Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:
Slesvig, 29. januar Jeg behøver ikke fortælle, at vi slesvigere under trykket af den danske besættelse længes mere end nogensinde efter den time, hvor vores militære og bureaukratiske undertrykkere vil blive tvunget til at forlade banen. Du kender vores omstændigheder godt nok til at vide, hvordan vi har det med det diktatur, der har været udholdt i 14 år nu. Den dag, de første tyske tropper flytter hertil, forsikrer jeg jer, vil der være en jubel, som ikke har været hørt i denne gamle tyske by i århundreder. Selv den betragtning, at vores befrier, politikkens redskaber, er fjendtlige over for vores mest vitale interesser, vores brændende ønsker, vil ikke kunne forstyrre vores glæde. Vi tror, hvad der end måtte ske, at Gud ikke vil lade et folk og et land gå til grunde, som modigt er fast besluttet på at handle for deres frihed såvel som til at udholde. Den danske hær synes, trods al pral i den københavnske presses forskellige løjtnantkorrespondancer, at føle sig temmelig ubekvemt tilpas her. Desuden tæller den som følge af den stærke kulde, der kun blev afbrudt i nogle få dage af regnvejr, rigtig mange syge i dette øjeblik. Hvis, som vi håber, den preussisk-østrigske hærs fremrykning skulle finde sted i de dage, hvor frosten varer ved, bliver modstanden i den berømte Danewerk-stilling næppe særlig alvorlig. (Schlesw.-Holst. Bl.)
Schleswig, 29 Jan. Dass wir Schleswiger unter dem Druck der dänischen Besetzung in diesen Tagen leghafter als je die Stunde herbeisehnen wo unsere militärischen und bureaukratischen Dränger genöthigt seyn werden das Feld zu räumen, brauche ich Ihnen nicht zu sagen. Sie kennen unsere Verhältnisse hinreichend um zu wissen wie wir zu der nun blad 14 Jahre lang ertragenen Zwingherrschaft stehen. An dem Tage wo die ersten deutschen Truppen hier einrücken werden, wird, das versichere ich Ihn en, ein Jubel zum Himmel steigen wie er seit Jahrhunderten in dieser alten deutschen Stadt nicht gehört worden ist. Selbst die Erwägung dass unsere Befreier die Werkzeuge einer Politik sin die unsern bedeutsamsten Interessen, unsern heissesten Wünschen feindselig entgegentritt, wird nicht im Stande seyn unsere Freude zu stören. Wir denken was auch kommen mag, dass Gott ein Volk und Land nicht untergehen lassen wird die fest und muthig für ihre Freiheit zu handeln wie zu dulden entschlossen sind. Die dänische Armee scheint, trotz aller Grossprahlereien in den verschiedenen Lieutenantscorrespondenzen der Kopenhagener Presse, sich hier ziemlich unheimlich zu fühlen. Dazu zählt sie in Folge der starken nur einige Tage durch Regenwetter unterbrochen gewesenen Kälte in diesem Augenblick sehr viele Kranke. Wenn das Vorrücken des preussisch-österreichischen Heeres, wie wir hoffen, in den Tagen wo der Frost noch andauert erfolgen sollte, wird der Widerstand in der berühmten Danewerkstellung schwerlich ein sehr ernsthafter werden. (Schlesw.-Holst. Bl.)
(Allgemeine Zeitung. 1864 6. februar 1864)
Fra en af vore Krigere er indløbet og meddeelt os følgende Brev (egentlig 2de) af 12te og 15de ds., som indeholder en ganske interessant Skildring af Feldttogets Begivenheder siden dettes umiddelbare Aabning og Tilbagetoget:
- Jeg vil tildeels holde mig til hvad jeg selv har seet og oplevet og derfor begynde hvor jeg slap i mit sidste Brev: Vi blev sidst i f. M. kommanderet ned til Tetenhusen ved Sorgfloden, - hvor vi assisterede ved at sprænge alle Broer og Overgangssteder i Luften Natten til den 1ste i d. M., til hvilken Tid Fjenden jo overskred Eideren. En Halvdeling af mit Compagnie havde Vagt ved Chausseebroen imellem Rendsborg og Slesvig, hvor jeg var med; Resten af Compagniet stod i Sorgvold øst for, hvor den sidste Bro først blev sprængt efter at en Eskadron Husarer var kommen over, som havde Feltvagt tæt ved Rendsborg Kl. 9 1/4 Morgen. Af disse var imidlertid den bleven afskaaren af Fjenden og kom endelig jaget af dem til den store Bro, hvor vi stod med vore Forposter. Jeg var netop ude med en i Patrouille fra Feldtvagten, som stod længere tilbage, og jeg skulde tillige trække Posterne ved Broen ind, da vi skulde rykke tilbage, men da jeg opdagede den stakkels Husar, som nu var naaet næsten til Broen, søgte jeg Dækning med min lille Skare, ialt 12 Mand, saaledes at jeg kunde beherske Brostedet, hvor Husaren natten ude af sig selv red omkring uden at see nogen Udvej til at komme over, thi Veien var jo fyldt meget op ud over Engen og der var Jerngitter ved Siden. Feldtvagtcommandeuren havde seet Maneuvren og kom tililende med Resten af Vagtmandskaber, saa at vi blev 24 Mand, og saasnart det tydske Cavallerie kom os paa Skud, begyndte vi at give Ild (og jeg vil her i Parenthes bemærke, at jeg sendte den første Kugle, som blev sendt fra dansk Side efter Fjenden i denne Krig). Og det var en Fornøielse at see det tydske lette Cavallerie gjøre omkring og søge Dækning ved Bakkerne og Sorgbro Kro ved det første Skud, som kom dem noget uventet. Imidlertid kom vor Husar tilbage ned paa Engen, fik Hesten dreven i Floden og svømmede over paa denne Side. Jeg sendte ialt 3 Kugler for min Person. Vi bleve derpaa forfulgte af endeel saavel Cavallerie som Infanterie tilbage til vor Hovedstyrke, som stod noget tilbage. Vi troede, at Fjenden skulde have lang Tid til at komme over Floden, men det var et Øiebliks Sag. Vi retirerede samme Dag ned bag Dannevirkestillingen og vort Regiment kom til at besatte Skandserne 2 Miil vest for Slesvig ved Opdæmningerne, hvor vi under Belejringen forøvrigt kun havde nogle Forpost- og Patrouillefægtninger. Jeg var to Gange med i Striden og den ene Gang var en Kugle fræk nok til at berøre min Feldtbue, - men nærved skyder ingen Hare.
Nu dette store Værk Dannevirkestillingen, som Danmark har offret saa enorme Summer paa og hvortil vi Alle slog saa stor en Lid, var da, som fast militairt Holdepunct betragtet, ikke stort andet end Blæstværk, ligesom saa meget Andet nuomstunder. Det undrer mig kun, at sagkyndige Folk, som kjendte til Forholdene, kunde lade sig forblænde til at troe, at den forholdsviis lille danske Hær kunde byde saa mange Fjender Trods der, isærdeleshed ved et Vinterfeldttog. Vi blev kun belejret i 5 Dage og det var sandelig dog paa høie Tid vi kom derfra, thi i de 5 Dage vare vi kun ca. to Timer under Tag, den øvrige Tid gik vi paa Skandserne eller som Reserve bag ved under aaben Himmel baade Nat og Dag, i Frost, Slud og Kulde og vi led endog Mangel paa det Nødvendigste - Brød o. d., thi Magasinerne bleve flyttede og der var en ved Stillingens Beskaffenhed nødvendiggjort Uro i Alt, som virkelig var forfærdelig. Det var en tyndt beboet Egn; vi havde omtrent en Miil til Qvarteer og lige saa langt til nærmeste Huus. Fjenden kjendte vor Tilstand og vedblev med Patrouiller osv. at forurolige vore Forposter, da han vel vidste, at hele Styrken da maatte paa Benene. Blot 8 eller 14 Dage til og Halvdelen af vor Hær havde været paa Sygehuset, og Resten havde det da været let for Fjenden at tilintetgjøre, før de havde kunnet trække sig bag Fæstningerne Dybbøl og Fredericia. Det maa ogsaa aabenbart have været Fjendens Hensigt, og det havde kun altfor meget lykket for ham, dersom vi ikke havde havt vor gode prøvede Overgeneral. Efter hvad jeg hører skal denne jo rigtignok derved have begaaet den "Forseelse" eller, rettere sagt, er dragen til Ansvar fordi han ikke havde raadspurgt og erholdt Tilladelse fra "Vedkommende" i Kjøbenhavn til at rykke Hæren bort fra en uholdelig Stilling, endskjøndt jeg synes at Enhver maatte let kunne indsee Nødvendigheden af, at et saadant Foretagende blev holdt hemmeligt, endogsaa for Telegraphister, hvor eedsvorne de end ere, thi jeg skulde kjende Fjenden daarligt, dersom de ikke have deres Spioner ogsaa blandt disse sydpaa.
Hvad Retraiten angaaer, da gik den for vort Regiments Vedk. saa temmelig heldig af; vi gik af Side- og Biveie indtil vi kom til Haderslev; i lang Tid gik vi paa den gamle Landevej og kunde see Fjendens Forposter gaae i Høide med os paa den nye Chaussee, og Cavalleriepatrouiller vedblev at følge os og rekognoscere os; men vi vare for Mange til at de ansaae det for raadeligt at angribe os. Vi havde den strængeste Marsch Nogen paa Retraiten havde, derved at vi bestandigt maatte gaae Omveie, saavel for ikke at støde paa Fjenden, som ogsaa for ikke at støde sammen med andre af vore Afdelinger. Vi gik, efter ikke at have sovet i 3 Døgn, fra om Aftenen Kl. 10 til næste Aften Kl. 8 uafbrudt med kun ialt 2 Timers Hviil; der var et meget glat Føre, og naar det var lidet siden vi faldt og stødte os, gik vi og sov; jeg faldt saaledes den første Nat ti Gange og de 7 Gange sov jeg saaledes, at først først vaagnede, naar jeg laae paa Veien. Det var forresten et paa eengang sørgeligt og komisk Optog; thi undertiden tørnede To sovende mod hinanden, saa at de Begge eller den Ene faldt og Begge gav da Ondt at sig; naar en Vogn var væltet eller noget Lignende, som bevirkede en Standsning, kastede Størstedelen sig strax i Sneen og sov med det samme, og Resten stod da op og sov; ofte hændte det da, at To løb Panderne sammen eller staaende sank lige ned i Knæerne, og naar vi saa skulde afsted igjen, var der Mange, som næsten ikke var til at faae vaagne. Marschen til Colding, hvortil vi kom om Morgenen Kl. 3, varede ialt 3 Dage og to Natter, og naar der blev holdt Hviil eller i de to nætter vi laae stille, gjorde vi Forposttjeneste. Det var en drøj Tour og jeg kan ikke andet end beundre mit Helbred, da jeg var en af de isandhed Faa, som paa hele Touren ikke tyede til Vognene, og jeg er bagefter, d. v. s. efter at vi have ligget og pleiet os i Colding et Par Dage, hvor jeg nød en særdeles god Pleie, igjen i mine gamle Folder og ved godt Helbred. Herude paa Landet have vi det knapt saa godt som i Colding, thi vi ligge for Mange paa et Sted; men vi ere jo vante til Touren nu og begynde allerede at kalde det en god Seng, naar der er tilstrækkelig Halm at ligge paa; thi i det Slesvigske havde vi knapt med Halm.
Det er intet Under, at ikke Alt kunde gaae i Orden eller saa hurtigt komme i Orden igjen efter et, forøvrigt saa vel udført Tilbagetog. Alene af mit Compagnie kom Capitainen og det halve Compagnie bort fra Regimentet og var kommet med 11te og et andet Regiment over til Als, hvorfra vi nu have modtaget Efterretning. Men der savnes foruden dem, Capitainen har med, alene af dette Compagnie 1 Commandeerfergeant, 4 Undercorporaler og 16 Menige. Beretningerne om Saarede og Døde ere overhovedet faa ufuldkomne, fordi der ere saa Mange komne bort fra deres Afdelinger og der ikke kan afgives noget Bestemt for Hver er kommet til sin. Vi have ganske vist ogsaa mange flere Fanger, Døde og Saarede end Nogen troer; men dette var naturligviis ikke at undgaae, og havde vi ikke, ved en kraftig Beslutning, havt de 4 Timers Forspring fra Dannevirkestillingen, men vare ved den overvældende fjendtlige Styrke blevne slaaede derfra eller ved Stillingens Beskaffenhed omgåaede, saa havde Danmark nu vist ingen Hær mere.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 24. februar 1864).
Episoden med affyringen af det første skud der dræbte en preussisk forpost bekræftes af andre aviskilder, fx Kemptner Zeitung 4. februar 1864. Dog ikke hvem der affyrede skuddet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar