Gravsted Vestre Kirkegård: Pauline Christine Aggersborg født Seidelin (1824-1914) gift med apoteker Niels Nørgaard Aggersborg (Løveapoteket i København), med hvem hun fik børnene Anna Elisabeth, Hildegerd Margrethe, Inge Gyrithe, Christian og Johanne Marie Aggersborg. Skrev adskillige artikler i Kvinden og Samfundet.
Pauline Aggersborg deltog i "Sædelighedsfejden" der kulminerede i 1887. I tidsskriftet "Kvinden og samfundet", med redaktricen Elisabeth Grundtvig. Grundtvig havde udgivet en artikel "Erotik og kvinder", hvori hun skrev om mænds drifter, at disse ikke gjorde dem lykkelige når de blev tilfredsstillet, men var slaver af kønsdriften. Hvilket førte hende til at advare kvinder mod at gå i samme grøft. Det bragte Politiken og især Brandes i et sandt raseri - og Hof- og Stadsretten måtte dæmpe hans udtryk for æreskrænkeri. Pauline Aggersborg forsvarede sammen med Sannom Grundtvig imod Brandes. Vedr. Pauline, var det især følgende afsnit i artiklen "Det sædelige Lighedskrav", (Kvinden og Samfundet, nr. 5, 1887) der var faldet Brandes for brystet:
"Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade."
"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er det ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."
"Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; ti ogsaa det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."
"Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det Erotiske med det Sædelige."
Pauline Aggersborg. Lørdag den 12. december jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.
Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjysk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af mit sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og dåd hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ. Vennekredsen forøgedes med mænd som Lembke og Johannes Fibiger, der altid blev hende en trofast ven. I '64 drog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1875 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen der skylder hende overordentlig meget.
(St. Paul Tidende, 15. januar 1915).
Pauline Aggersborg.
I lørdags jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.
Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede, varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjydsk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af et sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev, og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og død hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ, vennekredsen forøgedes med mænd som Lembcke og Johannes Fibiger der altid blev hende en trofast ven. I 64 rog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1865 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen, der skylder hende overordentlig meget. I "Kvinden og Samfundet" skrev hun om hvad der lå hende på sinde; alle ved vi at hun var et virksomt bestyrelsesmedlem af foreningen mod lovbeskyttet usædelighed.
Men kraften til at virke udadtil som hun gjorde, hentede Pauline Aggersborg fra sit rige, dybt religiøse liv indadtil.
I 1895 udgav hun ovennævnte digtsamling "Af et sjæleliv" med mottoet: "Det at tænke, det rummer det bedste i een". Disse ord er typiske for denne rige, vågne ånd. Hendes tanker havde rod i det dybe og rankede sig højt. Dag for dag voksede hun i kærlighed til Gud og mennesker. Vi der havde den lykke at være hendes venner, ved hvorledes den 90-årige kvindes levende ånd var vågen for alt i livet, men også hvorledes hendes stille samliv med hendes frelser uddybedes, så hun til sidst stod som med den ene fod i Himlen. Og det var hende en hjertets trang og nødvendighed at vidne om sit inderste livs løndom og lykke. I 1900 udgav hun "Kristelig livsbelysning", et modskrift mod Troels-Lunds "Livsbelysning" , og i 1910 nedlagde hun frugten af sit tankeliv i den stærkt personlige bog "En livsopfattelse", et rigt begavet menneskes vidnesbyrd om sin tro. Endnu i marts 1914 modtog hendes venner den lille bog "Betragtniger over tilværelsen" med det skønne digt "Guds nådevæld", der peger på den livskilde hvoraf hun øste sin rigdom.
Der var højt til loftet og ren luft hvor Pauline Aggersborg færdedes. Overfor hende gælder det gamle ord: "Jeg har lært noget godt hver gang jeg besøgte dig, - og mest når Du talte."
Nu er hun gået hjem, men mindet om hendes rige ånd og store kærlighed vil leve.
I. S.
(Nationaltidende, 16. december 1914).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar