En artikel i Allgemeine Zeitung havde en beretning om slaget ved Slesvig, men også om hvordan man blev modtaget i byen bagefter. Oversættelsen står først.
Slaget ved Slesvig.
(Fra den slesvig-holstenske avis af 25. april)
(En lang beskrivelse af situationen i Slesvig).
Jeg vil tilføje et par ord om slesvigernes jubel da befrierne dukkede op. Da vi så de glade ansigter i husdørene, den ivrige bæring af forfriskninger, den lange række af sorte, røde og gule flag, mens nogle få skridt væk de danske kanonkugler stadig faldt fra slottet ind i husene, spærrede mangen mænds øjne op som ikke havde grædt længe. Vi havde ingen anbefaling udover, at vi ikke var danskere, vi var simple civile frivillige af den mest ubrugelige slags, men gik alligevel ind og satte de kødretter foran os, som var beregnet til danskerne; hvorved der ikke manglede vittige bemærkninger om danske der aldrig fik nok trods kødspisning tre gange om dagen, om det skældsord, om propagandaens bestræbelser for hver dag at forsyne soldaterne med friske sange *) og lignende ting. Samtidig havde man inderligt ondt af de stakkels mennesker der blev holdt i bevidst uvidenhed af de skruppelløse ledere og fortalte den opbyggelige historie om de "falske preussere". For retfærdighedens skyld vil jeg dog ikke skjule en lignende fortælling, måske bevidst spredt blandt preusserne for at mindske frygten for de danske skibe, "at prinsen af Preussen er ved at skynde os til hjælp med en engelsk flåde." Må alle lister være lige så uskyldige som denne, hvis det er det! Slesvigerne roste danskernes gode natur og disciplin, og hvor inderligt de end ønskede danskerne et efterfølgende nederlag, plejede alle at undtage deres indkvarterede fra det. De samme borgere som heppede de første tyskere ind i deres hjem, fortalte dem så over bordet at de havde gemt et par danske jægere ovenpå, som de ville slippe ved første lejlighed. Du må ikke at glemme hvad byen har lidt. I fjorten dage mens alle forretninger naturligvis stod stille, holdt de som straf for deres tyske følelser og for egen regning den danske hovedhær på ovennævnte trykkende måde, og måtte hver dag sende vogne med fersk kød og andre proviant til alle forposterne (hvilket vi i øvrigt ikke må glemme at skrive til danskerne på deres debetkonto). De få embedsmænd og notabiliteter der blev tilbage, blev jaget og forfulgt på alle tænkelige måder; af mangel på andre blev selv prædikanterne slæbt bort hvis de på nogen måde var den ære værd. Vi vil levere mere præcise rapporter om dette dødfødte forsøg på at danisere slesvigerne; men vi må ikke skjule den tapre og sympatiske passive modstand som de ikke flygtede slesvigere gjorde mod det danske pres. Efter den triste aften den 10. skulle de hejste sorte, røde og gule flag naturligvis forsvinde; men intet rødt og hvidt dukkede op. De få indfødte danskere der havde tænkt sig at gøre det, mislykkedes på grund af trusler fra deres tyske medborgere. De danske kommissærer forsøgte forgæves at besætte de ledige stillinger; embeder blev formelt tilbudt, selv til subalterne embedsmænd, de oprindeligt stillede betingelser blev droppet, der blev førte kampagne, man bad om at acceptere embedet - svaret var: den foreløbige regering var blevet anerkendt. Præsten Haack i Friedrichsberg blev endnu den 22. ds. af fratrådte en regeringskommission p. t. at udgive en publikation i Haderslev; Han nægtede. De hentede ham med dragoner; så han fik udstedt et revers: at han proklamerede dekretet for at undgå arrestation, og i øvrigt protesterede mod at anerkendelsen af regeringskommissionen blev udledt af denne publikation. Herredsfoged Sarauw blev tilbudt, jeg ved ikke hvilken stilling som magistrat uden nogen betingelser; han erklærede at han ville acceptere dem på én betingelse: at Slesvig blev optaget i det tyske forbund. Sandelig, hvis det var en ære for Slesvig at blive forenet med Tyskland, er det også en ære for Tyskland at Slesvig er en tysk by.
Die Schlact bei Schleswig.
(Aus der Chleswig-holsteinischen Zeitung vom 25 April)
(En meget lang beskrivelse af slaget ved Slesvig er udeladt).
I fühe noch ein Wort über den Jubel der Schleswiger hinzu als die Befreier erschienen. Als wir die frohen Gesichter unter den Hausthüren, das eifrige Herbeischleppen von Erfrischungen, die lange Reihe schwarz-roth-goldner Fahnen sahen, während wenige Schritte davon noch die dänischen Kanonenkugeln aus dem Schloss in die Häuser schlugen, da gingen manchem Manne die Augen über der lange nicht geweint hatte. Wir hatten keine Empfehlung als dass wir keine Dänen waren, wir waren simple Civilfreiwillige der unnützesten Art, aber dennoch hinein und setzten uns die Fleischschüffeln vor die für die Dänen bestimmt gewesen waren; wobei es denn an launigen Bemerkungen über die trotz täglich dreimaliger Fleischnahrung nimmer satten Danske, über die misslautend Sprasche, über die Bemühung der Propaganda die Soldaten täglich mit frischen - Liedern zu versorgen *) und ähnliche Dinge nicht fehlte. Dabei bedauerte man herzlich die armen Leute, die von den gewissenlosen Leitern in absichtlicher Unkenntniss gehalten wurden und erzählte sich die erbauliche Geschichte von den "falschen Preussen." Der Gerechtigkeit wegen will ich indess ein ähnliches, vielleicht absichtlich, um die Furcht vor den dänischen Schiffen zu mindern, unter den Preussen verbreitetes Märchen nicht verschweigen, "dass der Prinz von Preussen im Begriff sey mit einer englischen Flotte uns zu Hülfe zu eilen." Möchten alle Kriegslisten so unschuldig seyn wi diese, wenn es eine ist! Die Schleswiger rühmten die Gutmüthigkeit und die Mannszucht der Dänen, und so herzlich sie den Dänen eine nachbrückliche Niederlage wünschen, so pflegte doch ein jeder seine Einquartirten davon auszunehmen. Dieselben Bürger welche die ersten Deutschen jubelnd in ihre Häuser führten, erzählten ihnen dann über Tisch dass sie oben ein paar dänische Jäger versteckt hätten, die sie bei nächster Gelegenheit laufen lassen wollten. Dabei muss man nicht vergessen was die Stadt gelitten hat. Vierzehn Tage lang haben sie, während natürlich alles Geschäft ruhte, zur Strafe für ihre deutsche Gesinnung uaf ihre Kosten die dänische Hauptarmee in der oben angedeuteten teichlichen Weise unterhalten, täglich selbst an alle Vorposten Wagen mit frischen Fleisch und anderen Vorräthen absenden müssen (was wir übrigens nicht vergessen dürfen den Dänen für die künftige Abrechnung ins Debet zu schreiben). Dabei wurden die wenigen gebliebenen Beamten und Notabeln auf jede erdenkliche Weise gehudelt und verfolgt; in Ermangelung anderer schleppte man selbst die Prediger fort, wenn sie nur irgend dieser Ehre würdig waren. Wir werden genauerte Berichte über diesen toftgebornen Danisirungsversuch an Schleswigs nachliefern; aber wir dürfen nicht verschweigen welchen tapfern und gesinnungscollen passiven Widerstand die nicht geflüchteten Schleswiger den dänischen Druch entgegensetzten. Die schwarz-roth-goldenen Fahnen mussten natürlich nach dem traurigen Abend des 10. d. verschwinden; aber keine roth-weisse zeigte sich. Die wenigen gebornen Dänen die es beabsichtigten, unterliessen es in Folge der Drohungen ihrer deutschen Mitbürger. Die dänischen Commissäre versuchten vergebens die erledigten Stellen zu besetzen; man bot die Aemter förmlich aus, sogar an Subalternbeamte, man liess ab von den anfangs gestellten Bedingungen, man warb, man bat um liebernahme des Amtes - die Antwort war: man habe die provisorische Regierung anerkannt. Dem Pastor Haack in Friedrichsberg wurde noch am 22 d. aufgegeben eine Versügung der Regierungs-Commission p. t. zu Hadersleben zu publiciren; er weigerte sich. Man holte ihn mit Dragonern ab; da liess er sich einen Revers ausstellen: dass er die Verordnung proclamire um der Arrestation zu entgehen, und übrigens dagegen protestire dass aus dieser Publication eine Anerkennung der Regierungscommission gefolgert werde. Dem Hardesvogt Sarauw wurde ich weiss nicht mehr welche Amtmannsstelle ohne alle Bedingungen angeboten; er erklärte dass er sie annehme unter einer Bedingung: dass Schleswig aufgenommen werde in den deutschen Bund. Wahrlich, wenn es eine Ehre für Schleswig war mit Deutschland vereinigt zu werden, so ist es auch eine Ehre für Deutschland eine detscher Stadt ist.
*) eines derselben schloss:
Og naar de Tydske all' er död'
Da kommer den gode Tid.
Und sind die Deutschen alle todt
So kommt die gute Zeit.
(Allgemeine Zeitung 1. maj 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar