Den 13. marts huggede militær og politi ind på en folkeopstand i Berlin. Nyheden om denne og de nærmere detaljer begyndte at indløbe nogle dage efter, fra 18. marts i Kjøbenhavnsposten.
- Frygtens onde følger begynde også her at vise sig; foreløbig aftager arbejdet; man foretrækker at holde på de rede penge, i stedet for at beskæftige håndværkere og andre arbejdere; man indskrænker sine foretagender i alle retninger; kreditten nægtes uformuende.
Det var højligt at ønske at man vel betænkte hvilke følger en sådan ængstelighed - som i Danmark og navnlig i København vistnok er højst utidig - kan fremkalde. - Men kan man ikke overvinde sig til en klogere og bedre fremgangsmåde, så tør arbejdsklasserne dog endnu fatte det bestemte håb til kong Frederik den Syvende, at deres rolige og tillidsfulde bøn til ham om forholdsregler til offentligt arbejde - hvorpå der i denne tid ikke kan være mangel - og til lettelse i midlerne til livsopholdet for dem og deres familier, vil blive modtaget med anden kongelig velvilje og så vidt muligt opfyldt. De formuende klasser burde lige såvel som regeringerne endelig kunne indse, at dette er blevet tidens uundgåelige opgave, der ligger os langt nærmere end at samle bidrag til hvilket som helst anden patriotisk bestemmelse.
(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1848).
- Slesvig-holstenerne begynder allerede at frygte for, at de store begivenheder i vesten skal kølne interessen for dem i Tyskland. I Kieler Correspondenzblatt tilråder en tysk nordslesviger Tyskland, at det dog ikke må glemme Slesvig-holsten, at det ikke snart skal hedde: "det er alt for sildigt". Altså man tilstår, at man ikke kan stå på sine egne ben; røber dette ikke tydeligt nok, at man mistvivler om folkets bistand, og at man kun fører en partisag, som behøver det hele beslægtede nationalpartis bistand for at kunne sætte igennem. Hvis folket var enigt med de forskellige aristokratier, hvoraf det slesvig-holstenske parti består, da kunne man ganske rolig lade Tyskland skytte sig selv, og da behøvede man ikke at frygte Danmark. For øvrigt vil den ærede nordslesvigers bøn nok finde gehør hos de samme, som hidtil har ført slesvig-holstenernes sag i Tyskland, han behøvede ikke engang at bede dem derom, for han kunne være forvisset om at hof-, professor- og pengemændspartiet i Tyskland netop nu mere end nogensinde har årsag til at give nationalspørgsmølet den største vigtighed, hvor det måtte komme frem, for at aflede opmærksomheden fra revolutionen, som i så mange henseender er ubehagelig for de partier. Nordslesvigerne kunne altså som hidtil stole på den kraftigste bistand af augsburgeren (hofferne) såvel som af Deutsche Zeitung (professorerne) og Bremertidenderne (pengemændene); men måske disse folks bistand nu slet ikke nytter mere. Folkemassen som aldrig synderlig har lyttet til dem, har vist nok nu fået ganske andet at tænke på end det, som de blade ville indprente dem. Og hvad nytter alle anbefalinger i bladene, når folket ikke bekymrer sig derom. Slesvig-holstenernes eneste håb og støtte i Tyskland er Ludvig af Bayern, som med bravur har erklæret at ville stille sig i spidsen for den tyske bevægelse. Man ved imidlertid hvad det betyder; vil han stille sig i spidsen for bevægelsen, så er det for at give den en retning, som konvenerer ham, altså en reaktionær og romantisk retning mod Frankrig, og hans tilbud vil derfor blive afvist af alle dem, som knytter deres bestræbelser til den nye revolution. Hans patronage vil altså kun kompromittere slesvig-holstenerne, vil stille dem i lige linje med den fyrstelige og doktrinære reaktion mod det hele liberale Tyskland.
(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1848).
(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1848).
Der findes kun få aviser tilgængelige som ikke var af dansk-nationalistisk observans. En undtagelse var Lyna der blev udgivet i Haderslev. Den var af slesvig-holstensk observans. Dem var der flere af: Sonderburger Wochenblatt, Eckernförder Wochenblatt og Allgemeines Wochenblatt (Aabenraa). Af dansksprogede aviser var der Dannevirke (Haderslev, 1848), Apenrader Ugeblad (1839) og Flensburger Zeitung (1840).
"Flensburger Correspondent" var Den slesvigske Forenings talerør. Den skiftede 1. oktober 1850 navn til "Flensburger Zeitung" og redigeredes af Claus Manicus. Den havde opnået at få statsstøtte på 1.000 rigsbankdaler, under politiske betingelser: minister for Slesvig, Bardenfleth indskærpede at den måtte følge "de vink ... som ministeriet med hensyn til bladets indhold og tone" gav. Da de slesvig-holstenske blade var undertrykt indtil 1855, var avisen ret alene på avismarkedet.
Under det slesvig-holstenske styre (april 1848 - juli 1849) blev alle dansksindede aviser lukket. Fra sommeren 1850 styrede danske embedsmænd i en årrække ret enevældigt og politiet udøvede censur på alt politisk stof. Nedenstående er en artikel fra Lyna som er indekseret i Mediestream indtil 1848.
Efter det, der nu forberedes i Tyskland, en tættere sammenlægning af forbundsstaterne med et lovgivende over- og underhus (fyrste- og folkekammer), hvortil de enkelte fyrster vil blive tvunget til at ofre en væsentlig del af deres suverænitet, løsner Holsten og Lauenburg sig fra den danske stat, og slesvigerne og vil kun have kongen til fælles med dem. Holstein-Lauenburg vil snart gøre krav på og ifølge de nye føderale love få sine egne finanser, hær, flåde og regering. Det bliver kongens nedenstående 28. jan. lovede grundlov, det danske flag sænkes og det sorte, røde og guldflag med dobbeltørnen, som allerede er godkendt af forbundsforsamlingen, vil blive hejst - kort sagt: Holsten - Lauenkurg skilles fra Danmark-Slesvig som selvstændig stat i disse turbulente tider og smelter sammen med Tyskland. Slesvig er ikke ulykkelig på grund af dette, det kommer snarere ind i en tilstand af bedring og ro som følge af sin ustabile situation og takket være sin heldige situation, gennem den kommercielle aktivitet, aktivitet og forsigtighed, der er iboende i Slesvig, gennem jernbaner og havne, forbedring af lovgivning og administration, real- og handelsskoler opnår snart uanet styrke og velstand. Slesvig vil blive mere selvstændig, den vil vinde tid til at lære sine ejendommelige fordele at kende og føle en glad stolthed over at besidde dem. Det er vores trøst i adskillelsen fra en gammel ven, der selvfølgelig altid spillede den nedladende herre mere end Slesvigs ven. Må vi stadig leve videre med Holsten under et godt og klogt fyrstehus! Med hensyn til Slesvigs fremtidige forhold til riget vil dette udvikle sig mere og mere under, hvad vi håber bliver en fri og lykkelig kejserforfatning, mens Slesvig gennem sin egen provinsstænderforsamling får sin egen forfatning og interne, traditionelle institutioner, som vi finde værdifuldt, beskytte, pleje og uddanne, mens vi skal diskutere, hvad der angår helstaten i forbindelse med kongeriget. Sprogspørgsmålet i Slesvig skulle løses, så begge sprog ville have lige rettigheder.
Under det slesvig-holstenske styre (april 1848 - juli 1849) blev alle dansksindede aviser lukket. Fra sommeren 1850 styrede danske embedsmænd i en årrække ret enevældigt og politiet udøvede censur på alt politisk stof. Nedenstående er en artikel fra Lyna som er indekseret i Mediestream indtil 1848.
Efter det, der nu forberedes i Tyskland, en tættere sammenlægning af forbundsstaterne med et lovgivende over- og underhus (fyrste- og folkekammer), hvortil de enkelte fyrster vil blive tvunget til at ofre en væsentlig del af deres suverænitet, løsner Holsten og Lauenburg sig fra den danske stat, og slesvigerne og vil kun have kongen til fælles med dem. Holstein-Lauenburg vil snart gøre krav på og ifølge de nye føderale love få sine egne finanser, hær, flåde og regering. Det bliver kongens nedenstående 28. jan. lovede grundlov, det danske flag sænkes og det sorte, røde og guldflag med dobbeltørnen, som allerede er godkendt af forbundsforsamlingen, vil blive hejst - kort sagt: Holsten - Lauenkurg skilles fra Danmark-Slesvig som selvstændig stat i disse turbulente tider og smelter sammen med Tyskland. Slesvig er ikke ulykkelig på grund af dette, det kommer snarere ind i en tilstand af bedring og ro som følge af sin ustabile situation og takket være sin heldige situation, gennem den kommercielle aktivitet, aktivitet og forsigtighed, der er iboende i Slesvig, gennem jernbaner og havne, forbedring af lovgivning og administration, real- og handelsskoler opnår snart uanet styrke og velstand. Slesvig vil blive mere selvstændig, den vil vinde tid til at lære sine ejendommelige fordele at kende og føle en glad stolthed over at besidde dem. Det er vores trøst i adskillelsen fra en gammel ven, der selvfølgelig altid spillede den nedladende herre mere end Slesvigs ven. Må vi stadig leve videre med Holsten under et godt og klogt fyrstehus! Med hensyn til Slesvigs fremtidige forhold til riget vil dette udvikle sig mere og mere under, hvad vi håber bliver en fri og lykkelig kejserforfatning, mens Slesvig gennem sin egen provinsstænderforsamling får sin egen forfatning og interne, traditionelle institutioner, som vi finde værdifuldt, beskytte, pleje og uddanne, mens vi skal diskutere, hvad der angår helstaten i forbindelse med kongeriget. Sprogspørgsmålet i Slesvig skulle løses, så begge sprog ville have lige rettigheder.
Ideen om en eksisterende stat "Slesvig-Holsten" fremstår mere iøjnefaldende end nogensinde som et drømmebillede, som en oprører på grund af de nuværende hurtige reformer i Tyskland. Nu forsvinder denne oprører, man ser endelig Ejderen som delstatsgrænsen mellem Tysklands Forbund og delstaten Danmark-Slesvig! Hvem tvivler stadig på denne virkelighed, eller tror på, at de stadig kan kæmpe imod den? Beseler, den lønnede agent for Tysklands lærde, der ønsker erobring, mener det. Han og en landsretssekretær, Clausen, drevet af den desperate situation i deres delstat i Slesvig-Holsten, ankom her onsdag aften og forsøgte at gøre det klart for medlemmerne af den lokale borgerforening den følgende aften, at de nu skulle mobilisere alt, selv deres koner og børn i de opgivne sting for at hjælpe det så truede fædreland "Slesvig-Holsten"; Tyskland (dets fortalere?) ville hjælpe. Der er slesvig-holstensk folkemøde i Rendsburg i dag; Det kan have været Beselers og Clausens hemmelige idé at kunne tage alle borgerforeningens medlemmer med til dette store møde. Det betyder, at kun de herrer: ekspedient Dr. Meyer, Eisengiesser Bonnichsen, maler Hager, garver Göhlmann og Harz von Kafdrup rejste med dem. Disse herrer forlod byen i går morges.
Hadersleben, d. 15. März.
Nachdem was sich jetzt in Deutschand vorbereitet, eine engere Verschmelzung der Bundesstaaten mit einem gesetzgebenden Ober- und Unterhause (Fürsten- und Volkskammer), dem die einzelnen Fürsten einen bedeutenten Theil ihrer souverainitet zu opfern genöthigt sein werden, löst Holstein und Lauenburg sich vom staatenverbande Dänemarks und Schlesvigs und wird nur mit ihnen den Fürsten gemein haben. Holstein-Lauenburg wird bald seine eigenen Finanzen, eigene Armee, Flotte und Regierung fordern und auch, den neuen Bundesgesetzen gemäss, erhalten. Es wird die vom König unt. 28. jan. in Aussicht gestellte konstitution niecht entgegen nehmen können, es wird die dänische Fahne einziehen und die von der Bundesversammlung schon angenonnnene schwartz-roth-goldne Fahne mit dem Doppeladler aufziehen - kurzum: Holstein - Lauenkurg scheidet sich in dieser bewegten Zeit als ein eigner Staat von Dänemark-Schleswig aus und verschmilst mit Deutschland. Schleswig ist dadurch nicht unglücklich, es tritt vielmehr als seiner schwankenken Lage in den Zustand der Genesung und Ruhe und wird durch seine glückliche Lage, durch den dem schleswiger innewohnenden Handelsgest, Betriebsamkeit und Klugheit, durch ensenbahnen und Häfen, durch Verbesserung der Gesetzgebung und Verwaltung, Real- und Gewerbeschulen, bald zu ungeahnter Kraft und Wohlstand gelangen. Schleswig wird mehr selbstständig werden, es wird Zeit gewinnen, seine eigenthümlichen Vorzuge kennen zu lehrnen und im Besitz derselben einen glücklichen Stolz fühlen. Dies ist unser Trost in der Trennung von einem alten Freunde, welcher freilich immer mehr den herablassenden Herrn als den Freund Schleswigs gespielt hat. Mögen wir noch immer mit Holstein unter einem guten und weisen Fürstenhause fortbesteben! In Betreff des künstigen Verhaltnisses Schleswigs zum Königreiche, so wird dieses unter einer, wir hoffen es, freien und glücklichen Reichsverfassung sich mehr und mehr entwickeln, währeud Schleswig durch seine eigene Provinzial-ständeversammlung seine eigenthümliche Verfasung und innern, hergebrachten Einrichtungen, die uns werth find, schützen, pflegen und auszubilden Gelegenheit hat, während wir das, was den qanzen Staat betrift, in Verbindung mit dem Königreich zu besprechen haben werden. Die Spracbangelegenheit Schleswigs müstte dahin erledigt verden, dass beide Sprachen durchaus gleiche Berechtigung zu geniessen Hätten.
Die Idee von einem vorhandenen Staate "Schleswig-Holstein" tritt durch die jetzigen raschen Reformen Deutschlands augenfälliger als je wie ein Traumbild, wie ein Rebel hervor. Jetzt verschwindet dieser Rebel, man erblieckt entlich die Eider als Staatsgrenze zwischen dem Bundesverein Deutschland und dem Staate Dänemark-Schleswig! Wer zweifelt noch an dieser Wirklichkeit, oder glaubt, gegen dieselbe noch ankämpfen zu könne? Beseler, der besoldete Agent der eroberungssüchtigen Gelehrten Deutschlands, glaubt es. Er und ein Obergerichtssecretair Clausen, durch die verzweifelte Lage ihres schleswigholsteinischen Staates getrieben, trafen Mittwoch Abends hier ein und bemühten sich, den Abend darauf den Mitgliedern des hiesigen Bürgervereins deurlich zu machen, wie sie jetzt Alles aufbieten müssten, ja selbst ihre Frauen und Kinder im Stiche lassen, um dem so sehr bedrohten Vaterlande "Schleswig-Holstein" beizuspringen; Deutschland (die Advocaten desselben?) würde beistehen. In Rendsburg ist heute eine schleswigholsteinische Voksversammlung; es ist vielleicht die geheime Idee Beselers und Clausens gewesen, sammtliche Mitglieder des Bürgervereins mit nach diesem grossartigen Meeting bringen zu können. Es heistt, dass nur die Herren: Gerichtschreiber Dr. Meyer, Eisengiesser Bonnichsen, Maler Hager, Gerber Göhlmann und Harz von Kafdrup mitgereist sind. Diese Herren verliessen die Stadt gestern Morgen.
(Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt. Udgivet i Haderslev, 18. marts 1848)
Nachdem was sich jetzt in Deutschand vorbereitet, eine engere Verschmelzung der Bundesstaaten mit einem gesetzgebenden Ober- und Unterhause (Fürsten- und Volkskammer), dem die einzelnen Fürsten einen bedeutenten Theil ihrer souverainitet zu opfern genöthigt sein werden, löst Holstein und Lauenburg sich vom staatenverbande Dänemarks und Schlesvigs und wird nur mit ihnen den Fürsten gemein haben. Holstein-Lauenburg wird bald seine eigenen Finanzen, eigene Armee, Flotte und Regierung fordern und auch, den neuen Bundesgesetzen gemäss, erhalten. Es wird die vom König unt. 28. jan. in Aussicht gestellte konstitution niecht entgegen nehmen können, es wird die dänische Fahne einziehen und die von der Bundesversammlung schon angenonnnene schwartz-roth-goldne Fahne mit dem Doppeladler aufziehen - kurzum: Holstein - Lauenkurg scheidet sich in dieser bewegten Zeit als ein eigner Staat von Dänemark-Schleswig aus und verschmilst mit Deutschland. Schleswig ist dadurch nicht unglücklich, es tritt vielmehr als seiner schwankenken Lage in den Zustand der Genesung und Ruhe und wird durch seine glückliche Lage, durch den dem schleswiger innewohnenden Handelsgest, Betriebsamkeit und Klugheit, durch ensenbahnen und Häfen, durch Verbesserung der Gesetzgebung und Verwaltung, Real- und Gewerbeschulen, bald zu ungeahnter Kraft und Wohlstand gelangen. Schleswig wird mehr selbstständig werden, es wird Zeit gewinnen, seine eigenthümlichen Vorzuge kennen zu lehrnen und im Besitz derselben einen glücklichen Stolz fühlen. Dies ist unser Trost in der Trennung von einem alten Freunde, welcher freilich immer mehr den herablassenden Herrn als den Freund Schleswigs gespielt hat. Mögen wir noch immer mit Holstein unter einem guten und weisen Fürstenhause fortbesteben! In Betreff des künstigen Verhaltnisses Schleswigs zum Königreiche, so wird dieses unter einer, wir hoffen es, freien und glücklichen Reichsverfassung sich mehr und mehr entwickeln, währeud Schleswig durch seine eigene Provinzial-ständeversammlung seine eigenthümliche Verfasung und innern, hergebrachten Einrichtungen, die uns werth find, schützen, pflegen und auszubilden Gelegenheit hat, während wir das, was den qanzen Staat betrift, in Verbindung mit dem Königreich zu besprechen haben werden. Die Spracbangelegenheit Schleswigs müstte dahin erledigt verden, dass beide Sprachen durchaus gleiche Berechtigung zu geniessen Hätten.
Die Idee von einem vorhandenen Staate "Schleswig-Holstein" tritt durch die jetzigen raschen Reformen Deutschlands augenfälliger als je wie ein Traumbild, wie ein Rebel hervor. Jetzt verschwindet dieser Rebel, man erblieckt entlich die Eider als Staatsgrenze zwischen dem Bundesverein Deutschland und dem Staate Dänemark-Schleswig! Wer zweifelt noch an dieser Wirklichkeit, oder glaubt, gegen dieselbe noch ankämpfen zu könne? Beseler, der besoldete Agent der eroberungssüchtigen Gelehrten Deutschlands, glaubt es. Er und ein Obergerichtssecretair Clausen, durch die verzweifelte Lage ihres schleswigholsteinischen Staates getrieben, trafen Mittwoch Abends hier ein und bemühten sich, den Abend darauf den Mitgliedern des hiesigen Bürgervereins deurlich zu machen, wie sie jetzt Alles aufbieten müssten, ja selbst ihre Frauen und Kinder im Stiche lassen, um dem so sehr bedrohten Vaterlande "Schleswig-Holstein" beizuspringen; Deutschland (die Advocaten desselben?) würde beistehen. In Rendsburg ist heute eine schleswigholsteinische Voksversammlung; es ist vielleicht die geheime Idee Beselers und Clausens gewesen, sammtliche Mitglieder des Bürgervereins mit nach diesem grossartigen Meeting bringen zu können. Es heistt, dass nur die Herren: Gerichtschreiber Dr. Meyer, Eisengiesser Bonnichsen, Maler Hager, Gerber Göhlmann und Harz von Kafdrup mitgereist sind. Diese Herren verliessen die Stadt gestern Morgen.
(Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt. Udgivet i Haderslev, 18. marts 1848)
I Slesvig havde der gennem et par årtier eksisteret en del blade, alle på tysk. Det første dansksprogede var "Dannevirke" (1838). I "Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt" (udgivet i Haderslev) kunne man aflæse forskellen til Københavnerpressen. Den 18. marts 1848 beskrev bladet hvordan en gammel ven, Holsten, bevægede sig mod den tyske forbundsstat, mens Slesvig stadig var en del af Danmark-Slesvig, dog med en betydelig større selvstændighed gennem udvikling på alle samfundsområder, og skrev bl.a.:
Mögen wir noch immer mit Holstein unter einem guten und weisen Fürtenhause fortbestehen! In Betreff des künftigen Verhältnisses Schleswigs zum Königreiche, so wird dieses unter einer, wir hoffen ess, freien und glücklichen Reichsverfassung sich mehr und mehr entwickeln, während Schleswig durch seine eigene Provinzial-Ständeversammlung seine eigenthümliche Verfassung und innern, hergebrachten Einrichtungen, die uns werth sind, schützen, pflegen und auszubilden Gelegenheit hat, während wir das, was den ganzen Staat betrifft, in Verbindung mit dem Königreich zu besprechen haben werden. Die Sprachangelegenheit müsste dahin erledigt werden, dass beide Sprachen durchaus gleiche Berechtigung zu geniessen hätten.Dette synspunkt kunne man retfærdigvis også læse i "Flyveposten", 17. marts 1848, hvor spørgsmålet hvad slesvigere egentlig er, besvares med at de helst bare vil opfattes som slesvigere, et folkefærd boende mellem Østersøen og Nordsøen, mellem Kongeåen og Ejderen. Og ikke en del af Holstein, heller ikke som en provins i Danmark. Dette uanset at der tales forskellige sprog: Dansk, tysk og frisisk.
Slesvigere er saadanne Borgere af den danske Staat, som, oprindelig danske af Herkomst, ved Historiens Nødvendighed have indgaaet en saadan Blanding med vore Naboer, Holstenerne, med hvem vi i Aarhundreder have deelt Overherre, at vi nu for Tiden, betragtede som en Eenhed, hverken ere eller ville være udelukkende Danske eller Tydskere, men kun Slesvigere. - Vi forstaaes nu af dem, der ville forstaae os. Vi ere altsaa som Slesvigere et ved sine Beboerres Eiendommelighed, ved denne sig bestandig gjentagende Dobbelthed, afsondret, i og for sig afsluttet, selvstændigt Land.
Som det fremgår af det foranstående materiale var der snarere end en slesvig-holstensk bevægelse mange bevægelser som i det omfang man ønskede noget, pegede i forskellige retninger. Hvor Olshausen repræsenterede et venstreliberalt synspunkt. "Kieler Correspondenz-Blatt" var underlagt en skrap censur. Udviklingen skulle forsimple det hele, og det overordentlig hurtigt. Det skyldtes flere faktorer: At Christian d.8. var død i januar, at der var uro i hertugdømmerne, og at der var revolutioner rundt omkring i Europa i februar og marts. Olshausen m.fl. var bekymrede for at det skulle løbe løbsk, og fik sammen med andre indkaldt en fælles stænderforsamling den 18. marts for Slesvig og Holsten - noget som ellers kun den danske konge kunne gøre. Olshausens forslag om at nedsætte en provisorisk regering blev nedstemt til fordel for at afsende en deputation til Frederik VII for at kræve fælles forfatning for hertugdømmerne, almen valgret, presse- og forsamlingsfrihed, folkebevæbning og optagelse af Slesvig i det tyske forbund. Mens deputationen og den nyudnævnte regering ikke kunne blive enige, opmuntredes man i Slesvig-Holsten af opstanden i Berlin.
Flensburg. Ved valgene til den konstituerende landsforsamling i juli 1848 var såvel Kieler Correspondenz-Blatts venstereliberale Theodor Olshausen, som hans bror Justus Olshausen uhyre populære og fik mange stemmer. I modsætning til deres danske pendant, fx Orla Lehmann, var de imidlertid på den tabende parts side i krigen 1848-1851, og Theodor Olshausen besluttede at flygte til USA. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)
Set fra denne side taler man om ekstreme kræfter i København, men at der stadig var gang i en proces frem mod en løsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar