Et lille indblik (hvis det ellers er troværdigt) i krigsfangernes forhold, og i hvert fald i holdningen til dem fik man gennem denne artikel:
Om de slesvig-holstenske krigsfangers behandling i København - hedder det i L. F. Av. - har den slesvig-holstenske presse som sædvanligt udbredt de skammeligste usandheder. Således fortælles at fangerne kun forundes 1 times ophold om dagen i kasernegården. Det kunne forresten være nok, men vi kan fra god kilde forsikre at deres frihed i denne henseende er så lidt indskrænket at der tværtimod er og lige fra deres ankomst har været, dem tilstået 6, skriver seks timers daglig ophold i fri luft, nemlig 3 gange 2 timer hver dag. Lægger man dertil at kaptajnerne får 1 rbd. om dagen, løjtnanterne 4 mk. og de menige 10 sk. foruden et varmt måltid, frit brød og fri vask, at de uforment kun efter en simpel melding, kan modtage besøg, at der endogså besørges bøger skaffet dem fra lejebibliotekerne, når de ønsker det - så gad vi nok vide hvad disse slyngler kan forlange mere, vi gad nok vide og de bilder sig ind at de ungarske eller preussiske eller badenske insurgenter bliver behandlet således. Forresten kan man ikke sige andet om dem, end at de i det hele opfører sig manerligt. Den egentlige landbefolkning blandt dem synes at betragte hele sagen med megen ligegyldighed. Den fremherskende tanke hos dem er at komme hjem. Men de mere dannede iblandt dem, navnlig fra købstæderne, er uhelbredelige fanatikere.
(Ribe Stifts-Tidende, 20. august 1849).
Den 22. august vedtog landsforsamlingen i Slesvig med stemmerne 55 mod 41 at acceptere våbenstilstanden. Begrundelsen var at forhindre en invasion af danske tropper, omend det ikke forhindrede den danske propaganda over overgreb i forvaltningen. Også statholderskabet tilsluttede sig våbenstilstandskonventionerne. Kongen af Danmark anerkendtes stadig som hertug af Slesvig-Holsten med regeringsret, mens statholderskabet havde regeringsmagten.
De svenske og norske tropper som skulle opstilles i Nordslesvig, blev afskibet fra Sverige omkring den 19. og 20. august.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar