Smaanyt, Slutningen af Marts 1849. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et brev fra Aarhusegnen). Herovre mener man, at indtægterne af Fyns og Lollands bispestole passende kunne været anvendte til at skaffe soldaterne nye pistoler og gode sabler, for der er meget at udsætte på dem som de har. Lehmann siger ganske naivt om Monrad: "ja han har forstået det". De har vel hørt, at vi her i Aarhus har haft en emeute? Aarhus har i nogle timer så godt som været erklæret i belejringstilstand, skønt ikke officielt. 

Fredag den 9. dennes udbrød en bevægelse mellem de 5 til 600 matroser, som her var samlede for at afgå til København. En boghandler på det store torv havde fornærmet en matros, af hvem han havde forlangt en enorm pris for jeg ved ikke hvilken vise. Matrosen fik ved denne lejlighed et blækhorn lige i ansigtet. Rasende styrtede han ud på gaden og opfordrede sine kammerater til hævn. Boghandlerens vinduer blev knust med sten og han selv kom i livsfare. I dette kritiske øjeblik samlede den høje magistrat sig og en comite du salud public udstedte en majestætisk proklamation som matroserne tog sig den frihed at besvare med den yderste hån. Politimesteren imødegik bevægelsen en grande tenue med fire betjente. Han fik naturligvis prygl og det ingenlunde reglementerede. Han var nær blevet et offer for matrosernes rasen. De var nemlig aparte forbistrede på ham. Grunden hertil er egentlig litterær. Hr. Nielsen er ingen ynder af litteratur, navnlig poesi, specielt viser. Især kan han ikke udstå sangen for flåden. Nogle drenge som en søndag aften afsang denne yndede sang på gaden, havde han ladet øjeblikkelig arrestere og afstraffe. Denne historie kendte matroserne. De indså hr. Nielsens kritiske stilling. Han var aldeles i mængdens magt. 

Faren var stor: il n'etait question de rien moins que d'avoir la tete de M. Nielsen, som det ved lignende lejligheder officielt hedder i Frankrig. Imidlertid undkom han ligesom ved et under og reddede sig ind i sin patron hr. Graabs bolig. Men matroserne belejrede nu formelig hr. Graab og fordrede politimesteren udleveret. Man tænke sig hr. Graabs stilling! Her var ikke tid til at referere til justitsministeren eler som i gamle dage til det kgl. danske Kancelli. I sin befippelse fik hr. Graab bud efter militæret der mødte i masse; men da ingen havde lyst til at optræde som en Windisch Grätz og mindst af alle hr. Graab, så demoraliseredes den bevæbnede magt og truede at forene sig med matroserne. Imidlertid overbeviste man dem om, at Nielsen var flygtet gennem en bagdør og havde forladt byen. Massen fordelte sig nu igen og matroser og soldater fraterniserede fuldkomment. Hr. Graab skal have været i begreb med at flygte. Amtsforvalteren flygtede virkelig med den ham betroede kasse og vendte først dagen efter tilbage. Næste morgen afgik matroserne til København. Aarhus har siden været rolig. Forøvrigt vedbliver det politiske røre. De konservative, liberale og radikale holder hinanden så temmelig stangen. Nogle ønsker Lehmann og Monrad til Ministre. 

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1849)

Ribe. - Som følge af krigen er nu for størstedelen den mængde tyske håndværkssvende der var her i landet, draget hjem. Denne omstændighed i forening med at en stor del af vore egne er ved armeen, forårsager at her i provinsbyerne føles mangel på håndværkssvende, især skomagere og skræddere. Vi vil anmode de københavnske blade om at gøre opmærksom på det for om muligt folk fra Sverige og Norge måtte have lyst til at søge arbejde her.

(Ribe Stifts-Tidende, 26. marts 1849).

For nogle dage siden har et par hamborgske probenreutere der i det mindste den ene af dem, i en kro her i nærheden (i Jylland) vovet at udtale sig om vores politiske forhold på en måde som kun en tyskers frækhed og brovtende uforskammethed kan tillade sig. Konen i huset var desværre ene hjemme, så at herren fik ikke her den behandling han havde fortjent. Enhver tysker der opfører sig fredeligt her i landet, bør naturligvis tåles, og om fornødent beskyttes. Men ingen dansk bør længere tåle selv den mindste krænkelse af sin nationalitetsfølelse.

(Ribe Stifts-Tidende, 27, marts 1849).

Mens den danske hær opmarcherede på Als og andre steder langs grænsen, rykkede tyske tropper ind i Holsten og dernæst Slesvig for at støtte den 20.000 mand store slesvig-holstenske hær. Blandt de mange og lange partiske artikler, kunne man se denne lille notits:

I byen Slesvig har man fejret den 24. marts som årsdagen for opstanden ved en kirkefest. Også præsidenten i landsforsamlingen holdt en tale, hvori han påstod opstandens retmæssighed, men mente dog at man så heller ikke måtte gå videre, ikke virke for at løse de bånd der knytter hertugdømmerne til Danmark. Til slut opfordrede han forsamlingen at tilkendegive om de bifaldt hvad han havde sagt ved at rejse sig. Og de rejst sig alle og blev stående.

(Kjøbenhavnsposten, 28. marts 1849)

"The fortress of Rendsburg - entry of the danish prisoners - from a sketch by a correspondent."Illustrated London News, 21. april 1849.