Om Troppernes Ophold i Colding. (Efterskrift til Politivennen)

Om Troppernes Ophold i Colding har Redaktionen modtaget følgende Brev fra Colding af 6te Juni: Tidsrummet fra den 2den Mai, da Preusserne i Ilmarsch og i tætsluttede Masser strømmede igjennem vor By for at afskjære vore Tropper Overgangen fra Snoghøi og Fredericia, indtil den 26de, da de sidste af disse ubudne Gjæster forlode os, vil vistnok forblive i uudslettelig Erindring hos Enhver, der har tilbragt samme her i Byen. For de Fleste var der en saa piinlig Tid, som vi ingensinde havde troet at skulle opleve. Jeg vil ikke tale om del materielle Tab, den medførte: Saadant glemte man for det meste dengang. Men et saare tungt aandeligt Tryk hvilede paa os. Vi ængstede os for Fædrenelandets Skjebne, vi harmedes over at see Fjenderne som Herrer i vor By, foragtelige Forrædere som Tiedemand og Consorter gaae omkring her og komme i vore Huse (til Preusserne), uden at have Magt til at kaste dem paa Døren, over at see vore Medborgere, Bønderne, ligge paa Pladser og Torve med deres Heste og Vogne for at kjøre efter den ofte bydende og haarde Fjendes Bud. Vi levede som Fanger, afskaarne fra den øvrige Verden, hørte i Almindelighed om de offentlige Anliggender og Krigens Gang Intet eller kun Saadant, som Fjenderne berettede og fremstillede i deres Lys, og vare saaledes berøvede Alt, hvad der i slig sørgelig Tid kan tjene til at styrke Sindet og opretholde Haabet, undtagen Tilliden til Gud og vor retfærdige Sag. Mange af os savnede Familielivets Opmuntring og Trøst, fordi vi havde bortsendt vore Kjære fra en Egn, som kunde ventes at ville blive Krigens Skueplads, og hvor Mangel paa Levnets midler sandsynligviis efterhaanden maatte indtræde, selv om ikke den paatænkte Plyndring var kommen til. Det vilde nu være meget uretfærdigt ikke at indrømme, at de preussiske Tropper i det Hele have overholdt god Disciplin, ja, som Fjender betragtede, opført sig meget stikkeligen; man kunde stundom fristes til at beklage, at de kom som Fjender, saa høflige og godmodige viste de sig i Almindelighed. Imidlertid mangler det ikke ganske paa Exempler paa det Modsatte, og de tage mærkeliges Feil, som mene, at det "dog var omtrent det Samme som at have Indqvartering af vore egne Tropper". Ved Siden af denne Høflighed opførte de (mindst de Menige) sig tit med en Ugenerthed og bydende Adfærd, som ikke saa ganske passede til den "store Intelligents", som enkelte af dem ideligen priste hos den preussiske Armee. De requirerede paa flere Steder efter Behag varm Mad 3 Gange dagligen, inviterede Gjester hos sig paa deres Værters Bekostning og bestilte da uden videre saa og saa mange Couverts til, anordnede Spisetiden osv., kort, gererede sig som Herrer i Huset, det de da ogsaa vare. De Commanderendes Fordringer og Requisitioner vare, som bekjendt, ingenlunde beskedne eller altid billige: det synes ikke synderligt passende for den fra "das grosse deutsche Vaterland" sendte Armee, at den ikke engang vilde betale Ligkisterne til deres egne Døde, men tvang Communen til at levere dem; dette som et Exempel. At der var blevet til Alvor med Plyndringen efter den 28de, tvivler her vist Ingen om, da Wrangel neppe truede uden at opfylde sin Trudsel. Det er vist, at mange Soldater erklærede ikke at ville plyndre og at flere Officeerer yttrede sig i samme Aand, især hvor Talen var om denne By og Egn, hvor de nu engang kjendte Folk og "vare blevne godt behandlede"; men dette vilde ikke have kunnet afværge Sagen i Almindelighed. Det var kun deres pludselige og for dem selv uventede (dette veed jeg med Vished) Afmarsch, der frelste os.

Stemningen i denne By under den fjendtlige Occupation har været saadan, at den vistnok fortjener megen Paaskjønnelse. Man har opfyldt sine Forpligtelser imod de Indqvarterede med Villighed og Høflighed, i Erkjendelse af, at det Modsatte nytter lidt men skader meget; men man har forøvrigt holdt sig kold og fremmed imod Fjenderne, ikke søgt eller modtaget noget Samqvem med dem uden det, som ikke kunde undgaaes, og ved enhver Lejlighed har man, naar Samtalen faldt paa de politiske Stridsspørgsmaal, med Bestemthed forsvaret vor retfærdige Sag. Denne, som jeg troer, agtværdige Holdning hos Byens samtlige Beboere, Borger som Embedsmand, har ikke savnet Paaskjønnelse hos Fjenden; jeg har hørt og seet flere mundtlige og skriftlige Tilkjendegivelser, især fra Officerer, af den Agtelse, som "den danske Befolknings trofaste og patriotiske Holdning", indgød dem, formodentligen i Modsætning til den Foragt som de følte og uforbeholdent lagde for Dagen for det Slesvigholsteenske Forræderi (den samme Dag, da de rykkede herind, beklagede 4 Soldater sig til mig over, at de her skulde kæmpe for Rebeller, imedens de i Berlin havde kæmpet imod Rebeller). Jeg troer derfor, at de ved deres Ophold i Jylland og ved de Oplysninger, de her villigen (thi man bearbejdede dem rigtignok dygtigen i denne Retning) modtoge om Tingenes virkelige Tilstand i Slesvig (den de dog tildeels, "til deres store Forundring", selv havde bemærket ved Gjennemmarschen, navnlig hvad Sprogforholdene angik), ville være blevne istand til at berigtige Meningerne herom i Tydskland, naar de vende tilbage, og jeg tvivler aldeles ikke paa, at de ville gjøre dette. I Begyndelsen fortalte Nogle om "en provisorisk Regjering, som det forurettede og og af vore Ministre saa aldeles forladte Jylland vilde oprette" o. dsl., og bleve høilig forundrede, da man loe af dem og forsikkrede dem, at de ikke kjendte Jydernes Aand ret, naar de troede, at Nogen tænkte paa Sligt; thi vel sukkede vi under et tungt Aag, men vi forlangte ikke, at Danmark skulde opoffres for at skaffe os en hurtigere Lettelse o. s. v. Men siden forandrede de baade Anskuelse og Tale.

Meest mærkelig er Stemningen hos de preussiske Tropper imod deres "Saakaldte Regjering" og imod Berlin. Af mangfoldige Officerer og Soldater hørte jeg yttre, at de langt hellere gik hjem og tugtede deres egen Pøbel end her føre en uretfærdig Krig. Men stærkest af Alt og et Exempel fremfor alle er, at den sidste Aften 4 Officerer i Nærværelse af en dansk Embedsmand, hos hvem de vare indqvarterede, yttrede, at de haabede, at "den Tid var nær, da Provindserne reiste sig imod det Tyranni, som Pøbelreden Berlin udøvede", og under Yttringer af heftig Forbittrelse drak paa, at "de maatte opleve den Glædesdag, da de kunde være med at skyde denne lumpne Stad og dens skjændige Befolkning ned", og at Pøbelherredømmets Tid maatte være forbi! Det var næsten tungt at høre dem sige: "De har dog Noget at kjæmpe for, men vi have intet Fædreneland."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1848, 2. udgave).

Barrikadekampe fra martsdagene i Berlin 18.-19. marts 1848. Mindeblad af ukendt kunstner. Public Domain. Den 15.-18. marts blev der udkæmpet blodige barrikadekampe i Berlins gader. Den 19. marts måtte den preussiske konge Frederik Vilhelm 4. kalde regeringstropperne tilbage, love politiske reformer og stille sig i spidsen for de tyske enhedsbestræbelser. Pressecensuren blev ophævet, et nyt liberalt ministerium blev udnævnt, og i maj indkaldtes en forfatningsgivende nationalforsamling. Det var på den baggrund at en preussiske hær på det tyske forbunds vegne var trængt op i Jylland. At der fandtes konservative preussiske officerer i Jylland i juni 1848 som var imod de liberale reformer og opfattede dem som resultatet af "pøbeloptøjer", er ikke utænkeligt. I december 1848 opløste Preussens konge med  støtte fra modrevolutionære kræfter den overvejende liberale nationalforsamling. Han genoprettede det gamle styre og udnævnte et nyt ministerium med basis i den konservative modrevolution og blandt junkerne.