To Digtergrave i Ottensen. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående tyske beretning illustrerer hvordan tysk og dansk kultur minglede i Altona og Hamburg. 

Da Heinrich Heine engang ironisk sagde at Altona, den venlige, lyse, rene by ved bredden af ​​Elben, var den største attraktion i Hamborg, ødelagde han i lang tid grundigt forholdet til indbyggerne i "det danske riges næstvigtigste by", og det tog et godt stykke tid før de tilgav den hensynsløse spotter. I bund og grund kunne man ikke bebrejde folk i Altona at de dengang var lidt sure på digteren, for selvom deres by kun var adskilt fra den kendte og berygtede forstad St. Paulli ("Hamburger Berg") af en smal grænsegrøft så at sige, selvom den ikke ser ud til at være et vedhæng af den mægtige verdenshandelsby, er den bortset fra alt andet alligevel berettiget af dens ekspansion, dens befolkning på godt fyrre tusinde og dens store handels- og fremstillingsaktivitet, for at blive krævet anerkendt af hele verden som en selvstændig by ved siden af det mægtige, skinnende Hamborg. Men ingen patriotisk altonaer stopper der; snarere gør han også krav på at mange af de største seværdigheder, som forfatterne af visse rejseguider kalder Hamborg, tilhører hans by, og det med rette fordi Hamborg og dens vestlige side ejer den ovenfor nævnte smalle grænse grøft forstæder har ikke længere noget eget, det er her den nyopdagede "danske stat" begynder, hvis næstdstørste by derfor får lov til at kalde alle seværdighederne mod vest for sine egne. Der er kun ét syn skabt af en hamburgers hånd som befolkningen i Altona er klar til at overdrage til deres nabo til enhver tid: statuen af ​​manden der er så rigt fortjent rundt omkring i byen, rejst i det storslåede Palmaille (en lang allé bestående af meget gamle elmetræer, lindetræer og bøgetræer). Den øverste præsident, grev V. Blucher. Faktisk kan enhver menneskeligt følende sjæl kun se på denne skikkelse af den gamle værdige mand med frygt og dyb medlidenhed, eftersom han ser ud til at være ved at falde baglæns fra sin piedestal ned i snavset på gaden. Sikke megen latterliggørelse må befolkningen i Altona udholde på grund af denne uheldige statue! Én ting giver dem dog en vis trøst: at hamborgerne ikke tør være med i latterliggørelsen, fordi det er en af ​​deres egne der har begået denne ugerning støbt i bronze.

Klopstocks og Schmidts gravsten fra Lübeck på kirkegården i Ottensen.

Det der i sandhed er rørende, er dog den hengivenhed som befolkningen i Altona viser for en anden attraktion i deres område, de to digtergrave på den venlige kirkegård i Ottensen. For enden af ​​den storslåede promenade begynder den strålende husrække på Klopstocksstrasse, som fører til den verdensberømte Rainville Have. På højre side af gaden ligger den førnævnte folkerige landsbys kirkemark med den flotte kirke, og foran hovedindgangen til sidstnævnte kan man se Klopstocks og Schmidt von Lübecks grave i skyggen af ​​et kæmpe lindetræ, begge omgivet af et smagfuldt, højt jerngitter.

Jeg havde ikke set hvilestedet for Messias-sangeren, der sov der med sin elskede kone og søn i mange år, så jeg blev ikke så lidt glad da jeg fandt den engang ret øde, forsømte grav omhyggeligt renset for ukrudt og underskov og smukt så ud. efter. Og hvor mange friske og halvtørrede blomsterkranse lå der ikke på mindestenene og på espalieret! Selv midt om vinteren, hvor lindegrenene raslende i vinden spreder sølvsnefnugene på graven, lægges de der, disse prægtige blomster som mange andre digteres grave for evigt mangler. Denne gravs skæbne kom ufrivilligt til at tænke på. Tilbage i 1805, da monumentet ankom til dansk område fra Hamborg, spurgte en dansk tolder i Altona stensætteren der stod for transporten, hvor meget stenen havde kostet. Han oplyste trofast prisen til omkring 350 saksiske dalere, og straks blev der krævet 64, siger 64 daler-told, hvilket beløb trods alle forventninger måtte deponeres. Jeg kan ikke sige om der var en positiv beslutning om den rapport, der blev forelagt regeringen. I september 1814 blev monumentet væltet og knust - af hvem ved vi endnu ikke - men blev restaureret af de forenede patriotiske selskaber i Hamborg og Altona og indviet for anden gang den 2. juli (Klopstocks fødselsdag) 1815. Også den ædle, arbejdsomme digter Schmidt fra Lübecks grav fortjener samme kærlige omsorg. Da jeg første gang besøgte den, var den helt dækket af kranse og friske blomster, for det var årsdagen for digterens død. Schmidt er også en af ​​de udødelige; Historier som "das Menschenherz," "der Wanderer," "deutsches Lied" osv. vil blive læst og beundret, så længe der er tysk litteratur.

Man bliver ufrivilligt mindet om Rückerts "Ottensens Grave", når man begynder vandringen til den store varde, Klopstocks hvilested. Men de fleste af versene i det smukke digt passer ikke længere, for "den triste krypt på engen" og generalens grav er der ikke længere. Krypten på engen var graven for 1200 hamborgske mænd, kvinder og børn, som var blevet fordrevet af Hamborgs Alba, hertug Davoust, fra deres hjemland med nådesløs strenghed i den frygteligste vinterkulde under byens belejring, og som nu, syge og elendige, af de 20.000 medlidende måtte blive tilbage i Altona, hvor de, ramt af tyfus, sank meget hurtigt i graven, men under usigelige lidelser. De ulykkelige mennesker blev begravet sammen på en eng. Da ejeren af ​​denne eng i 1841 bad den rige hamborger om at købe det jordstykke, der dækkede knoglerne på dens indbyggere, som var blevet ødelagt af "frost, sult, elendighed og epidemier", for en meget moderat købspris, modtog han et negativt svar; og de jordiske rester af de "tolv hundrede" blev straks gravet op for igen at blive begravet i Hamborgs område. For at den sørgelige historie ender på en meget prosaisk måde, fortælles det at da vognene med det triste læs passerede gennem det kongelige danske grænsetoldsted, blev der opkrævet told for "udgående knogler".

For så vidt angår generalens grav, skete overførslen af ​​liget af hertug Karl Wilhelm Ferdinand af Braunschweig i 1819. Som bekendt fik den gamle helt det dødelige sår i slaget ved Auerstädt. "Vandrende fra land til land med splinterne i sit hoved," kom han til Ottensen og lå der for at dø i et hus (der nedbrændte for nogle år siden), der senere fik navnet Karlsruhe. Den 23. november 1806 sænkede hans tilhængere liget ned i graven på kirkemuren.

Hist og her hævdes det undertiden, og man læser det endda i flere rejsebøger, at der er en tredje digtergrav at finde på Ottenser-kirkegården, Gerstenbergs, forfatteren til Ugolino; Disse oplysninger er dog forkerte, for denne digters grav ligger midt i byen på Helligåndskirkegården. A.W.

Zwei Dichtergräber

Als Heinrich Heine einstdmals den ironischen Ausspruch that, Altona, die freundliche, helle saubere Elbuferstadt, sei die hauptsächlischste Sehenswürdigkeit von Hamburg, da hatte er's für längere Zeit gründlich mit den Bewohnern der "zweiten Stadt des dänisches Reiches" verdorben und es dauerte eine geraume Weile, bis sie dem muthwilligen Spötter wieder gut wurden. Im Grunde konnte man's den Altonaern auch nicht verdenken, dass sie damals ein wenig aufgebracht gegen den Dichter waren, denn wenn auch ihre Stadt, nur durch einen schmalen Grenzgraben von der weitberühmten und weitberüchtigten Vorstadt St. Paulli ("Hamburger Berg") getrennt, gleichsam ein Anhängsel der gewaltigen Welthandelsstadt zu sein schiedt, so ist sie doch, abgesehen von allem andern, schon vermöge ihrer Ausdehnung, ihrer Einwohnerzahl von weit über vierzigtausend und ihrer grossen Handels- und Fabrikthätigkeit wohlberechtigt, von aller Welt die Anerkennung als selbstständige Stadt neben dem mächtigen, glänzenden Hamburg zu fordern. Aber dabei bleibt kein patriotischer Altonaer stehen, er nimmt vielmehr auch viele der ersten Sehenswürdigkeiten, welche die Verfasser gewisser Reisehandbücher als Hamburgische bezeichnen, für seine Stadt in Anspruch und das mit Fug und Recht, denn über den erwähnten schmalen Grenzgraben hiaus besitzen Hamburg und dessen westliche Vorstadt nichts Eigenes mehr, dort beginnt der neuerfundene "dänische Gesamt-Staat," dessen zweite Stadt sich mithin wird erlauben dürfen, alle nach Westen belegenen Sehenswürdigkeiten die ihrigen zu nennen. Nur eine von der Hand aines Hamburgers geschaffene Sehenswürdigkeit istd der Altonaer jeden Augenblick bereit, seinem Nachbar zu überlassen: das in der grandioasen Palmaille (einer Langen aus zum Theil sehr alten Ulmen, Linden und Buchen bestehenden Allee) aufgerichtete Standbild des um die Stadt so hochverdienten Oberpräsidenten Grafen v. Blücher. In in der That, jede menschlich fühlende Seele kann ja auch nur mit Angst und innigem Mitleid diese Figur des alten würdigen Mannes betrachten, sintemal sie im Begriff zy sein scheint, von ihrem Postamente herab rücklings in den Schmutz der Strasse zu fallen. Wie manchen Spott müssen die Altonaer dieses verunglückten Standbildes wegen erdulden! eins gereicht ihnen dabei jedoch zu einigem Trost: dass die Hamburger nicht in das Gespött einzustimmen wagen, denn es ist ja Einer der Ihrigen, der diese in Erz gegossene Missethat verübt hat.

Wahrhaft rührend aber ist die Abhänglichkeit, welche die Altonaer für eine andere Sehenswürdigkeit ihrer Umgegend, die beiden Dichtergräber auf dem freundlichen Friedhofe zu Ottensen, an den Tag legen. Am Ausgange der grossartigen Promenade beginnt die glänzende Häuserreihe der Klopstocksstrasse, welche zu dem weltberühmten Rainville'schen Garten führt. Auf der rechten Seite der Strasse liegt der Gottesacker des genannten volkreichen Dorfes mit der ansehnlichen Kirche, und vor dem Haupteingang der letzeren erblickt man die von einer ungeheuren Linde beschatteten Gräber Klopstocks und Schmidts von Lübeck, beide vom geschmackvollen höhen Eisengitter eingefasst.

Die Grabmäler Klopstock's und Schmidt's von Lübeck auf dem friedhofe in Ottensen.

Seit vielen Jahren hatte ich die Ruhestätte des Messiassängers der dort mit seiner geliebten Gattin und seinem Sohne schlummert, nicht gesehen, ich war daher nicht wenig erfreut, als ich die einst ziemlich wüste, vernachlässigte Gruft sorgfällig von Unkraut und Gestrüpp gereinigt und so schön umhegt wiederfand. Und wie viele frische und halbvertrocknete Blumenkränze lagen auf dem Denksteinen und an dem Gitter! Selbst mitten im Winter, wenn die im Winde rauschnden Zweige der Linde die silbernen Schneeflocken auf das Grab streuen, werden sie dort niedergelegt, diese prangenden Blumen, die so manches andere Dichtergrab für immer entbehrt. Unwillkürlich fielen mir dabei die Schicksale dieses Grabmals bei. Damals (1805), als von Hamburg das Denkmal auf dänischen Gebiet angelangte, fragte ein dänischer Zollbeamter in Altone den Steinsetzer, der die Aufsicht über den Transport hatte, wie viel der Stein wohl gekostet habe. Treuherzig gab dieser den Preis auf circa 350 sächs. Thaler an, und sofort wurden 64, sage vierundsechhzig Thaler Zoll gefordert, welcher Betrag auch trotz aller Vorstellungen deponirt werden musste. Ob auf den an die Regierung erstatteten Bericht ein günstiger Bescheid erfolgt ist, kann ich nicht sagen. Im September 1814 wurde das Denkmal - von wem, weiss man jetzt noch nicht - umgestürzt und zersplitter, von den vereinigten patriotischen Gesellschaften in Hamburg und Altona aber wieder hergestellt, und zum zweiten Male am 2. Juli (Klopstock's Geburtstag) 1815 eingeweiht. Gleicher liebenden Sorgfalt hat sich auch der Grab der edlen, gemühtvollen Lyriker Schmidt von Lübeck zu erfreuen. Als ich es zum erste Male besuchte, war es ganz mit Kränzen und frischen Blumen bedeckt, denn es war gerade der Todestag des Dichters. Auch Schmidt gehört zu den Unsterbliche; Geschichte wie "das Menschenherz," "der Wanderer," "deutsches Lied" u. s. w. werden gelesen und bewundert werden, so lange es eine deutsche Literatur gibt. 

Man wird unwillkürlich an Rückert's "die Gräber zu Ottensen" erinnert, wenn mann die Wanderung zu der Ruhestätte des grossen Varden Klopstock antritt. Aber die meisten Verse des schönen Gedichtes passen nicht mehr, denn die "traurige Gruft auf der Wiese" und das Feldherrngrab sind nicht mehr vorhanden. Die Gruft auf der Wiese was das Grab von 1200 Hamburger Männern, Frauen und Kindern, die Hamburgs Alba, der herzog Davoust, während der Belagerung der Stadt mit schonungsloser Härte in der furchtbarsten Winterkälte aus der Heimath vertrieben hatte und die nun, krank und elend, von den 20,000 Leidensgefährten in Altona zurückbleiben mussten, wo sie, von Typhus erfasst, sehr rasch, aber unter unsäglichen Leiden, in's Grab sanken. Die Unglücklichen wurden damals zusammen auf einer Wiese verscharrt. Als 1841 der Eigenthümer dieser Wiese von dem reichen Hamburger begehrte, es möge das Fleckschen Erde, das die Gebeine seiner von "Frost, Hunger, Elend und Seuchen" hingerassten Einwohner bedeckte, für eine sehr mässige Kaufsumme erstehen, da empfing er eine abschlägige Antwort, und unverweilt wurden nun die sterblichen Ueberreste der "Zwölfhundert" ausgegraben, um auf Hamburgischem Gebiete wieder verscharrt zu werden. Damit die traurige geschichte aber ja recht gründlich prosaisch ende, wurde, so wird erzählt, als die Wagen mit der traurigen Last das königlich dänische Grenzzollamt passirten, alldort der Zoll für "ausgehende Knochen" erhoben. 

Was das Feldherrengrab anlangt, so fand die Ueberführung der Leiche des Herzogs Karl Wilhelm Ferdinand nach Braunschweig schon in Jahre 1819 statt. In der Schlacht bei Auerstädt hatte der Heldengreis bekanntlich die Todeswunde empfangen. "Umirrend mit den Scherben des Hauptes von Land zu Land," kam er bis Ottensen und legte sich dort in einem (vor einigen Jahren abgebrannten) Hause, das später den Namen Karlsruhe erhielt, zum sterben. nieder. Am 23. November 1806 senkten seine Getreuen die Leiche in das Grab an der Mauer der Kirche.

Hier und da wird zuweilen behauptet, und man liesst es sogar auch in mehreren Reisehandbüchern, es sei noch ein drittes Dichtergrab auf dem Ottenser Friedhofe zu finden, das Gerstenberg's, des Verfassers des Ugolino; diese Angabe ist jedoch eine falsche, denn das Grab dieses Dichters befindet sich mitten in der Stadt auf dem heiligen Geist-Kirchhofe. A. W,.

(Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt. Nr. 19, 1857)

Den omtalte statue er af Conrad Daniel Graf von Blücher-Altona (1764-1845) fra en aristokratisk familie i. Han var nevø af den kendte general Blücher som var medvirkende til at slå Napoleon ved Waterloo. Han blev uddannet ved Landkadetakademiet i København og kom til det danske hof. I 1808 blev han borgmester i Altona. Som sådan måtte han sno sig mellem de franske besættere af Hamburg og havde gennem årtier et godt forhold til styret i Hamburg. Mindesmærket blev rejst i 1852.

Ottensen lå og ligger vest for Altona. Begge tilhører nu Hamburg.

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803) var en tysk digter. Han kom til København i 1751 inviteret af grev Bernstorff og overhofmarskal A.G. Moltke. Han levede ved hoffet til Fredensborg. Da Frederik 5. døde i 1766, måtte Bernstorff forlade Danmark sammen med Klopstock. 1774-1775 var han bosat i Karlsruhe. Han tog herefter til Hamburg. Han blev begravet i Hamburg-Ottensen med uhyre deltagelse af Hamborgs og Altonas borgere. Han fik Klopstockstrasse opkaldt efter sig langs kirkegården i Ottensen.

Georg Philipp Schmidt von Lübeck (1766-1849) var en nordtysk lyriker. 1797 blev han udnævnt til dr. med ved Kiel Universitet. Han blev 1799 ansat på Fyn i 3 år, og arbejdede i 3 år i dansk statstjeneste og sekretær for stats-, finans- og handelsminister Ernst Heinrich Schimmelmann. I 1806 blev han 2. direktør ved den kongelige danske fiskeri- og handelsinsitut i Altona. 1813 blev han administrator ved Rigsbanken. I 1818 vendte han tilbage til Altona med titel af kongelig dansk justitsråd. Han trak sig tilbage i 1829. Ud over disse erhverv var han forfatter til digte og historiske afhandlinger.

Under Napoleonskrigene besatte franskmændene i 1806 Hamborg, 1810 blev byen indlemmet i det franske kejserrige og gjort til hovedstad i Elbmundingens Departement. Det betød en voldsomt nedgang for byen. Fra 123.000 indbyggere i 1802, faldt dette til under 100.000 i 1813. Den russiske general Friedrich Carl von Tettenborn indtog marts 1813 Hamborg og blev modtaget som en befrier. Glæden varede dog kort, for i maj tilbageerobredes den af franskmændene og erobreren, Louis-Nicolas Davout behandlede byen som oprørsk og den blev pålagt uhyre bøder. En del af forstæderne blev ødelagt for at skabe et glacis, og før juli 1813 lod Davout den fattigste del af befolkningen jage ud af byen for at undgå hungersnød. Davout holdt stand indtil maj 1814 og først efter kejserdømmets fald overgav han byen. Året efter indtrådte Hamburg som suveræn stat ind i det tyske forbund.

Karl Wilhelm Ferdinand von Braunschweig-Wolfenbüttel (1735-1806) var en tysk fyrste, hertug og landsherre. Under Napoleonskrigene var han i 1796 leder af Observationskorpset ved Weser. I oktober 1805 blev han øverstbefalende for de i Preussen og Schlesien samlede tropper. Januar til marts 1806 var han på en diplomatisk mission til hoffet i Sankt Petersborg. Sommeren 1806 blev han øverstbefalende for den preussiske hovedarme. Under slaget ved Auerstedt 14. oktober 1806 fik han begge øjne ødelagt af en kugle. Dette bidrog i højeste grad til det preussiske nederlag. Han blev båret til Braunschweig den 20. oktober Braunschweig. Da Napoleon afslog hans anmodning om at forskåne hans land. Han forlod derefter Braunschweig den 25. oktober og kom over Celle og Harburg til Altona, der var neutralt dansk område. Her døde han 10. november 1806. Han blev først begravet i Christianskirken i Ottensen, men blev 1819 flyttet til krypten under Braunschweig Domkirke.

Heinrich Heines far, Samson Isaac Sigmund Heine (1764-1828) blev uddannet købmand i Altona, senere slog han sig ned i Düsseldorf (1796). I 1822 flyttede han med familien til Lüneburg indtil sommeren 1828 hvor han rejste til Hamburg og døde et halvt års tid efter. Han er begravet på Heinrich Heines far Samson Heine er begravet på Altona jødiske kirkegård. 

I H. C. Andersens roman "At være eller ikke være" (1857) ligger Niels Bryde hårdt såret efter kampen om Dybbøl Mølle i 1849.