Nogle artikler om Grundlovsdagen 5. juni 1862. Af de politiske temaer var især Slesvig fremtrædende.
Grundlovsdagen er blevet feiret trindt om i Landet med en saa stor Deltagelse fra Befolkningens Side som vistnok ingensinde for. Det synes som om "de Dannede, de Begavede og de Rige" have begyndt at indse, at de med et Folkething som det sidst valgte, igrunden kunne være vel tjente, og at de aldrig nogensinde have havt den Magt og Indflydelse, som under den nu bestaaende Tilstand. Det var derfor naturligt, at man paa mange Steder saae dem stille sig i Spidsen for Grundlovsfesterne og vise Grundloven en Ømhed, som stak stærkt af imod deres tidligere Optræden. Paa de fleste Steder holdt man sig imidlertid under Festen paa passende Maade skilt fra Befolkningens store Flerhed. "Aalborg Stiftstidende" beretter saaledes, at man ved Kokkedalsfesten, for under Dandsen at stille Klinten fra Hveden havde i Dandseteltel trukket en Line mellem "de saakaldte "Finere og Grovere;"" ja i Odense gik man endog saa vidt, at der slet ikke var nogen egentlig Fest for andre end Embedsmandene og de saa andre Udvalgte, som fik Plads ved "Festmaaltidet". I Aarhus gik man derimod den stik modsatte Vei, idet man der havde foranstaltet en virkelig og smuk Folkefest, hvor navnlig den uheldige Indretning med særlige Festmaaltider slet ikke fandtes, men hvor Alle vare delagtige i Alt hvad Festen bød af Taler og Lignende. Imellem disse to Yderligheder, falde Festerne paa alle andre Steder. Som en Mærkelighed blandt de mange Fester kan det anføres, at der i Veile, Hr. Lehmanns tidligere Residens, ikke var nogen Fest. hvilket medførte, at den ny Amtmand maatte søge til Kolding for at komme til Grundlovsfest i sit Amt. Skjøndt vi aldrig have næret nogen Tvivl om, at den opstyltede Patriotisme, som er Hr. Lehmanns Særkjende, snart vilde forsvinde aldeles sporløst fra Veileegnen, naar Hr. L. først havde forladt den, saa maa vi dog tilstaa, at vi ikke havde ventet, at den saa brat skulde være tilintetgjort, at der ikke under den almindelige Glæde over Grundloven, som alle andre Steder har viist sig, skulde være saameget folkeligt Liv i Veileegnen. at man der kunde saae foranstaltet en Grundlovsfest. Men Hr. Lehmanns Storhed har, som det viser sig, været endnu større end vi trode.
I Kjøbenhavn havde det ministerielle Parti givet Festen et stærkt iøienfaldende Præg, ved at udnævne til "den kronede Festdigter" - Hr. Erik Bøgh. For ret at glæde Kongens Hjerte paa denne Høitidsdag, lod man nemlig Kjøbenhavnerne synge en Sang "Til Kongen" i HS. Majestæts personlige Nærværelse, hvilken Sang var forfattet af den samme Person, der ved Nytaarstid 1860 bidrog saa væsentligt ved sine Smædedigte om Hs. Majestæts Hustru, til at ophidse den kjøbenhavnske Pøbel til at krænke Hs. Majestæt ved de Optøier, som fandt Sted paa den samme Plads hvor Kjøbenhavnerne nu -- atter beaandede af Hr. Erik Bøgh - sang til Kongens Pris. Imidlertid synes efter Beretningerne denne grove Spas at være for en Del mislykket, idet Musikken, der skulde ledsage og støtte Sangen, bidrog væsentlig til at forstyrre den.
Som en Mærkelighed kan det anføres, at medens alle andre af de Festester, hvorom vi hidtil have modtaget Beretning, indlededes med et Leve for Kongen, - hvilket i Reglen er blevet udbragt af en eller anden Embedsmand - begyndte man Festen i Ribe med et af Stiftamtmand Nielsen udbragt Leve for Grundloven og sluttede den med et af Pastor Jacoby udbragt Leve for Kongen.
Ved de fleste Fester herskede en Ministeriet ikke uvenlig Stemning. Den ministerielle Begeistring gik endog paa sine Steder saa vidt, at man udbragte et Leve for Ministeriet, hvilket dog, saavidt vi have lagt Mærke til, intetsteds er sket fra Talerstolen, men kun ved "Festbordet". Fra Talerstolen gik man, saavidt os bekjendt, videst i Kjøbenhavn, hvor Ministeriets fuldtro Mand, Hr. Kancelliraad Glerup, ifølge "Berl. Tid." beklagede, at man saa ofte "paa denne Plads" (nemlig Tivoli) savnede de Mænd ved Grundlovsfesterne "blandt hvilke Folket havde sine bedste Talsmænd" og som "ved deres Stilling, Dygtighed, Talent og Kundskabsfylde hørte ikke alene til Hovedstadens, men til Landets første Mænd". Med disse Ord synes Taleren at maatte have ment Ministrene, men det synes næsten at klinge som en Spot, at han netop savner dem "paa denne Plads". Han kan jo neppe have villet sige - hvad maaske mange Andre kunde være tilbøielige til at mene, - at Tivoli med alle sine Gjøglere netop var den rette Tumleplads og det rette Selskab for et Ministerium som det nuværende.
Paa enkelte Steder var Stemningen imidlertid afgjort imod Ministeriet. Dette var saaledes f. Ex. Tilfældet paa Himmelbjerget, hvor flere Talere stærkt dadlede Ministeriets vaklende og ubestemte Politik, og dens lidet frihedskjærlige Adfærd imod Slesvigerne.
Festen aabnedes af Pastor Hostrup, der bød Forsamlingen "Velkommen" og foreslog til Dirigent Pastor Møller fra Seiling, der lod afsynge en smuk Sang, som skal blive meddelt i næste Nummer, af Hostrup.
Derpaa fik Hostrup Ordet og mindede om, at blandt de urimelige Indsigelser kom Grundloven i sin Tid mødte, var ogsaa den, at Folket ikke var modent til Friheden. Men et Folk kunde ikke modnes til Friheden, for det havde den, saalidet som et Barn kunde lære at gaa ene, saalænge man førte det omkring i Ledebaand. Dette havde vor Konge indset, og med nogle hjertelige Ord udbragte Taleren el Leve for Kong Frederik den Syvende, der besvaredes af Forsamlingen med rungende Hurra.
Landsthingsmand Jakobæus mindede om, at han havde som Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling givet Grundloven sin Stemme, fordi han haabede den vilde fremme Fædrelandets Udvikling. Dette troede han endnu, men dog kun paa den Betingelse, al Grundloven anvendtes med Maadehold og Besindighed. (Desværre udviklede Taleren ikke nærmere hvad han forstaar ved Maadehold og Besindighed. Han har maaske ment som saa, at hans Deltagelse i Landsthingets Forhandlinger indeholde al i saa Henseende fornøden Oplysning.)
Derpaa blev Sangen "Danmarks Uafhængighed" afsungen, hvorefter Redaktøren af "Silkeborg Avis", Hr. Skolelærer Nielsen, mindede om Danmarks store Fortid og i skarpe Træk paaviste den bedrøvelige Stilling, som det nuværende Ministeriums Vankelmodighed omsider havde bragt Landet i. Med det Ønske at vi maatte have el Ministerium, der ved mandig Handlemaade kunde bringe os Udlandets Agtelse og Sønderjyderne Frihed, udbragte han et Leve for Ministeriet, ikke som det var, men som det burde være, hvilkel Leve besvaredes med kraftige Hurraraab.
Folketingsmand Mathiasen mindede om de Mænd, der i sin Tid havde indstiftet de folkelige Fester paa Himmelbjerget, og nævnede blandt Andre gamle Drewsen og Peder Hjort Lorenzen. Han ønskede Fællesforfatningen ophævet, da den var som en vandtreven Gren paa Forfatningstræet. Han beklagede den Tilstand hvori Ministeriet, navnlig ved Depeschen af 29de Juli s. A., havde bragt Landet, og ansaa det ikke for muligt for det nuværende Ministerium at føre os ud af de endeløse Forviklinger. Han bad dog udtrykkeligt bemærket, at han ikke i mindste Maade tvivlede om de enkelte Ministres Fædrelandskjærlighed, deres store Evner og Kundskabsfylde, men alene om deres Handlekraft. Han udtalte sig bestemt imod en Kongres, og sluttede med det Ønske, at Fremtiden, hvad den end maatte føre i sit dunkle Skjold, altid i Farens Stund maatte finde Danmarks Sønner enige og stærke som i den sidste Krig. Hans Leve for Danmark modtoges med nidobbelt Hurra.
Folkethingsmand Albertsen mindede om det Glædelige i, al vi ikke havde vundet vor Grundlov gjennem blodige Optrin, men modtaget den som en frivillig Gave af en elsket Konge. Det var imidlertid vor Pligt med Kraft og Alvor at værne om den imod de Farer der truede den saavel fra Ind- som Udlandet. Men al sand Frihedsstræben hos Folket maatte have sin Rod i almindelig Oplysning, og han lagde derfor Frihedens Venner paa Sinde, at virke efter Evne mod dette store Maal. Han sluttede med et Leve for Oberst Tscherning og de Mænd, der med Dygtighed og Kraft havde gjennem Skrift og Tale søgt at vække den menige Befolkning til politisk Bevidsthed, hvilket Leve Forsamlingen istemte.
Skoleforstander, Landinspektør Boisen mindede i et livligt Foredrag om, at han som Landmaaler ofte havde havt den Opgave at skulle paavise Eiendomsskjæl, som engang vare blevne afsatte, men senere i Tidernes Løb vare gaaede tabte. Dette Arbejde var imidlertid ikke alene vanskeligt, men derhos ganske unyttigt, naar de Vedkommende, saaledes som det stundom gik, ikke passede paa at bevare Skjellet, naar det engang var fundet. Saaledes var det i større Forhold gaaet i Slesvig. Efter at Skjellet mellem Danmark og Slesvig engang var fundet, gik det i Tidens Løb atter tabt, thi Holger Danske, der var sat til at passe paa det, havde den ulykkelige Feil at han stundom sov paa meget ubelejlige Tider. Vi havde, som Alle vidste, en Hall - Regiering, men spurgte man den hvor Grændsen mellem Danmark og Tydskland var, saa fik man naturligvis kun et halvt Svar. Han vilde derfor ønske, at Stærk-Odder, der ikke var af dansk, eller norsk eller svensk, men af nordisk Herkomst, vilde med sine tre Par Kæmpearme hjælpe os at finde Skjællet og værne om det naar det engang fandles. Det Leve, som udbragtes for at dette Maal maatte naaes, modtoges med levende Hurraraab.
Toldinspektør, Justitsraad Møller turde ikke sætte en saa streng Dom over Ministeriet. Man maatte betænke at Forholdene vare meget vanskelige for os, da vi staa ligeoverfor en os langt overlegen Modstander. Han fandt det derfor klogt at vige for Overmagten saalænge ikke vor Selvstændighed og Uafhængighed krankedes derved, men skulde vi staa Fare herfor, var han overbevist om, at Ministeriet ikke længer vilde give efter, men støttet af et tappert og ædelt Folk forsøge det Yderste for at havde vor Ret. Eet havde man dog under alle de forhaandenværende vanskelige Forhold opnaaet, og det var, at enhver Dansk erkjendte at Slesvig var et nødvendigt Led af Danmarks Rige, og at en Deling af dette Land vilde være Begyndelsen til Danmarks Undergang som selvstændig Stat. Taleren sluttede med et Leve for Danmarks Uafhængighed, der modtoges med stor Tilstemning.
Schøler udviklede nærmere de store Fordele, som Statens Borgere havde vundet ved den fri Forfatning, og han dvælede særligt ved Statens finansielle Tilstand, der nu var blevet langt bedre end i Absolutismens Dage, navnlig ved Begyndelsen af delte Aarhundrede. Han troede at blandt Statsforfatninger burde det konstitutionelle Monarki foretrækkes. Han udtalte sig derpaa om vort Forhold til Tydskland og sluttede med det Ønske at vi, hvis Nødvendigheden maatte byde det, maatte finde Kraft og Styrke til at modstaa Tydsklands Overgreb. Det Leve han i den Anledning udbragte besvaredes med Forsamlingens Bifald.
Bager Thornberg talte til Ministeriets Roes, og ønskede derhos en kraftig Optræden mod Tydskland. Lærer Nielsen gjorde opmærksom paa, at Taleren syntes at være i nogen Modsigelse med sig selv, da den, der for Alvor ønskede at vort Ministerium skulde handle paa en kraftig Maade, neppe kunde sinde paa at deromme det, da det bestandig havde viist en saa aabenbar Svaghed.
Der vexledes flere Smaabemærkninger mellem Repræsentanterne for de forskjelllge Anskuelser, dog uden at den gode Stemning, der hvilede over Forhandlingerne, derved i mindste Maade forstyrredes.
Fabrikeier Drewsen erindrede paa en humoristisk Maade om, at Helten er Intet uden Øl og Mad, og paa hans Forslag vedtoges det at afbryde Forhandlingerne, hvorefter man fordelte sig i de forskjellige Telte, og i Grupper i det Fri, for at erhverve sig de nævnte nødvendige Betingelse for at kunne være Helt. Drewsen aabnede paany Forhandlingerne ved at minde om hvilket kosteligt Gode Friheden er. Han fortalte en Fabel, som han erindrede at have læst i sin Ungdom, om en meget fed Hund og en meget mager Ulv, som mødtes. Da Hunden saae Ulvens Tilstand, fortalte den Ulven hvor godt den selv havde det, og indbød Ulven til at følge sig, saa vilde den kunne saa det ligesaa godt. Den hungrige Ulv betænkte sig ikke længe paa at modtage dette Tilbud. Undervejs opdagede imidlertid Ulven, at Haarene paa Hundens Hals vare noget afslidte, og spurgte om Aarsagen hertil. Hunden gav strax den forlangte Oplysning. Det hørte nemlig med til dens Herligheder at dens Herre, naar den kom hjem, lagde et skinnende Messing-Halsbaand omkring dens Hals og bandt den til sin Dør, hvor den saa fik al ønskelig Opvartning og levede det mageligste Liv. Men Din Frihed? bemærkede Ulven. Ja, den maa man jo give Afkald paa, svarede Hunden; hvorpaa Ulven betakkede sig og gik sin Vei, for trods sin Nød, at bevare sin Frihed. Med det Ønske at enhver Mand, der havde kjendt Friheden, for ingen Pris igjen vilde miste den, udbragte Taleren el Leve for Friheden, der besvaredes med kraftige Hurra.
En Taler mindede om at Pastor Vilhelm Birkedal for mange Aar siden paa et Møde i Ringe havde forudsagt de Vanskeligheder, som vi paa Grund af Fællesforfatningen senere have oplevet, ligesom Birkedal ogsaa indtrængende havde advaret sine Tilhængere imod at følge Oberst Tschernings politiske Veiledning.
En anden Taler, udbragte et Leve for gamle Grundtvig, der havde bidraget saameget til Folkeaandens Vækkelse.
Gjæstgiver Faaborg udbragte el Leve for Mindet om St. St. Blicher, der havde givet det første Stød til Folkefester paa Himmelbjerget.
Rejnholdt Jensen fandt det naturligt for Enhver, der glædede sig ved den Fest man feirede, at mindes det Grundlag, hvorpaa vore Grundlovsfester hvilte, nemlig den for Rigsdagen gjældende Valglov. Alle vidste, at Valgloven havde mange Fjender, men lykkeligvis havde den langt flere Venner. Man havde forsøgt at vise at Valgloven var uheldbringende, men istedetfor at føre dette Bevis ved at betragte Valglovens Frugter, nemlig Rigsdagens Arbeider, saa havde man kastet sig over enkelte Rigsdagsmænds Personligheder. Saa man hen til hvad Rigsdagen havde udrettet, saa maatte Enhver erkjende, at den havde hidført en Tilstand, der var langt at foretrække for den tidligere. Men ogsaa paa anden Maade var Valglovens heldbringende Virksomhed godtgjort. Vi havde nemlig en anden Valglov, gjældende for Rigsraadet, der i det væsentlige var saaledes som Fjenderne af den i Grundloven indeholdte Valglov ønskede. Fællesforfatningen affødte imidlertid ingen Folkefester, fordi den ved sin Valglov var ufolkelig. Men dette var ikke nok. I den nys sluttede Rigsraadssession var det paa det Klareste godtgjort at den Forsamling, der var udgaaet af en saadan Valglov, var ude af Stand til at løse den vanskelige Opgave, som var stillet den. Med det Ønske, at man ved Rigsdagsvalgene vilde mindes, at Valgdagen er Grundlovsfesternes "alvorlige Del", og at Enhver ved Valgene ville aibeide paa, at der vælges Mænd, der ville værne om vor Valglov, der giver enhver ærlig Mand, hvad enten han er fattig eller rig, lige Borgerret, udbragte Taleren et Leve for Valgloven.
Hermed endte Talernes Række, og man spredte sig rundt om paa den smukke Plads.
(Jyllands-Posten 11. juni 1862).
Grundlovsfesten på Himmelbjerget forsamlede i følge Silkeborg Avis 1.000 mennesker. Den blev af Dagbladet kaldt for "stærkt bondevenligt".
I 1862 var der en nationalliberal regering Hall II (24. februar 1860 til 31. december 18563). Med Orla Lehmann indenrigsmister fra 15. september 1861, Steen Andersen Bille som marineminister, F. H. Wolfhagen som minister for Slesvig, H. I. A. Raasloff som minister for Holsten og Lauenborg indtil 30. arts 1861, derefter C. C. Hall.
Pastor Jens Christian Hostrup (1818-1892) var Silkeborgs første præst. Han blev cand.theol. i 1843, og præst 1854 til 1880i Silkeborg og Hillerød.
Heinrich Wellejus Jacobæus 1807-1885, dansk proprietær, farmaceut, ingeniør og politiker.
Papirfabrikant Michael Drewsen (1804-1874) og politiker anses af nogle som Silkeborgs moderne grundlægger. I 1844 anlagde han Silkeborg Papirfabrik. 1848 valgtes han fra sin nye jyske hjemstavn til medlem af Den grundlovgivende rigsforsamling og var senere flere gange rigsdagsmand. Han valgtes til Folketinget i 1849 og 1854 og til Landstinget i 1855, men det sidste valg modtog han ikke. Han stod dengang det nationalliberale parti nærmest. Han stod i 1854 i spidsen for afholdelsen af en Grundlovsfest på Himmelbjerget.
Ant(h)on Frederik Tscherning (1795-1874) politiker, officer og krigsminister. Liberal, bondeven og senere venstremand. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og Folketingsmedlem 1849-1866. Tschernings program var almindelig valgret, ophævelse af fæstevæsenet, indførelse af næringsfrihed samt sparsommelighed i staten. Han var en af Venstres (Bondevennernes) førere. I Rigsrådet 1856-63 gik Tscherning i reglen sammen med de konservative helstatsmænd og rådede gentagne gange til at vise holstenerne imødekommen, men dadlede samtidig disse for deres rent negative holdning, der gjorde enhver udsoning umulig. Han misbilligede Holstens udskillelse 1858 og kæmpede mod enhver foranstaltning, som kunne hindre dets genoptagelse under Fællesforfatningen. Han advarede indtrængende mod ethvert skridt, der kunne se ud som et forsøg på Slesvigs indlemmelse, og mod et brud med helstaten, som var den af Europa godkendte ordning for monarkiet. Frem for alt mod at vove en krig, der kunne sætte selve monarkiet på spil. Han stemte han imod Novemberforfatningen.
Grundlovsdagen i Faaborg. Fra Faaborg have vi modtaget følgende Skrivelse: Da her ingen Grundlovsfest blev holdt, er det vanskeligt at give noget Referat, og dog blev den alligevel mindet, men rigtignok paa en Maade, som var alt andet end festlig. Kommunalbestyrelsen, som forrige Aar havde stillet sig i Spidsen (hvad der i en lille Kommune ogsaa er absolut rigtigt), havde denne Gang lagt Hænderne i Skiødet. Imidlertid blev Byens Gjæstgiver formaaet til at foranstalte et Festmaaltid i Byens Lystskov, og der mødte da om Aftenen i et sørgeligt graat Lærredstelt uden nogensomhelst Dekoration af Grønt eller Flag, endsige Hans Majestæts Billede, 33 Borgere, hvoriblandt 3 Embedsmænd og 1, er een, Repræsentant for Landet; det var som sagt et sørgeligt Syn. og megen Munterhed var der da heller ikke. Om det var paa Grund af Kommunalbestyrelsens Mangel paa Evne til at erindre, at den 5te Juni er en Festdag som ingen anden her i Landet, eller paa Grund af Folks Uvillie her til at feire den, hvad jeg egentlig dog ei troer, nok er det, at Grundlovsdagens Festligholdelse her indskrænkede sig til hiint Maaltid.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juni 1862).
I Anledning af den smukke Grundlovsfest den 5te Juni paa Himmelbjerget, som Komiteen paa en smuk og værdig Maade, med fri Adgang for Deltagerne, saa godt havde vidst at ordne, turde det maaske ikke være uden Interesse for "Jyllandspostens" Læsere at erfare et enkelt Træk, der paa en smuk Maade viser hvorledes selv fjerntboende Deltagere søgte at forhøie Dagens festlige Præg. Efter en hurtig forud sket Aftale mellem Østbirk og Ousted Sogne, samledes hos en Gaardmand i Saaby den 5te Juni om Morgenen 14 fuldt belæssede Vogne, 6 a 7 Personer i hver, for i sluttet Tog at afgaa til Festen. En lille Kanons Affyring gav Signalet til Opbrud. Toget afgik med 4 Dannebrogsfaner og ledsaget af Musik. Efter Ankomsten til Bjerget gik Toget under Sang samlet til og fra Bjergets Høidepunkt, med Fanerne og Musiken i Spidsen. Blandt de Deltagende saas Forstanderen for Gjedved Bondehøistole og nogle af Eleverne, ligesom en sjelden stor Fane bar Inskription af Gjedved Bondehøiskole. Fanerne plantedes paa Bjerget, og Deltagerne sluttede sig derpaa til den øvrige Forsamling. Det samlede Vogntog kjørte hjemad paa samme Maade som det var ankommet. Indsenderen, der ikke er af den Egns Beboere, men som Festdeltager bragte ovenstaaende i Erfaring som paalidelig Sandhed, har troet at det var en saa smuk Maade at mindes Friheden og dens Giver paa, at del, ved at komme til Læsernes Kundskab, ad Aare muliqen kunde for Andre blive en Tilskyndelse til Efterligning, hvilket saa meget mere maa anses ønskeligt, som man ved at befare en enkelt større formuende Bondeby i Himmelbjergets umiddelbare Nørhed, ikke der saae en eneste Dannebrogsfane, og man let kunde komme paa den Tanke, at dens Beboere endnu efter 13 Aar Forløb skulle være saa blottede for Følelse for vor Frihed og dens Giver, at de skulle have fundet det upassende, at vise de mange Gjennemreisende noget synligt Tegn paa Glæde over denne folkelige Høitidsdag.
(Jyllands-Posten 13. juni 1862).
- Af Beretningerne om Grundlovsfesterne ses det, at der i Kjøge vel var berammet en Grundlovsfest, men at en saadan desuagtet ikke blev afholdt af den gode Grund at der ingen Deltagere mødte. I Roeskilde var man forsaavidt heldigere, som der til et "Festmaaltid" mødte hele tre og tyve Mand. Et Kjævieri mellem et Par Foreninger skal have været Grunden til at der kun deltog saa faa, medens Bordet var dækket til omtrent 400 Personer. I Helsingør var man ikke engang kommet saavidt som i Kjøge, idet man nemlig der ikke engang havde tænkt paa at foranstalte nogen Fest. "Midf. Av." giver om Dagens Festligheder i Assens en Beretning, som lyder saaledes: "I Assens saa det bedrøveligt ud paa Grundlovsdagen; ikke alene havde man ingen Fest kunnet faa istand, men man savnede endog Dannebroge paa Kommunens Flagstænger paa Raadhuset og i Skovanlæget! - Saavidt vi have erfaret, er det Byens Byfoged og Politimester, Herredsfoged og Overauditeur Jacob Christian Lindberg, som ikke har noget godt Øie til saadan Menigmandsglæde paa Grundlovsdagen. Han siges saaledes at have vist den paafaldende Iver for Orden blandt Assens fribaarne Mænd, at han har ladet Lokalerne i Skovanlæget -- hvor der i Dagens Anledning var foranstaltet lidt Folkelystid - rydde til Polititid. En Indsender i Byens Av. oplyser endvidere, at Hs. Høivelbaarenhed samme Byfoged havde berammet Udpantning paa Grundlovsdagen, ovenikjøbet for Skatterestancer i det endnu ikke forløbne 2det Fjerdingaar. - Grundlovsdagen - det er der de glædeligste Udsigter til - vil snart blive en national Festdag, uden at dertil behøves nogen Lov; men da der mulig gives flere ligesindede Embedsmænd, saa maa der dog nok lænes en Bemærkning derom ind i Almanakken, for at ikke et iversygt Politi skal faa Skin af Ret til paa Danmarks Frihedsdag at drive dels fredelskende Befolkning hjem til Polititid og maaske - hvem kan vide hvor vidt det ellers vil gaa - bruge den hensovede Leibæks Stok paa Rygstykkerne.
(Jyllands-Posten 16. juni 1862).
"Folkets Avis" og "Aarhuus Stiftstidende", især det sidste, undseer sig ikke ved at skrive de aabenbare Usandheder om Festen paa Himmelbjerget. Begge fortælle de, at Redakteur Nielsen blev imødegaaet, "i en kraftig og indtryksfuld Tale af Justitsraad Müller, der blev optaget med stort Bifald", hvilket vi imidlertid slet ikke mærkede Noget til. Sandheden er, at Hr. Justitsraad Müller blev Redakteur Nielsen Svar skyldig, og at dennes Taler modtoges med stærkt Bifald. Foruden Müller, siger "Aarhuus Avis", var det især Jacobæus og Bager Thorendahl af Silkeborg, der ved Foredrag støttede Regjeringen og imødegik Nielsens Angreb paa Kongens Ministre, der kan nu slet ikke være Tale om, at de imødegik; thi de vare ikke istand til at benægte en eneste af de Modsigelser, som Nielsen havde paaviist, at Ministeriet havde gjort sig skyldigt i. Under Festmaaltidet, fortæller "Aarh. Av." videre, optoges den afbrudte Diskussion om Holsteens og Lauenborgs Udsondring, om en fælles Rigsforfatning for Danmark-Slesvig, og i det Hele taget om Danmarks Stilling ligeoverfor Udlandet. Blandt de Talere, der i deres Foredrag ikke yttrede sig tilfreds med Nielsens Optræden under Festens alvorlige Deel, vare Fabrikeier Drewsen, som udbragte en Skaal for Friheden, og Rigsdagsmand Schøler, der efter hans Anskuelse, "ikke kunde see Muligheden af at indlemme Sønderjylland i Kongeriget Danmark." For det her Fortalte ligger der ikke mindste Sandhed til Grund; ved Festmaaltitet forhandledes der hverken om en Rigsforfatning eller om Danmarks Stilling til Udlandet. Fabrikeier Drewsen var ikke engang tilstede der og kunde følgelig eiheller udbringe Skaaler. Senere efter Maaltidet fortsattes Talerne, og Hr. Drewsen talte da uden i mindste Maade at berøre, hvad Redakteur Nielsen havde sagt. Laurits Schøler talte rigtignok om, at vi ikke godt kunde inkorporere Slesvig; men da han af Nielsen blev gjort opmærksom paa, at "det ville vi heller ikke, vi ville kun have en folkelig Forsamling for Danmark-Slesvig istedetfor det ufolkelige Rigsraad", saa erklærede han sig enig med denne. Man skulde dog virkelig synes, at de, der vare tilstede paa Himmelbjerget, maatte blive opmærksomme paa, hvorlidet man kan fæste Lid til, hvad Blade som "Aarhuus Avis" skrive, og det er ogsaa vor Overbevisning, at de aldrig kunne gjøre deres Modstandere en bedre Tjeneste end netop ved at fortælle saadanne Historier; derved bevise de deres Afmagt og derved bidrage de ikke Lidet til at aabne Øinene paa Menigmand.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 16. juni 1862)
En trespaltet artikel korrigerede referatet om Tscherning i Jyllands-Posten den 23. juni 1862.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar