I dag for 40 år siden fandt den første begravelse sted på Vestre Kirkegård. Nede ved det nuværende søndre Kapel var gravet en beskeden grav, og i den sænkedes i overværelse af en mængde gejstlige og mange verdslige honoratiores liget af en stakkels, svensk skræddersvend, som var død på Ladegården og sikkert ikke havde drømt om at komme i jorden med så megen højtidelighed.
---
Vestre Kirkegård blev anlagt på nogle marker, som kommunen købte af proprietær Ostenfeldt. Man har ondt ved at forstå at dér, hvor nu den skønne kirkegårds tilsyneladende så ærværdige træer knejser, for kun 40 år siden var bar mark. Men sådan er det. Det må være glimrende sund og kraftig jord den er anlagt på, så frodigt og stærkt alt er vokset frem og stadig vokser derude.
Kirkegaarden spænder nu over 80 tønder Land, og 80-100 mennesker har beskæftigelse derude året rundt. Over dem alle står den gamle, elskværdige inspektør, kammerråd Bahnson, som holder jubilæum sammen med haven - ja, hans virksomhed derude er da oven i købet en måned ældre, idet han blev ansat den 1. oktober 1870.
Vestre Kirkegård står byens hjerte nær, hvor langt ude i periferien den så end ligger, og det har den altid gjort i kraft af sin frie beliggenhed og sin store og sjældne skønhed. Efterhånden som det store areal, der skilte den fra byens kerne, forvandledes fra magre marker og triste veje til et myldrende befolket kvarter - et arbejdsfolks- og fattigkvarter med hårde stenmure og dybe, skønhedsforladte gader - efterhånden som denne forvandling skred frem, blev "Vestre" taget i besiddelse af det store, brede folkelag.
Assistents Kirkegård og de andre blev altid de dødes haver, hvis trøstesløse kedsomhed vi levende helst gik udenom - Vestre Kirkegård med sine lange, smukke alléer, sine mange ejendommelige, prægtige vækstarter, sit kuperede terræn og med de mange punkter, hvis maleriske skønhed forgæves søger deres lige i alle vore andre offentlige haver og anlæg - Vestre Kirkegård blev en dejlig have, også for de Levende, en have, hvor småmanden om søndagen gik sin tur og nød naturen og den friske luft, der strøg lige ind fra Kalvebodstrand. Og dog tog man for et par år siden et af de smukkeste steder fra haven, nemlig indgangen, som med sine mægtige graner var af en sjælden højtidelig virkning. Men granerne måtte falde for at give plads for en rød stenmur.
Samtidig opførtes inspektørboligen, som nu ligger til højre for indgangen, og ved samme lejlighed fik man indlagt gas. Ja, det lyder utroligt, men da det er kammerråd Bahnson selv, som har fortalt os det, er der ingen mulighed for tvivl, først for 2 år siden fik de gas derude - inden da måtte de nøjes med det lys, Vorherre gav.
I det hele taget - fortæller kammerråd Bahnson - har de jo haft det meget gammeldags derude. Først i slutningen af firserne fik man den nuværende indgang, tidligere måtte man helt ud ad den dengang Ikke meget indbydende Enghavevej og op ad en sti til den nuværende søndre låge.
"Hvilke kendte mænd ligger begravet herude," spørger vi kammerråden.
"Carl Ploug og Finsen ..."
"Men nu fra de første år?"
.Ja," siger hr. Bahnson og smiler smiler så småt, - de første 10 år var det alt sammen frijord, så mange kendte navne er her ikke fra den tid ..."
Men går man kirkegården igennem og standser ved de mange store og smukke mindesmærker og gravmæler, læser man på de hvide marmortavler navn på navn, som kalder mindet frem om den og hin hvis navn var fremme i tiden, dygtige og fremragende mænd, som nu hviler her og som kun erindres, når man står overfor et af de resultater, deres virken satte ... eller også her ved deres sidste hvilested
Figaro.
(København, 2. november 1910).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar