Veile, Nordslesvig besat. Sønderborgs Bombardement. 4de til 8de april 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev af Tirsdag fra Egnen nordvest for Veile hedder det i Dagbl.: Paa Egnen nord for Veiledalen ere Østerrigerne i Løbet af de sidste 5 eller 6 Dage blevne aldeles afløste af Preusserne, der dagligt sende Cavalleriepatrouiller her forbi paa 30 a 50 Mand ad Grindsted til. De synes stadigt at leve i Frygt for det danske Militair og see nøie efter overalt, hvor de komme frem. Patrouillernes Opførsel har i det Hele været upaaklagelig; de have i Reglen betalt hvad de have forlangt, og siden de første Dage efter Veiles Besættelse af Østerrigerne er der Intet hørt om grove Brud paa Folkeretten. I Veile har der dannet sig en "Forpleiningscommission" med Fuldm. Schyile som Formand til under Amtmandens Fangenskab at varetage Amtets Interesse.

Fra Veile skrives i Tirsdags til Fks. Av.: "Vi kunne i det Hele taget ikke klage over Østrigerne, da der holdes stræng Mandstugt, og naar en Soldat opfører sig utilbørligt imod Borgerne, behøver man blot at henvende sig til den strængt retfærdige Gen. Gavlenz, og man er vis paa at faae al mulig Opreisning. Det er en Selvfølge, at Indqvarteringen er meget trykkende for os Alle, men det er dog godt, at der ikke fordres Urimeligheder af os, og det maae vi takke Gablenz for, der i det Hele taget er en Gentleman." G. har ogsaa, foruden de 100 Thaler (ikke RD.) til den ved Tilfælde dræbte Hartmanns Enke, sendt 25 Rd. til de fattige.

En Rejsende fra Veile, som kom igjennem Silkeborg, har meddeelt dennes Av., at der den i 26de begjæredes Naturalforpleining for 6 Dage, altsaa til 1ste April, hvilken Dag det almindeligt heed, ogsaa blandt de tydske Tropper, at fjenden skulde være ude af Jylland - blot vi ikke narres April! Navnlig er der forlangt en stor Deel Kreaturer. Fjenden har endvidere udskrevet 400 Heste i Veile Amt og det Sydligste af Skanderborg Amt, deraf alene 20 l Veile By. Endelig forlangte Fjenden af Fuldm. Boesen, der under i Byfogdens Fangenskab er Byens Øvrighed, 200 Mand til Skandsearbeider, men B. svarede Nei! han hverken vilde eller kunde opfylde et saa hedensk Forlangende. Boesen blev derfor fængslet, men kom dog fri den næste Dag. - Tydskernes Opførsel i Veile kunde forøvrigt, hedder det i samme Beretning, have været værre, end den var. De to første Dage vare de værste, thi da lod det, som om Tropperne havde en Slags Plyndringstilladelse, navnlig gik det ud over Kjøbmændenes Pakhuse, hvor man tog Hanerne af Tønderne, og naar der da var mindre velsmagende Sager i dem, f. Ex. Eddike, Tran osv., lod man Indholdet løbe ud paa Gulvet. I de fleste Tilfælde stod Soldaterne med Skillingen i Haanden, naar de forlangte noget, men havde de først faaet det Forlangte, stak de Pengene i Lommen igjen; Manden, der beretter dette, har kun faaet Betaling af en Eneste, en menig Preusser, hvis Fader var Oberst ved det Regiment, han stod ved. Foder og Kreaturer og tildeels Heste ere nu næsten ikke til at opdrive ved Veile. Meddeleren reiste derfor netop nu til Løgstør Marked for at kjøbe sig et Par Heste. Det var udelukkende preussiske Tropper , som vare i og ved Veile i Mandags.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. april 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original under oversættelsen:

Kappeln, 2. april. --- Alle myldrer ind i det rensede, i det tyske Guds hus, alle omringer og kredser om den elskede nye tyske prædikant, fra hvem de for første gang i 13 år hører det længe savnede Guds ord fra højere læber. Enhver der ikke har set det, aner det ikke, ikke mindst fordi en indre forståelse er en del af forståelsen af ​​anglernes kirkelige sans. Og som det går i kirken, sådan går det i skolen; Det er virkelig rørende at se den iver, hvormed disse forsømte børn, som hverken forstår dansk eller tysk ordentligt, som uden at begå fejl fremsiger "Fadervor" på dansk uden at forstå meningen, hvormed disse børn hengiver sig til lærdommen. Et kvart år, sagde en af ​​de nye gejstlige, vil nok, givet forældrenes gode vilje og ungdommens iver, til at ødelægge alle spor af danskhed. Så et par dage er nok til at rive ned, hvad 13 års elendighed ikke kunne retfærdiggøre; der vil ikke være mere af danskheden end mindet og forbandelsen mod undertrykkerne, mens velsignelser vil følge befrierne i al evighed. Du vil let forstå, at med et så rigt åndeligt liv kan der ikke være nogen frygt for fremtiden. Næsten overalt hører man den bemærkning at hvis alt mislykkes, så kan man sikkert udslette os, men vi vil ikke igen villigt lade tyrannens fod sætte sig på nakken.

Kappeln, den 2. April. --- Alles drängt sich in das wieder gereinigte, in das Deutsch gewordene Gotteshaus, alles umringt und dreht sich im den geliebten neuen Deutschen Prediger, von dem sie nach 13 Jahren zum ersten male das lange entbehrte Gotteswort von lauteren Lippen vernehmen. Wer das nicht gesehen hat, der hat keine Ahnung davon, schon deshalb nicht, weil ein inneres Verständniss dazu gehört, den kirchlichen Sinn der Angliter zu begreifen. Und wie es in der Kirche geht, so geht es auch in der Schule; es ist wahrhaft rührend, su sehen, mit welchem Eifer sich diese vernachlässigten Kinder, welche weder Dänisch noch recht Deutsch verstehen, die das "Vater unser" fehlerfrei auf Dänisch hersagen, ohne den Sinn zu begreifen, mit welchem Eifer diese Kinder sich dem Lernen hingeben. Ein Vierteljahr, sagte einer der neuen Geistlichen, wird bei diesem guten Willen der Aeltern und bei dem Eifer der Jugend hinreichen, um alle Spuren des Dänenthums zu vernichten. So genügen wenige Tage, um das nieder zu reissen, was 13 Jahre des Elends nicht zu begründen vermochten; es wird von dem Dänenthum balc nichts mehr sein als die Erinnerungund der Fluch gegen die Unterdrücker, während der Segen den Befreiern für alle Ewigkeit folgen wird. Dass bei diesen reichen geistigen Leben eine Furcht vor der Zukunft nicht aufkommen kann, werden Sie leicht begreifeen. Fast überall hört man die Aesserung, wenn alles reisst, so kann man uns wohl vernichten, aber gutwillig lassen wirr uns nicht wieder den Fuss des Tyrannen auf deen Nacken setzen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 4. april 1864)

- Nordslesvig, sidst i Marts. Okkupationen vedvarer og udstrækkes bestandig videre. Det Tryk, som øves af høie og lave Slesvigholstenere, enten disse nu gaae under Navn af "Civilbehörde" eller "Overcommando der alliirten Truppen" osv,, vedvarer og bliver bestandig værre. For den Private indskrænker det sig til smaa Chikanerier, og det er endda til at udholde, men for Embedsmanden bliver det mere og mere utaaleligt og deres Tilværelse mere uholdbar med hver Dag, der gaaer. Med Skræk tanker den store loyale nordslesvigske Befolkning paa den Dag, da vi skulle have mistet dem alle; da vil det først rigtig begynde med Omvendelsesarbeidet, og det vil ganske sikkert sættes igang a la Posen. Preusserne have i saa Henseende havt en fortræffelig Skole, de kjende paa det Allernøiagtigste alle de Midler, som en Regering kan anvende for at drive den Deel af Befolkningen paa Porten, som er "missliebig". Derfor gjøre vore Embedsmænd, idetmindste for en stor Deel, da ogsaa Alt for at fjerne ethvert Paaskud til at afskedige dem; men netop derved bliver deres Tilstand til en sand tfidelsestilstand, og de faae daglig leilighed til at øve sig i de mest ophøiede christne Dyder, de lære at elske deres Fjender, at være taal og langmodige, men Lærepengene ere næsten uoverkommelige. Det har alt været meddeelt i "Dagbladet", at der fra Aabenraa er udgaaet en Adresse, hvori danske Borgere anmode Civilbestyrelsen om at beholde Embedsstanden, og at lignende Udtalelser nu kunne ventes baade fra Haderslev, Flensborg og hele den nordslesvigske Landbefolkning, forsaavidt det da ikke alt maatte være for silde. Da nu Adressen fra Aabenraa har opnaaet en Tilslutning af 496 skatteydende Borgere (Slesvigholstenernes i modsat Retning gaaende fik kun 178 Underskrifter), kan man ikke godt undlade idetmindste tilsyneladende at tage noget Hensyn til den, og man vil derfor muligviis foreløbig lade Embedsstanden i sin Heelhed forblive der; men nu gjælder det om at faae saa mange Klagepunkter opstillede med Hensyn til hver enkelt, at dette kan frembyde en Skingrund til deres successive Fjernelse, og heri præsteres der da allerede nu det Utrolige, Alle haande Subjekter, selv hamborgske Probenreutere, gaae formelig ud paa at faae Embedsmændene til at forløbe sig eller paa at skaffe dem den høie Kommandant paa Halsen, og den Sidstnævnte erklærer uden videre, at han ikke bryder sig det Ringeste om Dhrr. Zedlitz & Revertera, han har kun at adlyde Wrangel og udføre dennes Ønsker, og naar saa disse staae i Modstrid med Civilbestyrelsens, og Embedsmænd paaberaabe sig dette, faae de Ordren gjentagen af en Underofficer med Tilføiende, at de i Vægringstilfælde have at begive sig i Arrest, Det er imidlertid at antage, at Byens egne Hjemmetydskere staae bagved deslige Forestillinger, Adressens Overbringere ere blevne særdeles venlig modtagne og erholdt beroligende Tilsikkringer; hvor vidt og hvor længe man vil holde dem, er et andet Spørgsmaal.

Sørgeligt er det, at ikke engang selve Embedsstanden kan sige sig fri for at være belemret med saadanne Personer i sin egen Midte, der enten troe at skulle høste Fordel og Ære ved at smigre Slesvigholstenerne eller ere for dumme til at indsee, at de derved kun gjøre sig selv foragtelige. Det er haardt, naar en Dansk skal lade sig fortælle af en Preusser, at en gammel dansk Embedsmand i Byen har beklaget sig for denne over at have mistet de to Tredjedele af sin Gage, ene og alene fordi han var født Slesviger; det vilde naturligviis ikke nytte at fortælle Preusserne, at vedkommende Embedsmand selv valgte en fast Normering af sin Gage istedetfor at afskediges med Pension, hvortil han havde den bedste Udsigt, eller at han efter forrige Krig fik et stort Embede, medens han tidligere var en lidet anseet Advokat med høist ubetydelige Indtægter. Det er haardt, naar man veed, at en Embedsmands Datter ligesom andre unge slesvigholsteenske Damer forfærdiger og indsender Gaver til en hamborgsk Basar til Fordeel for Fjendens Saarede. Men heldigviis er det ogsaa enestaaende Undtagelser. "Dagbladet" befandt sig far nogen Tid siden i den Vildfarelse, at "Freja" havde ophørt at udkomme; det vil nu være Dem bekjendt, at dette ikke var Tilfældet. Mærkeligt nok er det, men man anseer den vel for altfor uskyldig til at forbyde den; dens Indhold er det ialfald for Tiden. Grunden til, at Bladet ikke kom til Kjøbenhavn, var forøvrigt simpelthen den, at det havde behaget Kommandanten, Byens høie Herre, at forbyde alt Samkvem med de afskyelige Folk i Kongeriget: ingen Breve maatte afgaae, han kunde ikke en gang unde Kjøbenhavnerne den Nydelse at læse "Freja" ved at gjøre en Undtagelse til Fordeel for den. Men ligesaa pludselig og for vor beskedne Forstand ligesaa umotiveret blev Forbudet hævet - og atter kunde vi aande friere, "Freja" afgik samme Aften til det længselsfulde Kjøbenhavn. -/'

(Dagbladet (København) 4. april 1864).

Ubekendt fotograf: Østrigsk Infanteri ved Mølholm ved Vejle 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De første overdrevne Beretninger om Fjendens Opførsel i Jylland ere nu tildeels berigtigede ved senere Oplysninger, hvoraf fremgaaer, at det kunde have været langt værre. Tyverier bleve strængt straffede, naar Officiererne greb Vedkommende i Gjerningen. I Horsens er endog en Soldat bleven skudt, fordi han med Vaaben vilde afnøde en Kone Penge. I Veile og Aarhuus gik Officiererne omkring i Boutikker og Værtshuse for at paasee, at Enhver betalte hvad han fik. Morgenen efter Fægtningen ved Veile fandtes mange Liig paa Engen norden for Byen og i Nørreskov, uagtet man hele Natten havde været beskjæftiget med at bringe Saarede og Døde af veien. Hvor stort Fjendens Tab har været ved denne Leilighed, blev omhyggelig fordulgt; men betydeligt maa det have været. De østerrigske Soldater vare forøvrigt ikke saa omfindtlige for Kulden, som man skulde troe, medens de tørrede deres Fodtøi og Gamascher, løb de omkring i Gaarde og Haver med blottede Fødder, uagtet det havde sneet om Natten og var meget koldt, uden at en Eneste beklagede sig over Kulden. Om Aftenen fyrede de derimod stærkt i Kakkelovnen og omgikkes i det Hele taget meget uforsigtigt med Ild og Lys, saa man maa anse, det for et Held, at ingen Skade anrettedes. Af Viin havde de Overflødighed, og vilde gjerne tractere deres Værter, naar disse iforveien havde givet dem Noget; værst vare de farne som ikke forstod Tydsk. En Kone bad mig at hjælpe hende tilrette, da hun paa ingen Maade kunde gætte hvad hendes Indqvarterede ønskede; hun havde buden dem Caffe, Thee, Smørrebrød etc. men Alt forgjæves; de forlangte "eine saure Suppe", hvis Tillavning hun ikke kiendte. Det viste sig nu ved nærmere Forklaring, at de paa Grund af, at de vare lidt forkjølede, efter deres Sædvane blot ønskede kogt Vand med Æddike, lidt Meel og Fidt deri, det var det Hele. Naar de kogte Suppe, toges Risengrynene fra og spistes for sig selv efter Kjødet. De egentlige Østerrigere udmærkede sig ved deres gemytlige Lystighed og rene Udtale af det Højtydske, og vare lettere at forstaae end Preusserne; derimod var det kun faa Ord hvormed Italienerne, Galiziere og Ungarer kunne gjøre sig forstaaelige. - Musikalske vare Mange; de spillede med Velbehag, naar de fik en gammel Violin ihænde, vore Nationalsange, som Danmark dejligst Vang og Vænge, Kong Christian osv., men naar man spurgte dem, om de kjendte den slesvigholstenske Nationalsang, lo de og svarede "Uh! Schleswigholstein meerverschlungen - Forbittrelsen mod Insurgenterne lader til at være stor baade hos Østerrigere og Preussere, af hvilke de Fleste aldeles intet fjendtligt Sindelag lægge for Dagen mod os, saalænge vi blot give dem hvad de trænge til, indtil de faae Naturalforplejning, hvilket undertiden først skeer Dagen efter deres Ankomst til en By. Ofte er det høist simpelt, hvad man er istand til ar byde dem, f. Ex. et Sted fik de kun ved Ankomsten hver et Stykke Fidtebrød og en Kop sort Caffe uden Sukker, men alligevel takkede de høfligt og lode sig nøie. At der uagtet de strænge Straffe findes endeel Tyve iblandt dem, lader fig ikke nægte. Enkelte have endog den Frækhed at falbyde deres Koster omkring i Husene; den sidste Morgen Østerrigerne vare i Veile falbødes endog en halvsyet Skjorte, en Sølv Theeskee m. m. Ingen kjøber det, men de have selv Kjøbmænd med dem fra Wien, Dhrr. Richter & Engel, som formodentlig gjøre gode Forretninger; ligeledes en Restaurateur, som har opslaaet sit "Stadt Wien" i en tom Boutik i Veile. De første Dage efter Occupationen lukkede Mange deres Boutiker, men aabnede dem senere, da man saae at Varerne i de fleste Tilfælde bleve betalte. (Medd.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 5. april 1864).

Sønderborg den 3. april 1864. Fra "Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein"

Sønderborg. 3die April.

- (Af et Brev til "Brlg. Td.".) En af de første Granater sprang midt i 4de Comp. af 16de Regiment, som stod opstillet nede ved Raadhuset. Jeg tør endnu ikke nævne de Saarede og Dræbtes Antal, thi Rygtet fortæller og Rygtet overdriver. Lidt efter faldt en anden Granat, der saarede en Kjøbmand Janssen og dræbte en Dreng. Fra nu af var der intet Sted sikkert: Kjældere og de enkelte Hvælvinger bleve opfyldte af flygtende Børn og Qvinder, medens Mændene løb om efter Kjøretøier; man stormede Vognparken, bad og tiggede om Hjælp; men Vognparken havde faaet sine Ordrer; Vagten omkring den var bleven fordoblet. Overalt viste der sig mørke eller fortvivlede Aasyn: fra tusinde Steder lød den Yttring: "Nu synes jeg, det tager af; - saa voldsomt er det da umuligt, de kan blive ved længe." Imidlertid hvilede de lidt derovre, men kun for at begynde desto hurtigere igjen. Ude fra et af Batterierne kom der Iilbud om ny Munition; de havde næsten opskudt Alt, hvad de havde. I Skandsen Nr. 2 havde de fyret hele Eftermiddagen. "Lad dem bare faae ret saa hurtigt, som I kan," sagde Officierne, og Artilleristerne grinede og stode i Skjorteærmer omkring deres Kanoner og haandterede dem af Hjertenslyst: en saadan Stund er Kanonerens Fest, og da der kom Bud ind fra samme Skandse om Aftenen, var hver Mand endnu paa sin Plads: ikke en eneste Saaret, ikke en Feil ved Stykkerne. Carolineskolens Lazareth blev flyttet; da var det hen imod Aften, og paa den haabede Alle, thi med den pleie Preusserne ellers at ende deres Bedrifter; men denne Gang blev man skuffet; Aftenen forandrede Intet; Granaterne fløi endnu ind over Byen, hyppigere cg bestandig længere op; vore Skandser vedbleve at tordne. Mørket forøgede kun Nøden og Ubehjælpsomheden og gjorde Faren større. I Gjæstgivergaarden Alssund brændte det, men Ilden blev strax efter stukket; ovre paa Dybbølland kom ogsaa et Sted i Brand; det brændte ned til Grunden. Gjennem Mørke og Nat saae man Kanonernes Glimt og den røde Ildstraale, som fulgte efter hvert Skud, og naaede man lykkelig udenfor Byen, fandt der et andet Optrin Sted, idet hele Veien, saa langt man kunde øine mod Augustenborg, Ulkebølle til Nordborg og Høruphav, myldrede af Vogne cg Flygtende. Manden søgte sin Hustru, smaa Børn gik og græd og kaldte paa deres Forældre; Ingen svarede dem eller gav Agt paa dem; Enhver var kun beskæftiget med sig selv og med at stirre efter de lange røde Striber, som de hvislende Granater dannede til alle Sider i Luften. Hele Natten vedblev denne Beskydning med enkelte Øieblikkes Ophold. Fjenden, som hidtil alene havde benyttet Granater, begyndte nu af og til at vexle med Brandraketter. I Dagningen kom en Gaard i Brand; de kjøbenhavnske Sprøitefolk vare atter tilrede og arbeidede flinkt og ufortrødent. Om Morgenen var der Øieblikke, hvori man næsten hvert Secund hørte et Skud. Af og til regnede det; Solen kom ikke frem; det var, som om den undsaae sig for at skinne ned paa alle de Ulykker cg Elendigheder, den ulykkelige By fremstillede. En Mængde Familier havde tilbragt Natten oppe ved Møllerne under aaben Himmel eller sammenstuvede i en Port eller vankende omkring fra Klynge til Klynge, søgende og kaldende paa et bortkommet Barn. Det brændte nu paa flere Steder, og eftersom Preusserne flere Gange efter hinanden vedbleve at skyde i samme Retning, tilintetgjorde de springende Granater efterhaanden ethvert Forsøg paa at slukke. Hen paa Formiddagen brændte flere Gaarde indenfor Skandserne. Kanonaden vedblev, og naar den et Øieblik taug, var det kun, som en Soldat sagde, medens de trak Veiret for at begynde saameget heftigere igjen. Det regnede; Veien var opblødt, og de Flygtende, som tilfods arbeidede sig frem igiennem Dyndet, belæssede og krumbøjede af det, de ansaae for meest værdifuldt af deres Eiendele, fremstillede et sørgeligt Billede. "Kan De ikke sige mig, hvor vi skal hen?" var det sædvanlige Spørgsmaal, de modtoge Enhver med. Nogle vare blevne liggende paa Veien, opad Digerne; de kunde ikke mere. Inde i Byen var der imidlertid blevet staaet en Eordou af Soldater, som forbød enhver Civil at gaae ned mod Stranden. - Nu er det Middag igjen; Kanonerne brumme endnu; i disse 24 Timer have de lydt uafbrudt. Det hedder, at Preusserne forberede en Storm.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 7. april 1864).

Episode du bombardement de Sonderburg. L' illustration: journal universel.  23. april 1864.

Paa en smuk Maade jordedes i Søndags af Østerrigerne paa Veile Kirkegaard Liget af 3 danske Soldater, der vare blevne saarede i Kampen ved Veile og nu vare døde paa det dervær. Lazareth. Foran Kisterne, der vare belagte med Krandse og af hvilke den forreste var prydet med en Dannebrogssløife, gik et Compagnie Østerrigere og et fuldstændigt Musikcorps; efter Kisterne gik et overordentligt talrigt Følge af Officerer med Gen. Dormus i Spidsen, og efter disse kom endeel af Veiles Indvaanere. Præsten holdt en kort Tale, og da han havde kastet Jord paa Kisterne, traadte alle de østerrigske Officerer, Gen. Dormus først, hen til Graven og kastede ligeledes Jord paa Kisterne. Dagen efter jordedes et Par Østerrigere, der ligeledes havde faaet deres Banesaar i Kampen ved Veile, men Følget var da ikke saa talrigt som ved de danske Soldaters Begravelse. Det er vel neppe nogen Mærkelighed, at ingen Preusser viste sig hverken i det ene eller det andet Liigfølge, eftersom de kun ugjerne komme der, hvor Østerrigerne ere. (Hors. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. april 1864).