Københavns Ghetto: Juli 1911. (Efterskrift til Politivennen).

 Københavnske ghetto-billeder

I en artikel andetsteds i bladet gives i dag en skildring af forholdene i den store koloni af indvandrede russiske jøder her i byen. På ovenstående billede ses nogle interiører fra koloniens daglige liv. Det store billede til højre viser en lille samling indvandrerbørn i en af Nansensgade gårde, øverst til venstre ses den unge bogtrykker, der udgiver den jødiske avis her i byen, og nederst et jødisk nådlerværksted i Nansensgade. Vi henviser i øvrigt til artiklen side 4.

Københavnske Ghetto Billeder.

Den jødisk-russiske koloni her i byen.
Dens indvandringshistorie - livsforholdene i kolonien
En avis på "jiddisch".

Hvis man på en af disse varme sommeraftener går sig en tur i omegnen af det nu halvt nedrevne Vognmagergadekvarter, i Nansensgade eller Dronningens Tværgade-kvarteret, så hænder det ikke

"Das Wochenblatts" hoved.sjældent, at man møder en figur, der et øjeblik får en til at studse. Det er en gammel mand, klædt i brun kattun; på hovedet bærer han en slags persisk lammeskindskoltsjula, under hvilken et endnu kulsort hår ringler sig frem i lange proptrækkerkrøller. Det er den livagtige Ahasverus eller typen på en rigtig Holbergsk Achwai-m ir-jøde.

Hvordan dukker han pludselig op her i byen ?

Følger man efter den gamle mand, vil man se ham gå ind fx i Kongens Have og et øjeblik efter se ham omringet af en halv snes små sorte, krøllede børn med æblerøde kinder, der trækker ham i proptrækkerkrøllerne og hiver ham hen til en bænk, hvor der sidder en 3-4 unge kvinder lige så mørke som de krøllede børn. Hos dem slår den gamle, kaftanklædte sig ned, og pludderen går livligt på et sprog, hvis hals- og strubelyde skurrer i et dansk øre.

Går man videre i sine undersøgelser og foretager en vandring gennem den nordre del af Pilestræde og Landemærket, opdager man snart, at den kaflanklædte i Kongens Have ikke er enestående. Efter fyraften ses her mange indehavere af sorte proptrækkerkrøller. Gemytligt sidder de side om side på stentrapperne, rygende på deres snadder, mens snakken går på "Jiddisch", denne mærkelige blanding af polsk, russisk, tysk og hebraisk, der tales af Abrahams folk i det sydøstlige Europa. Man kommer til at mindes den udmærkede jødefortæller Karl Emil  Franzos og hans typer.

Den indvandrede koloni af russiske jøder er en faktor, som man efterhånden må regne med i det københavnske liv. Giver man sig i tale med en af de kaftanklædte, så vil man erfare, at det indvandrede samfund i øjeblikket tæller 3000 medlemmer, og der er ingen udsigt til, at det skal blive mindre; tværtimod.

RIGET har sat sig for at undersøge den store kolonis forhold og levevis her i byen, idet de forekommer os at være af interesse at erfare lidt om de fremmede folk, der lever iblandt os, og hvis børn vil blive danske statsborgere.

Den jødisk-russiske indvandring hertil begyndte i 1904, samtidig med den russisk-japanske krig. Under de daværende uroligheder i Odessa og Kisjenef flygtede mængder af russiske jøder over grænserne, bl. a. for at unddrage sig den langvarige russiske militærtjeneste. Senere fortsattes udvandringen, under urolighederne i Kijef, Bjalostok og Lodz.

De rige blandt de russiske jøder rejste til Berlin og nedsatte sig der; de "velhavende", de der havde haft lidt ejendom, som kunne omsættes i klingende mønt, emigrerede til Amerika - man vil endnu erindre de mange, der fra Riga med "Det forenede"s dampere lagde vejen over København. De fattige var værst stillede; de måtte søge et opholdssted, der ikke lå alt for langt fra deres udgangspunkt.

Tusinder af disse flygtede til Tyskland, der imidlertid er lukket for den art indvandring. De blev næsten alle tilbagesendt. En del forvildede sig her til København, hvor man ikke lagde dem hindringer i vejen. De kunne roligt nedsætte sig her, og byen blev snart bekendt mellem de russiske jøder som et tiltalende fristed.

Til at begynde med så forholdene alt andet end lyse ud for de fremmede indvandrere der kom hertil bogstavelig talt uden klæder på kroppen og uden penge i lommen. De rykkede ind i de værste huler i Lille Brøndstræde og Vognmagergade og levede i enkelte usle værelser klumpede sammen fra 20 til 30 personer. Den mosaiske Menighed her i byen fik nok at gøre med at hjælpe i al denne elendighed.

Siden har forholdene bedret sig betydeligt. De 95 procent af de indvandrede var flittige, vindskibelige og overordentlig nøjsomme håndværkere; det lykkedes dem hurtigt at skabe sig en eksistens, selv om den var nødtørftig. Tro mod gammel jødisk sæd og skik holdt de vedblivende sammen i bestemte kvarterer, ja i bestemte huse. I øjeblikket holder de navnlig til i 5-6 ejendomme i Pilestræde, i Landemærket, i Adelgade, i Nansensgade og på Christianshavn.

Indvandrene har efterhånden lært sig dansk. De fleste af dem kunne kun tale "jiddisch", da de kom hertil, nu kan alle de små sorte krøltoppe, der i dag afbildes på vort forsidebillede, skændes på det nydeligste dansk med kvarterets jævnaldrende, og forældrene har på deres arbejdspladser ligeledes lært at tale sproget, i hvert fald til husbehov.

Der findes mellem indvandrerne både skræddere, skomagere, vævere - fra Lodz - snedkere, bogbindere, tapetserere, slagtere, bagere, smede, malere og blikkenslagere. Flere af dem har efterhånden drevet det så vidt, at de har indrettet sig særlige værksteder. I Nansensgade nr. 21 findes således et jødisk nådlerværksted, hvor to unge mænd fra Kijef forsørger hele deres familie ved at sy overlæder til skomagere her i byen. Samme steds findes en anden virksomhed, indvandrerbladet "Das Wochenblatt"s trykkeri.

"Das Wochenblatt" er grundlagt af en 21-årig ung jøde Litischevki, der med hele sin familie indvandrede fra Kijef for 1½ år siden. Litischevskis trykkeri ligger langt inde i baggården i en lav stue; der besøgte vi ham i forgårs, medens han trykte sit "uafhængige ugeskrift".

Den unge jøde, der er sætter, fortalte os lidt af sin danske livshistorie. Han fik, da han kom her til byen, arbejde på et dansk trykkeri. Her lagde han sig lidt penge op, og da han så hvor stor den jødiske koloni efterhånden blev, fik han den ide at starte et ugeblad for indvandrerne. Han købte sig en almindelig lille korrekturpresse og trykte de første numre af bladet på "jiddisch", men med danske Bogstaver.

"Men de kunne ikke læse det" fortæller han - og så anskaffede jeg mig et hebraisk alfabet."

Litischevskis blad er redigeret af M. Katz og Ben Abraham. Det er sikkert det blad her i landet der bliver til med de største besværligbeder. Den lille presse kan ikke trykke mere end en halv side ad gangen, og da bladet er ottesidet, må den unge udgiver således trykke 16 gange, inden det er færdigt. Efter det hebraiske sprogs krav er bageste side første, og bladet læses fra højre til venstre. Det indeholder saglige artikler om forhold indenfor jødeundervisningen, som vi senere skal komme tilbage til, små referater af begivenheder rundt omkring i verden, beretninger fra Rusland osv. Det lille blad er trods sin primitive udstyrelse nydelig trykt og kan allerede købes hos flere af de største avisforhandlere.

Nansensgade 21 bebos i øjeblikket af over 50 jødiske familier, og der udfolder sig et liv i de skumle baggårde, der kun har sit sidestykke i Roms og Amsterdams ghettogader. I nærheden, i Linnésgade, ligger indvandrernes læsestue, der bestyres af en ung malersvend ved navn Friedmann. Om denne læsestue, om undervisningen og om de øvrige indre forhold i kolonien skal vi fortsætte ved en anden lejlighed.

Bayard.

(Riget 19. juli 1911)

Københavnske Ghetto-billeder.

Vi bringer i dag nogle flere interiører fra de indvandrede russiske jøders koloni her i byen. Ovenstående billeder er taget i Pilestræde og viser nye sider af de flittige håndværkeres liv. Øverst til højre i medaljonen ses en prægtig gammel skrædder. Han er indvandret hertil for et halvt år siden og kan endnu kun tale "jiddisch"; han er en overordentlig karakteristiske type. Øverst til venstre ses en jødisk skomager ved sit arbejde. Nederst til venstre har vor fotograf ved et lynskud taget en af de ældste med proptrækkerkrøllerne på kornet. Han har dog aflagt kaftanen og kattsjula'en og optræder i moderne dragt. På billedet i midten ses en hel jødisk håndværkerfamilie og den statelige kvinde yderst til højre er en ung jødinde der har åbnet en høkerforretning i Pilestræde. Hun er et slags faktotum for sine landsmænd og nyder mellem dem stor anseelse for sin hjælpsomhed og sin klogskab.

Københavnske Ghetto-billeder.

Er der revolutionære mellem indvandrerne? - "Bundisterne" - Undervisningen i kolonien.

Under Bulotti-affæren, og nu sidst under Hounditch-sagen, har det spørgsmål været fremme også her i byen, om der nu ikke mellem alle de indvandrede russiske jøder fandtes revolutionære og anarkistiske individer, der kunne blive samfundsfarlige. Bulotti havde jo mellem sine medskyldige i hvert fald en russisk jøde, og kolonien i Vognmagergade var et af hans tilflugtssteder.

Hertil er der for det første det at bemærke, at begivenheden fandt sted i indvandringens første tid, da de såkaldte "vinterpolakker" udgjorde en stor del af fremmedkolonien i Vognmagergade, -jøderne sondrede sig imidlertid hurtigt ud Ira disse, og da kolonien kom under

mere ordnede forhold, begyndte de at føre en streng indbyrdes kontrol.

Der findes imellem de jødiske indvandrere, navnlig mellem de unge, en mængde af de såkaldte "Bundister"; men deres mulige revolutionære tendenser ytrer sig her i landet kun ved, at de er erklærede tilhængere af den teoretiske socialisme. De holder ikke møder, hvad de i øvrigt heller ikke har ret til efter dansk lov; de er i det hele taget yderst rolige og fredelige.

Kyndige folk, der er inde i de russiske forhold, påstår endog at den jødiske koloni her i byen er en udmærket afleder for anarkistiske voldsgerninger, og der nævnes et bestemt eksempel, idet de jødiske indvandrere for nogle år siden, under enkekejserindens ophold her, skal have holdt russiske anarkister fra at rejse hertil ved at underrette deres organisationer om, at den mindste anarkistiske voldsgerning ville medføre hele jødekoloniens udvisning.

Til sammenligning kan vi anføre, at politiet i frilandet England har betydet de indvandrede revolutionære, at man den dag der sker noget medlem af det engelske kongehus nogen overlast, vil udvise alle, som har søgt fristed i Storbritannien. Man har derved opnået at interessere alle de hjemløse i, at England forbliver fri for alle ubehagelige begivenheder af den art.

Vi har omtalt, at den mosaiske menighed her i byen har gjort overordentlig meget for de indvandrede. Til at begynde med måtte de fleste næsten helt forsørges. Efterhånden som forholdene ordnedes, har man imidlertid søgt at indskrænke hjælpen til det mindst mulige; man ønsker selvfølgelig ikke at gøre invasionen her til byen større end strengt nødvendig, og søger tvært imod at begrænse den. Fri Iæge og fri medicin kan de indvandrede få til enhver tid; pengehjælp gives kun, hvor det er yderst nødvendigt, derimod har man lagt stor vægt på undervisningen af indvandrernes børn. En del af dem besøger den mosaiske menigheds "Carolineskole" , og der er blevet oprettet en særlig religiøs skole i Gothersgade, hvor alle de

børn, der går i de danske kommuneskoler, kan få religionsundervisning. De små jødisk-russiske børn befinder sig udmærket i vore kommuneskoler.

I religionsskolen har man indtil for en måned siden undervist på "jiddisch"; nu er det imidlertid efter nogen modstand fra de ældste i kolonien sat igennem, at undervisningen herefter skal foregå på dansk, idet man med rette hævder, at det gælder om, at de unge jøder hurtigst muligt lærer fejlfrit at benytte sproget i det land, der skal være deres fremtidige opholdssted. Spørgsmålet "jiddisch" eller dansk undervisning har været behandlet gentagne gange i M. Katz' og Ben Abrahams i går omtalte ugeblad.

Religionsskolen har mange elever, men en stor del af de unge jøder, navnlig "bundisterne" , er irreligiøse og emanciperer sig, efterhånden som de kommer ind i det københavnske håndværkerliv, fra deres trossamfund; de arbejder om lørdagen - noget, man absolut ikke får de gamle til - og flytter ind i arbejderkvartererne på Nørrebro.

Nogen nøjagtig statistik over, hvor mange familier der i øjeblikket lever her, kan hverken den mosaiske menighed eller politiet levere. Derimod bevidner det sidste, at de russiske indvandrere er yderst skikkelige og fredelige folk, der sjældent giver anledning til spektakler. De passer deres arbejde, drikker ikke og lever et udmærket familieliv.

Det halvtorientalske liv man endnu kan iagttage i Pilestræde og Landemærket, vi sikkert heller ikke vare mange år endnu. Proptrækkerkrøllerne forsvinder mere og mere, og børnene glemmer deres "jiddisch" . Om ti år vil urolighederne i Bjalostoek, Kijev og Odessa være glemt af alle de flittige småhåndværkere der her i byen fandt en ny og sikker eksistens.

Bayard.

(Riget 20. juli 1911)

Jødeliv i København.

Den indvandrede koloni af russiske jøder er, skriver Riget, en faktor, som man efterhånden må regne med i det københavnske liv. Det indvandrede samfund tæller i øjeblikket 3000 medlemmer, og der er ingen udsigt til at det skal blive mindre; tværtimod.

Den jødisk-russiske indvandring til København begyndte i 1904, samtidig med den russisk- japanske krig. Under de daværende uroligheder i Odessa og Kitheneff flygtede mængder af russiske jøder over grænserne, bl. a. for at unddrage sig den langvarige russiske militærtjeneste. Senere fortsattes udvandringen under urolighederne i Kieff, Bjalostok og Lodz.

Tusinder af dem flygtede til Tyskland, der imidlertid lukkede for den art indvandring. De blev næsten alle tilbagesendte. En del forvildede sig til København, hvor man ikke lagde dem hindringer i vejen. De kunne roligt nedsætte sig der, og byen blev snart bekendt mellem de russiske jøder som et tiltalende fristed. Til at begynde med så forholdene alt andet end lyse ud for de fremmede indvandrere, der kom til Danmark bogstaveligt talt uden klæder på kroppen og uden penge lommen. De rykkede ind i de værste huler i Lille Brøndstræde og Vognmagergade og levede i enkelte usle værelser klumpede sammen fra 20 til 30 personer. Den mosaiske menighed der i byen fik nok at gøre med at hjælpe i al denne elendighed.

Siden har forholdene bedret sig betydeligt. De 95 procent af de indvandrede var flittige, vindskibelige og overordenlig nøjsomme håndværkere; det lykkedes dem hurtigt at skabe sig en eksistens, selv om den var nødtørftig. I øjeblikket holder de navnlig til i 5-6 ejendomme i Pilestræde, i Landemærket, i Adelgade, i Nansensgade og på Christianshavn. Der findes blandt jøderne både skræbere, skomagere, vævere (fra Lodz), snedkere, bogbindere, tapetserere, slagtere, bagere, smede, malere og blikkenslagere. Flere af dem har efterhånden drevet det så vidt, at de har indrettet sig særlige værksteder.

Ejendommen Nansensgade 21 bebos i øjeblikket af over 50 jødiske familier og der udfolder sig et liv i de skumle baggårde der kun har sit sidestykke i Roms og Amsterdams ghettogader. Indvandrerne har efterhånden lært sig dansk. Men der udgives nu et lille jødisk ugeblad, der sættes og trykkes af en ung jøde, Litishevski. Det er sikkert det blad i Danmark, der bliver til med de største besværligheder. Den lille presse kan ikke trykke mere end en halv side ad gangen, og da bladet er ottesidet, må den unge udgiver således trykke 16 gange, inden det er færdigt. Efter det hebraiske sprogs krav er bageste side det første, og bladet læses fra højre til venstre. Det indeholder faglige artikler om forhold indenfor jødeundervisningen, små referater af begivenheder rundt omkring i verden, beretning fra Rusland osv.

(Lolland-Falsters Folketidende, 13. august 1911)