Københavns ghetto
Fremmedkolonien og epidemier
25 øre for kost og logi. 15 mennesker i et værelse. - Russiske ægteskaber. - En hemmelig fabrik.
Han stikker Dem grinende et smudsigt visitkort i hænderne og spørger Dem på tysk om vejen til den adresse, der står på kortet. Han skal til et af de nye fattige jødiske, polske eller russiske kvarterer, der i de sidste år er opstået i København. Og han kommer for at blive. Han er ikke landarbejder, men håndværker, skomager, så er han som regel skomager, skræder eller børstenbinder. Han er rejst hjemmefra for at søge det forjættede land, måske fordi alle forhåbninger slog fejl derhjemme, eller fordi politiet var efter ham af en e!ler anden grund.
Han finder sig hurtigt tilpas i de nye omgivelser, søger straks arbejde. Han er flittig og nøjsom som en kineser. Et par uger efter at han er kommet, flytter han fra logiet og indretter sig med et par venner i en 1 værelses lejlighed.
Når sommeren kommer, tilbringer han aftenen på en bænk på Boulevarden, hvor han sidder og fjanter mod en ung kvinde fra samme land som han selv. Han har imidlertid fået smag på denne verdens goder. Klæderne bliver bedre - men renere bliver han næppe - og han bliver en ret hyppig gæst om aftenen på visse anti-automat kaféer i den indre by. Her føler han sig som naturaliseret dansker, og han synger med på omkvædet, når pianisten spiller "Dejlige Danmark'', mens han pifter af hjertens lyst, når klaveret hylder "Den hvide zar".
Sådan er den almindelige type, den, der danner stammen i den fremmede koloni som har slået sig ned i København og som stadig trækker nye kolonister til sig. Han er håndværker, og hvad ubehageligheder for en by som København, han kan føre med og det er endda ikke så få, er han en stille arbejdets mand, som næppe volder vort politi større vanskeligheder. At en fremmed koloni, som den vi efterhånden har fået, skaffer politiet forøget arbejde, er en selvfølge, men lovbrydere er stammen ikke. Men stammen har flere mangeartede skud. Det er utvivlsomt;, at København er blevet tilflugtsstedet for en skare politiske forbrydere, og det er lige så sikkert, at andre som det russiske politi af ikke politisk grund havde lyst til at se i dets fængsler, spadserer frank og fri om på Københavns gader.
Vi skal senere komme tilbage til disse ubehagelige gæster og i dag kun holde os til den almindelige type.
Det er en selvfølge, at han skal nyde godt af vor nations gæstfrihed, men det burde ikke være mindre selvfølgeligt, om man omhyggeligt vågede over, og vore autoriteter kunne her lære meget al det frie Amerika, at du fremmede ikke kom til at afgive et uforholdsmæssigt stort kontingent til vore hospitaler, vort fattigvæsen osv.
Der er så sandt ingen grund til at være glad over invasionen.
Nogen styrke tilfører det fremmede blod ikke vor nation. Tilskud til vor kultur heller ikke, og med deres hygiejne er det såre småt bevendL Det sidste rummer en virkelig fare, det siger sig selv.
Den måde, de lever på, tit og ofte en 10- 12 mennesker stuvede sammen i et lille bitte rum, slet ernærede og under de urenligste forhold, kan blive arnestedet for de frygteligste epidenier. eller rettere sagt kolonier som dem, der indretter sig, er det altid, når der opstår en epidemi i en by af Københavns størrelse.
Her kunne man uden at bryde gæstfrihedens love, skride ind til gavn for byen, som for de fremmede.
Når manden med visitkortet er nået til Aabenraa eller til kvarteret på Christianshavn, åbner et logihus sine døre for ham. Han finder her et meget billigt Hjem. 25 øre om døgnet for kost og logi, - man kan forstå, hvordan Kosten og Logiet er.
Pensionatet består som regel af et værelse og køkken og giver husly til værten og en 10-12 pensionærer. Kosten består altid af det samme: Grynsuppe, det vil sige gryn og vand og rugbrød.
Renligheden kan naturligvis ikke være højt udviklet under disse vilkår. Og det bedste bevis på, at forholdene er ugunstige, er det, at ejendommen, hvor sådanne pensionater søger til, før eller senere affolkes af danske familier.
Således opstår de såkaldte "russerreder", og dem er der efterhånden en del af her i byen. Og man må ingenlunde tro, at pensionærerne tilhører samme køn; der findes mænd og kvinder mellem hinanden.
Ofte slår familier sig sammen om en lejlighed, indtil 3 familier om en 1 værelses lejlighed.
Det hændte virkelig en gang da politiet som følge af en tyverisag greb ind, at en mand erklærede ikke at kunne huske hvem af to kvinder, han var gift med. Det synes ganske utroligt, men man må erindre, at ægteskaber blandt disse flygtninge ikke indgås på ordinær vis. Dertil behøves jo autoriserede papirer, men flygtningene holder sig altid så langt borte fra deres hjemlige autoriteter som muligt.
For et par venner, som er indbudt i dagens anledning, erklærer manden, at han tager denne kvinde til ægte og ægteskabet er indgået. Hos jøderne hersker der dog den formalitet, at vidnerne sætter deres navn på en ægteskabsformular.
Der synes ikke at være noget som helst at stille op med disse ægteskaber, og det må tilføjes at i de fleste tilfælde betragter de ægteviede sig som lovlig formælede.
Engang forsøgte man sig ganske vist at sikre sig de nødvendige papirer, men fremgangsmåden var for radikal; man indrettede ganske simpelt en lille fabrik, der fremstillede de papirer der skulle bruges, men fabrikkens levetid var ikke lang. Politiet skred ind.
Vi skal i en senere artikel nærmere behandle dette store københavnske spørgsmål, og her slutte med at oplyse, at kolonien nu tæller henved 1.700 mennesker, hvoraf omtrent 1.200 er jøder, mens resten nogenlunde ligeligt fordeler sig mellem kristne russer og Polakker.
(København 7. maj 1912)
Københavns Ghetto
Politiske og andre forbrydere. - Da falskmønterbanden arresteredes. En hvid slavehandler i arbejde.
Der er allerede nu flere mindre kvarterer i København, der ganske er erobrede af de indvandrede.
Det største af disse kvarterer er vel nok det omkring Landemærket; her er mange ejendomme, fra kælder til kvist, beboede af de indvandrede. På gaderne leger de små, sorthårede, smudsige børn, glade og fornøjede. De taler deres eget sprog indbyrdes, men forstår som oftest dansk, selv de mindste af dem.
Mange skilte har hebraiske bogstaver - urtekræmmeren på hjørnet er veget for den ny invasion, og en driftig og nøjsom jøde har taget arven op efter ham.
Børnene går i kommunens skoler, men der er dog i de sidste par år opstået flere små jødeskoler - rettroende er de indvandrede. Mens politiet kun når det er strengt nødvendigt, blander sig i ghettoens liv, øves der så vidt muligt en ret skarp kontrol med kolonien fra det russiske gesandtskab og den gamle jødiske menighed. Det er også nødvendigt, for kolonien har allerede forskellige sideskud, som ikke er af det gode.
Der findes for det første her i byen en skare russiske politiske forbrydere. Nu skal det ganske vist indrømmes, at en mand, der er politisk forbryder i Rusland, ingenlunde behøver at være politisk forbryder i international forstand. På den anden side er nihilisternes tid forlængst forbi i Rusland, og den nye revolutionære bevægelse derovre har udviklet mange typer, der er lige så forskellig fra Stepniaks og Krapotkins idealister som en moderne fransk automobilrøver er det.
De kan altså blive ubehagelige nok, og det af dem udgivne blad her i København taler ofte et sprog, som ikke burde tales af folk, der nyder godt af en fremmed nations gæstfrihed.
De har dannet en forening, som i alt fald indtil for kort tid siden holdt møde på Nørrebro, og holder utvivlsomt stadig forbindelse med de revolutionære komitéer i Rusland.
Værre end disse er naturligvis de ganske almindelige forbrydere, og at flere af disse ubehagelige gæster har søgt tilflugt her i byen, kan man sikkert gå ud fra som givet. Det er en kendt sag at en falskmøntnerbande for nogen tid siden arbejdede her i byen, det var russere. Politiet arresterede et par stykker men samme dag søgte mellem 100 og 150 den jødiske og russiske hjælpekasse for at få penge til at rejse ud af landet for. Man tager næppe fejl, når man sætter denne rejselyst i forbindelse med frygt for politiet, og man har her et tal, som giver sit bidrag til den rette forståelse af koloniens beskaffenhed.
Man mener, at en kendt af det europæiske politi ivrigt eftersøgt hvid slavehandler i nogen tid ikke blot søgte tilflugt i København blandt venner, men endog arbejder her.
Man er i Prøjsen ikke så lidt strengene end herhjemme overfor de emigrerende jøder og udviser dem for et godt ord, dersom de antræffes uden subsistensmidler.
Mange emigranter, og blandt dem er der naturligvis altid en del unge kvinder, som det går på den måde, søger så til det mere gæstfri Danmark - og det var det, denne gentleman spekulerede i.
Han stillede i Gedser, når færgen kom, og udsøgte sig der sine ofre. Ofre er dog sikkert ikke det rette ord, for den hvide slavehandlers virksomhed former sig oftest som agentens. "Ofrene" er som regel klar over forretningens karakter. Men der er jo ingen regler uden undtagelser, og for fyren betød undtagelserne det store kup, som han desværre et par gange eller flere, hvem ved det, var heldig nok til at gøre.
Hvor længe han har virket her, og itv or uiuiuitetidø hans virksomhed har været her i Danmark, er det vanskelig at sige, men man har set ham her i byen, og man ved, at han har arbejdet her fra byen. Bor han her endnu? Måske -
Men rummer ikke også denne sværm af kvinder, hvis forretningsforbindelser er tugthusenes agenter, en fare, og er lægernes ugentlige indberetninger ikke et vidnesbyrd herom.
Med denne sidste tilføjelse er koloniens karakter givet i de store hovedtræk. Den har bidraget til at give Københavns gader storstadens brogede præg, men lad det ikke blive glemt, at dette præg kan blive meget dyrt. Vi mener ingenlunde, at man skulle sætte en fast bom for videre indvandring, eller at man skulle søge at skille sig af med den koloni, der allerede er her.
De fremmede bør kunne nyde godt af vor nations gæstfrihed, det kræver landets værdighed ganske simpelt, men man bør ikke lukke øjnene for de farer, gæsterne kan føre med sig. Vi har ret til at forlange, at vor gæstfrihed ikke misbruges, og at der ikke her dannes et arnested for en mod et fremmed venligsindet land rettet revolutionær propaganda.
Endvidere må vi kunne forlange, at de fremmede indretter sig i vor by i det mindste så nogenlunde på samme måde, som vi selv, for at de ikke ved deres levevis skal gøre byens modstandskraft overfor epidemier mindre, end den ville være uden dem. Og her kunne vore myndigheder sikkert allerede nu skride ind, for det er næppe i overensstemmelse med vore love og vedtægter, at 10-15 mennesker sover i et lille rum nat efter nat
Nial
(København 13. maj 1912).
Københavns ghetto.
Vi har modtaget følgende med anmodning om optagelse.
For nogen tid siden indeholdt KØBENHAVN et par artikler med overskrift "Københavns Ghetto". Det glædede mig meget, at denne sag endelig en gang er blevet behandlet i pressen, og der er sikkert mange, der er Dem taknemlig, fordi De har draget den frem. Mand og mand imellem har den ofte været på tale, og det er alt andet end smigrende attributer, der er blevet tildelt de autoriteter, der har åbnet vor bys porte for en invasion af et stort lands slettest stillede proletariat.
Men må jeg have lov, hr. redaktør, at stille Dem et par spørgsmål.
Om medlemmerne af den stadigt voksende russiske koloni skriver De, at det er utvivlsomt, at København er blevet et tilflugtssted for en skare politiske forbrydere; at kolonien, hvis medlemmer meget ofte er slet ernærede og lever under de urenligste forhold, let kan blive arnestedet for de frygteligste epidemier; at man kan gå ud fra som sikkert, at en skare almindelige forbrydere har søgt tilflugt i byen; at der både er falskmøntnere og hvide slavehandlere imellem dem; at deres dårlige samvittighed er i den grad udpræget, at blot den omstændighed, at vort politi arresterer et par stykker, er nok til, at 100 a 150 af dem samme dag prøver at echappere ud af landet. De skriver endvidere, at disse folk altså kan blive os ubehagelige nok; De taler om denne sværm af kvinder, hvis forretningsforbindelse er utugtshusenes agenter, og De anfører meget rigtigt at det ikke skal glemmes at det brogede præg, disse lurvet klædte mennesker giver Københavns gader, som de har gjort til legeplads for deres snavsede, sorthårede børn, kan blive os meget dyrt. Og De bemærker meget forståeligt, at der så sandt ingen grund er til at være glad for denne invasion, da det fremmede blod ikke tilfører vor nation nogen styrke, heller ikke noget tilskud til vor kultur, og at den russiske kolonis hygiejne er så slet, at den rummer en virkelig fare for os allesammen. Og De tilføjer, at takken, vi har for vor elskværdighed, er den, at der i det blad, kolonien udgiver her i byen, ofte tales et sprog, der ikke burde tales af folk, der nyder godt af en fremmed nations gæstfrihed!
På denne måde karakteriserer De disse mennesker, der har trængt sig ind her i landet, folk, der kun kan falde os til byrde, forøge vore skole-, hospitals-, og fattigvæsensudgifter, og som yderligere kan skaffe vort politi alle mulige besværligheder.
Den konklusion, der efter dette turde være den ene naturlige og rimelige, var den, at vi slog en forsvarlig bom for ny tilgang og ubarmhjertigt returnerede de elementer, der enten ikke var istand til at ernære sig selv, eller som på anden måde viste sig misliebige. I Deres artikler kommer De imidlertid til det resultat, at "det er en selvfølge, at han skal nyde godt af vor nations gæstfrihed", og De mener, "at den fremmede her kunne nyde godt af vor nations gæstfrihed, det kræver landets værdighed ganske simpelt". Det er denne konklusion, jeg ikke forstår, og jeg ville gerne bede Dem forklare mig. hvorledes det overhovedet er muligt at komme til den.
Hvor er det muligt at karakterisere disse mennesker således, som De har gjort, og så i samme åndedræt sige, at vi ikke kan være bekendt at frabede os deres nærværelse, der i alle henseender er os uvelkommen og ubehagelig? Hvad er det for moralske love der siger, at et lille land skal være forpligtet til at medtage alt det affald, et stort land kaster fra sig, finde sig i dets nærværelse og sørge for det, når det trænger til hjælp, på samme måde, som man sørger for sine egne? Hvad er naturligere end det forlangende, at hvert land tager sig af sine egne fattige og passer på sine egne forbrydere i stedet for at sende dem til et af Europas mindste lande, men ganske vist et af dets mest tossegode, der straks åbner alle døre på vid gab og føler sig moralsk forpligtet til at beholde og sørge for dem til trods for, at det selv er ved at drukne i humanisme og sociale foranstaltninger på alle leder og kanter til bedste for dets egne trængende? Skal vi ikke være enige om, at den slags moralske love ingen steder hører hjemme, og så gøre skridtet fuldt ud og sige, at man er sig selv nærmest og bør være så meget herre i sit eget hus, at man viser de elementer væk, der søger at trænge sig ind, og som er os uvelkomne? Lad dem så gå til de store lande, der har råd og lyst til at modtage dem, og som bedre end vi forstår at tumle dem!
Thi én ting er det dog virkelig, at man må have medlidenhed med fattigdom, hvor man end træffer den, og at man kun kan beklage disse mennesker og især deres kvinder, som man ofte i flok og følge ser promenere deres laser på byens gader; og lige så klart er det, at man ikke kan fortænke dem i, at de skriver til deres venner og bekendte om det storartede Eldorado, de her har fundet, og ivrigt anbefaler dem at ryste det farlige, hjemlige støv af deres fødder for så snart som muligt at komme herover. Men noget ganske andet er det, når sagen skal ses fra vor side. At vi modtager alle disse mennesker og tillader dem at slå sig ned blandt os i stedse stigende antal til trods for, at vi er lede og kede af dem, det kan kun være udslag sf ganske almindelig tossegodhed og ikke noget som helst andet. At vore egne proletarblade er glade for alle disse russere - når de da ikke arbejder mod priskuranten, for så Gud nåde dem! - og vil hykle dydig indignation over den "sjælsråhed", der er kommet til orde i denne min opsats, det er så temmelig givet. Thi for disse blade vil en forøgelse af vort proletariat, helst af den slettest mulige slags, altid være Gefundenes Fressen; det er jo partifæller, og når disse efterhånden opnår indfødsret, hvad vi såmænd nok skal sørge for i så stor udstrækning og efter så "humane" hensyn som muligt, så kan de jo så dejligt bruges ved valgene og lignende lejligheder, hvor det er massen, der skal gøre det. Om vore skole- og understøttelsesinstitutioner får nok så store udgifter, hvad gør så det? Vi går bare videre på den sædvanlige vej, forlanger stærkt stigende direkte (endelig ikke indirekte) skatter og helst en rask, lille lov, hvorefter alle "kapitalister" på over 2000 kr. har at betale de forøgede omkostninger, så vore egne proletarer bliver fri.
Men er det de andre partiers sag at hjælpe med hertil? Og er der overhovedet nogen som helst mening i at finde sig i en så landsskadelig foreteelse som denne russiske invasion, hvis ubehageligheder for os De så grelt har udmalet, i stedet for med hænder og fødder at dæmme op for den, mens det endnu er tid? Jeg gentager: lad hvert land sørge for sine og lad os betakke os for at blive betragtet som en Ladegård, hvor de store lande kan få anbragt deres mindre heldige individer.
Jeg synes ikke, der kan være noget tilfredsstillende for os i, at såvel vore hjemlige proletarer som de udenlandske i skøn forening drikker Danmarks skål under devisen: "Es leben hoch die dummen Dänen".
L
(København 3. juni 1912)
Københavns ghetto.
Som så mange andre har også hr. L., der i går her i bladet behandler Københavns ghetto, med uvilje set den fremmede koloni fæstne og udvikle sig her i byen.
De orienterende artikler, som vi for nogen tid siden bragte om spørgsmålet, har måske yderligere skærpet hans utilfredshed mod tingenes tilstand, og han drager nu den konklusion, at der uopholdeligt bør sættes en forsvarlig bom for ny tilgang, og at de elementer, der ikke er i stand til at ernære sig selv eller på anden måde viser sig misliebig, bør returneres.
I modsætning til dette, mener han, at vi under alle omstændigheder og uden hensyn til den fremmedes kvalitet som nyboer, vil velsigne ham mod vor hjertelige gæstfrihed, som en pligt, der påhviler os af hensyn til nationens gode navn og rygte.
Lad os først gøre opmærksom på, at hans radikale krav om i fremtiden at sætte en forsvarlig bom for al videre indvandring, hvad man så end mener om det, i alt fald har den uheldige egenskab at det er ganske uigennemførligt. Et fuldstændigt forbud mod, at en fremmed nations undersåtter bosætter sig her i landet, kan fornuftigvis ikke fastsættes af den simple grund, at et sådant forbud ville stride mod de overenskomster, der er indgået mellem staterne.
Hr. L. 's første krav kan altså ikke opretholdes, og opgiver han det, er forskellen på vort og hans standpunkt meget ringe. Vi kræver en omhyggelig kontrol med de indvandrende, i lighed med den, der findes i New York på Ellis Island. En sådan virksom kontrol er mindre radikal, men gennemførlig.
Hvad de alt indvandrede angår, har hr. L. misforstået os. Vi har ingenlunde villet holde hånden over koloniens dårlige elementer, det er så langt fra tilfældet, at vi omhyggeligt har sondret mellem de lovlydige stammer og forbryderne, og overfor de sidste har vi krævet politiets indskriden. Den almindelige type er, som vi skrev, ikke forbryder, men en stille arbejdets mand, som næppe volder vort politi større vanskeligheder. "Han er flittig og nøjsom som en kineser, og søger straks arbejde, når han kommer". Overfor en sådan type er der, som vi hævdede, kun det at kræve, at hans levevis ikke former sig sådan at det rummer farer for byens sundhed. Det er den vej, man bør gå, og den kan man gå. Man kan måske beklage, at det er ugørligt at hindre indvandringen helt og skaffe dem bort, der allerede er kommet til landet, fordi de på intet punkt betyder en styrkeIse af vor nation, men man må lade det blive ved beklagelsen.
Den lovlydige fremmede, der bosætter sig her i landet, har krav på nationens gæstfrihed, men der er selvfølgelig intet moralsk lovbud, der forpligter os "til at modtage alt det affald, et stort land kaster fra sig", og vi modtager naturligvis heller ikke affaldet kritikløst.
Vi må ved vore grænser kræve en skarp og virksom kontrol med de her til landet indvandrende, politiets indskriden overfor de slette elementer, som måtte findes her, og endelig polititilsyn med koloniens boliger.
Det sidste kan ske straks uden større Vanskeligheder; det er nemlig i bestemt modstrid med vore vedtægter, at indtil 15 mennesker deler et lille rum.
Disse krav kan gennemføres og bør snarest gennemføres.
(København 4. juni 1912)
Efter nedrivningen af Brøndstrædekvarteret flyttede den jødiske ghetto ifølge Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. juni 1918 til Christianshavn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar