14 august 2021

Cirkus Renz. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 31te Mai). Det Renz'ske Kunstberiderselskab lader til at ville samle Sommerens Hovedinteresse, og Forlystelsesselskaberne Alhambra og Tivoli ville faae en farlig Medbejler. Hr. Renz gjør imidlertid vist ogsaa Regning paa, at de mange Tilreisende baade fra Landet selv og Udlandet skulle i den smukke Sommertid søge Hovedstaden flittigere iaar end ellers. Men hvad de dyrere Pladse angaaer, synes han ikke at have betænkt, at de mere Formuende netop nu tage paa Landet, saa at han ikke kan gjøre Regning paa stadigt Besøg; og i det Hele bestaaer jo Københavnernes meget omtalte Forlystelseshang deri, at næsten Alle kunne tage Deel i billige Smaafornøielser til en Mark, høist en Rigsort, hvilket jo ogsaa Forlystelsesstederne have vidst at indrette sig efter. Hr. Renz har anlagt sin Entreprise efter en stor Maalestok. Han har et Personale paa ialt 130 Personer, deri indbefattet baade Kunstnere, Orchester og Staldkarle. Antallet af Heste beløber sig til henved 80. Hertil traves, at han har en daglig Indtægt af 1000 Rd., for at kunne bestaae. Circus rummer 3000 Mennesker, der betale fra 24 Sk. indtil 8 Mark. Det Høieste, der kan komme ind ved fuldt Huus, er da henved 1500 Rd. Den daglige Udgift til Selskabet er c. 800 Rd. Circus, som Tømmermester Blom har bygget, har kostet ham 8000 Rd. Nu kan han vel regne Noget paa at holde Interessen spandt derved, at han stedse har noget Nyt at byde, men dette kan dog ikke gjælde om de vigtigste Kunstnere og Kunstnerinder, som Publicum vil see næsten hver Aften. Der kan derfor nok være Spørgsmaal om, hvorvidt en Entreprise, der har kunnet gaae i Buer paa 300,000 a 500,000 Indvaanere ogsaa skal kunne betale sig i en By paa 150,000, hvor ingen rig Adel kan holde dyrt betalte Loger besat. Han skal heller ikke have ventet glimrende Affairer her, men ogsaa han nødes jo til at vexle Sted, for ikke at trætte de Steder, der alt kjende hans Circus. - En Anke, der ikke kan reises imod Entrepreneuren, er den slette Udgang i Ildebrandstilfælde. Vel er Sandsynligheden herfor ikke stor, da der ikke er Noget, der forstyrrer Lysene; men Muligheden er der dog altid ved et letbygget Træhuus. Anken maa rettes imod vedkommende Bygningspolitie, der af egen Drift burde have itide paatalt Sligt ved et Arbeide, der har staaet paa i flere Maaneder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. juni 1860)

Cirkus Renz gav forestillinger i Gyldenløves Bastion. Avisen fik ikke ret i sine forudsigelser. Det gik godt for Cirkus Renz der spillede til slutningen af august 1860. 


De, af Hr. E. Renz fra Berlin bestyrede Beriderselskab gav d. 28. sin første Forestilling (den for sammes Regning opførte Cirkus i GyIdenløves Bastion. Lokaler, som er meget rummeligt, var aldeles propfuldt; selv den for Hofferne bestemte Loge var fyldt af "Kjendere", fra Samfundets høieste Steder. Hr. Renz's Selskab synes at raade over meget gode Kræfter; flere ganske udmærkede Ryttere og adskillige unge og skjønne Damer producerede sig i den højere Ridekunst, afvexlende med Forestillinger i Liniebands, Gymnastik og komiske Mellemspil, der frembøde et og andet virkelig Nyt. Forøvrigt vare de fleste af de Heste, der viste sig paa Banen, virkelig "first race", og et Par af dem endogsaa saa mesterlig dresserede, at man kun sjeldent turde finde Mage dertil. Publikums Stemning var den bedste, og der var ikke en af de Fremtrædende, der ikke høstede der mest begejstrede Bifald; Skolehesten Blonder ikke mindre end den unge Mademoiselle Catharine Renz. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. juni 1860)


I Renz's Circus i Kjøbenhavn har været flere Fataliteter med Selskabets Primadonna, Bestyrerens Broderdatter, Kätchen Renz. Denne sceniske Gudinde skal allerede have stukket "europæiske" Hjerter ibrand, saa at endog Østerrigs unge Keiser i et Statsraadsmøde, hvor der blev talt om Nødvendigheden af at indkalde en "Conferents", foer op af Drømme og udbrød : hvad? Kätchen Renz? Om nu Amor eller Amouretter ogsaa i Kjøbenhavn have ageret bag Coulissen, vides ikke saa nøie, men det er dog nok en urigtig Conjectur naar man har tydet det som erotisk Motiv, at den unge Dame for noget siden forsvandt fra Forestillingen og gjorde Udflugt eller snarere tog Flugten til Bellevue. En temmelig haard Begegnelse fra Bestyrerens Side siges at have været det sande Motiv. Derefter har vel atter fundet en Udsoning Sted, men den var kun kortvarig og Publicums Yndling kom ikke frem igjen fra den mystiske Coulisse, thi da der til i Løverdags Aftes var anmeldt revancherende Benefice for hende, maatte den kaldes tilbage; Kätchen har foretrukket Flugten fra det Hele. Det siges i  "Fdrl.", at hun har taget Veien over Götheborg til Christiania, hvorhen Brodrene Godfroy af det Renzske Selskab og deres Søster tidligere have begivet sig. Hele Selskabet synes saaledes at befinde sig i revolutionair Tilstand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1864).


Direktøren for det berømte Kunstberiderselskab, som for Tiden giver Forestillinger i Kjøbenhavn, E. Renz, har indrykket følgende i "B. T. ": Til behagelig Underretning for det ærede Publikum! I de sidste 14 Dage har min Niece, Kätchen Renz, ved hendes Bortløben givet Anledning til megen Omtale. For at give Sandheden Ret, føler jeg mig foranlediget til at meddele Følgende til Sagens Oplysning. Forud tillader jeg mig at bemærke, at Kätchen ikke er mit eget Barn, men er en Datter af en af mine Brødre; jeg tog hende i Aaret 1850 fra min Broder, som levede i trykkende Forhold og desuden var Fader til flere Børn, og da hun var saa forsømt, gav jeg hende i Pension til Fru Regeringsraadinde v. Vandemer i Berlin for at opnaa en nogenlunde menneskelige Dannelse hos hende. I Aaret 1852 tog jeg hende til mig igjen, for at uddanne hende i min Kunst. Siden disse 8 Aar er hun bleven behandler som mit eget Barn, hvorved hun ogsaa fejlagtig meget ofte af det højtærede Publikum er bleven anseet for min Datter, idet hun deltog i al den Opmærksomhed og Opdragelse, som blev mine egne Børn til Del, og at overhovedet intet blev forsømt for at danne hende, ikke alene til en god Kunstnerinde, men ogsaa for at opdrage hende til en anstændig Pige, ville alle de, som kjende mit Hus nærmere, kunne bevidne; at der ved denne Lejlighed udfordres en stor Udgift for Undervisning, som Skolekundskaber, Musik og Dandselærer, vil enhver Familiefader kunne forstaa at vurdere. Desværre viste hun ved alle disse Lejligheder den største Letsindighed, hvilken jeg imidlertid som Onkel altid dækkede med Kjærlighedens Kaabe og gjerne tilgave hende, Siden en kort Tid indtraadte desværre et nyt Vendepunkt ; jeg havde engageret en Familie Godefroy, men hvis ægte Navn er Schossig, hvilket de af Frygt ikke førte, fordi de tro at finde deri en Skam, at de tilhøre den israelitiske Religion; en af Sønnerne bedaarede Pigen for at gjøre hende føjelig for enhver af hans Hensigter; hun fulgte mere dette Menneskes Indskydelser end alle deres Raad, som mente det godt med hende. Da jeg nu til min Skræk saa, hvorvidt disse Forvildelser fandt Sted, forsøgte jeg et sidste Middel: at løse Kontrakten med hin Familie, og betalte et Offer af 1421 Rd.; først nu viste sig, hvorvidt Sagen var modnet; hun forlod om Natten den 28de f. M. mit Hus; ved Hjælp at Politiøvrigheden blev hun fundet og bragt mig igjen næste Dag; hun viste Anger og lovede Bedring, men hvilket kun skete for at formindske min Aarvaagenhed. Den 14. ds. er hun paany forsvunden, og jeg troer nu fuldkommen at have efterkommet en Onkels og Slægtnings Pligter og anerkender hende fra nu af ikke mere som min Niece, da hun ved denne Handling har skjændet mit Navn, hvilket jeg hidtil har bevaret uplettet. Hun berøver sig ikke alene en Støtte for Fremtiden, men lammer mig ogsaa i min fremtidige Godgjørenhed mod mine fattigere Slægtninge, hvis Antal er stort, og at hvilke jeg i dette Øjeblik har en Enke efter en af mine Brødre med umyndige Børn, og ligeledes 2 saadanne af en anden fattig Søster hos mig, som jeg opdrager som mine egne Børn.

(Ribe Stifts-Tidende 19. juli 1860)


Hr. Renz, hvis Forestillinger snart ende her for denne gang og som derpaa nok gjør en Tour, ikke til Tydskland, men til St. Petersborg, gaaer for at være "en Mand paa 2 Millioner". Hans Udgifter her ere 500 Rd. hver Dag; "Kautschukmanden" alene har 1100 Rd. og Loisset 1000 Rd. maanedligt osv. Men desuagtet skal han tage et smukt Overskud med herfra. Det kan heller ikke nægtes, at han har bragt det til noget ret Genialt i sin artistiske Art, baade ved at samle alt det Bedre og ved at skabe en Illusion og gyde en vis Poesie over Fremstillingerne, som man ellers savner. Saaledes danner "Hjortejagten" en meget smuk Finale, hvor man ganske troer sig hensat i Virkeligheden, og denne erholder en malerisk Fremstilling. Luftspringet hører ogsaa til de usædvanlige Evolutioner, som overraske baade ved Opfindelsen og ved Udførelsen. Hestenes Dressur, for paa sin Homerisk først at nævne dem, er sjelden og Rytterne og Rytterinderne dristige og gracieuse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1860)


Annonce for Cirkus Renz i Dagbladet (København) 6. august 1860.

Ernst Renz (1815-1892) var sammen med  Eduard Wollschläger (1811-1875) de første cirkusdirektører. Renz grundlagde i 1843 sit eget lille cirkus, fra 1846 med hjemsted i Berlin. Det blev senere Tysklands største cirkus med egne bygninger i Berlin, Wien, Hamburg og Breslau. Renz var berømt for hestedressur og organisationstalent. Han fornyede også cirkuspantomimerne. I 1897 måtte hans cirkus lukke. Albert Schumann (1858-1939) rykkede ind i Renz-bygningen i Berlin, og Paul Busch (1850-1927) overtog bygningerne i Hamburg og Breslau.

Edvard Valdemar Harboe (1834-1883): Cirkus Renz i Jernbanegade. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Danmark husede Hippodromen fra 1855 cirkusforestillinger, men blev ombygget til Folketeatret allerede i 1857. Ellers var det europæiske cirkusselskaber på gæstespil, udover Renz, Gautier, Hinné, Houcke, Schumann, Salamonsky og Ciniselli. Indenlandske cirkusdirektører dukkede op fra 1880'erne. Ernst Renz var den første lejer til Cirkusbygningen i København i 1886 og i 1888.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar