Vor nuværende Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Vor nuværende stilling

Gennem de tre sidste år har den danske regering arbejdet på at forbedre den stilling som var anvist landet siden 1815. Ligesom i Italien, Ungarn, Böhmen havde en flerårig national bevægelse rystet det politiske system, hvorpå staten hvilede, og berøvet statsmændene tilliden til dem selv. I Danmark og hertugdømmerne var de konservative statsmænds stilling så meget vanskeligere som bevægelsen trods dens antagonistiske retning var den samme, gik ud på det samme øjemed, nemlig de enkelte statsdeles selvstændige politiske rekonstitution på  nationalitetens og en fornuftig statsrets grundvold. 

De magthavende statsmænd var hvad enten de tilhørte kongeriget eller hertugdømmerne, genstand for de samme partiers angreb; C. Moltke skulle ikke trøste sig med at finde nogen støtte hos det tyske parti, når han blev angrebet af det danske; Ørsted kunne ikke vente nogen hjælp i den danske presse mod angrebene i den tyske. Magthaverne var derfor uden magt; de havde i det højeste, og det knap nok, den højtstillede del af embedsstanden på deres side. Det slesvigholstenske aristokrati var fjendtlig stemt og på en alliance med demokratiet kunne de ikke tænke. 

Revolutionen var færdig i de hinanden frastødende poler af det danske monarki før den udbrød i Frankrig. Dens udbrud der bidrog endog til for et øjeblik at standse bevægelsen. Såvel i kongeriget som i hertugdømmerne blev man overvældet af indtrykket og forholdt sig i den nærmest påfølgende tid mere iagttagende end handlende. Men den tyske revolutions raske fremstridt og forbavsende sejre i Wien og tilsidst i Berlin rev bevægelsespartiet i hertugdømmerne med sig og fuldendte løsrivelsen fra regeringen i København, endog før den provisoriske regering i Rendsborg blev dannet. Denne Tilstand afgjorde det nationale bevægelsespartis sejr i Danmark, hvis gamle regering omsider slap statens tøjler. 

Begge frastødende partier havde altså opnået magten; havde de holdt sig på det rent nationale dtandpunkt, kunne de med den største lethed have afgjort striden ved at dele Slesvig, hvad dengang, da nationalrevolutionen overalt med kækhed viste hovedet, ingen magt ville have modsat sig - senere blev jo denne vej endog foreslået af Lord Palmerston - men i det sted foretrak de det statsretlig-territoriale standpunkt, rigtignok med national tilsætning; mens det ene fordrede det tyske Slesvig, fordrede det andet det danske. Nationalforsamlingen i Frankfurt og regeringen i Preussen påtog sig at føre en eksekutionskrig mod Danmark. 

Som forholdene dengang stod, gik en sådan krig ligefrem ud på at berøve Danmark hertugdømmerne, altså på en territorial revolution. Danmark måtte under sådanne omstændigheder have de magter på sin side, som fastholdt den engang fastsatte territoriale inddeling af Europa. Dette var nemlig tilfældet med Rusland, som virkede i dobbelt retning for dette øjemed; dels ved at tvinge Preussen til at kalde sine tropper tilbage fra Jylland, dels ved at forhindre ethvert skridt til en mulig koperation af den danske og svensk-norske arme. 

Preussen kunne vel undgå at føre revolutionskrigen til det yderste, men det kunne ikke opgive revolutionens sag; det var bleven nødsaget til at modtage krigen med Rusland, hvis dette havde udstrakt sine fordringer så vidt. Preussen sluttede en våbenstilstand, som vel medførte en foreløbig opretholdelse af den revolutionære status quo, men uden nogen som helst for fremtiden bindende anerkendelse fra den danske regerings side. Denne våbenstilstandskonvention lignede for så vidt fredsslutningen 1850, som denne ikke indeholdt nogen anerkendelse fra Preussens side af Danmarks ret, men kun en faktisk opgivelse af revolutionen. 

Preussen har rigtig nok sluttet en våbenstilstand til med Danmark og det endogså med tilhørende fredspræliminarier. Denne våbenstilstand og disse fredspræliminarier måtte medføre en væsentlig forandring i Danmarks hidtilværende indre og ydre forhold, de var en følge af bevægelsen 1848 og indeholdt koncessioner til begge partier. Det var Preussen der som repræsentant for den tyske nationalrevolution, for den territoriale omdannelse af Tyskland havde sluttet våbenstilstanden. Fredspræliminarierne indeholdt en anerkendelse af revolutionen. Derfor var det også så let at omstyrte dem; deres gyldighed beroede i alt fald på om Preussen var i stand til at opretholde den stilling, det havde antaget i 1849. Men denne stilling blev modarbejdet ved de virksomste midler såvel fra inden som udenfra. Efterhånden bortfaldt de forudsætninger, der lå til grund for præliminarierne; de mæglende stormagter havde ingen anledning til at holde fast ved dem, men snarere til at kuldkaste dem; i Danmark var man utilfreds med dem, ligeledes i Holsten og Slesvig. Preussen alene kunne ikke opretholde dem, især siden dets tropper havde været så uheldige med våbenstilstandens eksekution i Slesvig. Det trak sig simpelt og rent ud af krigen uden at opnå nogen koocession fra dansk side, men også uden at gøre nogen. 

Straks efter krigens udbrud 1848 havde den ophørt at være et privatanliggende mellem Danmark og hertugdømmerne. Interventionen meldte sig straks, både den militære og diplomatiske. Danmark havde ikke kunnet opnå det samme som Schweiz kort i forvejen havde opnået, nemlig at afgøre sine indre anliggender uden fremmed mellemkomst. Der blev straks spørgsmål om at etablere en anden suverænitet for hertugdømmerne end den danske stats. Selv uden den danske regerings opfordring måtte de fremmede magter føle sig kaldede til at behandle striden som et europæisk anliggende. Og det er fra dette synspunkt at de såvel har fremmet som modarbejdet regeringens planer. Vi skal nærmere eftervise dette i det enkelte.

Kjøbenhavnsposten 29. marts 1851.

Vor nuværende stilling.

II.

Vi har fra det forløbne år et dokument, som tydeligt udtrykker stormagternes mening om vort anliggende, nemlig Londonerprotokollen. Dens hensigt er at opretholde den plads som Danmark indtil 1848 har indtaget i det europæiske statssystem, at bestemme Danmarks forhold udadtil. Idet Preussen vægrede sig ved at tiltræde denne protokol, viste det kun at det ikke anerkendte den hidtil bestående europæiske statsret. Om det danske folk var der i denne protokol ikke tale, den ville ikke give det danske folk ret mod det holstenske; der eksisterer overhovedet intet folk for Londonerprotokollen, men kun et rige, en stat, repræsenteret af fyrsten. Man ville dog tage fejl hvis man antog denne protokols øjemed opnået ved den blotte personalunion af de forskellige lande, som meget vel kunne forenes med en uvedkommende magts virkelige herredømme. Under den hele opstand har således personalunionen bestået ved siden af Preussens uindskrænkede magt i hertugdømmerne. Men det er en virkelig enhed udadtil, sammenholdt ved en kraftig regerings tøjle, som den protokol har tilsigtet; på hvad måde en sådan regering skal opnås, lader den uafgjort.

Dette er altså grænsen for Ruslands understøttelse. Denne magt har ikke villet tillade, at nogen af de grænser blev rokket, som den selv har været med at fastsætte. Dens politik har været at lade de vedkommende stater selv udkæmpe deres strid med de revolutionære nationer og partier og på denne måde udtømme deres kræfter, for da at foreskrive dem sine befalinger. Først i nødens yderste øjeblik kom den Østrig til hjælp. Men så snart regeringerne på en eller anden måde selv ville benytte revolutionen til at indrette noget Nyt, da viser Rusland dem tilbage til de grænser, som Europas offentlige ret har fastsat, og til de forudsætninger, under hvilke det har skænket sin hjælp. 

Deraf forklarer sig også Ruslands stilling til Danmark. Det vil opretholde den simple virkelighed af det gamle danske monarki mod fremmed erobringslyst og revolutionær løsrivelse, men ikke gøre så meget som et Skridt for denne eller hin ordning af de forskellige landes indbyrdes forhold. Det kender ingen anden forudsætning end den gamle grænsebestemmelse og den fyrstelige magt. Her ligger altså de store vanskeligheder, som den danske regering har at overvinde. Den har ikke med den simple statsmagt at gøre, men med en konstitutionel bestemt statsmagt; den ene del af staten befinder sig på et andet standpunkt end den anden. Dette giver Preussen og Østrig lejlighed til at fortsætte den forbundsintervention, hvorved de har gjort ende på statholderskabet, i en mod Danmark mindre velvillig retning, og det kan vel antages, at de to tyske kommissærer for tiden er ukærkomne gæster for den danske regering. 

Vi antager ikke at Preussen og Østrig have nogen stor interesse for at få den danske forfatning kuldkastet, men de betjener sig af den som påskud til at varetage deres såkaldte forbundspligter mod Holsten. Rusland, som naturligvis ikke vil gå udenfor den ovenomtalte grænse for sin diplomatiske mellemkomst, forholder sig under disse omstændigheder passiv. 

Den danske regering er derfor nu kommet ind på et af de mest kritiske vendepunkter i den hele proces. Den kan ikke uden at krænke sine helligste forpligtelser mod nationen uden videre gå ind på udlandets synspunkter og stille den danske stat i stedet for folket, men heller ikke kan den gøre nationens interesse gældende som nogen instants i underhandlingen med de fremmede magter. 

Disse klipper og skær vil den nu forsøge at undgå ved notablernes sammenkaldelse. Kan man derved opnå nogen overenskomst og er disse notabler virkelig anerkendte af de tyske magter for gyldige repræsentanter, da vil man vel kunne opnå anerkendelsen af de efter deres forslag trufne beslutninger. Uagtet man i preussiske officielle blade har protesteret mod kongens ret til at vælge disse notabler, så tør vel nu denne ret, som Rusland naturligvis har måttet opretholde, anses for anerkendt af alle vedkommende. Forøvrigt er denne notabelsammenkaldelse næppe synderlig efter Ruslands smag. Den må vel snarere antages at være beregnet på de tyske magter så vel som på Frankrig og England, der dels af nationale, dels af liberale hensyn har fordret en vis respekt for, hvad de kalde "hertugdømmernes rettigheder". De to sidst omtalte magter har derved tillige villet stille sig i en slags modsætning til Rusland.

Kjøbenhavnsposten, 30. marts 1851.