Den 23. april 1849 blev Kolding indtaget af den slesvig-holstenske hær.
Tyske styrker rykkede for anden gang op i Jylland.
Vinteren 1848/49 og foråret 1849 diskuterede man også Grundloven. Kjøbenhavnsposten filosoferede i den anledning over hvorvidt der overhovedet var nogen der repræsenterede proletariatet:En folkelig Rigsdagsmand.
I en artikel i Københavnsposten af 3. f. m. findes følgende passus: "Man nævne dog, hvilken københavnsk deputeret der kan stemples som repræsentant for "Proletariatet."" Ved at læse disse ord kom jeg til at tænke på pastor Visby. Denne mand har ved 2 møder af Afholdsforeningen, og rimeligvis også på valgdagen d. 5. oktober, erklæret sig for den simple mands ven og sagt at han med varme ville tale den fattiges sag på Rigsdagen, ifald han skulle blive valgt; for han, en landsbyskolelærers søn, har været meget blandt bønder, og derude leget med barbenede drenge "og De ved jo nok", sagde han, "at ungdomskærlighed ikke så let udslettes", (men den kan dog, hr. pastor!) - og som præst har han haft meget med fattige at gøre, og kender således nøje deres trang. Ligeså erkender han til fulde, at det ville være en forurettelse imod disse, hvis de blev udelukkede fra valgret, da de lige så fuldt som deres mere velhavende medborgere bidrager til statsfornødehederne. Har pastoren holdt sit løfte? har Kjøbenhavnsposten grund til at tvivle hvad ham angår? - Lad os se! - I den vidtløftige debat i Rigsforsamlingen om valgretten, har han ikke åbnet sin mund en eneste gang, skønt der var anledning for en folkesindet mand til at tale simpelmands sag, og skønt han ved forhandlingerne før og efter har vist, at han ikke frygter for at tale. Men måske har han ikke befundet sig vel i denne mellemtid - Lad os betragte hans færd andet steds - muligvis kan der så opstå et lys, der kan forklare os grunden til hans tavshed ved valgretsforhandlingerne.
Skønt han er formand for afholdsforeningen, har han dog i det sidste halve år ikke været til stede ved denne forenings møder oftere end 3 (måske dog 4) gange, og han mødte da næppe engang for afholdssagens skyld, men snarere for at agitere. Første gang han mødte, var, da våbenstilstanden til Malmø gennem fremmede tidender og ministeriets tavshed var blevet officielt bekræftet, og da folket viste sig utilfreds med den i almindelighed og de opbragte fjendtlige skibes udlevering isærdeleshed. Han stod ikke, sagde han, i noget personligt venskab til nogen af ministrene, talte følgelig ikke til gunst for dem, og af den grund måtte man være forvissede om hans ærlighed, når han forsikkrede, at våbenstilstanden var fordelagtig for os. "Tyskerne ynder den ikke, den må altså være ufordelagtig for dem; men er den det, så må vi holde på den, for så kan man være forvisset om, at den er god."
Hans ømme (!) hjerte tålte ikke den elendighed, som skibenes opbringelse og konfiskation ville bevirke iblandt de fattige i Tyskland, der havde fortjeneste ved havnene og handelen. (De fattige på Christianshavn har sikkert haft prøver på denne deres sjælesørgers faderømhed og omsorg?) Den sum, man kunne få ved salget af skibene, var ikke større end at den i få uger ville medgå til at holde vor arme på krigsfod. At forlange ministrenes afsættelse havde man følgelig ingen grund til; vi kunne tværtimod snarere være tilfreds med hvad de havde gjort. (De skulle se at blive redaktør af et ministerielt blad, hr. pastor! De kan, ved Gud, blive god!)
Den anden gang hr. formanden for afholdsforeningen indfandt sig ved møderne, var dengang typograferne havde sagt op hos deres principaler. Imod en lignende "opsætsighed" ville han advare forsamlingen. Om jeg husker ret, var det ved samme møde han prøvede på at slå afholdsforeningen ihjel. Dennes virksomhed, mente han, var ikke nødvendig her i landet, såsom en af hans kolleger (en præst og rigsdagsmand) havde afholdt sig fra at drikke brændevin, da det ikke længere smagte ham!
Tredje gang han mødte, var da oldermændene havde rejst sig mod den bestående valgret. Efter at have forudskikket den bemærkning at han ikke var vel, og forsamlingen derfor måtte være skånsom i bedømmelsen af hans foredrag, talte han om: hvorvidt erklærede drikfældige burde udelukkes fra valgret, og da han var færdig hermed, (det varede henved en halv time), spurgte han forsamlingen om ingen havde noget at spørge om med hensyn til rigsdagsforhandlingerne, da han så gerne ville besvare det. Der er dem der mener at det var forud aftalt med den af de tilstedeværende, som da kom frem med det spørgsmål: hvilken af de 2 adresser man skulle holde sig til, den fra oldermændene eller den fra håndværkerdannelsesforeningen. Enten det forholder sig så eller ikke - nok er det, at hr. Visby, der før havde klaget over upasselighed, derefter vedblev i over en halv time klart at fremstille forholdene således, som han ønskede at vi skulle opfatte dem. Først bemærkede han at det ikke passede sig for ham som rigsdagsmand at udtale sig over det forelagte spørgsmål, for ikke at indvirke på vor beslutning i den henseende, og at han kendte den sidste adresse for lidt til at kunne dømme om den (og dog sagde han snart efter, at begge Adresser manglede et væsentligt punkt - jeg husker ikke hvilket); men han ville dog deraf tage anledning til at udvikle forholdene, således som de stillede sig for rigsdagsmændene overhovedet. Derefter spørger han, om der var bønder til stede, og da han havde erfaret, at der ingen var, så fortaIte han, at der her i landet var 100.000 husmænd og inderster, hvem man måtte frygte for at skulle få del i valget af rigsdagsmand (han glemte at sige, at et tilsvarende eller måske et større antal ejendomsløse findes i købstæderne).
De fattige i købstæderne i almindelighed og København særdeleshed frygtede han ikke for, da de vist ikke ville gøre misbrug af deres valgret (han selv var jo blevet valgt ved hjælp af dem); men det ville være gyseligt at tænke sig, at den uhyre mængde udannede bønder skulle få del i valgene, de kunne jo rive al magten til sig og derhos sende uvidende mænd til Rigsdagen, og hvilke farer for landet ville der da ikke opstå! For at dette ikke skulle ske, måtte de "fattige" i købstæderne også finde sig i at udelukkes fra valgretten, da der ellers kunne befrygtes uroligheder i landet, ifald bønder alene skulle udelukkes derfra. Enhver læser kan heraf bedømme, om Visby har besvaret spørgsmålet om adresserne? - Har han så holdt sit til folket givne løfte? - Oldermændene og konsorter ville måske svare ja, men jeg tvivler meget om, at den klasse af folket, hvis ven og talsmand han offentligt og helligt har forsikret at være, vil udtale det samme ord.
Jeg slutter med den bemærkning, at man overhovedet af hans ræsonnement ser, at med al hans dygtighed er han enten meget overfladisk, hvor det gælder folkets ønsker og tragten, eller han af en eller grund vil skjule den rette sandhed og derfor - kommer med en tilsyneladende sandhed. R. M.
(Kjøbenhavnsposten, den 30. april 1849)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar