Krigsskuepladsen i Nørrejylland. Varde, den 9. Maj. Igaar Middags holdt 4 Officerer (hvoriblandt skal have været en Prinds af Sachsen-Koburg-Gotha) og en Afdeling af 63 østerrigske Dragoner under Ritmester Grev Waldburgs Kommando, deres Indtog her i Byen. Da de vare blevne indkvarterede, forlangte Greven af Byens Autoriteter 25 gode Heste. Da Byen imidlertid ikke besad Heste af den Slags, kunde Forlangendet ikke opfyldes, og det viste sig ogsaa, efterat Fjenden selv havde drevet alle Byens Heste sammen paa Vejen mellem Sønderbro og Byen, at han kun kunde finde 5, der vare ham tjenlige, hvilke han da ogsaa førte med sig, da han om Aftenen drog bort igjen. - En Patrouille gik vesterpaa i samme Ærinde, og i de nærmest foregaaende Dage har Fjenden i lignende prisværdige Anliggende hjemsøgt de øst herfor beliggende Sogne, men hans Udbytte der vides ikke. - (Efter Byens Av.)
- I Torsdags kom en større Styrke af Preussere til Holstebro, omtrent 1200. De forlangte en Kontribution af 14,000 preussiske Talere, og da denne Sum, der skulde leveres inden Fredag Aften, ikke blev betalt fik de stakkels Holstebroere at føle, at det var Preussere; de havde for sig. Fjenden foretog derefter Undersøgelse hos Kjøbmændene og røvede der en stor Mængde Huder og Skind samt omtrent 200 Tdr. Rug. Hos Embedsmændene blev foretaget Kasseundersøgelse, men der fandtes Intet, naar undtages paa Postkontoret, hvor de i en Skuffe fandt 6 Rd., som den fjendtlige Officer med dragen Sabel tvang Postmester Carstensen til at attestere var kongelige Penge, hvorefter Pengene toges med. Sluttelig arresterede man Kommunalbestyrelsen og tre Privatmænd og førte dem med sig; mulig dog, at disse Mænd senere ere komne tilbage. Hensigten var at gaa fra Holstebro til Struer og Lemvig, men det rygtedes, al vore Tropper havde gjort Landgang, og saa fik Fjenden Hastværk og skyndte sig tilbage til Viborg, hvorfra han var kommen. (Varde A.)
- Ringkjøbing, den 7. Maj. Imorges Kl. 7 forlod Fjenden Holstebro og begav sig tilbage til Viborg, efter at have gjort en Udskrivning i Penge der naturligvis ikke blev præsteret, og modtaget endel Leverancer. Borgerpræsentanterne og flere Borgere førtes bort, mærkelig nok lod Fjenden Byfoged Olsen i Ro, hvis Optræden ved denne Lejlighed ikke skal finde Borgernes udelte Bifald. En anden Synderlighed skete derved, at Kjøbmand Wium fik Lov til at stille forhenværende Gjæstgiver Schaumborg i sit Sted som Gidsel imod at betale ham hundrede Rdl. Et større Trælager skal Fjenden have været nedrig nok til at antænde. (Byens Av.): Vi skulle vel vogte os for, ikke at anføre denne Kilde, uagtet "Ringkj. Av." glatvæk optage ordret vore Redaktionsartikler uden at anføre Kilden.
- Fra Nykjøbing p. M. telegraferes den 30. April til "Thisted Amtsav.": Efter Øjenvidners Udsagn er Skive imorges besat af 2000 Mand.
- Nykjøbing p. M., den 30. April. Ifølge private Efterretninger skulle Preusserne i Onsdags af Viborg Amt have udskrevet Rekvisitioner til 10,000 Mand og 2,800 Heste. Det Kvantum, der daglig skal leveres, angives til 119,000 Pd. Brød, 35 Stk. Slagtekvæg, endvidere Havre, Ris, Tobak, Brændevin og Kaffe. Den Styrke, hvormed de have besat Viborg og Omegn, angives iøvrigt til 8000 Mand og 16 Kanoner og skal bestaa af et Regiment blaa Husarer, et dito Garde-Kyrasserer, et dito hvide, 1ste og 50de Infanteri-Regiment, samt en Del af 3. (Elisabeths) og 4. Garde-Regiment. (B. Av.)
- - -
I Aarhus var den 27. April stærkt Røre, thi Dampskibet fra Korsør ventes og en Masse Mennesker strømmede ned til Havnen for at høre Nyt. Skibet lagde bi og Postmesteren erklærede, at han nok vilde modtage Posten til Aarhus, Ebeltoft og Grenaa, hvorimod han ikke vilde afsendte Posten til Randers og videre nordpaa. Der blev nu megen Uro lighed, enkelte Brushoveder forlangte iøvrigt, at Postmesteren skulde sende Posten afsted og at han burde afsættes osv., men Postmesteren vilde ikke forandre sin Menig, da han alene stod til Ansvar. Endelig bestemtes det, at Dampskibet skulde sejle Kl. 6½ til Udbyhøj, men Folk vare desuagtet meget opirrede og der opstod heftigt Mundhuggeri med Dampskibskapitainen - da det pludseligt lod i Byen: "Tydskerne ere her!" Ganske rigtigt! en Patrouille paa 18 Mand kom og besatte Byen, medens de øvrige endnu stode og demonstrerede, at Fjenden idetmindste var 2 a 3 Mile borte. Heldigvis var Dampskibet, som medførte en stor Del Penge, mange Tjenestebreve og en betydelig Mængde Gods gaaet bort fra Broen, for Tydskerne kom ned til Havnen, og det satte nu af al Kraft afsted og var snart ud af Skudvidde. Et Par ladede Jagter og nogle andre Skibe, slap ligeledes, da Vinden var gunstig, bort, saa at den tydske Patrouille ikke dengang kom til at gjøre Priser i Havnen. De 18 Mand droge bort igjen, men næste Dag kom en større Styrke, bestaaende af 16 a 1700 Mand Preussere, som indkvarteredes og som foruden Tobak og andre Sager, særligt fordrede Støvler; man var ubetænksom nok til at erklære at det ikke var muligt at opdrive Støvler og den fjendtlige Major lod ogsaa til at gaa ind paa Fremstillingen, men henad Aften kom han tilbage og var nu bleven et andet Menneske, han skjældte og smeldte og sagde at man havde løjet for ham han havde selv været omkring, og seet efter hos en Skomager og fundet 12 Par Støvler hos ham, og han vilde nu sende Kommandoer ud i Byen til alle Skomagere og lade borttage alt Fodtøj, som Soldaterne kunde bruge. Som sagt saa gjort, og inden kort Tids Forlod saa man alle Skomagere komme trækkende op til Raadstuen med Soldater, som bare Fodtøjet. Hele Udbyttet var her kun 60 Par Støvler, som kunde bruges af Soldaterne. Næste Dag droge næsten alle Tydskere bort nordpaa.
(RIbe Stifts-Tidende 12. maj 1864).
Silkeborg, den 13de Mai.
- Igaar havde vi atter her et Besøg af en preussisk Patrouille paa 30 Mand, under Kommando af en Major v. Michelsen og nogle Lieutenanter. Den kom imidlertid ikke som den forrige for at røve Stude; dens Ærinde var en lille Smule pænere - den skulde blot røve Heste, - og det maa man lade de preussiske Officerer og Soldater, de udførte deres hæderlige Hverv med en Routine, som var beundringsværdig, og som lod formode, at de oftere havde udført lignende Bedrifter; Skade kun, at Udbyttet blev saa lille. Da de kom igaar Morges, kom de ind i Byen fra alle Sider paa eengang, og strax besatte de Udgangene og lod holde Vagt i Gaderne, for at ingen Heste skulde undkomme; derefter gav de Befaling til, at alle Byens Heste strax skulde møde paa Torvet; men da det netop var paa den Tid, Hestene vare i Marken, mødte der kun nogle faa Stykker, som de kasserede. De gik da fra Huus til Huus for at undersøge, om der ingen Heste vare skjulte; men "hvor Intet er, har Keiseren (og saa saglens Kongen af Preussen) sin Ret fortabt", og Expeditionen maatte derfor forlade vor By ligesaa riig, som den var kommen, med een Hest, som den havde taget heri Nærheden. Den tog herfra til forskjellige Gaarde og Byer Nord paa, men saavidt vi vide er det kun lykkedes den at faae fat i to gode Heste.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. maj 1864).
Oversættelse af tysk artikel (en bedre ønskes om muligt, kontakt redakteuren). Originalen følger oversættelsen:
Fra det sydlige Holsten, 11. maj. (H. B. Z.) I den store nationalforsamling i Rendsborg, den første, hvor begge hertugdømmers indbyggere i lang tid atter var mødtes i massevis, kunne man se hvor fuldstændigt de stadig i dag trods tolv års voldelig adskillelse udgør et enkelt stat og et enkelt folk. Her fik man nu lejlighed til at høre tanker om landets fremtid udvekslet fra alle afkroge af landet på samme tid. Selv efter at de preussiske ledende organer i stigende grad fremsatte ønsket om annektering, var der naturligvis aldrig tale om muligheden for en sådan vending. Hertugdømmernes folk lukker ikke øjnene for politiske fornødenheder, og næsten alle ser tydeligt at Preussen hvis det har brug for magt her for at gøre sig gældende i hertugdømmerne, må give afkald på at blive kaldt en højborg for lov og retfærdighed, men at hvis det ved hvordan for at hævde hertugdømmerne på denne måde, har den gjort store ting for sin fremtidige magtudvikling og forblevet tro mod traditionerne fra den tidligere stormagtspolitik. Preussen vil aldrig kunne regne sig selv som befolkningens tilhænger her. For vi er ikke optaget af magt og ære, men af lykke og udvikling. Andragendet eller adressen (som vor avis også offentliggjorde for et par dage siden) er som det blev sagt der, distribueret i tusindvis af eksemplarer, men så vidt man hører er den ikke underskrevet af nogen, i hvert fald kun uansvarlige hhv. interesserede ville deltage i det; så generelt vender de loyale mennesker sig væk fra et sådant skridt. Endvidere blev der fra Breslau sendt en proklamation til befolkningen i Slesvig-Holsten, hvori de med klare ord blev bedt om at kaste sig i Preussens arme, at frasige sig al selvstændighed og til at råbe til kongen: ”Her har du Hohenzollerne, som din vugge med krop og sjæl!" Men fabrikanten af sådanne adresser, proklamationer og andragender røber kun, hvor lidt han kender de mennesker han henvender sig til. Med samme kølige forståelse hvormed hertugdømmernes indbyggere erkender at landets kommende fyrste uundgåeligt må indgå en militær konvention med Preussen, at han kommer til at afstå havne til den preussiske flåde, da der ikke er en tysk, uden betingelser, og den store flådekanal skal beskyttes af preusserne og fremmes på alle måder. Den øvrige preussiske situation ses der også på med samme kølige sind, og selv om optagelse i toldforeningen hvis vi ikke bliver et toldfrit land, ikke betragtes som en ulykke, anerkender man det store fordele ved vores øvrige borgerlige eksistens med resterne af selvstyre som kan udvikles og ekspandere, i modsætning til under en centraliseret preussisk natur, i en sådan grad at en egentlig indlemmelse i Preussen ville blive betragtet som en ulykke. Derudover kan indbyggerne i disse lande ikke rokkes i deres loyalitet over for den forfædres suveræne af store løfter eller udsigter, og at de på grund af deres store vindskibelighed betragter bevarelsen af status quo som et hovedanliggende i den enkelte borgers politik. Uoverensstemmelsen med Danmark havde naturligvis altid et nationalt skær, men det var i bund og grund en kamp for selvstændighed og en trofast tilslutning til gamle og gode rettigheder af enhver art.
Aus dem südlichen Holstein, den 11. Mai. (H. B. Z.) In der grossen Landesversammlung zu Rendsburg, der ersten, in welcher seit langer Zeit die Bewohner beider Herzogthümer sich einmal wider massenweise zusammen gefunden hatten, konnte man sehen, wie gänzlich sie trotz zwölfjährigen gewaltsamen Trennung noch heute ein einziges Land und ein einziges Volk bilden. Hier hatte man nun Gelegenheit, von allen Enden des Landes gleichzeitig die Gedanken über die Zukunft desselben austauschen zu hören. Selbstverständlich war auch, nachdem die Preussischen leitenden Organe immer mehr mit den Annexionsgelüsten hervortreten, von der Möglichkeit einer solchen Wendung nie Rede. Das Volk der Herzogthümer verschliesst seine Augen nicht den politischen Nothwendigkeiten und fast jedermann sieht klar ein, dass Preussen, wenn es hier Gewalt braucht, um sich in den Herzogthümern zu behaupten, zwar darauf verzichten muss, als ein Hort des Rechtes und der Gerechtigkeit genannt zu werden, dass es aber, wenn es die Herzogthümer in dieser Weise zu behaupten versteht, für seine künftige Machtentfaltung Grosses gethan har unde den Ueberlieferungen der bisherigen Grossmachtspolitik treu geblieben ist. Allein auf einen Anhang im Volke wird Preussen hier dann niemals rechnen können. Denn uns ist es nicht um Macht und Ruhm, sondern um Glück und Entwicklung zu thun. Die Petition oder Adresse (welche auch unsere Zeitung vor einigen Tagen brachte) ist zwar, wie dort gesagt wurde, in Tausenden von Exemplaren verbreitet, allein, so weit man hört, von niemandem unterzeichnet, wenigstens würden wohl nur Unzurechnungsfähige oder Interessirte sich daran betheiligen; so allgemein wendet das loyale Volk sich einem solchen Schritte ab. Man hat ferner von Breslau aus eine Proclamation an die Schleswig-Holsteiner verbreitet, worin dieselben mit deutlichen Woren aufgefordert werden, sich Preussen in die Arme zu werfen, auf jede Selbstständigkeit zu verzichten und dem Könige zuzurufen: "Hier hast Du und gleich Deiner Wiege Hohensollern mit Leib und Seele!" Der Fabrikant solcher Adressen, proclamationen und Petitionen verräth aber nur, wie wenig er die Leute kennt, an welche er sich wendet. Mit demselben kühlen Verstande, mit welchem der Bewohner der Herzogthümer erkent, dass der künftige Fürst des Landes unweigerlich eine Militärconvention mit Preussen schliessen, dass er der Preussischen Flotte, wenn keine Deutsche da ist, die Häfen des Landes ohne Reserve cediren und den grossen Marinecanal unter Preussischer Aegide gestatten und in jeder Weise fördern muss, mit demselben kühlen Verstande werden auch die übrigen Preussischen Verhältnisse angesehen, und wenn auch eine Aufnahme in den Zollverein, falls wir nicht ein zollfreies Land werden, als kein Unglück betrachtet wird, so erkennt man doch die grossen Vorzüge unsrer sonstigen bürgerlichen Existenz mit den Resten des Selfgovernments, die einer Veredlung und Erweiterung entgegen gehen, vor dem strassen und centralisirten Preussischen Wesen in so hohem Masse, dass eine wirkliche Einverleibung in Preussen als ein Unglück angesehen werden würde. Dazu kommt, dass der Bewohner dieser Lande in der Treue gegen den angestammten Landesherrn durch glänzende Versprechungen oder Aussichten nicht wankend gemacht werden kann und dass er zufolge seiner grossen Geschäftigkeit die Erhaltung des Bestehenden als eine Hauptsache der Politik des schlichten Staatsbürgers ansieht. Der Zwiespalt mit Dänemark hatte zwar selbstvertändlich immer eine nationale Färbung, allein er war doch wesentlich ein Ringen nach der Selbststdändigkeit und ein treues Festhalten am alten guten Rechte jeder Art.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 13. maj 1864)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar