Indsendt
Samtale imellem en meget hellig Præst og en meget fattig Enke.
Enken: Hr. Pastor! jeg ønskede gierne at saa min afdøde Mand begravet paa Løverdag.
Præsten: Det kan godt ske, gode Kone, Kl. 12.
Konen: Hvormeget er jeg Dem saa skyldig?
Præsten: Det kommer an paa Dem selv, gode Kone.
Konen: Vær saa god, Hr. Pastor, her er 4 Mk., del er alt hvad jeg eier.
Præsten: Det er for lidet, min gode Kone.
Konen: Det er alt hvad jeg har samlet hos gode Mennesker.
Præsten: Jeg modtager da de 4 Mk., min gode Kone, men gaae ud og sammel nogle flere Penge.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. april 1862)
Indsendt.
Ved vort Inserat i "Horsens Avis" Rr, 78 have vi kun havt den Hensigt, at give Vedkommende et Vink om at behandle den Fattige paa en endnu blidere Maade; men da Hr. Adjunkt Bøggild underkaster vort Inserat en saa ærerørende Kritik (som vi imidlertid senere skulle saae en Opgjørelse paa), vil medundertegnede Holck tillade sig at forudstikke den Bemærkning, at jeg paa selve Mandens Dødsdag ikke alene skrev et Bønskrift for hende til Medborgere, men og et Brev til Pastor Boesen, hvori jeg skildrede ham hendes meget sørgelige Stilling, men Hr. Pastoren fandt det passende at lade den Kone, der er almindelig agtet, og har boet i min Gaard i 5 Aar, og som har kjendt bedre Dage, gaae utrøstet fra sig og henvise hende til Fattigvæsenet. Sagens senere Gang er bekjendt af Avisen; vi skulle kun tilføie nedenstaaende Erklæring fra Enken selv
A. Holck, P. S. Andreasen. J. A. Herskind.
Gjenpart:
Jeg underskrevne Enke efter Tobakspindermester Wamberg erklærer herved vidnefast, at saaledes som Inseratet i "Horsens Avis" Nr, 78, om en Samtale mellem en Præst og en fattig Enke lyder, saaledes var og i det Væsenlige den Samtale, jeg havde med Pastor Boesen heri Byen, om min Mands Begravelse, og saaledes har jeg derefter fortalt den til de 3 Mænd, der have ladet mine Ord indrykke i fornævnte Avis. Dette er jeg om forlanges villig til ved Lovens Ed at bekræfte.
Til Vitterlighed
A. K. Ginnerup. J. C. Hansen.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. maj 1862)
Hr. Redaktør!
I Horsens Avis har i den senere Tid været ført en ret morsom Strid, der begyndte i Nr. 78 med en indsendt "Samtale imellem en meget hellig Præst og en meget sallig Enke" og lod saaledes:
Enken: Hr. Pastor! jeg ønskede gierne at faa min afdøde Mand begravel paa Løverdag.
Præsten: Det kan godt ske, gode Kone, Kl. 12.
Konen: Hvormeget er jeg Dem saa skyldig?
Præsten: Det kommer an paa Dem selv, gode Kone.
Konen: Vær saa god, Hr. Pastor, her er 4 Mk., del er alt hvad jeg eier.
Præsten: Det er for lidet, min gode Kone.
Konen: Det er alt hvad jeg har samlet hos gode Mennesker.
Præsten: Jeg modtager da de 4 Mk., min gode Kone, men gaae ud og sammel nogle flere Penge.
Da der ikke meddeltes nogensomhelst Oplysning om, hvem denne brave Præstemand var, antog jeg fra først af, al den hele Historie ikke var nogen virkelig Tildragelse, men kun en af de sædvanlige Fortællinger hvormed adskillige Blade søge at underholde deres Læsere. Men allerede i Nr. 81 viste en Indsender, der betegnede sig som A. R., at der maatte være noget Sandt i Historien, thi denne Indsender var meget vred over, at man havde talt om en meget hellig Præst uden at nævne hvilken af de mange hellige Præster man dermed mente, og navnlig havde det gaaet hans Hjerte nær, at man i Horsens henførte Historien til een bestemt, for sin hellige Uegennyttighed berømt Præst, som Hr. A. R. havde sluttet sig til. Hr. A. R. var imidlertid "overbevist om", at hvis Historien skulde gjælde denne Præst, maatte den "bero paa en Mistorstaaelse", saa der var altsaa ingen Fare for, at Præsten skulde miste Hr. A. R.'s Handel, men desværre kan man jo ikke antage, at det er lykkedes den "meget hellige" Præst at indpode alle sine Faar den samme urokkelige Tro paa sin "Uskyldighed", som den Hr. A. R. kan glæde sig ved, og der var derfor ingenlunde uden Grund, at Hr. A. R. udtalte sin Frygt for at den omtalte Historie kunde bevirke, at den brave Præstemand mistede sin Søgning. Han opfordrede derfor paa en høirøstet Maade Indsenderen af hin Samtale om aabent at udtale hvem Angrebet var rettet imod. Denne Opfordring var Redaktionen af Horsens Avis ubehændig nok til at understøtte, idet den foreløbigt oplyste, at Samtalen var indsendt af tre i Byen bosiddende Mænd. Indsenderne gjorde imidlertid hvad de kunde for at skaane den meget hellige Præst for den Blottelse hans ubesindige Venner søgte at berede ham, og erklærede i Nr. 83, at de ikke fandt Anledning til at efterkomme den stillede Opfordring, men udtalte derhos at de følte dem overbeviste om, at en Samtale som den omtalte virkeligt havde fundet Sted, da den Person, der havde berettet dem den var, skjøndt fattig, i alle Henseender agtværdig og troværdig. Redaktionen af Horsens Avis fandt imidlertid, al denne Erklæring var langtfra tilstrækkelig og i sin uforstandige Iver for at være den meget hellige Præst behagelig, gjentog den sin Opfordring til Indsenderne om at navngive Præsten under deres Navnes Underskrift. Hr. A. R. lod sig ikke nøie hermed, men gjentog i Nr. 86 endnu mere indtrængende sin Opfordring om al navngive den meget hellige Præst, "for at han kunde saa Leilighed til at forsvare sig," og han følte, at han handlede "i alle denne Byes Indbyggeres Interesse" naar han nedlægger Protest mod slige løst begrundede og ikke aabent fremsatte Angreb. Redaktionen var ganske enig med Hr. A. R. og gik endogsaa saa vidt i sin Grusomhed mod Indsenderne af Samtalen, at de ikke maatte faa Lov at svare H. A. R., hvis de ikke navngav sig selv og Præsten. Imidlertid skal det siges til Ære for den meget hæderlige Redaktion, at den havde Selvovervindelse nok til ikke at gjøre Alvor af dette frygtelige Løfte, der udentvivl kun kan være undsluppet Redaktionen i el Øiebliks opbrusende retfærdige Vrede over de formastelige Indsendere, der havde spottet over den barmhjertige Samaritans "megen" Hellighed. Allerede i Nr. 88 fik Indsenderne nemlig optaget et Svar til Hr. A. R. uden at de enten navngave sig selv eller Præsten. De søgte derimod endnu engang at skaane den meget hellige Præst for at blive stillet offentligt frem, idet de erklærede, at hvis Hr. A. R. vilde navngive sig, saa skulde de ogsaa navngive saavel dem selv som Præsten, men de tilføiede, at Hr. A. R. "maa selv bære Ansvaret for de Ubehageligheder, det kan have for Vedkommende." Skjøndt Indsenderne saaledes udtrykkeligt havde angivet, at de ønskede at Hr. A. R. skulde navngive sig, for at det kunde ses hvem der havde bevirket den meget hellige Præsts Blottelse, saa fortalte dog Hr. Adjunkt D. H. Bøggild i Nr. 90, at han ikke kunde forstaa hvorfor Indsenderne ønskede at kjende hans Navn, men han navngav sig desuagtet som den, der var Forfatter til de med A. R. undertegnede Indlæg i Sagen. I Nr. 91 fremkom derpaa Indsenderne af hin Samtale med en Erklæring fra den vedkommende Enke, der gik ud paa at hun under Eds Tilbud erklærede, at saaledes som den nævnte Samtale lyder, saaledes var ogsaa "i det Væsentlige" den Samtale som hun havde med Pastor C- F. Boesen om Begravelsen af hendes Mand, Tobaksbindermester Wamberg. Indsenderne viste sig at være d'Hrr. A. Holck, P. S. Andreasen og J. A. Herskind. Den Førstnævntc erklærede særligt, at han havde kjendt Enken allerede i flere Aar, og paa Mandens Dødsdag dels skrevet et Bønskrift for hende til Medborgere og dels et Brev til Pastor Boesen hvori han skildrede hendes meget sørgelige Stilling, men den meget hellige Præst lod Enken "gaa utrøstet fra sig og henviste hende til Fattigvæsenet." De erklærede derhos alle tre, at de med deres første Inserat kun havde havt til Hensigt, at give Vedkommende et Vink om at behandle den Fattige paa en blidere Maade. Hertil svarede Pastor Boesen i Nr. 92 at "det forekommer mig vistnok temmelig overstadigt" at besvare de indsendte Stykker, som han halvt forundret saae skulde vedkomme ham. Han erkjender imidlertid, al det er rigtigt at den nævnte Enke har betalt ham sine fire Mark i Anledning af hendes Mands Begravelse, og at han forøvrigt henviste hende med sine Klager til Fattigvæsenet, men han benegter at have opfordret hende til at gaa ud og samle flere Penge til ham, ligesom han viser "den ualmindelige Beskyldning Stykket indeholder" fra sig "som usand", uden at han dog nærmere omtaler hvad det er for en almindelig Beskyldning han mener. Han mener derhos, at Enken ikke selv nøie erindrer Samtalen, fordi hun bruger Udtrykket "i det Væsentlige", medens han dog ikte angiver nærmere hvori hun skulde have feilet. Det er imidlertid klart nok, at hans nævnte Bemærkning ikke har noget at betyde, da det jo er umuligt for Folk i Almindelighed at gjengive en Samtale aldeles ordret.
Saaledes staar "i det Væsentlige" Sagen. Jeg har ikke gjengivet alle enkelte Ord der ere faldne under denne Forhandling, da der ere mange as disse som det neppe vil have nogen Interesse for Deres Læsere al se. Jeg har derimod troet at det vilde kunne interessere enkelte Læsere at blive bekjendt med denne Historie, og skal nu iøvrigt overlade til enhver især om han vil tro den "meget fattige Enke" eller det bestaltede "Sandhedsvidne" den "meget hellige Præst", og forbliver iøvrigt
Deres Ærbødige
Lars Pottemager.
Faurløv pr. Horsens i Mai 1862.
Efterskrift. Som jeg i dette Øieblik hører af min Nabo, Jeppe Nielsen, saa agter Pastor Boesen en af de første Søndage at vælge til Text for sine meget hellige Betragtninger, det fjortende Vers af Matth. 23de Kapitel, der lyder saaledes: "Vee Eder, I Skriftkloge og Farisæere, I Øienskalke! at i opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom!" Skulde han virkeligt vilde holde en Prædiken over disse Ord, vil han vistnok blive fulgt med andægtig Opmærksomhed. Men jeg maa, imellem os sagt, betvivle at dette er Præstens Hensigt; thi Jeppe er saadan en Spasmager, der kan hitte paa allehaande lystige Indfald, og man kan derfor ikke tro Alt hvad han fortæller.
(Jyllands-Posten 19. maj 1862).
Indsendt !
Det gjør os ondt at se, at en Lars Pottemager er fremkommen med en Artikel i Jyllandsposten vedrørende et Angreb som 3 Borgere i Horsens have rettet imod Pastor Boesen sammesteds. Vi sige det gjør os ondt, thi hele Inseratet vidner kun altfor meget om det ensidige Standpunkt Forfatteren har indtaget.
Men har den ærede Forfatter da ikke kunnet indse, at Angrebet paa Pastor Boesen ikke er sket fordi han har taget 4 Mk. af en fattig Enke for en Jordspaakastelse, men fordi han er en af dem man kalder de hellige Præster *). Det er nu bleven til en Modesag, at kalde (skjælde ud!) de alvorlige, nidkjære og frisindede Gejstlige for Hellige, ligesom man kalder de frisindede Borgere for Bondevenner. Mon de 3 Borgere behandle de Fattige saa blidt, at de ikke tage Betaling af dem for hvad de med Rette kunne tilkomme? Og hvad have de 3 Herrer at skaffe deres stærke Angreb paa? Ikke andet end et Udsagn af en Kone, der kun i det Væsentlige kan huske Samtalen, og som rimeligvis slet ikke har forstaaet Præsten. Saaledes har hun ment, at Præsten henviste hende til Fattigvæsenet, men han har kun givet hende Haab om Understøttelse af de Fattiges Kasse, der er vidt forskjellig fra at komme under Fattigvæsenet ) Er det nogen ublid Behandling? Er det Haardhed al sige: Gaa ud og saml Dem nogle flere Penge, (naturligvis til sig selv) naar hun gaar med et Bønskrift til sine Medmennesker om Hjælp? Saa uforskammet kan dog vel Ingen vare at tro, at Pastor Boesen- skulde have anmodet hende om at samle Penge til ham.
Vi erkjende det sørgelige og ukristelige i, at Gejstligheden, skal lønnes paa den uhyggelige Maade, at betales for hver enkelt Forretning **). Det er sørgeligt, at naar man er tilstede ved en Afdøds Begravelse, man netop allermest skal indprentes denne Verdens Usselhed.
Efterlader den Afdøde sig megen Formue eller meget formuende Slægtninge, saa der kan betales godt, da holdes der en lang og meget god Ligtale over den Afdøde, fuld af væmmelig lang og ufortjent Berømmelse. Efterlader den Afdøde sig mindre Formue og mindre velhavende Slægtninge, saa bliver Betalingen sandsynligvis ringere, og som Følge deraf Ligtalen mindre lang, mindre god og mindre berømmelig, og saaledes videre nedad indtil den Fattige, der slet ingen Ligtale kan faa, om han saa end har været det retskafneste Menneske. Ja, det er Kristendom!
Gejstligheden er imidlertid endnu ikke kommen paa fast Lønning. Man kan da ikke med Billighed fordre, at navnlig en Kjøbstadpræst, der hovedsageligt lønnes ved Offer og Akcidentser, skal give Afkald paa, hvad han med Rette kan tilkomme, fordi Vedkommende, der forlange Begravelse, Bryllup eller Barnedaab, erklære at være meget fattige. Der vilde maaske da blive overordentlig mange Fattige, og meget let kunne Præstens Løn blive meget ringe.
De 3 ærede Borgere af Horsens maatte hellere give deres advarende Vink til Andre, der fortjene det.
Giv saaledes hellere Slotspræsterne et Vink om ikke at hylde saa despotiske Anskuelser i aandelig Retning, som at Daab, Konfirmation, Vielse etc. skal være en tvungen Sag for dem, som ere eller ville være Medlemmer af Statskirken. Giv hellere de Præster, der lande deres Tobakspibe ved Alterlysene, og ryge lystigt baade ret før og efter Gudstjenesten, medens Menigheden endnu er forsamlet i Kirken, el lille Vink om, at have lidt mere Agtelse for Guds Hus og deres Gjerning.
Vi gratulere Elmelunderne paa Møen til at faa en saadan Præst, thi Pastor Leuenback i Kattrup ved Horsens, der nu er kaldet til Elmelunde, hører til denne Kathegori af Præster. Ja man paastaar endog, at han ryger under Gudstjenesten, naar han gaar frem og tilbage bag Alteret, og det saaledes at Dampen kan ses at komme frem i Kirken. Giv de Præster, der hverken besøge Syge eller Fattige af deres Menighed og bringe dem Trøst, der ikke besøge Skolerne, der fører Pragt og Luxus i Hjemmet, og modtager kun rige og høitstaaende Folk som Gjæster, saml ringeagte de, der ikke kunne fore samme Pragt og Luxus, et Vink om bedre at opfylde deres Embedspligt.
Præsterne staa mangfoldige Steder saa fjernt fra deres Menigheder, hvilket ikke er saa forunderligt, hvis mange vedkjende sig samme Anskuelse, som den bekjendte Pastor Christiani, der offentligt har udtalt, at "Skolelærerne ere for ringe og udannede til at kunne omgaas med Præsten, og for gode til at kunne omgaas med Bønderne". Hvilken Afgrund imellem en Præst og hans Menighed. Hvilke ædle og samvittighedsfulde Hyrder findes der ikke! Hvor tro opfylde slige Præster ikke deres Embedspligt, hvor samvittighedsfuldt holde de ikke deres Embeds-Ed og hvor nidkjært opfylde de ikke Kristi Bud og Lære. Intet Under at Kirkerne mangfoldige Steder staa tomme om Søndagen; men det er sandt, del er jo ikke Præsternes Skyld. Det er de uforbederlige Menigheders Skyld, der ikke paaskjønne hvilke dygtige og nidkjære Præster de have til Sjælesørgere!
Vi skulle for denne Gang tage Afsked med Geistligheden og ret meget ønske baade for dens egen og for Menighedernes Skyld, at den snart maa faa sit Arbeide betalt paa en mere anstændig, passende og kristelig Maade end hidtil. Lad os imidlertid ikke glemme, at Folkefrihedens Venner have deres bedste Bundsforvante i Aandsfrihedens Venner, i de saakaldte hellige eller grundtvigianske Præster ***)
*) Idet vi henstille til Hr. Lars Pottemager om han vil svare paa nærværende Artikel, maa vi for vort Vedkommende bemærke, at vi ikke dele flere af de her fremsatte Anskuelser og at vi navnlig anse det for en grov Feil af den nærværende Indsender, at indlade sig paa en Undersøgelse af de Bevæggrunde som have ledet de vedkommende Mand i Horsens til at offentliggjøre den omhandlede Sag. Det er nemlig ikke alene umuligt for Andre at afgjort hvad der har ledet de nævnte Mænd, men det er derhos klart, at deres Bevæggrunde ikke kunne forandre Beskaffenheden af Pastor Boesens Handlemaade. Det, hvorpaa det kommer an, er alene om de i deres Indlæg have holdt sig til Sandheden. Hvad der har været de vedkommende Mænds Bevæggrunde ti! al omtale Sagen, er et helt andet Spørgsmaal, som vistnok kun vil have Interesse for de Færreste. Vi skulle tilføie, at alle de af Lars Pottemager nævnte Personer, ere os aldeles ubekjendte, og at vi først have optaget hans Artikel efter at have forvisset os om, at han har holdt sig strengt til de i "Horsens Avis" fremkomne Udtalelser fra de vedkommende Personer. Vil man paavise, at de vedkommende Mænd have faret med Usandhed, saa skal man ikke, som nærværende Indsender, angribe deres religiøse Standpunkt, som den ærede Indsender muligvis slet ikke fjender, men man skal slaa dem af Marken enten med Kjendsgjerninger eller med navngivne og troværdige Personers Vidnesbyrd. Kan man ikke sige andet om dem end at de staa paa el andet religiøst Standpunkt end Præsten, saa giver man kun et daarligt Forsvar for Præsten, thi i saa Fald viser man i Virkeligheden kun, at man ikke kan forsvare hans omhandlede Adfærd, og er denne uforsvarlig, kan det jo ikke ubetinget betragtes som en Feil at hylde andre religiøse Anskuelser end han. Men under ingen Omstændigheder anse vi det for rigtigt for anden Mand at gjøre navngivne Mænds religiøse Anskuelser til Gjenstand for offentlig Omtale, thi dels er det ifølge Sagens Natur som oftest umuligt for Andre at kunne med Sikkerhed angive en Mands religiøse Standpunkt, og dels er der et langt Spring fra en Mands religiøse Tro og til hans Handlinger i det virkelige Liv. Erfaringen viser klart nok, at der gives baade udmærkede Mænd og store Slyngler i de mest forskjellige Troesbekjendelser. Man vil derfor kun udsætte sig for at hildes i Vildfarelser hvis man vil bedømme en Mands borgerlige Agtværdighed efter hans religiøse Tro. Kun hans Handlinger i det borgerlige Liv tilhøre Offentligheden, og kun disse er man berettiget til at gjøre til Gjenstand for offentlig Omtale. Mener man at en Mands Tro, betragtet fra Ens eget religiøse Standpunkt, er sket, medens hans Handlinger i borgerlig Henseende ere ypperlige, saa er han jo langt mere værd i det borgerlige Liv end den der handler slet med den mest ophøiede Religion til Veileder. Men hvis man virkeligt vil tage Hensyn til en Mands religiøse Standpunkt, saa ser det unægteligt noget besynderligt ud, at ville fordømme en Mand, alene fordi han hører til Flerheden i Statskirken. Vi stille imidlertid den indstændige Anmodning til dem, der ville udtale sig i denne Sag, at de saavidt muligt afholde sig fra alle saadanne Yttringer, der angaa Andres religiøse Tro, og derimod alene holde sig til Vedkommendes virkelige Handlinger. Jyllp. Red.
**) Da det jo er uvist om Lars Pottemager vil tage Ordet paany i denne Sag, anse vi det for rettest at oplyse, at denne Bemærkning beror paa en aabenbar Misforstaaelse hos den ærede Indsender; thi Pastor Boesen erklærer selv udtrykkeligt i Horsens Avis Nr. 92 om Enken, at han "tilbød hende den Hjælp, der jevnlig "gives fra Fattigvæsenet", og han omtaler ikke med et Ord nogen anden Hjælp, navnlig ikke nogen Understøttelse fra "de Fattiges Kasse." Jyllp. Red.
***) Naar Indsenderen formener, at Geistlighedens nuværende Lønningsmaade er "ukristelig", tager han vistnok feil ved at tro, at den paatænkte faste Lønning - hvor ønskelig den i borgerlig Henseende end er - skulde være mere "kristelig". Man vil forgjæves lede efter nogen Yttring af Kristus eller hans Apostle, hvorved del anerkjendes som "kristeligt" at lade sig paa den ene eller den anden Maade betale af Staten for at prædike Kristendom. I Kristendommens første Tid levede alle dens Lærere af Menighedernes frivillige Gaver. Menighedernes Tro og Lærernes Tarvelighed gjorde det aldeles tilstrækkeligt at anvende denne smukke Lønningsmaade, der utvivlsomt er den eneste, der kan kaldes "kristelig". Jyllp. Red.
(Jyllands-Posten 28. maj 1862).
I Anledning af Hr. Pastor Boesens Skrivelse i "Horsens Avis" Nr. 92 samt de foregaaende Inserater, som have foranlediget samme, finder jeg det som Pligt at fremdrage Følgende for Offentligheden: Onsdagen den 26de Februar d. A. mistede jeg ved Døden et lille Barn og henvendte mig da til min Sognepræst, Hr. Pastor Boesen, om at saa samme begravet enten næstpaafølgende Søndag, Mandag eller Tirsdag, men Præsten vilde ei bestemme Dagen. Atter henvendte jeg mig til ham Løverdag Aften, og han lovede da at forrette Jordpaakastelsen Tirsdag Middag Kl. 12. Jeg spurgte da om jeg var noget skyldig herfor. (Paa Landet, hvor jeg førhen har boet, gives der nemlig ikke Betaling for Jordpaakastelse). Han sagde jeg kunde give efter Behag, og jeg leverede ham derpaa, skjøndt det var trykkende for mig, 4 Mark. Han sagde da til mig, at jeg maatte mindst give 1 Rd., og jeg gav ham derfor mine sidste Penge, som jeg nylig havde faaet i Dagløn. Da jeg beklagede mig over at jeg var saa fattig, at jeg ei havde Raad til at betale saameget, bemærkede Hr. Pastor Boesen, at jeg kunde saa Hjælp af Fattigkassen, hvilket Tilbud jeg ei modtog.
Den 19de Mai 1852.
* * *
Som en os forelagt Skrivelse fra Redaktionen af "Horsens Avis" udviser, er foranstaaende Meddelelse nægtet Optagelse i bemældte Blad paa Grund af, at Redaktionen "ikke finder nogen Grund til at forny Angrebet paa Pastor Boesen, eller at det Maal, man havde stillet sig for Øie, nu er naaet". Det er os ubekjendl hvad det er for et Maal "man" har stillet sig for Øie, og som "man" nu har naaet; men da vi have stillet os blandt andre Maal ogsaa det, at bidrage til en rigtig Vurdering af de enkelte Embedsmænds Virksomhed, have vi Intet havt imod at give Plads for ovenstaaende Meddelelse, der, hvis den ikke viser sig usand, indeholder ei nyt Vidnesbyrd for, at Hr. Pastor Boesen anser det foreneligt med sin præstelige Virksomhed, at udpresse de sidste Penge af Folk, der ere saa fattige, at han endogsaa selv anser det for nødvendigt at henvise dem til Fattigvæsenets Hjælp, for al de kunne blive istand til al tilfredsstille hans Fordringer.
"Jyllp." Red.
(Jyllands-Posten 2. juni 1862)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar