København kunne være en meget net by. Den har ganske vist et klima der stærker og stærkere minder om Leipzigs - "den by, hvor det altid regner". Dette ligger dog kun i den mangelfulde konstruktion af barometrene, som vore ikke synderlig drevne instrumentmagere tilvirker. Hvem tror vel nemlig længer paa, at regnen kommer fra oven?
Byen har desuden mange små agréments, som rigelig opvejer den lille gene med vejret. Vi nævner eksempelvis de nye nødtørftshuse, "Aftenbladet" og den forventede elektriske belysning - lutter ting, der pynter.
Desto sørgeligere er det da, at selve byens døtre, der fremfor nogen burde bidrage til dens forskønnelse og virkelig også kunne gøre det, i en beklagelig grad synes på veje til at degenerere.
De af Hostrup anbefalede broderede sofapuder til elskede religionslærere er betænkelig gået af mode. Kvindeligheden er i det hele taget ikke længer det Ideal, vore damer dyrker. De sætter ikke mere pris på at sidde til stads på vinduesforhøjningen. Nutidskvinder vil tumle sig i frihed og uden ansvar, hun vil ned på gaden.
*
Det er sporten, der kalder hende; for den ægte københavnerinde er nuomstunder - tilgiv mig ordet - bidt af en gal sportsman. Hun rider, hun kører, hun sejler og hun roer, så det er væmmeligt at se på for os andre.
Først ridningen i de forpestede ridehuse på lejehest.
Ud af porten svæver en amazone med ustrøget cylinder, snavsede vaskeskindshandsker, faderens aflagte selskabs-pantalons, stopninger på kjolen, to stykker hvidt sukker i hånden og en moppe i hælene.
I galop går det hen til en under-Løruper, der skråer og spytter, mens han for et par kroners penge tillader hende at ride manegen rundt 5 gange i skridt, 3 gange i trav og gang i karriere.
Kan hun holde sig i sadlen så længe, spenderer den galante berider en othellokage på sin Desdemona.
Mange raffinerede, ungmøer foretrækker dog at falde lidt af hesten og bjærges af den vejrbidte sergents muskelstærke arme. Dette øjeblik er nok så sødt som flødeskummet på en tiøres kage.
Regningen for disse dyre timer, der ødelægger den unge dames nederdel, betales mod anvisning på papas kontor. Berideren der personlig møder, bliver stedet til håndtryk ved privatpulten. Når han går, får kontorbuddet ordre til at give ham en cigar, der tændes udenfor.
* * *
Tjener de ridende damer ikke til forskønnelse for hovedstaden, ville det være endnu latterligere, at påstå dette om deres medsøstre i Ingemann- Petersen.
Der er kun en humber, Ingemann-Petersen er hans missionær ved dag og nat, unge, uerfarne kvinder hans proselyter, for hvem han - mod et passende vederlag - sætter maskinen i gang.
Humber-damernes toilette er bare arme med myggestik, hvidt flonel, skotsk mavebælte, stankelben med halvstrømper, ingen turnure, håret a la chinoise, jupe courte.
Deres udflugter sker i mangel af brødre med faderens volontører (såkaldte tvangskurser). I regelen er det den yngste og slettest lønnede kontorist, hvis søndag formiddag der lægges beslag på til fordel for frøkenens arm- og benmotion. Kan han slippe fri ved at præstere lægeattest, inviteres en kadet eller yngre student til frokost. Turen foretages da mellem frokost og middag.
Denne udvej griber man dog kun nødig til, da kadetten subsidiært studenten hugger skamløst i sig af det kolde bord, mens den beskedne kontorist allerede lader som han er mæt efter den varme ret.
* * *
Lægger damerne an på at optræde kompagnivis og har de to gange rejst til Skodsborg uden kvalmende fornemmelse, rotter de sig sammen i en roklub.
Fædrene, medlemmer af den liberale vælgerforening eller Fremskridtsklubben, får hver 5. juni en 14-dages forkølelse af at stå i vådt græs og høre på Herman Bing og Oktavius Hansen.
Dragten: Strikket sømandshue med stor ulden knop, bar hals med sommerfilipenser, stribet eller blegrødt jerseyliv a la sommer-revy, ingen korset, læderbelte med norsk tollekniv, store bare næver med hornhud indvendig og kulørt lommetørklæde med anker på.
Både til lands og til vands haler de ud med lange tag; en ed på rette sted og en bajer fra fad efter endt arbejde - helst på Langelinjes Pavillon - lades der ikke hånt om. Under roningen spyttes der langt efter medlemmer af Studentersamfundet, der også er ude at tumle sig på den fugtige gade.
*
Foruden andre unoder, mener enhver sportsdame sig berettiget til at gå alene på gaden efter 12, for den næste dag ved morgenmælken uvægerligt at prale af, at hun er blevet forulempet af velklædte, unge elegatits, dernæst forpligtet til at stinke af sportcigaret, fylde op ved Brandes' forelæsninger, sværme for Fridtjof Nansen og gøre nar af sin præst.
Foreningen til Københavns Forskønnelse bør vinke alle disse friluftsdamer op fra gaden igen.
Dernede pynter de ikke.
Strix
(København 27. september 1889).
Gør det!
Jeg samstemmer fuldstændig med min ærede spydige og åndfulde kollega hr. Stix i hans karakteristik af de sportgale damer. Heller ikke jeg ser med glæde på de alt andet end velskabte figurer som rædsomme dragter stiller til beskuelse - og de filipensede og myggestukne arme og halse som de åbenbarer i hele deres afskyelige nøgenhed. Jeg forforfærdes også såre når jeg måder en ung dame hvem jeg førhen nærede agtelse for, på en tricycle, med benene anstrengt arbejdende for at få plads ti at rende op og ned og kroppen bjet forover, med et hjst uklædeligt knæk på midten.
Jeg er således i alle måder hr. Strix ærbødigst hengivne Ego.
Men jeg synes at hr. Strix ikke blot burde have sagt la' vær! - Derfor møder jeg med et supplerende gør det.
Hvad skal de unge damer da gøre. For vi er jo dog enige i at de ikkke bare bør sidde på vinduesforhøjninger og kigge ned på gaden.
Ikke sandt, de kunne dog pynte så pænt op i vore trange og kedelige gader når de bare selv ville.
De skal gøre gymnastik - de unge piger. Det gjorde de indtil for et årstid siden da der endnu kunne tænkes på andet end sport og tales om andet end rekorder. Dengang da man var blevet enige om at de unge pigers stil-leben var alt andet end sundt for dem, da man var enig om at de skulle ud i fri luft, at de skulle røre sig for at få rødme i kinderne og spændstighed i bevægelserne, dengang fødtes den sunde gymnastikbevægelse.
Da gik de unge piger deres ugentlige vintertimer til gymnastiklærerinden, og hun lære den rankhed i ryggen, smidighed og hurtighed. I lette bekvemme og kønne dragter gjorde de deres øvelser der aldrig var forcerede, de hang i bøjede arme i ringene, og de entede ad stigerne - de havde deres sal for sig selv, og de fik deres sundhed igen.
Så blev sportsbevægelsen modesag - og med det samme var man inde i den pure overdrivelse.
Til nød gik det an dengang. Damerne nøjedes med at pjaske lidt i en båd, men fra det øjeblik da tricyklen erobrede sig ikke blot strandvejen, men også alle de unge pigers hjerter, var det ude med den sunde gymnastikbevægelse.
Så trådte damerne deres hjul, så og så mange gange, og de lærte sig deres frigjorte unoder. Forhåbentlig går sporten snart tilbage til sit hjemland igen, og forhåbentlig kan der så igen blive tale om at komme frem i verden for de stakkels mennesker der ike kan rende på et, to eller tre hjul.
Sker det - forlader nok de unge damer overdrivelsen og går igen deres ugentlige timer til gymnastiklærerinden. Og så bliver de karikaturer der nu traver op og ned ad gaden, en fabel, og vi får i stedet unge, kønne og friske piger, til pynt for byen og til glæde for vore hjerter.
Ego.
(København 29. september 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar