København er i dag kommet i en bevægelse der udstrækker sig til alle klasser. Efterretningerne fra hertugdømmerne og uvisheden om hvilke mænd der ville blive kaldt til ministre have givet anledning hertil. Efter at man i aftes havde nævnt adskillige embedsmænd og adelige som ministre, hørte man i morges, at d'hrr. Scheel-Plessen, Bang og Bardenfleth var udnævnt. Imidlertid ankom dampskibet "Skirner" fra Kiel, flere tusinde mennesker havde indfundet sig på Toldboden og ledsagede den dermed ankomne slesv.-hol. deputation, dog uden nogen som helst uorden, til Hotel d'Angleterre.
Imidlertid var også en kurer ankommet fra Slesvig med efterretninger til regeringen; og nu samledes man overalt på gaden i grupper og fortælle hverandre, at prinsen af Augustenborg havde stillet sig i spidsen for en opstand i hertugdømmerne, at Rendsborg var i partiets hænder, de danske officerer fangne osv. Højst alvorlige må disse efterretninger have været, da de foranledigede, at dhrr. Hvidt, Clausen, Monrad, Lehmann og Tscherning blev kaldt til kongen. Resultatet af denne konference er angivet ovenfor. Forinden havde en del borgere og studenter begivet sig til generalpostdirektøren og ved deres forestillinger bevirket at denne embedsmand gav ordre til at dampskibet "Copenhagen" ikke skulle gå til Kiel, men at derimod en kgl. Stafet, som er gået over land, skulle medtage brevsækken. Omtrent på samme tid som det nye ministerium blev udnævnt, anholdt en del borgere den slesvig-holstenske deputation, der formodedes at ville fjerne sig fra Staden, da den vel så, at der ikke længer kunne være tale om at blive modtaget af kongen. Man førte de fem herrer til en privatmands hus i Kronprinssessegade, da denne mand (hr. konsul Hage) tilbød sig at indestå for deres tilstedeblivelse. Om denne deputation har vi nedenfor meddelt det nærmere efter "Al. Merc."
(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1848).
(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1848).
(Alt. Merc.) Den forsamling som fandt sted i Rendsborg den 18. d.s. af de stænderdeputerede fra begge hertugdømmerne, var meget talrig besøgt også af de delegerede medlemmer af ridderskabet. Fra Flensborg var den ene deputerede, kancelliråd Schmidt, og af de dansk-slesvigske deputerede af bondestanden kun gårdmand Krüger af Beftoft til stede. Denne udtalte sine anskuelser på dansk og i dansk retning. Forsamlingen varede 10 timer, uden at den blev afbrudt af andet end at der indgaves til den flere adresser, navnlig en fra en samtidig i Rendsborg stedfindende meget talrig folkeforsamling. (Mødet siges her har været offentligt, men ifølge en anden beretning har dette ikke været tilfældet). Forsamlingen besluttede med overvejende majoritet at sende en deputation til København med følgende ønsker: 1) At der ufortøvet skulle sammenkaldes en forenet slesvig-holstensk landdag ; 2) at et udkast til en konstitution for de forenede hertugdømmer skulle forelægges for denne landdag, 3) Hertugdømmet Slesvig skal straks tiltræde det tyske forbund; 4) Indførelse af nationalbevæbning i begge hertugdømmerne; 5) Afskedigelsen af den hidtilværende regerings- (ikke kancelli-) præsident. Deputationen - i hvis valg nogle (dissenterende) medlemmer af forsamlingen ikke tog del - består af v. Neergaard- Develgonne, Th. Olshausen, etatsråd Engel, advokaterne Gülich og Claussen.
Forsamlingen i Rendsborg valgte tillige af sin midte en komite, som så snart forholdene udkrævede det, skulle sørge for at sammenkalde en anden forsamling; den består af Reventlou-Preetz, Bargum og Beseler.
En anden, mere truende beretning om forsamlingen i Rendsborg læses i de hamborgske blade således: Forsamlingen begyndte kl. 12 om middagen og endtes kl. 10 om aftenen. Fra Slesvig var der kommet befaling til politimesteren, etatsråd Berger, ikke at lægge hindring i vejen for afholdelsen af de deputeredes forsamling, men ikke at tillade offentlighed eller nogen folkeforsamling. De deputerede besluttede at føje sig efter denne befaling, og under debatterne at aflukke lokalet. Beseler som valgtes til præsident, forkyndte denne beslutning til den foran forsamlingssalen ventende menneskemasse, og tilføjede, at når forhandlingerne var forbi, ville de Deputerede begive sig til teatret, for der at meddele den fattede beslutning.
En almindelig utilfredshed, som gav sig luft i meget energiske udtryk, var følgen heraf. Man talte om, at det nu endelig var på tide lovligt at sætte sig til modvæge osv., og man opfordrede Beseler til at underrette forsamlingen om denne stemning, som var fremherskende. Imidlertid blev i teatret en af borgerforeningen affattet adresse til de deputerede flere gange oplæst for den bestandig tilstrømmende menneskemasse og underskrevet af flere Tusinder. Den gik ud på at der måtte fordres en for begge hertugdømmerne fælles sand konstitutionel forfatning, baseret på almindelig valgret og almindelig valgbarhed, Slesvigs tiltræden til det tydske forbund, et tysk parlament, ubetinget pressefrihed, uindskrænket frihed til at forsamle sig, juryinstitution, almenbevæbning, navnlig oprettelsen af borgergarder, at Rendsborg skulle gøres til en tysk forbundsfæstning, og at de danske som er ansat i civil- eller militærtjeneste i hertugdømmerne ufortøvet skulle tilbagekaldes.
Endvidere skulle grev Carl Moltke og præsident Scheel fjernes fra statstjenesten og i deres sted sættes mænd, som var i besiddelse af hertugdømmernes tillid og agtelse. Folkeforsamlingen ventede at de deputerede ved alle til deres rådighed stående midler ville sørge for at opfylde disse folkets fordringer så hurtigt som muligt, og derved tilvejebringe en ende på den tingenes tilstand, som hvis den skulle vedvare endnu længere, lod befrygte det værste både for fyrsten og folket. Blandt dem der undertegnede adressen, var også 250 soldater af Rendsborgs Garnison. En af disse, en overkonstabel af 2. artilleriregiment, trådte frem, efter at han havde underskreven adressen for at erklære: "at han vel vidste, hvad han havde gjort, at man måske ville straffe ham for dette skridt; derfor spurgte han sine forsamlede medborgere, om han og hans kammerater kunne gøre regning på, at man ville tage sig af dem". En mageløs jubel fulgte efter denne tale. To af byens borgere begav sig straks til kommandanten for at lade ham vide at Rendsborg, hvis det gjordes fornødent, ville gøre militærets sag til sin egen. Adressen blev siden efter, da den havde opfyldt sin hensigt, tilintetgjort, for at en senere undersøgelse om underskrifterne kunne blive forgæves. På lignende fakta, på andre hermed overensstemmende tidens tegn var dagen ikke fattig."
(Kjøbenhavnsposten 22. marts 1848)
Forsamlingen i Rendsborg valgte tillige af sin midte en komite, som så snart forholdene udkrævede det, skulle sørge for at sammenkalde en anden forsamling; den består af Reventlou-Preetz, Bargum og Beseler.
En anden, mere truende beretning om forsamlingen i Rendsborg læses i de hamborgske blade således: Forsamlingen begyndte kl. 12 om middagen og endtes kl. 10 om aftenen. Fra Slesvig var der kommet befaling til politimesteren, etatsråd Berger, ikke at lægge hindring i vejen for afholdelsen af de deputeredes forsamling, men ikke at tillade offentlighed eller nogen folkeforsamling. De deputerede besluttede at føje sig efter denne befaling, og under debatterne at aflukke lokalet. Beseler som valgtes til præsident, forkyndte denne beslutning til den foran forsamlingssalen ventende menneskemasse, og tilføjede, at når forhandlingerne var forbi, ville de Deputerede begive sig til teatret, for der at meddele den fattede beslutning.
En almindelig utilfredshed, som gav sig luft i meget energiske udtryk, var følgen heraf. Man talte om, at det nu endelig var på tide lovligt at sætte sig til modvæge osv., og man opfordrede Beseler til at underrette forsamlingen om denne stemning, som var fremherskende. Imidlertid blev i teatret en af borgerforeningen affattet adresse til de deputerede flere gange oplæst for den bestandig tilstrømmende menneskemasse og underskrevet af flere Tusinder. Den gik ud på at der måtte fordres en for begge hertugdømmerne fælles sand konstitutionel forfatning, baseret på almindelig valgret og almindelig valgbarhed, Slesvigs tiltræden til det tydske forbund, et tysk parlament, ubetinget pressefrihed, uindskrænket frihed til at forsamle sig, juryinstitution, almenbevæbning, navnlig oprettelsen af borgergarder, at Rendsborg skulle gøres til en tysk forbundsfæstning, og at de danske som er ansat i civil- eller militærtjeneste i hertugdømmerne ufortøvet skulle tilbagekaldes.
Endvidere skulle grev Carl Moltke og præsident Scheel fjernes fra statstjenesten og i deres sted sættes mænd, som var i besiddelse af hertugdømmernes tillid og agtelse. Folkeforsamlingen ventede at de deputerede ved alle til deres rådighed stående midler ville sørge for at opfylde disse folkets fordringer så hurtigt som muligt, og derved tilvejebringe en ende på den tingenes tilstand, som hvis den skulle vedvare endnu længere, lod befrygte det værste både for fyrsten og folket. Blandt dem der undertegnede adressen, var også 250 soldater af Rendsborgs Garnison. En af disse, en overkonstabel af 2. artilleriregiment, trådte frem, efter at han havde underskreven adressen for at erklære: "at han vel vidste, hvad han havde gjort, at man måske ville straffe ham for dette skridt; derfor spurgte han sine forsamlede medborgere, om han og hans kammerater kunne gøre regning på, at man ville tage sig af dem". En mageløs jubel fulgte efter denne tale. To af byens borgere begav sig straks til kommandanten for at lade ham vide at Rendsborg, hvis det gjordes fornødent, ville gøre militærets sag til sin egen. Adressen blev siden efter, da den havde opfyldt sin hensigt, tilintetgjort, for at en senere undersøgelse om underskrifterne kunne blive forgæves. På lignende fakta, på andre hermed overensstemmende tidens tegn var dagen ikke fattig."
(Kjøbenhavnsposten 22. marts 1848)
Wilhelm Beseler (1806-1884). Liberal advokat. Spillede en stor rolle som medlem af stænderforsamlingen i Slesvig 1842-1848, valgt i Tønder. På grund af sine synspunkter forsøge den danske regering i 1847 at hindre hans genvalg til stænderforsamlingen med henvisning til at dette ikke var foreneligt med hans advokatarbejde. En pengeindsamling frigjorde ham imidlertid fra hans advokatforretning, hvorefter han blev genvalgt. Han blev 23. marts 1848 medlem i den provisoriske regering indtil 19. oktober 1848.
Kronprinsessegade. Her boede konsul Hage hvor deputationen havde fundet tiflugtssted. Konsul Alfred Hage boede i Kronpinsessegade 392 (nutidens nr. 20). Derudover boede cand. jur. Hother Hage (redaktør af Folkebladet) i nr. 401 D og frøken M. B. Hage i nr. 402 (nutidens nr. 44).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar