Almindeligt Hospital. I "Ugeskrift for Læger" findes en særdeles interessant Beretning om Lægetilsynet ved almindeligt Hospital. Det er mærkeligt at see, hvorledes Antallet af de indlagte Syge har tiltaget siden 1808, da Antallet kun var 1480; det steg successivt og udgjorde i Aaret 1851: 4335. Vi ville foreløbigen optage af denne Beretning følgende:
"Med Hensyn til almindeligt Hospital befinder den hele indre Organisation sig endnu paa samme Standpunkt som i 1840. Da imidlertid dette Hospital er det eneste, der i Regelen optager Syge med Syphilis og Hudsygdomme, og hvor altsaa en grundig praktisk Kjendskab til disse saa gængse Sygdomsformer kan erhverves, var det saare naturligt, at Ideen om at gjøre det betydelige og særegne Materiale, der her var samlet, mere frugtbringende, ved at faae en særskilt Klinik for Syphilis og Hudsygdomme oprettet, ikke strax kunde døe hen. Dette blev saa meget mindre sandsynligt, som Conferentsraad Bang, der i de nærmest foregaaende Aar saa levende og virksom havde interesseret sig for hele Medicinens tidssvarende Udvikling hos os, i 1841 var indtraadt som Medicinaldirecteur i Hospitalsdirectionen. Allerede 1542 indgav han ogsaa, tilligemed den anden Medicinaldirecteur, Professor Hoppe, et Forslag om Oprettelsen af en tredie Afdeling for Syphilis og Hudsygdomme ved Siden af den medicinske og chirurgiske. Dette Forflag førte imidlertid af ubekjendte Grunde ikke til noget Resultat.
Da der i 1847 var indkommet et Andragende fra den daværende Læge for Lemmeafdelingen, Reservelæge Hassing, om at denne maatte erholde egen Læge, bragte Medicinaldirecteuren, Conferentsraad Bang, Spørgsmaalet om et tidssvarende og hensigtsmæssigt Lægetilsyn for Sygehospitalets Vedkommende atter paa Bane. Efter gjentagen Overveielse var man i Directionen kommet til det høist glædelige Resultat, at en passende aarlig Sum baade burde og kunde anvendes for at tilfredsstille Tidens Fordringer i denne Retning; tillige var man betænkt paa, hvis en mulig Forandring i Lægetilsynet ved Svgehospitalet skulde gjøre en større Plads for samme nødvendig, da at skaffe denne tilveje. Hospitalsspørgsmaalet var altsaa traadt ind i nyt Stadium, idet de oeconomiske og administrative Vanskeligheder og Betænkeligheder, der ellers pleie at stille sig mod dets Løsning, vare fiernede, og kun den ene Deel af samme, den reen lægevidenskabelige, stod tilbage at afgjøre. At der i det Hele burde arbeides for en Forbedring i Lægetilsynet ved Hospitalet, derom syntes man i Direktionen at være enig, men hvorledes dette hensigtsmæssigst burde udføres, derom var der i Direktionen selv fremkommet en Mængde Forslag og Bemærkninger, der i Forbindelse med de Herrer Overlægers Erklæringer indeholdt Forslag til de forskjelligste Combinationer og Adskillelser mellem Lemmeafdelingen, Sygeafdelingerne og de syphilitiske Syge *). Der vil saaledes i Sundhedscollegiets Forhandlinger P. 190-191 sees ikke mindre end 6-8 forskjellige Maader, hvorpaa Opgaven efter Direktionens Mening burde eller kunde løses. Da Sagen endelig var blevet saa forviklet, at ingen Enighed kunde ventes tilveiebragt, besluttede man at høre det kgl. Sundhedskollegiums Dom om samme, hvilken ogsaa blev afgiven i en Betænkning af 29de December 1848. Denne særdeles klare og vel motiverede Betænkning fik imidlertid ingen Indflydelse paa Sagens Fremme: den mødte dengang, forunderlig nok, den stærkeste Modstand fra Overlægernes Side, uden at disse dog vare istand til nærmere at begrunde denne Modstand.
Men Nemesis synes her paa en paafaldende Maade at have drevet sit Spil: den har villet, at netop de samme Mænd, der i 1848 og 1849 vistnok af overdreven tjenstskyldig Opmærksomhed af alle Kræfter modsatte sig Hospitalets tidssvarende Udvikling i videnskabelig og human Retning, i 1855 skulde blive ikke alene de første til at forlange den Reform, imod hvilken de selv saa ivrig havde kæmpet, men ogsaa paa den meest indtrængende Maade forlangte den øieblikkelig iværksat, fordi Arbeidet nu var voxet i den Grad, at det var blevet dem "uoverkommeligt". Da Fattigdirectionen ikke var saa heldig at udfinde en Form, hvorunder man kunde rede sig ud af den store Forlegenhed, nemlig foreløbig at constituere en tredie Overlæge, og da Hospitalets Overlæger ikke kunde modtage den dem tilbudte Assistance (af Reservelæger for 60 Rd. maanedlig), naar ligefuldt det hele Ansvar ligeoverfor alle de Syge maatte paahvile dem, var Sagen ikke langtfra at gaae tilbage paa det gamle Standpunkt, nemlig at blive henlagt. Den trængende Nødvendighed, Arbeidets Uoverkommelighed, synes imidlertid denne Gang især at have holdt den ilive. Overlægerne opfordredes til yderligere at motivere deres Andragende, at en ny Sygeafdeling for Syphilis og Hudsygdomme med selvstændigt Lægetilsyn maatte dannes paa almindeligt Hospital foruden den egentlige medicinske og chirurgiske, og efterat dette paany er overveier af den samtlige Direction, er Sagen nu, saavidt vides, indgaaet til Communalbestyrelsens Betænkning, for derefter at blive endelig afgjort af Indenrigsministeren.
Heller ikke nu synes nogen administrativ Vanskelighed at lægge sig iveien for Dannelsen af en tredie Sygeafdeling, Lokalet idetmindste frembyder ikke, hvilket alt er bemærket af Overlægerne, nogen Hindring for Planens Gjennemførelse; og at heller ikke oekonomiske Hensyn nu optræde hemmende i Directionen, derfor borger alene den Beredvillighed, hvormed den foreløbig har været de 60 Rd. maanedlig til Lægeassistance. (Forts.).
*) See om hele denne Sag Fattigdirectionens Skrivelse til det kongelige Sundhedscollegium i dette Collegiums Forhandlinger for 1848 Pag. 188 o. flg., samt det kongelige medicinske Selskabs Forhandlinger i "Bibliothek for Læger", Januar 1850, Pag. 119, hvoraf Ovenstaaende tildeels er uddraget.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1855. 2. udgave)
Almindeligt Hospital. (Fortsat, see Gaars-Nr.) Der bliver altsaa nu kun tilbage den rene lægevidenskabelige Undersøgelse af Spørgsmaalet, om det her omtalte, mere udvidede Lægetilsyn ved Hospitalet er nødvendigt, og dernæst paa hvilken Maade det bør søges udført.
Om det første Spørgsmaal ere, saavidt vi vide, næsten alle Medlemmer i Fattigdirectionen indtil en vis Grad, om det sidste derimod ere Meningerne Deelte.
Da de Autoriteter, i hvis Hænder den hele Sags Afgjørelse er lagt, ikke indeholde et eneste lægevidenskabelig dannet Element, og da Sagen med Hensyn til den praktiske Medicins tidssvarende Udvikling i Danmark er af væsentlig Betydning, bliver det den medicinske Presses bestemte Pligt at tage Deel i Discussionen og bidrage Sit til, at Begreberne saaledes klares, at de ikke i Afgjørelsens Øieblik ledes paa Afveie. "Ugeskrift for Læger", der altid med Interesse har fulgt og virket for vore Hospitalers Udvikling i lægevidenskabelig og human Retning, skal derfor heller ikke nu unddrage sig den Forpligtelse at belyse en saa vigtig Gjenstand.
For Sagens hurtige formelle Behandling i Communalbestyrelsen og Ministeriet bliver det af Betydenhed at erindre, hvad førhen er bemærket, at det Kgl. Sundhedscollegium allerede i 1848 vidtløftigt og bestemt med Eenstemmighed har udtalt sig, navnlig om de her foreliggende Spørgsmaal, ganske overeensstemmende med Overlægernes nuværende Indstilling og med det Votum, der nu er afgivet af Directionens Fleertal, hvoriblandt de to Medicinaldirecteurer, saa at den øverste Medicinalautorites Mening om Sagen ikke nu behøver at høres.
Vi vende os derefter til de foreliggende Spørgsmaal:
1) er det nødvendigt at oprette en tredie Sygeafdeling paa Hospitalet, for Syphilis og Hudsygdomme, med eget Lægetilsyn?
Herom fortjener Sundhedscollegiets Udtalelse først at erindres. Det bemærker, "at almindeligt Hospital ikke alene maa betragtes som en Helbredelsesanstalt, men tillige som en Læreanstalt, og man veed, at Overlægerne endog ere forpligtede (kgl. Resol. af 3die April 1840) til at optræde som Lærere, og dette Hospital er det eneste i hele Riget, hvor Syphilis og tildeels de ikke febrilske Hudsygdomme grundigen kunne studeres. Naar nu Overlægerne skulle docere disse og andre chroniske Sygdomme, holde Skridt med Videnskaben og Literaturen og ved Siden af disse Forretninger tillige drive privat Praxis, hvortil de, efter den Maade, de ere aflagte, maa antages at være henviste, da silver Collegiet det indlysende, at det vil være saare vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at tvende Mænd, uagtet deres anerkjendte Dygtighed og utrættelige Tienstiver, i Tidens Længde vilde være istand til at løse denne Opgave paa en fuldkommen tilfredsstillende og med Videnskabens nuværende Fordringer overeensstemmende Maade." Denne Sundhedscollegiets Spaadom er alt gaaet i Opfyldelse: de Mænd, hvis "Dygtighed og utrættelige Tjenesteiver" er almindelig anerkjent, og vel ikke mindst i Fattigdirectionen, have nu maattet bekjende, at Arbeidet er dem uoverkommeligt, hvis det skal udfores forsvarligt. Denne Erklæring fra disse Mænd synes alene at burde være tilstrækkelig Grund for Fattigdirectionen til at træffe Foranstaltninger til et tidssvarende, forbedret Lægetilsyn. Da dette imidlertid ikke ubetinget tør antages, bliver en mere objectiv Fremstilling af Forholdet her paa sin Plads.
Nødvendigheden af Lægepersonalets Forøgelse til Hospitalstjenestens nuværende Udførelse er allerede godtgjort i det Foregaaende, hvor den Nøiagtighed i Examinationen og Undersøgelsen af de Syge er omtalt med alle den nyere Tids Hjælpemidler, som den nuværende Medicin fordrer fremfor Tidsperioden 40-50 Aar tilbage. Jo nøiere Undersøgelsen maa være af hver enkelt Syg, desto mere Tid og desto flere Lægekræfter maa da anvendes. Hvis da altsaa Sygeantallet ikke engang var det allerringeste tiltaget siden 1808, da det nuværende Antal Læger ansattes i hospitalets Tjeneste, vilde alligevel nu et forøget Antal have været nødvehdigt paa Grund af den forandrede Aand i den nuværende Lægekunst praktiske Udførelse. (Forts.)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1855. 2. udgave)
Almindeligt Hospital. (Fortsat, see Gaars-Nr.) Men de Syges Antal og deres hele Bevægelse er i betydelig Grad forøget siden hiin Tid. *)
I denne Oversigt findes to Forhold, der ere let iøjnefaldende, og som især, naar der er Tale om lægetilsynets Omfang, fortjene at paaagtes, nemlig den stadige Stigen i det aarlige Sygeantal og den dermed sammennhængende aarlige Forøgelse af Døde antallet. Medens de aarlig indlagte Syges Antal i Begvndelien af denne Periode var i Gjennemsnit emtrent 1500, beløb det sig i slutningen af samme til over 4000. Disse to Tal angive paa den meest slaaende Maade Forøgelsen af det daglige Arbeide for Overlægerne; thi det er som bekjendt især de nye ankomne Patienter, hvis Examination og Undersøgelse optage Overlægens Tid, saa at der endog indtil en vis Grad med mathematisk Nøiagtighed kan beregnes, hvor stort et Tillæg dette ene Moment har givet Overlægernes daglige Forretninger. Hvad nu Dødsantallet angaaer, bliver det ogsaa af Oversigten tydeligt, at dette i det her omhandlede Tidsrum er forøget omtrent til det dobbelte, og at altsaa Obduktionerne for Tiden maa medtage i det mindste det Dobbelte af den Tid, de tidligere have krævet, uden Hensyn til, at den endnu mere bliver forlænget ved den langt større Omhyggelighed og Nøiagtighed, hvormed enhver Section, ifølge den pathologiske Anatomies Udvikling, i den nyere Tid maa foretages fremfor tidligere.
Men selv om Overlægen med sit øvede practiske Blik troer i en kort Tid saavidt at have gjennemskuet de sygelige Phænomener, det være nu hos den Levende eller Døde, at han kan forsvare for den Syge, for sig selv og for Videnskaben strax at gaae til en anden Seng eller Sectionsbord, da holdes han tilbage paa det første Sted af et andet Hensyn, ja af en anden Forpligtelse, thi han er siden 1840 forpligtet til at være klinisk Lærer for de Studerende, han maa forklare og udvikle for disse, hvad han ved første Øiekast selv har iagttaget, sætte dette i Forbindelse med hvad Videnskaben i Almindelighed lærer o. s. v. og saaledes ogsaa her anvende Tid og Kræfter paa en Maade, hvortil han ikke tidligere var forpligtet.
Naar man endelig hertil føier det forøgede Contoirarbeide, der paahviler Overlægerne, alle de Attester og Erklæringer angaaende de Syge eller Døde, Betænkninger om Hospitalsforhold, o. s. v., de idelig maae udfærdige. da vil det maaskee forundre mindre, naar man hører, at den ene Overlæge ikke sjeldent først Kl. 4-5, om eftermiddagen seer sig istand til at begynde at besøge sin private Praxis i Byen, og at begge i Regelen ere nødte til at benytte den største Deel af Aftenen til samme.
Men - vil man maaskee sige fra et isoleret, aldeles materielt, og just derfor uberettiget Standpunkt - siden Hospitalet fik to Overlæger, er det omtrentlige daglige Sygeantal i samme, som de offentlig bekjendtgjorte Udsigter vise, ikke synderlig forøget. Dette forholder sig vistnok i det Hele rigtigt, skjønt en almindelig Slutning angaaende den daglige Sygefreqvents, begrundet paa det tilfældige Sygeantal den sidste Dag i Aaret gjennem en vis Aarrække, maa lede til el feilagtigt Resultat; thi som bekjendt lade alle de Fattige, der kunne slæbe sig fra Hospitalet, sig udskrive fra samme mod Slutningen af Aaret, for i Byen at nyde all de Fordele, som flittige Jule- og Nytaarsgratulationer medføre. Nogen Stigen i den daglig Sygefregvents er imidlertid uomtvistelig. Medens saaledes det daglige Middeltal for Aarene 1818- 1832 vel tør beregnes til omtrent 270 a 280 maa det i de følgende Aar sættes noget høiere, i Aarene 1840 til 1850 omtrent til 350 a 370, og i de sidste Aar til omtrent 400 a 420. Naar Fattigdirectienen i sin nylig udgivne "Erklæring" mener, at det daglige Gjennemsnitsantal af Patienter nu kan ansættes til c. 500, da er denne almindelige Angivelse for høi, selv om ogsaa Sygefreqventsen for en noget længere Tid har holdt sig omtrent dette Tal.
Naar det altsaa nu er faktisk, at omtrent det samme Antal Senge (1809 blev Sengenes Antal forøget til 400) med et senere ikke meget udvidet Lokale, der fra Begyndelsen af aarlig neppe optog 1500 Syge, derefter aarlig har modtaget et jevnt stigende Antal, saa at det i mange Aar endog er gaaet over 4000, naar man endvidere erindrer, at Mortaliteten stadig er blevet gunstigere naar man derhos veed, at der fra Bestyrelsens Side ikke er udrettet noget Stort hverken med Hensyn til Hospitaleis Udvikling i det Hele, ikke heller med Hensyn til Patienternes Tarv i Særdeleshed - da tilkommer der i Sandhed Lægepersonalet stor Roes fordi det ved de Midler, der have staaet til dets Raadighed, saasom hensigtsmæssig, omhyggelig og velledel Lægebehandling, Reenlighed, Extraforpleining osv., har kunnet forkortet Sygdommene og dermed de Syges Ophold i Hospitalet saameget, at dette i de senere Aar har kunnet modtage næsten indtil det tredobbelte Antal. At hele dette Arbeide nu endelig er blevet uoverkommeligt, vil enhver Sagkydig finde i sin Orden.
*) See vor Tidende Nr. 129.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1855. 3. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar