Det siges dem, at Dannevirke er opgivet, at dets Kanoner er i Fjendens Vold, at Landet ligger aabent for ham. Men hvorfor er dette skeet? Den Grund, der anføres, er en saadan, at vi ikke forstaae, hvorledes man i en Henvendelse til Herren har kunnet nævne den. Kongen har kun een Armee "til Landets Forsvar", og hvis den blev staaende paa Dannevirke, kunde man risikere, at den blev opreven! Men "Landets Forsvar" opgives jo netop ved at trække Armeen tilbage, og den Grund, som her er nævnt, kan ligesaa vel anføres for enhver fremtidig Flugt, fra Dybbøl ligesaa godt som fra Dannevirke, fra Fyen ligesaa godt som fra Als. Den hviler paa den besynderlige Forudsætning, at et Land med store Offre tilvejebringer en Armee, ikke for at bruge den, men for at bevare den.
Det hedder i Proklamationen, for hvilken Ministeren alene bærer Ansvaret, at Kongen stoler paa sin Hær og sin Flaade. Det havde varet bedre, om denne Tillid var bleven viist i Gjerningen ved at lade Hæren kampe der, hvor Fjenden dyrest maatte betale hver Fodsbred Jord. Efter Nederlaget kan den Overvundne paakaldt Hævnen, men det er ilde valgte Ord, naar man ligeoverfor dem, der have maattet vige tilbage uden Sværdflag, paakalder den almægtige Gud for at bede om Hævn for den Vold og Uret, som man ikke selv har gjort sit Yderste for at forhindre.
Stemningen i Hovedstaden var igaar overordenlig bevæget. Efterretningen om, at noget Vigtigt var foregaaet, naaede allerede i Løbet af Natten nogle Enkelte, og tidlig om Morgenen gjennemfoer allehaande Rygter Byen, navnlig om en blodig Kamp, efter hvilken Vore havde maattet trække sig tilbage; at Dannevirke skulde være rømmet uden nogen Kamp, faldt Ingen ind. Først opad Formiddagen blev den sørgelige Sandhed bekjendt i en videre Kreds, og lidt før Kl. 12 kundgjordes den i Krigsministeriet af Direkteuren for Personellet, Major Ankjær, hvis Ord nedenfor findes refererede. Virkningen var ubeskrivelig; Sorg, Fortvivlelse og Harme malede sig paa Alles Ansigter, og mangen en Taare vidnede om den dybe Bevægelse. Gangene og Trapperne ved Krigsministeriet vare i flere Timer overfyldte af Folk, der ventede at faae nyere Efterretninger. Af fremmede Gesandter bemærkede man Sir A. Paget og Grev H. Hamilton, der begge vare meget grebne af Tidenderne. Paa Slotspladsen, i Rigsdagen, paa Børsen osv. saae man talrige Grupper samlede, i Gaderne vrimlede det af Folk, som vilde høre Bekræftelsen paa det sørgelige Rygte, og inden lang Tids Forløb udkom der fra de fleste Blade Løbesedler, som meddeelte Efterretningen.
Da det begyndte at mørknes, drog store Skarer, der voxede undervejs, gjennem Gaderne under allehaande Raab, omsværmede af de pibende og hujende Drenge, der i bevægede Tider synes at voxe frem af Steenbroen. Lidenskaberne vare paa sine Steder i stærk Bevægelse, der hørtes Trusler og Eder, og flere bekjendte Mænds Forsøg paa at standse og opløse Skarerne mislykkedes, medens enkelte ophidsende Taler besvaredes med Jubel. I Amaliegade forefaldt der meget stemme Excesser, og det blev tilsidst nødvendigt at afspærre Gaden for begge Ender med en Politistyrke. Politiet nødsagedes i enkelte Tilfælde til for første Gang at bruge sin Stav, hvorved flere Personer skulle være blevne kvæstede. Tummelen vedvarede lange, men synes dog tilsidst at være døet hen.
Disse Gadeoptøjer ere overordenlig meget at beklage, og vi rette den indtrængende opfordring til alle besindige Medborgere, at de ville bidrage til at forhindre dem, navnlig ved i de første Dage at holde deres Tyende og Lærlinge hjemme. Den Bevægelse, der gjennemstrømmer Hovedstaden, er for dyd og for adel til at skulle søge sit Udtryk i Spektakler og Demonstrationer af uansvarlige Personer.
(Dagbladet (København) 7. februar 1864).
Optøier i Kjøbenhavn. Hovedstaden var fra i Løverdags Aften til langt tid paa Natten Skuepladsen for meget beklagelige Excesser. Navnlig havde en større Masse henved Kl. 6 samlet sig i Amaliegade, hvor den med Hujen og Piben søgte at give sin Forbittrelse Luft. Efterhaanden antoge disse Udskeielser en mere nærgaaende Charakteer, og Politiet saae sig der for nødsaget til at rydde Gaden. Den ophidsede Hob søgte imidlertid med Magt at tiltvinge sig Adgang til Gaden, og det kom herved til et temmelig alvorligt Sammenstød med Politiet, der for første Gang saae sig nødsaget til at bruge sit farlige Vaaben. Saadanne Sammenstød fandt flere Gange Sted, og flere af Politiets Personale det hedder 11 bleve mere eller mindre qvæstede, deels ved Slag af Knipler, Steenkast osv. Ligeledes blev en ikke ubetydelig Mængde af tumultuanterne saarede, og nogle og tyve af de værste bleve anholdte
Det glæder os at kunne tilføie, at der iaften ikke - idetmindste ikke indtil vi skrive dette Kl. 10, - forefaldt nogen alvorlig Forstyrrelse af den offentlige Orden. Vel havde der atter iaftes samlet sig en hujende og pibende Hob, som for største Delen bestod af Gadedrenge og Folk af de laveste Klasser, Amaliegaden blev med Lethed ryddeliggjort og efterat Sprøiterne vare blevne anvendte, adspredte Hoben sig fuldstændig.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. februar 1864).
Gadeoptøierne i Lørdags og i Natten til Søndag have havt en endnu mere alvorlig og forargelig Karakter, end man først var tilbøielig at antage. De mange mindre Skarer, der i Aftenens Løb drog igjennem Gaderne, samlede sig sluttelig i Amaliegade til en tæt sammenhængende Hob, der hujede, peb, udstødte truende Raab og hengav sig til endnu mere fordømmelige Excesser. Politidirekteuren selv i Spidsen for en Afdeling Betjente maatte tilsidst efter en forgjæves Opfordring i Kongens og Lovens Navn paatage sig at feie Gaden ren for at forhindre en Gjentagelse af udøvet Vold, og ved denne Leilighed skal der være faldet drøie Slag fra de blytunge Stave. Politiet afspærrede derpaa Gaden baade imod Amalienborgs Kolonnade og imod St. Annæplads, men nu samlede sig paa denne Plads den fra Amaliegade fordrevne Mængde, som stadig forøgedes, og Spektaklet begyndte paany værre end nogensinde. Politiet var ikke istand til at sprænge Mængden, der stod som en tyk og uigjennemtrængelig Muur; derimod maatte Betjentene selv udholde et Bombardement af store Steen, hvorved ikke faa af dem blev alvorlig kvæstede. Een fik saaledes baghovedet næsten knust, en Anden har faaet et Øie spoleret, en Tredie Kinden flækket, Flere have stemme Huller i Hovedet o. s. fr. Mængden bestod, saavidt man kunde skjønne, Meest af sletklædte Personer, Læredrenge o. desl.; man opdagede ligeledes en hel Deel af de indkaldte Forstærkningsmænd, Gardister og Rekruter i Hoben, men kun faa Medlemmer af de dannede Folkeklasser. Begge Gardekorpser maatte omsider kaldes til Hjælp; Fodgarden indtog dog en næsten ganske passiv Holdning, men en Deling af Hestgarden under Baron Petersdorff gjorde et Chok i kort Galop, som skaffede nogenlunde Luft; endeel redes herved overende, og Enkelte skulle være komne til Skade, men ogsaa nogle af Hestgardisterne blev molesterede. Ikke Faa blev arresterede. Spektaklerne fortsattes dog langt ud paa Natten igjennem Gaderne, og først henad Morgenstunden (Kl. 3-4) kunde Politiets Folk faae nogen Hvile. Af Betjentene ere 12-14 saarede, og omtrent et halvt Dusin bragte paa Hospitalet.
Vi maae desværre tilføie, at der atter igaar Formiddags har fundet et Optrin Sted, som enhver Velsindet ikke kan Andet end i høieste Grad fordømme, og det vilde være meget ønskeligt, om nogle af de Skyldige kunde udfindes og blive eftertrykkelig straffede for deres feige, alle Hensyn forglemmende Adfærd.
Igaar Aftes syntes Byen at være roligere. Den af 35 Landsthingsmænd udstedte Opfordring til Rolighed, og Rigsdagens Møder synes at have udøvet en gavnlig Virkning.
(Dagbladet (København) 8. februar 1864).
Efter de stedfundne Gadetumulter og navnllg efter Konseilpræsidentens uforbeholdne Udtalelser i begge Rigsdagens Afdelinger kan det ikke nytte at prøve paa at skjule eller nægte, at den ved den rystende Efterretning fremkaldte Misstemning og Mistro for en stor Deel vendte sig imod Kongehuset og Hs. Majestæt personlig *). Dette er tilvisse et beklageligt Faktum; men den eneste Mulighed til at fjerne den heri liggende Fare er bestemt og aabent at gaae ind paa Sagen, undersøge, hvad Grunden kan være til, at det maatte komme saaledes, og dernæst gjøre sit Bedste for at fjerne de Anstødsstene, der have bragt Spørgsmaalet til sit nærværende Standpunkt.
Konseilspræsidenten forsikkrer, at Hs. Majestæt har handlet fuldkommen loyalt, at han i fuldt Maal deler med os Sorgen og Overraskelsen over det Indtrufne. Denne Forsikring ville vi overordentlig gjerne troe paa, Vi ville gjerne troe paa den for Fædrelandets Skyld, der visselig vildt være bragt til Afgrundens Rand, hvis det samtidig maatte værge sig mod overmægtige ydre Fjender og indre Splid; vi ville gjerne troe det for Kongens Skyld, hvem vi - det vide vore Læsere, og det veed Hs Majestæt, hvis han er i deres tal - bestandig have søgt at støtte, hvem vi have taget i Forsvar, da han angrebes som Prinds, og hvem vi under hans korte, men tornefulde Regjeringstid altid have søgt at give ikke det behageligste, men det bedste og de mest velmente Raad. Men netop denne vor Stilling som uafhængig og oprigtig Tilhænger af Hs. Majestæt paalægger os den Pligt med Ro og Fordomsfrihed at undersøge, hvad der kan være Grunden til den indtraadte beklagelige Stemning, og med Uforbeholdenhed og Frimodighed at paavise Midlerne til at tilveiebringe en gunstig Forandring deri. Naar vi derved nødsages til at underkaste Hs. Majestæts Optræden en Kritik, da er det paa ingen Maade for at rette nogen Bebreidelse mod Kongen, hvortil han heller ikke har gjort sig fortjent, men det er for at forstaae det Foregaaede og for deraf at uddrage en Lære.
(Artiklen stærkt forkortet)
Gadeoptøierne fortsattes i Søndags Aftes, men efter en meget mindre Maalestok. Paa Garnisonspladsen udfor Amaliegade, der var afspærret af Garden og Politiet, samlede der sig endeel Mennesker, bestaaende af den laveste Pøbel og Drenge, der hujede og skreg. Saasnart Sværmen nærmede sig Amaliegade, modtoges den med en Ladning af nogle der anbragte Sprøiter, der gjorde ypperlig Virkning. Da Sværmen ikke længere morede sig der, trak den ud ad Christianshavn til, men forhindredes i at udføre sit Forsæt ved, at saavel Knippelsbro som Langebro vare optrukne. I Løverdags ere en stor Deel Mennesker blevne saarede, deriblandt mange Uskyldige, der kun have været tilstede af Nysgerrighed. Nogle og fyrretyve ere blevne arresterede. 14 af Politiets Betjente ere blevne forslaaede og deriblandt 3 meget farligt.
Tumultanterne bestod som sagt i Søndags udelukkende af Pøbel og Drenge, i Løverdags var der derimod en stor mængde Soldater derimellem.
Efter en paalidelig Beretning have i Løverdags Aftes flere hundrede holsteenske Soldater trukket igjennem Nyboder, skraalende Schleswigholstein meerumschlungen. Sligt har ganske vist ikke været vel skikket til at berolige Stemningen.
(Folkets Avis - København 9. februar 1864)
- Stemningen i Hovedstaden var igaar overordentlig bevæget, efterretningen om, at noget Vigtigt var foregaaet, naaede allerede i Løbet af Natten nogle Enkelte, og tidlig om Morgenen gjennemfore allehaande Rygter Byen, navnlig om en blodig Kamp, efter hvilken Vore havde maattet trække sig tilbage; at Dannevirke skulle være rømmet uden nogen Kamp, faldt Ingen ind. Først opad Formiddagen blev den sørgelige Sandhed bekjendt i en videre Kreds, og lidt før Kl. 12 kundgjordes den i Krigsministeriet af Directeuren for Personellet, Major Aakjær, hvis Ord nedenfor findes refererede. Virkningen var ubeskrivelig; Sorg, Fortvivlelse og Harme malede sig paa Alles Ansigter, og mangen en Taare vidnede om den dybe Bevægelse. Gangene og Trapperne ved Krigsministeriet vare i flere Timer overfyldte af Folk, der ventede at faae nyere Efterretninger. Af fremmede Gesandter bemærkede man Sir A. Paget og Grev H. Hamilton, der Begge vare meget grebne af Tidenderne. Paa Slotspladsen, i Rigsdagen, paa Børsen osv. saae man talrige Grupper samlede, i Gaderne vrimlede det af Folk, som ville høre Bekræftelsen paa det sørgelige Rygte, og inden lang Tids Forløb udkom der fra de fleste Blade Løbesedler, som meddeelte Efterretningen. - Da det begyndte at mørknes, droge store Skarer, der voxede underveis, gjennem Gaderne under allehaande Raab, omsværmede af de pibende og hujende Drenge, der i betagede Tider synes at voxe frem af Steenbroen, Lidenskaberne vare paa sine Steder i stærk Bevægelse; der hørtes Trusler og Eder, og flere bekjendte Mands Forsøg paa at standse og opløse Skarerne mislykkedes, medens enkelte ophidsende Taler besvaredes med Jubel. I Amaliegade forefaldt der meget stemme Excesser, og det blev tilsidst nødvendigt at afspærre Gaden for begge Ender med en Politistyrke. Politiet nødsagedes i enkelte Tilfælde til for første Gang at bruge sin Stav, hvorved flere Personer skulle være blevne qvæstede. Tummelten vedvarede lange, men synes dog tilsidst at være døet hen. (Dgbl.)
- (Brlg. Td.) En Mængde Mennesker (trommede stadig til Krigsministeriet, for at faae Bekræftelse paa, hvad Ingen ville anse for Sandhed. De meest modsigende Rygter og, vi maae tilstaae, de meest nærgaaende Beskyldninger krydsede hinanden. Man udtalte saaledes lydelig Tvivl om at den i Krigsministeriet fremlagte Meddelelse stemmede med de fra Overgeneralen modtagne Indberetninger, og forlangte Oplysninger i saa Henseende af Departementsdirecteur, Major Aakjær, der kom tilstede. Major Aakjær yttrede da:
"Jeg giver Dem mit personlige Æresord paa, at den i Ministeriet fremlagte Meddelelse er overeensstemmende med den i Nat modtagne Depesche. Jeg er ligeledes personlig overbeviist om, at Krigsraadet har fattet sin Bestutning kun som Krigsraad og uden nogen ikke-militair Paavirkning."
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 9. februar 1864).
C. Th. Sørensens Uddrag af de Monrad-Allen'ske Optegnelser. Meddelt ved Erik Møller (redigeret for læselighedens skyld). Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 5 (1956 - 1959) 1-2, s. 134-.
Monrad hørte alt paa Rejsen til Kjøbh. om den voldsomme Spænding i Kjøbh. om Tumulterne i Lørdags [6. Feb.]. Kl. 616 kom han først afsted i Korsør p. Gr. af Misforstaaelse, naaede Kl. 9x9x/4 Kjøbenhavn, hvor modtoges af Marineministeren. Strax op i Konseilspræsidiet, lod Budene fra forsk. Ministerier samle sig, skrev dels selv, dels ved Sekretær Indbydelser til Kronprins, Kommandant1, Chef for Borgervæbning. Kommandører for Hest og Fodgarde3, Politidirektøren, alle Dagbladenes Redaktører,Studenterforenings Seniorat, Arbeiderforeningens Formand om at indfinde sig til forskjellige Tider. Tjener sendtes hjem for at meddele Ankomst hjemme og at han først efter endt Arbejde vilde komme hjem.
Kl. lOl^ Ministrene. De var i ophidset Stemning. Krigs[ministeren] erklærede, at han var blevet behandlet nederdrægtigt og lod mig tydelig forstaa, at han delte den almindelige Mening, at Kongen og Monrad vare de egentlige Ophavsmænd til Rømningen. Det var ingen passende Tid til at blive fornærmet. Jeg meddelte de Grunde, der havde talt for Krigsraadets Beslutning og erklærede, at han [?] antog det for rigtigt, at man havde opgivet Stillingen. Krigsministeren forlangte sin Demission, en Hjemkaldelse af Meza og Kauffm[ann], for at afgive Forklaring, vilde efter hans Formening lede til Oplysninger, der vilde være kompromitterende for Kongen. Justitsmin. og et Par andre sluttede sig til Krigsministeren. Selv Quaade ytrede, vor diplom. Stilling var i høj Grad bleven fordærvet ved Stillingens Opgivelse, og at man nu ikke burde vente sig Hjælp. Saasnart Monrad kunde komme til Orde erklærede han, at han ansaa det rigtigt at Meza og Kauffmann hjemkaldtes i det [nævnte] Øjemed, da han var fuldkommen overbevist om, at der ikke vilde fremkomme noget, der kunde kompromittere Kongen. Man blev synlig overrasket ved denne Erklæring. Krigsm. talte ikke længer om. Demission. Han telegraferede strax til Meza, Monrad til Kongen.
Under Forhandlingerne] vare Folk strømmede til Konseilspræsidiets Dør; de vilde tale med Monrad. Budet erklærede, han ikke kunde holde dem tilbage. Krigsministeren, der var Øjeblikkets Yndling, gik ud og talte nogle beroligende Ord.
Ved Ank. til Konseilspr. laa et Brev fra Landsthingets Formand med Underretning om, at Medl. af Landsthinget vare samlede i privat Møde Kl. 11 for at Monrad, hvis han vilde, kunde meddele Oplysninger. Monrad foretrak et offentl. Møde længere op paa Dagen og anmodede i. d. A. begge Thingenes Formænd at komme til sig. Casse overbragte Besked til Landsthing[et], hvor flere Medlemmer raabte "Lad ham komme strax", medens Beck svarede, "lad os ikke opføre os som Drenge". Da Formændene kom foreslog Monrad at der skulde stilles Interpellation til ham, for at han kunde faa Lejlighed til endnu samme Dag at udtale sig. Dette fandtes betænkeligt, da Interpell. kunde give Anledning til Forhandling, der vilde blive bitter. Enige om, at Folketh. skulde mødes Kl. 4, Landsth. Kl. 4}/2, for at modtage Konseilpræsidentens Meddelelse.
Komd.[anten] i Kjøb. Chef for Borgervæbning, Kmd[anten] for Hest og Fodg[arden] Politidirektøren] mødte samtidig. Forelagdes Spørgsm[aal], om nødvendigt at erklære Kjøbh. i Belejringstilstand. Man var enig om dels at det var ufornødent dels at man savnede den dertil fornødne Militærstyrke. De holsten[ske] Tropper kunde ikke bruges uden i allerhøjeste Grad at ophidse Folket. Stemningen i Garden var tvivlsom, da enkelte af dem havde været med blandt Tumultuanterne. Takket være Borgervæbningens Indretning kan den, naar man rører Allarmtrummen først samle sig efter mange Timers Forløb, da Medlemmer af samme Kompagni laa spredte over hele Byen og dens Forstæder. Hundrede Mand vare dog tilsagte at møde i Nærheden af Christiansborg Slot for i fornødent Fald at kunne assistere p[aa] Christianshavn, hvor man efter Monrads Hjemkomstventede Optøjer. Hovedstyrken af Politiet og Garden skulde holde Amaliegade spærret. Politidirektøren] ønskede imidlertid, at Dronningen skulde tage til Christiansborg Slot, da han ikke ansaa det for sikkert, at det vilde være muligt at yde tilstrækkelig Forsvar ved Amaliegade. Det oplystes, at det var Dronningen selv, som havde givet Garden Ordre forrige Dag (Det havde været Politidirektørens] Pligt gjennem Kommandantskabetat kræve Gardens Bistand).
Monrad anmodede Politidirektøren] om at komme igen Kl. 3 for at tage til Dronningen. Politidirektøren fandt, Monrad burde ikke [tage] hjem førend ud paa Natten.
Dagbladenes Redakt[ører] indfandt sig. Monrad fremstillede, hvad han senere udtalte offentligt, men hans Fremstilling giorde intet Indtryk. Ploug forlangte i oprørt Stemning Krigsret nedsat over dem, der havde deltaget i Krigsraadets Beslutning. Bille spurgte, om det havde været Mening[en] at forhandle med dem, i saa Fald maatte han erklære, at han ikke kunde deltage i saadanne Forhandlinger. Ploug tog atter Ordet og ytrede sig om en fjendtlig Stemning mod hele Kongehuset og bemærkede, at denne Stemning deltes af alle de tilstedeværende Redaktører. Buchheister (Berl. Tid.) tav, kun en af Flyvepostens Redaktører ytrede stammende, at han ikke delte denne Stemning. Monrad svarede, han havde sammenkaldt dem for at meddele dem Oplysninger og for at sætte dem i Stand til at dømme. Hermed bukkede han for dem og lod dem gaa. Derpaa Studentfor[eningens] Seniorat, ligesaa ophidsede som Journalisterne. Frederiksen erklærede, han vilde ikke selv deltage i Optøjer, men vilde ikke giøre nogetsomhelst for at berolige Stemningen. Dertil henholdt de andre sig. Monrad lod dem gaa.
(Naar jeg sammenholder det Indtryk, man havde giort paa Journalister] og Studenter], med det Indtryk, som frembragtes i Rigsdagen, kan jeg ikke tilbageholde] den Bemærkning, hvilken uhyre Forskiel der er mellem Virkningen af den private Meddelelse og den højtidelige offentlige Meddelelse).
Fra Sylvest[er] Jørgensen] et roligt besindigt Brev, hvori udtalt det Haab, at jeg ikke vilde opgive Ævred, fordi jeg maaske troede at se et Spøgelse i Vælgernes Ideer.
Kronprinsen] indfandt sig med Adjudant. Monrad havde ønsket, han skulde deltage i Raadslagningen om hvad [man kunde] giøre for Rolighedens Opretholdelse, havde været i Kirke. Paa Tilbagev[ejen] fra Kirken havde en Mand spyttet ind i Vognen paa hans Søster. Paa Vejen op til Monrad [havde] flere skubbet til ham. Først faaet Ro, da en Stemme raabte: »Skam og Skændsel over hver den, som fornærmer Kronprinsen. Kronprinsen ytrede intet Tegn til Frygt. Da Samtalens Genstand [var] udtømt, ytrede jeg, at han burde gjøre alt for at komme til Hæren snarest muligt. Fandt saa megen mere Anledning dertil, som han selv havde Lyst dertil. Han opfattede det, som om Monrad vilde benytte hans Afrejse som et Middel til at berolige Stemningen. Lod strax Samtalen falde. Kl. var bleven 3, med Politidirektøren] til Dronningen.
Monrad frembar Politidirektørens Ønske. Bag Dronningen stod begge Prinsesserne og Prins Valdemar. Hun afslog med Bestemthed Forlangendet. Hun vilde blive i Hus og Hjem, hun var kjæk og fattet uden nogensomhelst Frygt. Politidirektøren] havde forrige Aften faaet en drøj Irettesættelse, fordi han havde tilladt Folk at samle sig udenfor hendes Bolig. Paa Henvejen havde Politidirektøren betroet mig det og var temmelig forknyt. Nu takkede hun ham i de mest smigrende Udtryk for den Kjækhed, han havde vist senere paa Aftenen og kaldte ham endog et Par Gange "Hr. Politimester". Jeg kjørte nu tilbage til Christiansborg Slot med Overhofmarskalken (Oxholm) og ytrede Ønsket at være i Dronningens Nærhed om Aftenen, men han formente, at dette kun vilde bidrage til at samle Bevægelsen paa et Sted og Monr[ad] kunde mærke, at O[xholm] antog hans Begjæring grundet i Frygt for egen Sikkerhed. Mon[rad] spurgte, om han vilde paatage sig Ansvar for Kon[gelige] Families Sikkerhed, hvori han indvilgede.
Meget langt fra begivenhedernes centrum i Slesvig-Holsten havde H. C. Andersen den 2. februar 1864 skrevet dette lejlighedsdigt til Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup:
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879
Den 13. februar 1864 kunne H. C. Andersen i et brev til Dorothea Melchior give denne fremstilling:
...netop i Dag for otte Dage siden, Budskabet om at vi havde opgivet Dannevirkestillingen og at hele Hæren var draget nordpaa til Dyppel, Als & - Vi bleve Alle overvældede ved Efterretningen, det var en Sorg saa dyb, saa bitterlig, man kunde ikke ret tro det! her var en forfærdelig tung Stemning, og om Aftenen vildt larmende; nær var jeg selv kommet ind i den vilde Vrimmel i Gaden. Jeg spiiste just den Middag hos Kammerherreinde Neergaard i Amaliegaden, Klokken var omtrent halv syv om Aftenen , da vi kom fra Bordet og ind i Stuen ud mod Gaden, derude huiede og skreeg Folk, en fremvæltende Masse, jeg vilde snarest see at komme hjem og skyndte mig fra Fru Neergaard, og med bankende Hjerte banede jeg mig Vei i den Mylren, naaede Garnisonspladsen og kom hjem. Al den Bitterhed, al den Smerte - ja De har nu læst om den i danske Aviser, som De vist nok faae i Rom. Nu løfter sig igjen Sind og Hjerte, nu klarer det sig Dag for Dag, Time for Time, for hver især. Det har været rigtigt og klogt at opgive Dannevirkestillingen, da ellers vor brave, udmattede Hær var blevet omringet, afskaaret og ødelagt; Tilbagetoget har været særdeles hæderfuldt, Soldaterne ere ved herligt Mod, uagtet Alt hvad de have døiet og holdt ud. Gud vil ikke slippe det lille Danmark, der er en Aandens Sundhed og Friskhed i dette gamle Land, at det maa groe og trives, i hvor tunge Søer der rulle hen over det. Første Regiment har paa Tilbagetoget glimrende udmærket sig, holdt ud som Mænd, kjæmpet som Helte; Gud velsigne dem Alle. Gid Foraaret snart komme, og med Guds Hjælp, naar Skovene grønnes, løfter den danske Landsoldat den grønne Seiersgreen, uagtet Fjendens fremvæltende Overmagt er saa stor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar