I flere år har vi her i Jylland været plagede med visitter af omrejsende tyske, især hannoveranske spillemænd, der af velvillige og forsonlige politiembedsmænd har fået lov til i byerne at spille for hvermands dør. Når et stykke er til ende, går en eller anden af dem op i husene for at tigge. Folk er naturligvis godmodige nok til at give dem så meget for den liflige musik, at de kære gæster er villige til at spille også på tilbagevejen og mulig komme igen ad åre. På rejsen mellem byerne driver de omkring på landet ligesom andre vagabonder langtfra landevejene, om med eller uden vedkommende politimesters tilladelse, er mig ikke bekendt. En enkelt politimester har haft takt nok til at forbyde denne uorden, og hele byen har været ham taknemmelig derfor, da musikken ikke altid er den bedste, og spillemændenes klædedragt ofte er så luvslidt og snavset som på de værste vagabonder, men tillige også for den alvorlige side af sagen. For sagen har en for øjeblikket meget alvorlig side. Så godt som alle disse spillemænd er tyske militære. Når de har udlært hjemme ved skolerne, og der i øvrigt ved deres afdeling ingen brug haves for dem, får de tilladelse til at søge føden i nogen tid på egen hånd, og jeg tvivler om, at noget land er dem så behageligt at komme til som det gæstfrie Jylland, hvor man endnu har så stor respekt for alt, hvad der taler tysk, at danske tiggere, når de er tilstrækkelig udlærte i den ædle kunst, tigger på tysk. Ved denne omstrejfen på landet og i købstæderne lærer disse folk på en behagelig og billig måde at kende veje, stier, åløb og andre terrænforhold, hvad der i en påkommende krig vil kunne gøre dem til fortrinlige vejvisere for tyskerne, når de kaldes til fanerne for at opflamme soldaternes krigslyst mod os, og vi jyder har da æren for deres opdragelse og har oven i købet betalt gildet. Hidtil er disse spillemænd optrådte i mere eller mindre militære dragter, men dog ikke ekviperede til krig; men i dag (1. novbr.) har jeg set en bande, der kunne stille sig i spidsen for en tysk bataljon, hvad øjeblik det skulle være, da medlemmerne var fuldstændig udrustede med mundering og tornyster, og i denne dragt spillede de ude på landet i kort afstand fra byen.
(Dagbladet, 11. november 1863).
Musikalsk set udspillede der sig allerede før kamphandlingerne gik i gang en slags "krig" mellem den slesvig-holstenske nationalsang "Schleswig-Holstein Meerumschlungen" og den danske "Dengang jeg drog af sted". Under krigen fik det tyske forbunds hære komponeret marcher til specielle anledninger i 1863 (fx "Gruss an Kiel" til sachiske troppers indmarch i Kiel 29. december 1863). Generelt set var den danske hær underlegen hvad angik musik. Danske regimenter var i starten af krigen ofte afhængige af holstenske spillemænd. Hornblæsere (signaler) kunne hurtigt få et bestemt budskab videregivet.
I oktober 1863 havde den nationalliberale Alfred Hage (1803-1872) i Rigsrådet fundet ansættelse af tyske spillemænd til militæret for uhensigtsmæssig, med begrundelsen "Vi vare vist ligesaa musikalske som Tydskerne." (Dagbladet 12. oktober 1863). Det var ham der havde beskyttet den slesvigholstenske deputation i marts 1848 mod overfald.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar