01 juni 2023

Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)


Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar