Billeder fra det mørkeste København.
Man vil forstaa og undskylde, at vi har holdt en lille Pavse. Naar man flere Dage har haft med et saadant hus at gøre, som det vi sidst tog under Behandling, føler man Trang til at trække Vejret et Øjeblik.
I Dag gaar vi videre i vore Skildringer fra de Fattiges Kvarterer. Og vi gør det om muligt med endnu Interesse og Iver end forhen. Thi naar vi dog ser noget Resultat af vort Arbejde, saa er vi glade og føler os opmuntrede til at arbejde videre.
Og et Resultat har vi opnaaet. Ikke alene har man siden vore Artiklers fremkomst taget fat paa Reparationer og Forbedringer i Vognmagergadekvarteret og Egnen omkring Holmensgade, men ogsaa paa Christianshavn kan man spore vor Gang gennem ligneden Foranstaltninger. Ja, vi maa til vor største Forbavselse endogsaa tilstaa, at selv det tit nævnte Hus i Borgergade ikke er gaaet Ram forbi. Man er travlt beskæftiget dernede med Reparationer. Ganske vist havde vi hellere set alt der nedrevet til Grunden; men noget er son bekendt, bedre end ingenTing.
Dermed slaar vi os til Taals.
- Fortsætter man sin Vandring fra Borgergade 29 ned mod St. Pauls Kirke, træffer man snart paa en hel Del Smaagader, som vi vil samle under den fælles Betegnelse
St. Pauls Kvarteret.
Med Rette kan vi behandle dette Kvarter under de Fattiges Boliger; thi det er næsten udelukkende fattige Arbejderfamilier, som fylder de høje Huse fra Kælder til Kvist, fattige Arbejderfamiljer, som kun kan tænke paa Husly, ikke paa bekvemme og hyggelige Lejligheder.
Som allevegne i den indre Bys Arbejderkvarterer er
Gaardene
meget smaa. En aaben Rendesten sender sine Dunster op gennem Baghusenes aabenstaaende eller ituslaaede Vinduer. Et aabent Pissoir, anbragt under Trappehvælvingen eller i et Hjørne af Gaarden forøger Stanken, og ildelugtende Strømninger fra Retiraden, hvis Dør saa at sige aldrig er lukket, gør Atmosfæren næsten uudholdelig. Men, som en Arbejder dernede sagde til os, der er to Ting, som kan faa Mennesket til at udholde alt; for det første Nødvendigheden, for det andet Vanen.
Vi begav os for en Tid siden ind i saadan en Gaard i Prinsensgade. Den lange snævre Gang gennem Forhuset var helt fyldt med Mennesker, navnlig Kvinder og Børn. Forbavset herover spurgte vi, hvad der var i Vejen; men før vi fik Svar, havde vi allerede opdaget Grunden. Et ganske ungt Menneske stod midt i Gaarden og fægtede i Luften med en Salmebog. Et Par Mænd og Kvinder stod omkring, ligeledes med Salmebøger i Hænderne. Det var
Gaardmissionen,
som man saa ofte støder paa i de fattige Kvarterer.
" - - - ti Gud elsker alle Syndere", raaber det unge Menneske med hæs Stemme, "vend Eder derfor til ham hellere i Dag end i Morgen! Kom til ham, kom Venner! Kom ! Men I skal helt, - helt vende Eder bort fra denne Verden, ellers gaar i fortabt, ellers vil Djævlen - - - " og han blev hidsig og ilter og udmalede for de fattige Tilhørere, hvilket Helvede, der ventede dem.
Saa blev en Salme afsunget, og de mørke Missionærer forsvandt i en anden Gaard.
Men endnu en Stund rugede de truende Ord over Stedet. Konerne diskuterede med dæmpet Stemme. Børnene saa i Begyndelsen lidt forbavsede ud. Enkelte fandt, at det var "et sandt Ord", han havde sagt; de fleste holdt dog paa, at vore Missionsfolk med deres mange Millioner kunde virke til en hel anden Lykke og Velsignelse blandt Byens fattige, end de gør. Og det gav vi dem Ret i. Ord har vi nok af, Lad os faa Handlinger ud fra de Ord: "De som har to Kjortler, deler med dem, som ingen har!"
Moder og Søn.
Da Tilhørerne var gaaet bort, saa vi os omkring. Gaarden var af lang og begrænsedes paa de to Led af Gavle fra tilstødende Ejendomme. Disse Gavle var høje og dannedes af Bindingsværksmure. Det er ingen Overdrivelse, naar vi siger, at den ene af dem hildede over én Alen, regnet fra Grunden til Spidsen! Paa Midten slog den en vældig Bugt indefter. Jo mere vi saa paa den, desto farligere forekom den os.
I c. 3 Alens Afstand fra den laa Gaardens Sidehus. Paa første Sal stod en gammel Kone og en ung Mand paa godt og vel en Snes Aar og saa ud af Vinduet.
"Naa, De hørte nok ogsaa paa Missionærerne!"
- "Ja, og nu trækker vi frisk Luft ovenpaa den Straale", sagde den unge Mand gemytlig, idet han pegede ned paa de smudsige Retirader, som laa saa at sige lige for Næsen af dem.
"Maa vi se Deres Lejlighed? Vi er fra "København"?"
"Naa, er De derfra? Ja, det maa De saa gærne. Men her er jo ikke megen Stads," svarede han og saa smilende til sin Moder.
. . Vi gik op ad en snæver, mørk Trappe, der var vældig beslaaet med Jærn og Tøndebaand, for at de mange Træsko ikke skulle slide den op i altfor kort en Tid. Paa første Sal modtog Sønnen os og førte os ind i Lejligheden, som iøvrigt kun bestod af et eneste Værelse og et Køkken. Dette sidste kom vi først ind i - det gør tillige Tjeneste som Entré - og her faldt vi straks i Forbavselse over, at der ikke var et eneste Vindu! Naar nogen var i Køkkenet, maatte der brændes Lys hele Tiden, hvad enten det var Dag eller Nat Paa vort Spørgsmaal forklarede Sønnen, at der vel oprindelig havde været et lille Vindu i Muren ud til Trappen, men af tre Grunde havde de nu slaaet "Hullet" til med et Stykke Pap. For det første var Trappegangen jo saa mørk, at der næsten slet intet Lys kom derfra; for det andet var det generende at have alle og enhver, som gik op i Huset, til at se ind i Køkkenet, og for det tredje havde nogle Smaabørn et Par Gange forsøgt, hvorvidt man kan slaa en Rude i Stykker med et Æg, og paa deres Køkkenrude var Resultatet altid spændt saaledes af, at Ruden var gaaet i Smadder, medens Ægget havde sat sig fast paa den modsatte Væg!
- Stuen var ca. 5 Alen paa hver Led. Der var kun faa Møbler, men alt, hvad vi saa, var pænt og pudset.
Den gamle Kone sad i sin Stol, saa lang Dagen var. Hun var paa sine sidste Dage blevet lam og kunde ikke selv flytte sig. Med straalende Øjne fortalte hun os om sin Søn, der var Arbejder paa "Holmen"; hvor god og kærlig han var imod hende, hvordan han efter Dagens strænge Arbejde skyndte sig hjem, og hvorledes han altid sørgede for en hel Dags Spise til hende, før han gik om Morgenen.
"Havde jeg ikke haft ham," sluttede hun, "saa havde jeg nu siddet paa "Gaarden"!"
... Og den unge raske Knøs blev helt rød i Hovedet over al den Ros.
Sikke noget Snak, Moder! sagde han.
Men det var nok ikke noget rent "Snak" endda, og derfor kunde vi ogsaa oprigtig lykønske baade Moder og Søn, da vi forlod det tarvelige Hjem for at gaa til andre.
(København 31. august 1893).
De Fattiges Boliger.
Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Paa Gaden.
Gaa en Gang herned i Kvarteret ved Aftentide og se paa det Liv, der udfolder sig. Læg Vejen ad Østergade for at kunne anstille en Sammenligning. Mens Herrer og Damer her joner op og ned ad Asfalten i slappe Kolonner, koketterer mellem Butikernes elektriske Blus eller jager hinanden, som man ellers jager Vildt, kommer Arbejderen der hjem fra sin Dagsgærning træt og og sulten. Foden falder tungt mod den knudrede Stenbro, Træskoenes "Klap, Klap" giver Genlyd i de smalle Gader. Fra Solen stod op har han slidt - slidt baade Humøret og Kræfterne væk.
Dog nej! De smaa bitte sprællende Fyre, som rask stormer ham i Møde og nu slaar de korte Arme omkring hans Ben for at "holde ham", skal snart faa Fa'r til at lé. Med et rask Tag snapper han en 2-3 Stykker og svinger dem i Luften, saa de jubler af Glæde.
"Aa, gør det lige en Gang til!" smiler de smaa. Og han gør det en Gang til og to Gange til, og endda kan han løbe omkap med dem hjem til den lave Gadedør, som fører op til hans fattige Hjem.
Der er Forskel paa Stederne som der er Forskel paa Folkene. Det ene Sted en forfinet Snærpethed, det andetsted en jovial Hjærtelighed; hist et ødelæggende Dagdriverliv, her det rastløse Arbejderliv.
Lad os i Dag begynde med at kigge ind til en saadan Arbejder, som netop nu er kommet hjem fra sin Arbejdsplads.
Sølvgadens Kaserne er naturligvis den første paa Pladsen. Men enhver vil vide, hvor Kvarterets
Kaserne Nr. 2
er beliggende. Har man set den en Gang og navnlig været oppe i den, glemmer man den aldrig. Set udvendig fra tager den store Kolos sig hel mægtig ud. I rigtig Erkendelse af, at der til alle Tider vil være nok af fattige Mennesker, som søger sig et eller to Værelsers Lejligheder, har Bygmesteren her for en Gangs Skyld brugt gode Materialer til Bygningens Udenomsværker. Selv den brede Trappeopgang tager sig i sin nylig reparede Tilstand hel storladen ud. Men allerede paa første Sal er det forbi med det "store". En lang smal Gang, der strækker sig paa langs fra den ene Ende af Etagen til den anden, giver os med ét Oplysning om i hvis Midte vi befinder os, og de mangfoldige Døre paa Gangens højre og venstre Side bekræfter vor Formodning: vi staar ved Dørene til de fattiges Boliger.
- "Kom ind!"
Vi træder over den smalle Dørtærskel og staar i Stuen eller Lejligheden, om man vil, ti der er kun et eneste Værelse.
Henne ved Vinduet sidder en Mand paa omtrent 40 Aar. De barkede Hænder, den kraftige, noget undersætsige Skikkelse, den hele Holdning røber os Arbejderen, lange før vi har opdaget den stribende Bluse, som hænger henne i Værelsets ene Hjørne. Paa hver af hans Knæ sidder en lille Glut til Hest og deklamerer:
"Ride, ride ranke!
Hestens Sko er blanke" -
Men der er flere end 2 Barn, der er 7, hvoraf dog den ældste, en Pige paa 15 Aar, har faaet en Plads fornylig. I det lille Køkken er Konen ifærd med at koge Kartofler. Hendes Mand vil saa gærne have noget varmt, naar han kommer hjem om Aftenen. Nu skal de have varme Kartofler og Smørrebrød !
Manden, der var Jordarbejder, var beskæftiget rundt omkring paa de forskellige Bygningspladser. Vi spurgte ham, hvormeget han kunde fortjene ved det.
"Det er noget forskelligt," svarede han, "men gennemsnitlig kan jeg vel have 2 Kroner om Dagen."
"Men med en saa ringe Sum kan de da ikke ernære 9 Mennesker! udbrød vi.
"Nej, men min Kone tjener ogsaa lidt ved at vaske. Vi maa jo knibe og spare alle Vegne - endog paa det daglige Brød!"
Vi saa os omkring i det krogede Værelse, hvor et Par Senge, et tæppebelagt Bord og nogle Stole udgjorde hele Møblementet.
Her er "Lejligheden"
"Her bor saa mange forskellige Slags. Mange Arbejdsfolk, mange Enker, enlige gamle Kvinder og nogle Syersker; - men her bor jo ogsaa meget Ros!"
Hvad Manden videre fortalte, skal vi høre i næste Artikel.
(København 4. september 1893).
De Fattiges Boliger.
Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Kaserne Nr. 2.
Vi skildrede i en Artikel i Gaar det kønne huslige Forhold hos en fattig Arbejderfamilie i den store Kasernes 1-Værelses Lejlighed. Med sine syv Børn maatte hun nøjes med det usle Rum.
Men kunde de endda bo i Fred, opdrage deres Børn med lyse Billeder for Øje! Men nej. Det er Fattigdommens sørgelige Følge, at Lasten bor Dør om Dør med den. "Her bor saa meget Ros!" sagde Manden, idet han lod et bekymret Blik glide hen over de smaa.
Som Eksempel fortalte han os
en sørgelig Scene,
som næsten daglig foregaar der i Ejendommen i samme Etage, som han boede.
I en 1-Værelses Lejlighed af samme Form, som hans egen, boede 4 Mennesker: Mand, Kone og et Par mindre Børn. Manden, der en Gang havde været en dygtig og solid Betonarbejder, havde i en lang arbejdsløs Vinter slaaet sig i den Grad til Drik, at han nu meget ofte fik et Anfald af ligefrem Delirium. I saadanne Øjeblikke var han som rasende. Ikke alene ødelagde han den Smule Bohave eller Porcellæn, som hans Hustru ved strængt Arbejde havde skrabet sammen, men han kunde endogsaa overfalde hende med Spark og Slag. Alligevel holdt hun inderlig af sin Mand og troede fast paa, at han igen vilde blive til den stræbsomme, hæderlige Arbejder, han en Gang havde været. Værst var det naturligvis for de stakkels Børn, som græd af Skræk, hver Gang Scenen tildrog sig.
"Og saa bor her ogsaa saa mange Pigebørn," fortsatte Manden.
"Pigebørn! - Her bor da ikke offentlige Fruentimmer?" spurgte vi.
"Nej, offentlige er de paa en Maade ikke; men de er vist ikke stort bedre end dem, der sidder bag Tremmerne," svarede han. "Det er skandaløst, at ens smaa Børn hver Dag skal se paa disse Tøses Gøren og Laden. Derhenne - ind ad denne Dør, bor f. Eks. én!"
Han talte om
de københavnske "Trækkere",
som ved Aftentid sværmer omkring paa de mest befærdede Gader og i Danseboderne for at faa fat i et Mandfolk, som vil følge dem hjem paa deres Horekammer og der betale dem nogle Kroner for en Times Utugt. Det er Kvinder med lade Tilbøjeligheder, som hellere vil ernære sig ved Letfærdighed end ved ærligt Arbejde, og som i Smug konkurerer med Bordellerne. Opdagerne er deres Skræk, ti faar Politiet Bevis for deres Geschaft, bliver de straffede, og kan efter Gentagelse risikere at blive sat ind paa de offentlige Huse.
Efter at have taget Afsked med den venlige Arbejderfamilie, bankede vi paa Trækkerens Dør for blot at se et Glimt af det indre.
"Værsgo!" blev der svaret.
Paa en lav, mørkbetrukken Chaiselongue laa hun paa Ryggen og dampede paa en Cigaret. Haaret var i Uorden, og det røde Liv helt opknappet. En tømt Vinflaske, som stod paa Bordet imellem et Par væltede Glas, vidnede om et nyligt aflagt Herrebesøg. Paa Gulvet laa noget Linned, paa en Stol et Skørt, Servanten stod aaben, og Vandfadet var fuldt til Randen af snavset Vand.
Hun blev liggende og saa paa os med sløve Øjne. "Undskyld, vi gik fejl!" sagde vi, idet vi gik igen.
Men derude i den lange Gang og paa Trappen holdt de mange smaa Børn op med deres Leg, da de saa en Herre komme ud fra hende - hende, den slemme Pige, som Forældrene havde forbudt dem at tale med.
(København 6. september 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar