De Fattiges Boliger.
Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarieret.
En Vaskerkones Hjem
- Værre end Whitechapel!
-Elendighedens Apoteose-
Hofgørtlerens Ejendom.
Efterhaanden som vi skrider videre og videre frem i vore Undersøgelser af de fattiges Boliger og Livsvilkaar, finder vi dem slettere og slettere. Da vi valgte Vognmagergadekvarteret til Udgangspunkt, troede vi, at vi greb det værste. Vi vilde gribe Tyren ved Hornene, som man siger. Men vi tog fejl. Man kan maaske i det nævnte Kvarter finde Elendigheden mest sammenhobet. Men rundt omkring i den øvrige Bys Gader og i Stræder kan man hist og her i Baghusene finde Forholdene saa forfærdelige, at alt, hvad vi hidtil har meddelt, maa træde i Skygge. Herpaa skal vi give nogle Eksempler.
Borgergade
er ligesom de øvrige Gader deromkring gammel og beboet af mindre bemidlede, saasom Smaahandlende, Arbejdere o. I. Gaar man fra Gotersgade ned ad denne Gade har man straks den berygtede Helsingørsgade paa venstre Haand. De tykke Fruentimmer skændes i de lave Gadedøre, Hopsakarlen promenerer paa den smalle Flise. Den sværlemmede Fyr har røde Pletter paa Halsen og store aabne Saar omkring Munden og ved Tindingen. De udtraadte Sko stikker underlig af mod de stribede Benklæder, den flotte Jaket og den tykke Gigerlstok. Nu har han været inde efter "Kærrestens" Natfortjeneste og skal derefter ud at sætte den til. Han skubber fløjtende et lille Barn i Rendestenen, fordi det ikke er kommet væk i Tide og trykker alvorligt Haanden paa en Kammerat, som netop nu træder ud fra et lavvinduet Bordel.
I Nærheden af denne Gade saa vi et Skilt annoncere:
"Fransk Vask og Strygning, 4. sal o. G. t. v."
Vi gik derop og fandt efter en Del Besvær en Dør, hvorpaa der stod: Vaskeriet. Der var ingen Dørklokke, heller intet Dørhaandtag. Paa vor Banken blev der lukket op af en Pige i 30 Aars Alderen, og vi stod inde i et snævert Køkken, hvis lille Vindu ikke var fjærnet over en Alen fra en høj sort Brandmur. Komfuret fandtes lige over for Indgangsdøren i 5 Kvarters Afstand. Her varmede hun sine Strygejærn. Værelset var optaget af en Seng, en Komode og et Strygebrædt, som strakte sig fra det ene Hjørne til det andet Paa Gulvet kravlede 2 smaa Børn, en Dreng og en Pige, af sygeligt Udseende.
"Naa, De har nok et Par smaa Arvinger?"
"Ja, det har jeg", sagde hun lidt undseligt.
"Men der bliver maaske ikke meget at arve", føjede vi til.
"Nej naar vi blot kunde leve, saa maa jeg nok være glad!"
Hun fortalte, at hun oprindelig havde været Tjenestepige, men da hun saa var blevet frugtsommelig ved sin Husbonds Nevø, mistede hun sin Plads. I en dramatisk Forening stiftede hun senere Bekendtskab med en Kontorist, som forlovede sig med hende. Da han imidlertid havde opnaaet sin Hensigt og hun igen var kommet i Omstændigheder, var det forbi med hans "Kærlighed"
Vi forlod det fattige Hjem og gik længere ned i Borgergade, hvor vi fandt en Ejendom med en svært pyntet Facade. Heraf lod vi os dog ikke skuffe, men gik gennem den lange Gang ud i Gaarden, hvor vi fik Øje paa et Sidehus af et skrækkeligt Ydre.
Elendighedens Apoteose.
Det vilde blive os for vanskeligt at berette alt, hvad vi saa, at beskrive denne Opgang, disse Vægge, disse Døre! Vi vil nøjes med at anbefale enhver, som vil se det utrolige, at gaa derned. Derimod vil vi forsøge, om vi kan give vore Læsere et - omend kun svagt - Billede af Livet og Forholdene indenfor de skidne Mure. Man skal ikke frygte for Overdrivelser. Her kan ikke overdrives!
Da vi var sluppet ind i et Rum paa første Sal, maatte vi to Gange spørge :
"Hvor bor De?"
Og begge Gange fik vi af Konen det samme Svar :
"Her! Herinde"
Ja, det er sandt! Herinde i et mangekantet Rum, uden et eneste Møbel, uden et eneste Glansbillede, boede hun med sin Mand, en Kularbejder. Herinde i et Hul med et beskidt Loft over sig og et raaddent Gulv under sig boede to Ægtefolk, som ikke alene manglede det inderste Linned, men ogsaa det tørre Brød! Tre Børn havde Venner og Bekendte taget sig af, men Forældrene sad tilbage og sultede i de usleste Pjalter! Alt var solgt eller pantsat. Ikke alene Gangklæder, Lagener og Sengklæder, men ogsaa Stole, Borde og Kommode; ikke alene Støvler og Skjorter og Chemiser, men ogsaa Knive og Gafler, Tallerkener og Kopper! Alt var pantsat! Lige til den Blikspand, hvormed de hentede deres Vand i Gaarden, lige til det Sengested, hvori de en Gang havde sovet som Brudepar.
Alt var pantsat! Nej, dog ikke alt! En lille firkantet Kasse, som næsten var fyldt af Laanesedler, og som gemte deres Borgerbrev, havde de endnu tilbage. Og saa havde de ogsaa en Madrats, som de intet havde kunne faa paa. Den stod og grinte i Hullet opad en Væg. Om Aftenen, naar de skulde "i Seng", lagde de den fladt ned paa Jorden og sig selv ovenpaa - som de stod og gik naturligvis! Og saa sov de, saalænge de kunde, indtil Tarmenes Skrig vækkede dem igen.
Værelset saa ud som var der ryddet op til Dans, til Dødningedans.
Køkken og Kakkelovn fandtes ikke - kun et Slags Komfur af lignende Art, som det vi har beskrevet i vor Artikel om Bolersken i Vognmagergade.
Vand var der intet af. Det maatte hentes i Gaarden ved Posten, som imidlertid vedligeholdes saa daarlig, at de i to Maaneder sidste Vinter maatte hente Vandet i en anden Ejendom!
De to stakkels Mennesker stod der henne ved Væggen; satte sig kunde de jo ikke! Sultne, selvopgivende saa de ned mod det raadne Gulv - - -
Hofgørtlerens Ejendom.
Videre naar vi ikke i Dag i vor Beretning. I Morgen gaar vi videre, og som vi skal se, er vi desværre ikke færdig med det værste. Jo højere tre kom op i Huset, desto uslere blev det, desto større blev Elendigheden !
Ejendommen har intet Gadenumer over sin Gadedør; men det behøves heller ikke. Ti Folk dernede omkring hjælper sig bravt dette foruden. Enhver véd, hvor Lokumet ligger, og at Hofgørtler Henriksen, en Frimurer af høj Orden Orden, har Æren af at eje det og holde det i Stand!
(København 8. august 1893).
De Fattiges Boliger.
Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarteret.
Hofgørtlerens og Frimurerens unumererede Ejendom
Ovenover dette elendige Hul, hvori de to Ægtefæller stod lænet mod Væggen, lige ved at segne af Sult, boede
en Kone med sine 3 Børn.
I Sammenligning med det, vi havde set hos Kularbejdsmanden og det, vi fik at se paa tredje Sal, boede hun helt féagtigt her i det lille Værelse, hvor der baade var en Seng og en Komode, ja endogsaa et Par Stole. Alligevel var Lejligheden dog vedligeholdt saa slet, at selv Sundhedspolitiet havde fundet det for galt, da det for et Par Maaneder siden var deroppe. Det havde nemlig sagt til Konen, at hun intet skulde betale Hofgørtleren, før han lod gøre i Stand. Dog, saadanne Bemærkninger til Lejerne er naturligvis ikke blot betydningsløse, men ogsaa meningsløse. Betaler Konen ikke sin Leje, kan Ejeren jo lade hende smide ud, og saa nytter det ikke, at hun henviser til Politiets Erklæringer. løvrigt synes Sundhedspolitiet langt fra at være kritisk anlagt, og det er uforstandigt, at det ikke undersøger en saadan Rønne fra øverst til nederst, naar det først er kommet derind. Paa tredje "Sal", det mest gruopvækkende og forskrækkelige Sted, man kan tænke sig, havde Politiet saaledes slet ikke været!
Det har vi imidlertid, og vi skal sandelig ikke lægge Skjul paa, hvorledes en Rigmand holder sine Lejligheder i Stand for de Fattige !
Fra denne Kone med de tre Børn gik vi op ad den elendige Trappe, ledsaget af vor specielle Tegner.
Snart stod vi inde i et Rum,
en Elendighedens Hule,
som trodser al Beskrivelse! "Gud Fader bevar os!" udbrød vi uvilkaarlig, da vi traadte ind; ti overfor saa forfærdelige Tilstande maatte vor Forestillingsævne staa stille!
Det var ikke nogen Lejlighed, ikke noget Værelse, vi stod inde i. Det var en Hule, hvorfra ethvert Dyt vilde flygte, undtagen netop det skrækkeligste Utøj, af hvilken det fandtes i Milliarder!
Loftet
dannedes af tykke, klodsede Bjælker og Fjæle. Herpaa var saa klistret Papir, som senere var bleven besmurt med et Lag Kalk. Det var imidlertid ikke hvidt, det var graat eller sort, og Papiret var revnet i alle Retninger og hang i lange Laser og Trevler ned i Værelset! Fra Revner og Sprækker dumpede saa af og til de smaa Dyr ned paa det usle Gulv, hvor de snart kunde finde et Smuthul
Væggene
kan vi, selv i Forening med vor Tegner - ikke give vore Læsere noget Begreb om, saa rædsomme var de. De var eller skulde være bedækket med Tapet. Men dette havde Tid efter anden løsnet sig fra Muren eller Træværket og bølgede sig nu frem og tilbage ved den mindste Bevægelse. Det havde slaaet flere Alen lange Revner paa kryds og tværs; og paa de lange Laser krøb Stimer af Vlaj, Ja, naar man kiggede op mellem Tapetet og Mu en, saa man Kolonier af Væggetøj o. I,
Naturligvis var her
ingen Senge.
To Madratser (om man tør kalde dem saaledes), den ene liggende paa et lidt højere Underlag end den anden, traadte i disses Sted.
De var anbragte henne ved Væggene i Nærheden af en sølle "Servante," og naar de store Edderkopper og utallige Væggetøj fandt det for hedt bag Tapetet, saa drog de ned paa disse Madratser, hvor der laa
en Kone og en lille Pige
og sov! Ti heroppe boede virkelig Mennesker; her boede en Moder med sin lille Pige i den mest ubeskrivelige Fattigdom og Elendighed. Det er en Selvfølge, at denne Kvinde ikke kunde rense et saadant Hul for alt dette Utøj. Der maa naturligvis en gennemgribende Reparation til. Kun undrede det os, at de to stakkels Mennesker ikke ligefrem var ædt op af "Lejlighedens" virkelige Beboere!
Vi skal til denne grufulde Virkelighed endnu føje, at det plaskregnede ned i Værelset under den mindste Byge!
"Ja men kære Madam Andersen!" fortsatte vi vor Samtale med Konen, har De nu ogsaa bedt om at faa gjort i Stand?«
"Ja, det har jeg ofte gjort, men der bliver aldrig gjort noget alligevel!"
Vi spurgte hende om, hvad hun levede af og fik at vide, at hun gik ud og vaskede og gjorde rent for Folk.
"Men det er saa uhyre vanskeligt at faa noget. I Dag har jeg været ude for at søge Arbejde siden Kl. 5, men jeg har stadig intet kunnet faa."
"Men har De henvendt Dem paa disse kvindelige Arbejdskontorer?" spurgte vi.
"Ja, derfra har jeg somme Tider tjent 50 - 75 Øre om Dagen, men heller ikke der kan jeg faa noget nu. Der er alt for mange;"
Det var et Billede fra det unumererede Hus fra Hofleverandør Hinrichsens - den store Frimurers Ejendom, fra Lokumet i Borgergade !
Vi skal aldrig fortryde den Mission, vi har paataget os: at undersøge de Fattiges Boliger. Ti her er et Felt som Samfundet paa den mest skødesløse Maade har forsømt og som vi tror at kunne arbejde paa til Gavn og Velsignelse for de uheldig stillede.
Hvor virker Bygningskommision og Sundhedspoliti, naar saadanne Forhold, som de vi i Dag har beskrevet, kan finde Sted?
Nej, vi maa have det frem, frem for Offentligheden, frem gennem "København", som vil rette og ramme. I Dette Blad skal disse Forglemte finde en Ven.
(København 9. august 1893).
I Dannebrog 13. august 1893 indvendte hofgørtler Hinrichsen at han slet ikke ejede den på gældende ejendom, men en kvindelig pårørende af ham som også holdt vicevært. Han meldte at han udover at anlægge sag mod redaktøren også ville sagsøge trykkeriet, redaktør Hørup, Herman Bing og Edvard Brandes.
København svarede igen den 14. august, samt nedenstående artikel fra dagen efter:
Opsigtsvækkende Afsløringer.
Hofgørtlerens IIus.
I sin Redegørelse i "Dannebrog" for sit Forhold til Huset Nr. 29 i Borgergade gav Hofgørtler Hinrichsen sig mere af med at skælde ud paa den oppositionelle Presse end med at søge at klare Ærterne for sig selv. Det første: at fægte drabeligt om sig med gamle Floskler om Skadeligheden af den Journalistik, der, uden først at spørge om Forlov, stikker sin Næse i almenagtede, fredelige "Borgeres" Sager, er jo ogsaa langt lettere end at paavise, hvor vi har overdrevet i vor Skildring af denne berygtede Kasse.
Vi vil da ganske simpelt sige til alle vore Læsere, som maatte have Gran af Tvivl tilbage om, at vi havde talt fuldt sandt: gaa selv derud! gaa derud og se paa Ejendommen! Lad dem ikke forbløffe af den Omgang Maling, en Del af Forhusets Facade har faaet tilligemed et nyt Numer - Farven er vaad!
Gaa altsaa selv derud. Se, hvor skandaløst alt staar til og sig os saa, om vi havde Ret, da vi fremdrog saadanne Rum for Mennesker til Offenlighedens Dom.
Og til dem, der ikke naar derud, vil vi endnu en Gang fortælle, hvordan Kassen ser ud. Vi vil kun bemærke, at flere af vore Medarbejdere nu har set paa den, og at det følgende saaledes ikke er et Førsteindtryk, men Beskrivelse, baseret paa grundige Iagttagelser.
Gaarden.
Hvad da først Gaardspladsen angaar, træffer vi paa Fænomener, der sikkert hidtil har været ukendte i vor By.
Da Stenbroen er sunken i betydelig Grad ned mod Forhuset og saaledes har dannet et jævnt Fald, siver al Væde fra Retiraden og fra det Sted, hvor Beboerne lader deres Vand, ned i Forhusets Kælder, hvor der herved dannes et permanent Pissoir eller hvad værre er. Engang har en Lem forhindret de flydende Ekskrementer fra saadanne vildsomme Veje, og Forhusets Kældervindu laa saa højt i Niveau, at Vandet fik et andet Løb. Men ingen husker, naar denne Stenbio sank, ingen, naar den sidste, skærmende Rude gik.
Hvad er da Følgen af dette aldeles utrolige Svineri?
Følgen er den, at Kælderrummene ved Vintertide omdannes til en Sump. En stor, grødet Sump, dannet af Snesjap, Urin og Affald af Ekskrementer. Men ikke nok med disse Ingredienser! I Kælderen har i umindelige Tider Dynger af Dagrenovation ligget ophobet uden nogensinde at blive bortført.
Om denne Skandale: at lade Ruin i et Vaaningshus ligge hen i en saa forfærdende, faretruende Tilstand, midt i et Kvarter, der alt i Forvejen er tætbebygget og yderlig fattigt, at lade dette svinske Sløseri finde Sted paa en Tid, hvor den asiatiske Pest, Koleraens Svøbe, er paa alles Læber - herom kan vi sige én Ting, mindre smigrende for Hr. Hinrichsen:
Hr. Hinrichsen maa nemlig have vidst af, at Forholdene i Kælderen var af en saadan Beskaffenhed som omtalt, da han idet mindste én Gang har sørget for, at en Stiver blev sat under Bjælkerne, der truede med at ramle sammen og saaledes drage hele Rønnen med sig. Saa raaden er Træværket i disse uhumske Kældere, hvor man tror sig paa Bunden af en Latrinkule, at man kan tage hele Nævefulde af det trøskede Træ ud af Bjælker og Vægge.
Man tænke sig nu, at ovenover disse Ruin bor Mennesker. Hvilken Atmosfære maa ikke de varme Sommerdage eller i Vintrens Hjærte stige op til dem gennem det usle Gulv!
Til Forhuset skal vi atter komme tilbage, naar vi senere gør opmærksom paa Brandfarligheden. Vi beder dem nu først krybe med os op i
Baghuset.
Først Trappen er snæver hønsestigeagtig og saa at sige fuldkommen mørk. Ingen véd, naar den sidst har oplevet Rengøreise. Da vi saaledes i Søndags famlede os op af den, satte vore Hænder dybe Mærker i det Lag Snavs af Fedt og aargammelt Støv, som laa overalt paa Rækværk og Vægge.
Lad os stanse et Øjeblik paa første Sal og kigge ud gennem en Glug her. Man vil da oppe over Retiradetaget blive en hel lille Plæne var, noget i Retning af Babyloniens hængende Haver. Frodigt Grønt gror her i det Snavs, som uantastet har kunnet samle sig i lang Tid, inden der skabtes en saa godt gødet Jordbund. Denne Have, der har skabt sig selv og som en lille Idyl er vokset frem i denne Baggaard oven paa et Tag, andrager vel ca. 1 Alen i Diameter. Kun Skade, at dette er det eneste grønne, de fattige Beboere kan fryde sig ved.
Det vil dernæst være rigtigt, at De tæller de ituslagne Ruder. De, der findes, er af den gamle, uklare, mangefarvede Art, men de er ikke mange. Ondt og godt Vejr har mestendels frit Indpas til de Ulykkelige !
Vi begiver os da ind gennem de tynde, faldefærdige Døre, der ligner dem paa Kostaldene paa Landet, og staar midt i de elendigste Huler.
Lærredstapetet paa Loftet og Væggene er i den forfærdeligste Forfatning. I store Flager og Laser hænger det ned paa alle Kanter. Der er ingen af hele Ejendommens Beboere, som véd noget om, at det nogensinde er bleven fornyet. Kun det erklærer de alle, at Ejeren og Administrationen gentagne Gange har nægtet at foretage noget til Forbedring.
Bag disse Laser af muggent, smudsigt Tapet, hvor Væggetøjet myldrer, finder man rigelige Udstopninger af Halm, raaddent Mos og lignende stinkende Vegetabilier. Disse Hummere er altsaa aldeles øjensynlig i høj Grad sundhedsfarlige Opholdssteder.
Hvorledes forøvrigt Beboerne levede, har vi alt udførligt gjort opmærksom paa i tidligere Artikler og Tegninger.
Husets Brandfarlighed.
Vi kommer nu til en anden Side af Sagen, der er lige saa væsentlig som Bygningens faldefærdige, sundhedsfarlige og stinkende Tilstand. Det er den uhyre Brandfare, hvori alle defattige Beboere svæver hver Minut paa Dagen.
Sagen er den: hele Ejendommen, Forhus og Baghus er i alt væsentligt Træ. Raaddent Træ, rent Tønder. Bindingsværksvægge og hele Træflader veksle med hinanden. Lad os tage et Eksempel, oven i Købet fra den bedste Del af Huset, Stuen i Forhuset.
Her bor den bekendte, gamle Krigsinvalid, Fyrmester Bjørneboe, Denne Mand bor oven over den føromtalte sundhedsfarlige Kælder. Ikke nok med disse Skavanker, er Gulvet ved Vinduerne sunken i betydelig Grad. Men hvad vi nu skal sé, er af en saadan Art, at Haarene rejser sig paa ens Hoved.
Hans Sengested vender nemlig op til en Bindingsværkmur og denne Træmur støder 0p til en Bagerovn (! !) i Naboejendommen. Og saa intim er denne Nærhed, at B. ofte maa staa ud af Sengen, fordi han brænder Ryggen paa Væggen.
Han har mange, mange Gange gjort opmærksom paa dette, men alt forgæves.
Hvorledes ligger den samlede Ejendom?
Den er omringet af et Brændevinsbrænderi, et Bageri og endelig tildels af Helsingørsgadens Sukkerrafinaderi!
Den, der skriver disse Linjer i sin Tid Vidne til den uhyggelige Katastrofe i Falkoneralleen, hvor saa mange Ofre fandt deres Død i de fraadende Luer. Naar vi betænker, at hin Ejendom var for god og moderne at regne mod denne, saa kan vi uden at gaa ud fra, at udbrød der Ild i den nedre Del af Nr. 29, vilde alle de fattige Stakler uhjælpelig gaa til Grunde i lidhavet.
Dette har da ogsaa Assurrancevæsenet godt indset, og forsaavidt her overhovedet blandt disse Fattigfolk er Tale om Assurance, har den kun fundet Sted til særlig høj Præmie.
Til Bygningskommissionen og Brandvæsenet henvender vi os da med ovenstaaende Fakta for Øje og beder om en Indskridning. Især Bagtrappen er i Strid med alle tænkelige Lovvedtægter. At Sundhedspolitiet ligeledes vil gøre sin Pligt, forventer vi.
Hofgørtleren som Administrator.
Vi kommer nu til at se lidt nøje paa det, som fra første Færd har bragt Hinrichsen til at fare ud mod os: hans "administrerende" Virksomhed. Det er da uomtvistet, at H. ikke i kortere Tid, men mindst i et Tidsrum af over to Aar har indgaaet Lejemaal, underskrevet Kontrakter og udstedt Kvitteringer i eget Navn! Det at indgaa slige Forretninger og modtage Penge Navn, kalder Hr. H. at "bistaa" Administrationen. Af omtalte Dokumenter ligger i rigeligt Udvalg for os.
Hr. H. skød sig dernæst ind under sin Vicevært. Men med denne, en Sergeant, som bor paa en af Broerne, hænger det saadan sammen, at han oppebær et Honorar af et halvhundrede Kroner aarlig og nok kun kommer, naar der skal foretages en Razzia for at drive Penge ind blandt de sølle Djævle i de højere Regioner. Det synes nemlig som om saavel Ejer som Administration nærer en uhyggelig Ængstelse for at begive sig herop.
- Saaledes ser Hr. H. altsaa ud som Administrator.
Vi har da kun lidt igen: Hr. H. mente ikke, at det er en uforbeholden Tilbagekaldelse "København" bragte i Anledning af at vi havde opdaget, at H. ikke var den egenlige Ejer.
Skal vi nu være enige om en Ting: i Betragtning af disse forskellige Omstændigheder, som nys saa omhyggelig har gennemgaaet, var de tvende Tilbagekaldelser maaske ikke blot fuldt tilstrækkelige, men det synes os næsten som om Hr. H. fik en endog i høj Grad rigelig Portion. 0g hvad den rent juridiske Affattelse angaar var vi saa omhyggelige at lade det tildiktere os af vor juridiske Komsulent. Hr. Overretssagfører Lauridsen. Saa for Uagtsomhed vil man næppe kunne beskylde os.
Naar vi tilbagekaldte uforbeholdent, som vi gjorde, var det som Hr. H. meget godt ved - at Hensyn til visse Forhold i Hr. H's Familje, som vi ikke fandt Anledning til at komme ind paa synes os da, at det havde været rimeligere, om vi havde faaet Tak end et Overfald af saa hadsk Art.
Saa er der endelig Hr. H s Klage over, at vi vælter os over "fredelige Borgere" uden Grund. Det er en Historie, vi har hørt før. Det er den Slags Sludder, der diskes op med, hver Gang Forhold drages frem som helst ønskedes skjulte. Saa hyler al Tid Termiterne!
- Vil maaske nogen staa frem og for Alvor sige at det var fejlagtigt af os at henlede Avtoriternes Opmærksomhed paa Forhold, der ikke alene er en Skam for de Folk som sidder velbeholden og nyder Indtægten af slige Rønner, men som i høj Grad er sundhedsfarlige saavel for de fattige Beboere som for hele Kvarteret? Eller er det fejl, at vi gør Brandautoriteterne opmærksom paa disse haarrejsende Tilstande?
Hvis der er nogen, som mener, at Pressen ogsaa i slige Tilfælde skal holde Bøtten i, saa siger vi Pas, og melder os fra Bestillingen.
Men af den Mening er vel heldigvis kun "Dannebrog".
(København 15. august 1893).
Kvarteret blev nedrevet årtier senere, der blev umiddelbart før det produceret en 12 minutters lang film, som kan ses her.
Hofgørtler Wilhelm Hinrichsen anlagde i midten af august sag mod Københavns redaktør for artiklen i København. København svarede igen ved at fremlægge dokumenter, i form af huslejekvitteringer fra 1891-1893, underskrevet af W. Hinrichsen.
Den i artiklen omtalte P. H. Bjørneboe bekræftede i en artikel i København 22. august 1893 rigtigheden i Københavns beskrivelse af hans lejlighed.
I forbindelse med denne retssag bragte København en række artikler med vidneudsagn. Disse er bragt på denne blog i et særskilt indslag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar