Oversættelse af notits fra et tysk blad, originalen følger oversættelsen:
Daily Telegraph af 3. marts bringer de to første breve dateret 22. februar og 23. februar fra sin særlige korrespondent fra det danske hovedkvarter i Sønderborg på øen Als, og beretter heri at Sønderborg er ophørt med at være en by i ordets almindelige betydning og er blevet omdannet til et rent militært etablissement og et anlæg, en våbenplads eller befæstet lejr, hvis forsvar og vedligeholdelse selv efter det endelige tab af Dybbøl Skanser, er de danske militærmyndigheders nuværende hensigt. Hvorvidt de ville være i stand til at udføre denne hensigt, er et åbent spørgsmål i dag. Ifølge denne korrespondent skal de militære myndigheder dog have sendt de civile beboere i Sønderborg en formel anmodning og advarsel om at alle ikke-kombattanter skal evakuere byen. Denne evakuering havde allerede fundet sted den 22. februar. Der var kun de middelklassefolk som blev tilbageholdt af embeder eller en særlig virksomhed eller af fattigdomsårsager. Denne resterende del af civilbefolkningen vil forblive indtil den rigtige storm og så også flygte. Alle huse var proppet fra top til tå med soldater, og i havnen gloede kanonerne fra talrige krigsdampere, mens byens omegn og hele Als' kyst var garneret med maskerede batterier. Korrespondenten bemærkede at udskydelsen af angrebet havde været til uoverskuelig fordel for den danske hær selv, hvis talstyrke dog var mere overvurderet end undervurderet i den allierede lejr. Ved siden af den gamle bro byggedes en anden ny bro over Øresund ved hjælp af en række søfartøjer eller fiskerskibe, fast forankrede og lænkede sammen, hvis master var kappet af, og nogle af dem var stadig beboet af fiskernes familier.
Der "Daily Telegraph" vom 3. März bringt die beiden ersten vom 22. und 23. Februar datirten Briefe des Specialcorrespondenten desselben aus dem Dänischen Hauptquartier Sonderburg auf der Insel Alsen und meldet in denselben, dass Sonderburg aufgehört hat eine Stadt in der gewöhnlichen Bedeutung des Wortes zu sein und in eine rein militärische Anstalt und Anlage, in einen Waffenplatz oder ein befestiges Lager umgewandelt worden ist, dessen Vertheidigun und Behauptung, selbst nach dem eventuellen Verluste der Düppler Schanzen, in der gegenwärtigen Absicht der Dänischen Militärbehörden liegt. Ob dieselben diese Absicht würden ausgeführten können, ist heute eine müssige Frage. Nach Aussage dieses Correspondenten muss aber den bürgerlichen Einwohnern Sonderburgs von Seiten der Militärbehörden die förmliche Aufforderung und Warnung zugegangen sein, dass alle Nichtcombattanten die Stadt zu räumen haben. Diese Räumung war am 22. Februar bereits geschehen. Es befanden sich nur noch solche bürgerlichen Personen dort, welche das Amt oder ein besondres Geschäft zurück hielt oder die Noth der Armuth. Dieser Rest der Civilbevölkerung wird bis zum wirklichen Sturme aushalten und dann ebenfalls fliehen. Sämmtliche Häuser waren von unten bis oben mit Soldaten vollgepropft und im Hafen starrten die Kanonen zahlreicher Kriegsdampfer, währende die Umgegend der Stadt und die ganze Alsener Küste des Sundes mit maskirten Batterien garnirt war. Der Correspondent bemerkte, dass die Verzögerung des Angriffs von unberechenbarem Vortheil für die Dänische Armee selber gewesen, deren numerische Stärke indessen im Lager der Alliirten eher überschätzt als underschätzt werde. Neben der alten Brücke sei eine zweite neue Brücke über den Sund geschlagen, mittelst einer Reihe fest geankerter und an einander geketteter Seefarhzeuge oder Fischerschmacken, deren Maste abgehägt worden und welche zum Theil noch von den Familien der Fischer bewohnt würden.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. marts 1864)
Sønderborg blev bombarderet 2. og 3. april 1864 og en stor del af byen blev lagt i ruiner. De civile var evakueret den 2. april. Nogle vendte tilbage før genoptagelsen bombardementet. Soldater og civile plyndrede de ødelagt og forladte huse. Et kompagni livgarder blev sat til at skaffe orden og holde standret over de som blev grebet på fersk gerning. I alt 3.793 skud blev rettet mod byen og skanserne i de 36 timer bombardementet stod på. Få civile - om nogen - døde som følge af bombardementet.
Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Haderslev, 9. marts. (H. B. H.) Selv om generalkommandoen som jeg gentagne gange har haft lejlighed til at påpege, gør alt for at lette krigens omkostninger for Slesvigs befolkning, kan det ikke undgås at mindre bemidlede mennesker alligevel kommer ind i alvorlige vanskeligheder på grund af tidens omstændigheder. Så der er mange beboere i Haderslev Amt, som har akut behov for støtte, selvom det endnu ikke var skueplads for blodige begivenheder i denne krig. Den tunge indkvartering der varede næsten tre uger, tog den såkaldte lille mand ilde op. Frem for alt mangler de strøelse og foder til kreaturerne. De føler sig derfor nødsaget til at drive deres kvæg ud på græs nu trods det hårde vejr, hvis de ikke vil sælge dem. Behovet blandt indbyggerne i fiskerbyerne langs Lillebælt er også stort. Deres forretning er naturligvis nu meget i tilbagegang, da det er strengt forbudt at tage ud på havet for at fiske; deres både trækkes i land og nogle bæres. Men fiskerne er ikke de værst ramte, de kan stadig gøre deres forretninger fra stranden, om end i begrænset omfang; Meget værre er det med de øvrige indbyggere i disse landsbyer, som lever af rigning og skibsfart, og som i øjeblikket næppe tjener en rød skilling. Da disse mennesker åbenbart ikke har noget at miste, men så at sige lever fra hånd til mund, er det forståeligt at behovet blandt dem er stort. Ja, nøden er så stor at de endda misunder deres brødre og sønner der er i den danske hær, da disse i det mindste ikke mangler mad og drikke. Det tyske folk har en hellig pligt til at hjælpe disse stakkels mennesker. Det har ofte klaget over at ydre omstændigheder hindrer i aktivt at vise sin kærlighed til Slesvig, nu har det den bedste lejlighed dertil, ingen magt kan begrænse deres velvilje i denne henseende.
Hadersleben, den 9. März. (H. B. H.) Wenn auch, wie ich bereits wiederholentlich Gelegenheit hatte zu bemerken, von Seiten des Generalcommandos alles geschieht, um der Bevölkerung Schleswigs die Kriegskosten zu erleichtern, so kann es doch nich fehlen, dass trotsdem weinger bemittelte Leute durch die Zeitverhältnisse in arge Bedrängnisse gerathen. So sind denn auch im Amte Hadersleben, trotzdem dasselbe in diesem Kriege noch nicht der Schauplatz blutiger Ereignisse war, viele Bewohner, welche der Unterstützung dringend bedürftig sind. Die fast drei Wochen dauernde starke Einquartierung hat namentlich den sogenannten kleinen Mann arg mitgenommen. Vor allem fehlt es diesen an Streu und Futter für das Vieh. Sie sehen sich darum genöthigt, ihr Vieh, wenn sie is nicht verkaufen wollen, schon jetzt trotz der rauhen Witterung auf die Weide zu treiben. Gross ist auch die Noth unter den Einwohnern der längs des kleinen Belts liegenden Fischerdörfer. Ihr Geschäft liegt selbstverständlich jetzt sehr darnieder, da es ihnen auf das strengste verboten ist, zum Fischfange hinaus auf die See zu fahren; ihre Boote sind auf's Land gezogen und zum Theil angebohrt. Aber die Fischer sind noch nicht am schlimmsten daran, sie können doch noch zum Theil vom Strande aus, wenn auch in beschränkter Weise, ihren Geschäften obliegen; viel ärger steht es mit den übrigen Bewohnern dieser Dörfer, die von Takelage und Schifferei leben und die augenblicklich kaum einen rothen Schilling verdienen. Da diese leute selbstverständlich nicht zuzusetzen haben, sondern so zu sagen von der Hand ind den Mund leben, ist es begreiflich, dass die Noth unter ihnen gross ist. Ja, die Noth ist so gross, dass sie dogar ihre Bruder und Söhne beneiden, die im Dänischen Heere stehen, weil es denen doch wenigstens nicht an Speise und Trank gebricht. Das Deutche Volf hat die heilige Pflicht, diesen Armen zu helfen. Oft hat es darüber geklagt, dass es durch äussere Verhältnisse verhindert werde, thatkräftig seine Liebe für Schleswig zu beweisen, jetzt hat es dazu die beste Gelegenheit, keine Macht kann seiner Wohlthätigkeit hierin Schranken setzen.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. marts 1864)
De tydske Tropper i Nørrejylland. Af et Brev fra Koldingegnen til "Dbl":
Siden jeg tilskrev Dem sidst, er der her Intet passeret; hverken Ven eller Fjende har besøgt os i flere Dage. Et almindeligt Rygte, som jeg for min Person ikke har fæstet den mindste Tiltro til, har i flere Dage fortalt, at Fjenden den 4de Marts skulde rykke ud af Kolding; naturligvis udspredes Sligt af de mange Spioner, som Fjenden har (men hvoraf Vore have nappet adskillige) for at vildlede vore Tropper. Jeg anseer det for et slaaende Modbevis, at Fjenden iaftes har sendt sin Kjede frem fra Kolding Mark til en Linie mellem Brandrupdam og Donsrød. Indtil igaar har det just ikke været saa særdeles vanskeligt for Nogen at komme ind eller ud af Kolding; men nu hersker der den største Strenghed i saa Henseende. Mon Fjenden skulde have Noget i Værk? Det maa vi vel snart kunne erfare; thi her i vort eget gode Jylland maa sligt jo tog let kunne lade sig opdage. Fjenden barrikaderer sig stærkt ved Koldings Nørreport og har ladet et stort Skuur, som brugtes til Kulbeholdning ved Gasværket i Kolding, rive ned og ført Tømmeret op til Dampmøllen, som ligger Nord for Kolding, for deraf at bygge et Blokhus. Efter Stille plejer jo at komme Storm! Mon vi efter disse flere Dages Ro nu skulde faa dobbelt Uro? Her, hvor vi pleje at have den mest levende Færsel, er Alt saa stille og dødt, som om den halve Verden var uddød. Igaar havde vi dog det Særsyn at se en Bryggervogn fra Kolding kjøre omkring her.
Man bringer mig just nu (Kl. 10½ Formiddag) den Efterretning, at der igaar er kommet endel nyt Infanteri og Artilleri til Kolding, samt at der herskede noget mere Røre iblandt Fjenden ad Fredericia Kanten til. Om de Tropper, som ere komne til Kolding, skulle forstærke eller blot afløse de der liggende Afdelinger, om hvilke det maaske befrygtes, al de skulle lade sig paavirke af Koldingenserne, skal jeg lade vare usagt. - Endnu i dette Øjeblik er Intet erfaret med Hensyn til den store Rekognoscerings Patrouille, som iforgaars udgik fra Kolding imod Vest. Jeg vil da haabe, at Vore ere aarvaagne. - Vore Infanteristers Paaklædning seer nu just ikke videre proper ud; men Preussernes begynder ogsaa at blive en hel del malproper og broget. Fjendens Infanteri ligger bestandig i Heste- og Kreaturstalde, hvor Gjødningen ikke føres ud, men hvor daglig et friskt Lag Halm lægges ovenpaa det gamle; disse Stalde afgive saaledes just ikke noget renligt Opholdssted, men der er tog altid varmere end at ligge i de kolde Lader. Overordentlig mange af de tydske Soltater ere syge, hvad jo ikke er at undres over; thi det vil sige Noget i saa lang Tid ej at komme af Klæderne og aldrig i Seng. Naar vi faa Solskin om Dagen og, som vi pleje at have hvert Foraar, Frost om Natten, vil Sygdom først komme ret for Alvor. Saa lange det er koldt baade Dag og Nat, er det ikke saa farligt for Sundheden. - Just nu, Kl. 3 Eftermiddag, kom to preussiske Parlamentærer ridende her forbi ad Vejle til. Igaar kom der to Palamentærer kjørende.
(Ribe Stifts-Tidende 12. marts 1864).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar