Forsamling i Hippodromen. Den til Gaar berammede Forsamling i Hippodromen, der havde til Hensigt at petitionere Hans Majestæt, vor folkelige Konge, om en Udvidelse af Valgloven, var besøgt af henved 2000 Deeltagere, der alle havde underskrevet Adressen. Forsamlingen besluttede for det Første, at Petitionen skulde overgives umiddelbart til Hans Majestæt af en Deputation, valgt blandt de 17 Mænd, der havde stillet sig i Spidsen for dette Anliggende; for det Andet, at Deputationen skulde sammenkalde en ny Forsamling, saasnart den havde havt Audients hos Kongen, for at gjøre Petitionairerne bekjendte med Udfaldet af deres Sendelse og for at disse kunde udnævne en permanent Comitee, der paa enhver lovlig Maade skulde fremme Sagen og navnligen sætte sig i Forbindelse med Mænd, der maatte virke til det samme Maal.
Da Hovedhensigten af Forsamlingens Sammenkaldelse saaledes var opnaaet, fandt, efter et fra flere Sider yttret Ønske, en høist livlig og interessant Discussion Sted om de Spørgsmaal, der for Øieblikket røre sig mægtigt i Folket, om Valgretten og om Nationaliteten.
Hr. Cand. Hother Hage yttrede, at han havde havt Betænkelighed ved at underskrive Petitionen, fordi den forlangte Valgret i delte Ords meest udstrakte Betydning, medens han kun vilde have uindskrænket Valgbarhed, men Valgretten bunden til visse Betingelser. Men han troede dog langt lettere at kunne slutte sig til dem, der forlangte , hvad der efter hans Anskuelse var noget for Meget, end til dem , der aldeles ikke vilde vide af nogen Reform at sige.
Hr. Magister Steen formanede de to Partier, der af ham betegnedes som der nationale og det ikke-nationale, til Enighed eg Forsoning; de vare dog enige i det Væsentlige: de ønskede Alle Frihed.
Hr. Redacteur Grüne udviklede, at foruden Ordet Frihed vilde et andet Ord ofte komme til at lyde, og det var Ordet Lighed, og at dette Ord vilde faae sin fulde Betydning, derfor borgede de nyeste europæiske Begivenheder, derfor borgede især vor nærværende Konges folkelige Charakteer.
Hr. Cand. Goldschmidt meente, at vi ikke kunde faae en Constitution strax, fordi vi ikke formaaede at indhente Slesvigernes Mening, uden som en anden Taler havde sagt, at faae et schleswig-holsteinsk Svar. Han meente derfor, at vi foreløbig skulde skjænke Slesvig alle de store politiske Goder: udvidet Communalfrihed, Associationsfrihed, Pressefrihed, Edsvorneretter, osv., og han meente, at det maaskee kunde hænde sig, naar vi sendte Frihedens Due til Slesvig , at den vilde hjembringe Fredens Olieblad.
Dr. Candidat Schak protesterede imod den tidligere brugte Benævnelse: nationalt og ikke nationalt Parti. Det ene Parti laae maaskee Friheden, det andet Ligheden mere paa Hjerte, men nationale vare de begge. Han foreslog derfor, hvis man endelig vilde have to Parlier, at kalde dette Frihed, hiint Lighedspartiet, og opfordrede dem til i ethvert Tilfælde at slutte Broderskab med hinanden. Med Varme og Begejstring udviklede han, hvorledes Nationalitetsspørgsmaalet og Frihedsspørgsmaalet burde gaae Haand i Haand, medens Taleren dog syntes at nære den Anskuelse, at i det nærværende faretruende Øieblik burde dette have Forrang for hiint.
Hr. Høiesteretsadvoeat Orla Lehmann forsvarede sig imod den Beskyldning, at han og hans politiske Venner nogensinde havde viist sig som Frihedens utroe Tjenere, medens de kæmpede for Eidergrændsen. Han erindrede om, at han havde været den Første, der nedlagde en høitidelig Protest mod vor nærværende Valglov, at han havde kæmpet med Utrættelighed i Pressens Tieneste, at Ingen var lagt mere for Had af Aristokraterne end netop han, og at han nu som altid var Demokratiet hengiven, men han forlangte rigtignok en ganske anden Frihed, end den Communalfrihed, Hr. Goldschmidt forlangte. Han vilde have en Folkefrihed, afpræget i Statsstyrelsen, og derfor maatte vi ogsaa bestemme, hvor den danske Slats Grændser vare, derfor havde han og hans politiske Venner oprejst deres Banner ved Cideren. Om dette opfordrede han alle Fædrelandsvenner til at samle sig, og hvis Aristokraterne undlode at give Møde eller gjorde fælles Sag med Landets Fjender, da vee dem !
Efterat Hr. Cand. Albert i, Magnus Eirichson og nogle andre Talere havde fremsat deres Bemærkninger med Hensyn til de nærværende Stemninger og Tilstande hævedes Forsamlingen Kl. 11½. Discussionen blev ført med en Orden og parlamentarisk Tact, som man ikke skulde have ventet hos os, hvor store Folkeforsamlinger endnu ere et Særsyn. Den upartiske og besindige Maade, hvorpaa Dirigenten, Hr. Fineerskærer Frederiksen, ledede Forhandlingerne, bidrog imidlertid ikke lidet hertil.
Rettelse. I Referatet af Forsamlingen i Casino, som findes i Tillæget for i Morges, er indløben et Par Feil, som herved rettes: L. 16 Danmarks og Slesvigs constitutionelle Forfatning l. Forening, L. 19 søgte at realisere Øiemedet med Forsamlingen l. søgte at paavise Midler til at realisere osv.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1848, 2. udgave).
Den 14. marts og frem bragte Berlingske nyheder fra flere steder i Europa hvor de lokale magthavere havde ophævet eller lovet at ophæve censuren, regeringsskifter og andre betydelige ændringer i regeringsforholdene. Det gjaldt fx Hannover, Brunsvig, Hessen, Darmstadt. Andre steder fra var krav blevet afvist, fx af den østrigske kejser. Endnu andre steder meldtes om uroligheder, fx Hamburg, Østrig. En udførlig beretning fra Preussen blev offentliggjort den 18. marts 1848 (i 2. udgaven) og i de følgende dage også fra andre tyske stater.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar