Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)
Gehejmeraad Goos død.
Efter nogen Tids Svagelighed er Gehejmekonferensraad, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris August Herman Ferdinand Carl Goos i Morges død i sit Hjem. Med ham er Danmarks største Retslærd næstefter Anders Sandøe Ørsted bortkaldt efter et langt og daadrigt, af Samtiden paaskønnet og hædret Liv. Om faa Uger vilde han have fyldt 83 Aar.
Goos var født den 3. januar 1835 i Rønne, hvor hans Fader var Overlæge i Hæren, opholdt sig en Tid som Barn i Slesvig, senere i København, hvor han allerede i 1851 blev Student (fra Borgerdydsk paa Christianshavn) med Udmærkelse. Han vaklede vistnok lidt mellem Filologien og Juraen, bestemte sig sluttelig for den sidste og tog i 1857 en glimrende juridisk eksamen. Regenburg, som forstod at finde sine Folk, fik ham straks ind i det slesvigske Ministerium, og 1858 tog han den slesvigske juridiske Eksamen. Aaret efter fik han Universitets Guldmedaille for en Afhandling om Formueforholdet imellem Ægtefæller. Medaillen efterfulgtes af det Hurtigkarlske Rejsestipendium, som satte ham i Stand til at foretage en toaarig Udenlandsrejse til München, Rom, Paris og Londen. Allerede paa denne Rejse knyttede Goos visse Forbindelser, der blev af Betydning for ham i sin senere Virksomhed. I England studerede han navnlig Stuart Mill.
Kort efter hans Tilbagekomst til Hjemmet døde Professor F. C. Bornemann, og den kun 26-aarige Goos, der stedse med stor Veneration har omtalt Bornemann som sin Ungdomlærer, blev uden Konkurrence kaldt til hans Efterfølger, i Oktober 1861 som Lektor, i December 1862 som Professor ordinarius.
De Fag, Goos tog i Arv efter Bornemann, var den almindelige Retslære, Strafferet og Folkeret. Den sidste spillede i Datiden ikke nogen stor Rolle, men de to andre Fag gennemarbejdede Goos i Løbet af forholdsvis kort Tid paa en Maade, der har sat og vil sætte sig varige Spor i Retsvidenskaben og sikre hans Navn Rang blandt Jurisprudensens største. Særlig blev hans Retslære epokegørende. Den, der skriver nærværende, maa af Hensyn til den korte Tid, der staar til Raadighed for Udarbejdelsen af denne Nekrolog, have Lov til at gentage en af mig tidligere given kort Sammenfattelse af dette Værks Hovedpunkter.
Goos ser i Retten en Form for Livets Virkelighed. Dens Omraade er de etiske Krav, hvis Opfyldelse ikke kan overlades til Individernes Selvbestemmelse, men maa hævdes ved ydre Magt. Ud fra disse Synspunkter opstiller han først en Sondring mellem Retsanordning og Retshaandhævelse, og indenfor den første atter en Firdeling: Retten i Samlivsforholdet, Retten i Familieforholdet, Retten i det borgerlige Samfund og Retten i det politiske Samfund.
Vist ingen Sinde før er et i tilsvarende Grad gennemarbejdet System blevet opstillet. Dets Gennemførelse i Enkelthederne er præget af en Skarphed i Tanken, en Fasthed i den logiske Rygning, som næppe nogetsteds findes overtruffen, og ledende Sætninger om retsstridige Handlinger, om Kontrakters Afslutning, den saakaldte "Goos' Sætning" i Fortolkningslæren o. a., er her for første Gang fremsatte, som siden har kunnet glæde sig ved almindelig Anerkendelse i Videnskaben.
I Strafferetten leverede Goos et storstilet Arbejde i fem Bind, som blev hædret med den A. S. Ørsted'ske Prismedaille, og som er bleven betegnet som et Førstehaandsarbejde uden Sidestykke i nordisk og vistnok forøvrigt i hele Retsliteraturen. Det sidste Bind, som manglede, inden den lagte Plan var fuldført, var Goos nu i sine sidste Aar beskæftiget med at skrive, hvor langt han inden sin Død var naaet frem hermed, er ikke bekendt. Men medens Goos ellers paa mange andre Retsomraader endnu stadig staar som den ubestridte Fører, har han i det principale Spørgsmaal om Straffens almindelige Formaal og dens formaalstjenlige Ordning taget nogen Afstand fra den nye kriminalpolitiske Skole, hvem han bebrejder Tilbøjelighed til at sætte administrativ Vilkaarlighed i Strafudmaalingen i Stedet for det paa faste Regler byggede Dommerskøn. Heraf opstod en vis Spænding imellem Goos og yngre Kriminalister. Det store Strafferetskommissionsarbejde, som Goos har udført, og som en ny, af Justitsministeriet nedsat Kommission nu er beskæftiget med at sammenholde med Prof. Torps senere Arbejde, var imidlertid et helstøbt og tankerigt Værk, der paa mange Punkter kom den nye Retning i Møde. Selv Modstanderne har ikke kunnet nægte det deres Anerkendelse, og paa mangfoldige Punkter vil dets Betydning for en kommende ny Straffelov sikkert blive umiskendeligt.
Foruden disse Hovedværker foreligger der fra Goos' Haand en Mangfoldighed af mindre Værker, Afhandlinger, Recensioner og biografier. Særlig bør nævnes hans store to Binds Værk om A. S. Ørsted, der gaar langt ud over den af ham og hans to Medforfattere (Nellemann og Øllgaard) oprindelig lagte Plan.
Jævnsides med sit videnskabelige Arbejde har Goos udfoldet en rig og betydningsfuld Virksomhed paa den praktiske Strafferets Omraade som en af Stifterne af den nordiske Penitentiærforening, Deltager i internationale penitentiære Kongresser, som Formand for Københavns Fængselsselskab og anden lignende filantropisk Virksomhed, men navnlig gennem sin 16-aarige Virksomhed som Overinspektør for det danske Fængselsvæsen. Siden sin Fratrædelse af Justitsministeriet i 1901 har han været Direktør for Døvstumme- og Blindeanstalteme. Hans Arbejde for disse og andre Samfundets Stedbørn vurderes af alle Interesserede overmaade højt.
I det internationale Retssamfund har Goos' Navn længe været nævnt blandt de ypperste. Han stillede sig fra første Færd den Opgave at skaffe dansk Retsvidenskab en Plads i det internationale Samfund, og han var unægtelig som faa Manden for en saadan Opgaves Løsning. Meget tidligt indtraadte han efter Indbydelse i det fornemme Institut de droit international, der senere har valgt ham til Æresmedlem, ligesom han ogsaa blev Medlem af Association for reform and codification of the law of nations. Han har paa disse Foreningers Møder repræsenteret Danmark med Vægt og Værdighed, og i udenlandske Samleværker og juridiske Tidsskrifter foreligger der fra hans Haand Fremstillinger af Danmarks ell. Nordens Retsordninger paa forskellige Omraader af International Interesse.
I Politiken indtraadte Goos i 1881, da han efter Billes Bortrejse til Amerika blev valgt til Folketingsmand for Københavns 5. Kreds. Han kunde dog kun holde den vældige, den Gang udelte Kreds imod Socialisterne en enkelt Valgperiode. I 1884 maatte han vige for Skræddermester P. Holm og blev saa i 1885 kongevalgt Landstingsmand; i Landsthinget har han hiden haft sin faste politiske Position, i nogle Aar som Tingets Formand.
Minister blev Goos første Gang som Kultusminister i Ministeriet Estrup i Aarene 1891-94, anden Gang 1900-1901 som Justitsminister i vort sidste Højreministerium, Ministeriet Sehested Hans Virksomhed her behøver ikke mere speciel Omtale; den er tilstrækkelig kendt af alle. Ligeledes hans betydningsfulde Arbejde for den nye Procesreform, i hvilken han fra første Færd var aktiv Deltager, og hvor hans vægtige Ord, da Reformen sidste Gang var til Behandling paa Rigsdagen, paany samlede Opmærksomheden om hans Person. I talrige andre Kommissioner har Goos i Aarenes Løb haft Sæde og givet sit Bidrag til Spørgsmaal, der dels er løste, dels kun forberedte: Teatervæsen, Sundhedsvæsen, Len og Stamhuse, Islandskommissionen af 1907 o. a.
I 1915 fejrede Goos sin 80-aarige Fødselsdag under almindelig Hyldest fra alle Sider, hvad der den Gang blev sagt og skrevet om ham, vil de fleste endnu, mindes. Han har haft en ualmindelig lang Arbejdsdag og har udnyttet den paa en Maade, for hvilken det danske Folk staar i stor Taknemmelighedsgæld til ham. Hans Navn vil til fjerne Tider staa indridset blandt de bedste i vor Histories Pantheon. Af Kongen var han hædret med Ekscellencetitelen, Storkorset og Fortjenstmedaillen i Guld med Krone.
Gehejmeraad Goos' Personlighed var præget af hjertevindende Elskværdighed, Vennesælhed og Hjælpsomhed. Han paaskønnede altid andres Arbejde og havde en ikke almindelig Evne til at bringe Mennesker til at arbejde sammen. Tallet paa de overlevende personlige Venner, der med Tak mindes Samliv og Samarbejde med ham, er stort.
Henr. Hansen.
*
Goos i Landstinget.
Intet Steds flk man et saa levende Indtryk som i Landstinget af den aandelige Klarhed og Spænstighed, som Goos bevarede op i sin høje Alderdom. Den var forunderlig og vakto stadigt paany. hver Gang Goos i de sidste Aar tog Ordet, alles Beundring.
Sandheden var i Virkeligheden, at Goos' Skarpsindighed var aldeles usvækket omtrent lige til det sidste. Hans Tanke var ligesaa klar og hans Udtryksform ligesaa stringent som altid. Han talte i de senere Aar kun om juridiske Spørgsmaal, men der forelaa ogsaa netop i den sidste Periode af hans politiske Liv mange og meget betydningsfulde Sager paa dette Omraade til Afgørelse. Først og fremmest den store Retsreform, i hvis Tilblivelse Goos havde en saa vægtig Andel, og hvis Gennemførelse han sikkert - og med Rette - betragtede som en betydelig personlig Tilfredsstillelse.
Særligt paa Grund af sit Arbejde i denne Sag nød Goos ikke alene Anseelse i sit eget Parti for sit kloge Blik i de grundlæggende Lovgivnings-Spørgsmaal, han opfattede ogsaa i de andre Partier som en retfærdig og skarpsindig Bedømmer af Samfundsproblemer. Endog Socialdemokrater forstod at værdsætte denne Egenskab.
Goos talte aldrig til Galeriet, hans Indlæg i Landstinget var blottet for enhver Bestræbelse efter at gøre Virkning ved andre Midler end Betragtningernes Klarhed og Ræsonnementets Logik. Derfor gjorde hans Tale trods dens ofte store Bredde - altid Indtryk af Enkelhed og Klarhed. En Ejendommelighed, som under den moderne parlamentariske Udvikling er i stadig og hastig Nedgang.
(Nationaltidende 20. december 1917).
Goos død.
Goos har gennem flere Aartier været en fremragende Personlighed i saavel Retsvidenskab som Politik. Hans Eftermæle vil blive præge af det juridiske Skarpsind og den Humanisme, som gjorde sig gældende ogsaa i hans politiske Virke. Om Politikeren Goos vil Mindets Ord lyde mindre velvillige, ikke fordi hans Partistads var Højres, men fordi han i sin første Periode som Folkerepræsentant bragte sig selv i Miskredit selv udenfor Modstandernes Kreds. Vi sigter herved til hans Forbindelse med Bladet "Den ny Socialist", som han ved Folkethingsvalget i 1883 støttede i Kampen mod den socialdemokratiske Kandidat, Dette vakte i hin Tid en pinlig Opsigt og bidrog sit til, at Goos selv forberedte vor Valgsejr i Københavns 5. Kreds.
Goos' Navn blev allerede omtalt meget, da han endnu ikke 30 Aar gammel blev Professor ved Københavns Universitet, efter at han fra 1861 havde gjort Tjeneste i det slesvigske Ministerium. Hans videnskabelige Speciale var almindelig Retslære og Strafferet, og paa disse Omraader anerkendtes han overalt som en Fører. Han gjorde sin Videnskab lettere tilgængelig, afpassede den efter Livets praktiske Behov. Det blev af stor Betydning for de unge Studerende, for hvem han var Lærer.
Da Politik drog ham, stillede han sig i 1880 som Højremand. Det var en Spændingens Tid. Det Estrup'ske Styre havde brudt med den almindelige Valgrets Principer, og dennes Tilhængere af alle Lejre, Bondevenstre, Købstadsliberale og Socialdemokrater samledes under Oppositionens fælles Fane. Goos burde ikke have haft sit Stade i det gamle Højre, men han blev dets Mand fra 1880, da han valgtes 1stes Kæmpekreds. Da Socialdemokratiet i 1884 vandt sin første Valgsejr l København, hvorved 5. og 9. Kreds blev erobret af P. Holm og C. Hørdum, søgte Goos ikke paany Valg til Folkethinget. I 1885 udnævntes han imidlertid til kongevalgt Landsthingsmand, i Perioden 1891-94 var han Kultusminister i Estrups Ministerium, og i det sidste Højreministerium, hvis Konseilspræsident var Sehested, beklædte Goos Pladsen som Justitsminister fra 1900 til 1901.
I Kraft af sin juridiske Humanisme var Goos en Tilhænger af Retsreformen, og det skal siges, at dens Gennemførelse for en ikke ringe Del skyldtes hans Stilling, som ikke rokkedes, skønt hans konservative Partifæller nærede aaben eller dulgt Uvilje mod den ny Kurs. Her var Goos ikke blot den overlegne og vidtskuende, men tillige den behjærtede Mand.
Fra Goos' politiske Virke skal vi endnu blot anføre, at han fra 1910 til 1914 var Landsthingets Formand.
Faa offenlige Personligheder har haft saa mange Hverv som Goos. Han var ekstraordinær Assessor i Højesteret, fra 1884 til 1890 Direktør for Fængselsvæsenet, Formand for Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse. Formand for Komitéen for Blindeinstituttet, Direktør for Døvstummeinstitutet m. m. I den lange Tid, han deltog i det offenlige Liv, har han siddet i saa vigtige Udvalg som Proceskommissionen (fra 1870 til 77), i Kommissionen for det civile Sundhedsvæsen og i Kommissionen for Lehns og Stamhuses Overgang til fri Ejendom.
Hans store videnskabelige Fortjenester var anerkendte baade i hans Fædreland og udenfor dette. Han havde Universitetets Guldmedalje og A. S. Ørsteds Guldmedalje og var Æresdoktor ved Nordens tre Universiteter.
Lige til sine sidste Aar var Goos virksom i sin Gærning, og den gamle Mand æredes i alle Kredse for sin personlige Elskværdighed den Indsats i Retsvidenskaben, som blev hans Livs store, fortjenstfulde Opgave
(Social-Demokraten 21. december 1917).
Gehejmekonferensraad Goos' Begravelse.
Frue Kirkes festligt lyse Rum mindede i Gaar Middags om en Park med sine Marmorstatuer, de mange grønne Træer og det Væld af Blomster, der saas overalt.
Foran Alteret stod den hvide Kiste, der var smykket med røde Blomsterguirlander og paa Fodenden har den Afdødes Vaabenskjold som Storkorsridder. Rundt om Kisten, ved hvilken Odd-Fellowbrødre var Sørgemarskaller, saas Bannere fra Højres Arbejder- og Vælgerforening, de Blindes Forening, Odd-Fellowlogen og Arbejdernes konservative Forening. Blandt de mange pragtfulde Kranse, der dækkede det meste af den brede Midtergang, var der fra Kongen og Dronningen, Prins Valdemar, Universitetet, det norske Universitet, Videnskabernes Selskab, Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, Juridisk Samfund, Døvstummeforeningen, Carlsbergfonden og mange andre Institutioner og Foreninger, som den Afdøde havde staaet nær.
Kirken var ganske fyldt af det store Følge og Skæret fra de mange tændte Lys og Lamper blinkede i talrige Uniformers Guld.
Kammerherre Krieger mødte som Repræsentant for Kongen, af Ministrene saas Konseilspræsident Zahle og Undervisningsministeren, endvidere Universitetets Rektor og Professorer, Hafnias Bestyrelse in pleno og Deputationer fra en Mængde Foreninger.
Højtideligheden begyndte med, at Kirkens Kor smukt sang: Den store Mester kommer, hvorpaa den gamle Pastor Prior frem bag Kisten.
Pastor Priors Tale.
Mange Lys skinner i denne Verden, i Arbejde, i Tænkning og Pligtopfyldelse. Vor kære hensovede Ven har ladet sit Lys skinne vidt ud over Verden, ikke kun for de Lærde, men paa mange forskellige Veje. Han var en stor Menneskeven, der gerne tilbed sine Evner, hvor de kunde gavne, saaledes blandt de ulykkeligt stillede, de forvildede og de fangne. Da han laa paa sit Dødsleje, sagde han til sin Datter, at han havde ikke Tid til at ligge i Sengen, der var meget Arbejde, der ventede paa ham. Ogsaa i sit Hjem lod han sit Lys skinne, saa han efterlader sig dyrebare Minder dér. Hans Kiste staar nu i den Kirke, han var Værge for, og hvor vi lærte at holde af ham. Her har han hørt Julens Budskab og knælet ved Nadverbordet, og vi har den sikre Forvisning, at han nu er gaaet ind, hvor Julesangen aldrig forstummer.
Derpaa traadte Pastor Olfert Ricard hen til Kisten.
Pastor Ricards Tale.
- Nu har vi hørt den gamle Røst fra hans egen Tid tale til ham, lad nu ogsaa den nye Slægt tage Ordet. Vi hilser enhver, der giver sit Bidrag i Aandens Verden, hilser ham uden Frygt, hvad enten han er Kristen eller Hedning, og mest, naar hans Virksomhed har Berøring med det praktiske Liv.
Der er mange her til Stede, som ved, hvor stor Carl Goos var i sin Videnskab, han var en Konge i den, og naar en Gang det store Regnskab mellem de kæmpende Lande skal gøres op, vil ogsaa et lille Land lægge sit Lod i Vægtskaalen, og saa vil ogsaa nogle at hans Tanker blive brugt.
For alt det, han viv. skylder vi Lysets Herre Tak. Det er ikke den bitre Sorg, der griber os ved Carl Goos Død, som det er, naar et ungt Menneske der, det er den store Vemod over, at vi ikke skal se hans Amere, dette smukke Ansigt, som man ikke glemte, men saa sig glad paa. .Uret og elsket skal hans Minde være!
Koret sang nu: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder - og saa lød: Dejlig er Jordens kendte Toner gennem Kirken. Under det sidste Vers har den Afdødes Sønner og Svigersønner langsomt Kisten ned gennem Kirken.
Ude paa vestre Kirkegaard fandt der, efter at Kisten var sænket i Graven, et smukt lille optrin Sted. En for en traadte Odd Fellowbrødrene - først Storsiren, Dr. Petrus Beyer, op paa Platformen og kastede en grøn Kvist ned paa Kisten. Den stille sidste Hyldest til den Døde var af en egen Virkning og blev fulgt med Opmærksomhed af det store Følge, der stod rundt om Graven.
(København 29. december 1917)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar